Dengang Inger Christensen læste op i 16 minutter i prime time på DR

Kulturping nummer 1

Vi er i begyndelsen af 1980’erne og stadig i monopolets tid. Når man er chef for kulturafdelingen i DR, som Werner Svendsen var det i årtier, bliver man også af Billed-Bladet udnævnt til nationens kulturping nummer 1.

Han var kulturens mand med stort K, og det var ham, der traf beslutninger om, hvordan programmer om kultur skulle skæres.

Han stod selv for flere programmer blandt andet det halvanden time lange bogprogram Liv og legende om Karen Blixen i 1982.

En højtideligt docerende Werner Svendsen står ved en pult og taler meget langsomt og alvorligt til seeren, der på det tidspunkt kun har sort skærm som alternativ.

I dag skal vi høre om Karen Blixen, og vi skal møde de mennesker, der kendte hende eller var tæt på hende.

Efter denne indledning bevæger lektor Svendsen sig i det nøje tilrettelagte studie fra bås til bås for en for en at føre en samtale med de personer, der stod baronessen nær om, hvad hun havde betydet for dem.

Jeg husker i hvert fald en Thorkild Bjørnvig svare tøvende og undvigende. Dengang var det sikkert nytænkende, men mest af alt var det dræbende kedsommeligt.

Ingen tvivl om, at Werner Svendsen kendte sit stofområde og stod for lødighed og kvalitet, men det gjorde det ikke i sig selv til godt litteratur-tv. Værten var på det tidspunkt en autoritet, og litteraturformidlingen tog i det mindste afsæt i litteraturen.

Med fransk forbillede

Lidt længere fremme i 80’erne kom der mere gang i litteraturen på DR. I Frankrig havde Bernard Pivot siden 1975 haft bragende succes med bogprogrammet Apostrophes, der blev vist hver fredag aften i prime time på France 2 med omkring seks mio. seere. Han kunne om nogen præsentere og sælge bøger med sit program.

Han havde haft Nabokov, Mailer, Solsjenitsyn, Susan Sontag, Kundera, Eco, Duras og mange flere i studiet, men også en synlig fuld Charles Bukowski, foruden tænkere og politikere som Dalai Lama, Mitterrand, Bourdieu, Barthes, Polanski og Truffaut. Konceptet blev med Bazar tyvstjålet og genskabt på dansk med Jens Winther som mangeårig vært. Han var egentlig politisk journalist med forkærlighed for litteratur.

Poserende foran en væg med frontvendte bøger og en komfortabel setting var han en engageret og dynamisk vært, der godt vidste, at man på tv ikke kunne nå at tale om indholdet i bøgerne, men alligevel formåede han at gøre litteraturen væsentlig og interessant.

I 50 udsendelser har mere end 200 danske forfattere bidraget, men desværre findes udsendelserne ikke længere, da de oprindelige råbånd er blevet overspillet med nye.

Jeg husker særligt to programmer, nemlig programmet fra 3. april 1984 med en generationsintroduktion af den legendariske kritiker Poul Borum, hvorefter 70’er-generationen med Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær var sat over for den nye frembrusende 80’er-generation med Pia