Læsetid: 7 min.

Den danske kritiker er en underbetalt løsarbejder uden rettigheder

Der bliver færre anmeldelser i aviserne, og kritikerens vilkår er dårlige: Langt de fleste er freelancere uden rettigheder og med tvivlsomme lønninger. Men måske har det altid været sådan. Vi har spurgt nogle af dem
Der bliver færre anmeldelser i aviserne, og kritikerens vilkår er dårlige: Langt de fleste er freelancere uden rettigheder og med tvivlsomme lønninger. Men måske har det altid været sådan. Vi har spurgt nogle af dem

Isabella Hamid

25. oktober 2017

Litteraturanmelder ved Weekendavisen Lars Bukdahl indledte sin kritikerkarriere i 1988. Året forinden var han debuteret som digter med en – siger han selv i dag – »studentikos« digtsamling, og de følgende år fortsatte han med at udgive digtsamlinger og romaner.

Men hans store drøm var og havde altid været at blive anmelder.

Som ung aarhusianer besøgte han flere gange sin fars ven Johs. H. Christensen i København, der anmeldte film for Kristeligt Dagblad og siden Jyllands-Posten, og som i sin egenskab af medlem af Filmmedarbejderforeningen havde et fantastisk kort, som gav ham adgang til alle biografforestillinger med en ledsager.

»Hvis man skal stræbe efter noget her i tilværelsen, så må det da være sådan et kort,« havde den unge Bukdahl tænkt.

Umiddelbart efter udgivelsen af debutdigtene blev han kontaktet af Kristeligt Dagblads kulturredaktør, som ville have ham til at anmelde. Hyre: 650 kroner pr. anmeldelse. Lars Bukdahl takkede ja med det samme. Havde man været på avisen længe nok, kunne man stige til 750 kroner, men da han efter syv år bad om lønforhøjelse, fik han et nej. Han var stadig for ny.

»Men det betød ikke så meget. Det skønne var, at fordi det var så relativt lille en avis, så fik jeg hurtigt lov til at anmelde ’store’ bøger, altså både dem, der var de bedste og vigtigste, og dem, der var diskutable, men synlige. Altså både Nordbrandt og Ib Michael,« siger Lars Bukdahl i dag.

»Jeg fik en fremtrædende placering rimelig hurtigt, men det ændrede ikke noget i forhold til betaling. Og som anmelder er det altså, som om man opererer med nogle andre parametre i forhold til penge. I hvert fald i begyndelsen. Der er det jo noget, man gør, fordi man ikke kan lade være. Og noget med at opleve synlighed og opleve at være værk-privilegeret.«

Statsstøttet kunstkritik

For nylig ryddede Information det ugentlige kulturtillæg for at give plads til en særsektion, som satte fokus på anmelderi. I den forbindelse undersøgte vi omfanget af kritik i dagbladene og lavede en stikprøve, der viste et markant fald i anmeldelser fra 2007 til 2017.

Det fald har mange forklaringer, blandt andet en generel udvidelse af kulturbegrebet, og at der er blevet færre avissider og simpelthen mindre plads til at skrive på. 

Men måske er en af forklaringerne også, at der er blevet færre anmeldere – eller at deres vilkår er blevet dårligere. 

Ifølge Line Rosenvinge, der er freelance-kunstanmelder og -skribent og også bestyrelsesmedlem i den danske afdeling af Association Internationale des Critiques d’Art (AICA), er det største problem, at få kritikere har lyst til at tale om vilkår og betaling.

For nylig forsøgte hun at bryde tavsheden, da hun på Facebook skrev:

»Siden 2012 har jeg skrevet månedlige klummer for kunsten.nu, hvor honoraret er 1.500 kr. pr. stk., men de første fire år var det kun 1.000 kr. pr. stk. Siden 2011 har jeg blogget for Børsen Opinion, og her får jeg ikke noget honorar. Dertil har jeg publiceret sporadisk for diverse andre medier, men langtfra tilstrækkeligt til, at jeg egentlig kan leve af det.«

Til Information uddyber hun, at det er »ærgerligt«, at det altid skal handle om penge, og at hun egentlig også synes, det er pinligt, fordi kunstkritikken ideelt set skal være fri og uvildig. Men:

»Hvis vi skal have en uvildig kunstkritik i Danmark, må vi erkende, at kunstkritikken ikke kan fungere på rene markedsvilkår,« siger hun.

Derfor mener hun, at statsstøttet kunstkritik er den eneste gangbare vej, og hun foreslår øremærkede midler, f.eks. fra mediestøtten.

»De store dagblade får jo et tocifret millionbeløb om året for at kunne overleve som forretning. Det er et politisk valg at støtte den frie presse. Men man kan samtidig stille krav til, at modtagerne af mediestøtte skal bruge nogle flere af støttekronerne på fagligt funderede freelancebetalte kulturskribenter. Dertil kunne man vælge at støtte nichemedier, som oplyser om og diskuterer aktuelle kulturproduktioner.«

Et kæmpe kulturfagligt prækariat

Kritik er underbetalt, ligesom freelancejournalistik i høj grad er. Over de senere år har der flere gange været debat i branchen om netop det forhold. For fem år siden lavede Fagbladet Journalisten en gennemgang af freelancelønninger, som blandt andet viste, at næsten halvdelen af Information er skrevet af freelancere, der gennemsnitligt arbejder for en timeløn på mellem 62 og 155 kroner alt efter genre. Ifølge Journalisten honorerede Information dengang en nyhed med 930 kroner og længere featureartikler med 2-3.000 kroner.

»Man kan ikke polstre sin pensionsopsparing ved at skrive for os,« sagde Informations daværende chefredaktør Christian Jensen til fagbladet: »Til gengæld er man en del af Information. Vi stiller spalter til rådighed, det er det, der er attraktionen. Det har været vilkårene på Information til alle tider.«

Taksterne er steget, men ikke markant. I dag lyder standardhonoraret for en anmeldelse i Information på 1.281 kroner.

En sammenslutning af danske kunst- og kulturkritikere lavede i 2005 en spørgeskemaundersøgelser, som viste, at flertallet af de danske kritikere bruger mellem fem og ti timer på en tekst, og at honoraret i gennemsnit er under 1.500 kroner. Undersøgelsen kom frem til en gennemsnitsløn, der var lidt bedre end den løn, Fagbladet Journalisten regnede sig frem til, man kunne få som freelancer på Information i 2012.

Men den var stadig meget lav.

»Problemet er jo, at der er et kæmpe stort kulturfagligt prækariat, der vil skrive gratis. Det ved redaktørerne godt, så hvis de kulturfaglige freelanceskribenter bad om lønforhøjelse, så ville de på nul komma fem blive afløst af andre,« siger Line Rosenvinge, som tilføjer, at vi først har en passende kritikerstand, når der er en rimelig løn for udført arbejde.

»Som det er nu, er der stort set ingen fuldblodsskribenter, og når skribentvirksomheden ikke er den primære indtægtskilde, bliver integriteten udfordret. For kan du skrive kritisk om en potentiel arbejdsgiver?« spørger hun retorisk og tilføjer, at mange skribenter tager forskellige forefaldende småjob i den branche, de ellers bør kunne holde en vis afstand til.

»Vi har altså en situation, hvor en anmelder kan blive sat til at anmelde en udstilling på et udstillingssted, hvor pågældende anmelder få måneder senere selv står for at arrangere en udstilling. Jeg synes, det er et problem, at vi har for mange kasketter på.«

Den mytiske fastansatte kritiker

En af de få fuldtidsbeskæftigede kritikere, der ikke behøver at tage småjob ved siden af sin anmeldergerning for at få det til at løbe rundt, er Lars Bukdahl.

I 1996 skiftede han Kristeligt Dagblad ud med Weekendavisen. Her oplevede han pludselig både at blive læst bredere og få væsentlig bedre betaling end på Kristeligt Dagblad. Han begyndte som stykbetalt freelancer, hvor han fik 1.500 kroner pr. anmeldelse.

Et honorar, der hurtigt steg til 2.500 kroner, som ifølge Informations oplysninger stadig er honoraret på Weekendavisen.

»Men det at blive læst påvirkede mig voldsomt, så mit engagement blev også af sig selv tredoblet,« siger han.

Han fortsatte som freelancer, indtil han på et tidspunkt blev fast freelancer, som han er i dag, hvor han modtager en fast månedlig hyre, men har ansættelsesvilkår som en freelancer, så avisen ikke stiller kontor, pension eller frugtordning til rådighed. Fastansættelse har han løbende bedt om, men er selv sammen med en håndfuld andre den »spøgelsesagtige udgave af den mytiske fastansatte kritiker«, som han siger.

Men Lars Bukdahls tilfælde er specielt.

Mai Misfeldt har været anmelder siden 1995, bl.a. i Information, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Hun har oplevet, hvordan vilkårene for kritikere har udviklet sig, hvilket især kan mærkes i forbindelse med rejseudgifter.

»I begyndelsen fik jeg lov til at rejse ud med rejse og ophold betalt. Der var helt klart mere luft i budgetterne før i tiden. Nu oplever jeg, at det er vanskeligere som freelancer at få lov til den slags,« siger hun.

Siden 2006 har hun fået 1.500 kroner pr. anmeldelse, uanset værkets længde eller kompleksitet. Det beløb får hun også i dag på Kristeligt Dagblad, hvor hun har været tilknyttet siden 2011.

»Mit indtryk er, at især kunstkritikken er presset, mens der er større konsensus om litteraturkritikkens betydning,« vurderer hun.

Alle kritikere er naturligvis forskellige, og Line Rosenvinge understreger, at hun nødigt vil udtale sig på vegne af hele standen, som ifølge hende er karakteriseret ved stor mangfoldighed. Der er mange måder at få det til at hænge sammen på. Det kan være en ægtefælle med stabil indtægt, en billig bolig, arv, kronisk sygdom, som berettiger til understøttelse. Selv klarer hun sig med sin mands løn og arven efter sin mor.

»Tilfældigheder i leveomstændigheder bør ikke være betingende for, om man kan fungere som professionel kritiker,« siger hun.

På Weekendavisen er Lars Bukdahl generelt tilfreds med sin ordning. I hvert fald med det meste af den, for adgangskortet til biografforestillinger har han stadig ikke fået, siger han.

»Selv om jeg har forsøgt.«

Læs kulturredaktør Katrine Hornstrup Ydes svar på kritikken her

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Lykke Jensen

Dette gælder jo ikke kun for for anmeldere, men for freelance journalister helt generelt, der nærmest er en form for moderne daglejere, uden sygedagpenge, pensionsopsparing, organiserede arbejdsforhold, etc. Det er alles kamp mod alle. Information bidrager om nogen selv til dette. I har en chefredaktør som får 115.000 kr. om måneden i løn + pension. I den forbindelse kunne det være interessant at høre hvor meget af en gennemsnitlig informationsavis, der produceres af prekære ansatte, samt hvad de får per artikel.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg ville ikke arbejde som anmelder til den løn og jeg er ikke just kræsen når det kommer til jobs, men jeg kræver en anstændig løn.

Der ligger mere i det end bare at læse bogen, som måske ikke engang interesserer en. Der skal også tænkes over det skrevne fra forskellige vinkler, for en fagbog skal der en faglig refleksion med ind over og endeligt skal artiklen skrives det er ikke lige gjort på en aften foran pejsen ;-)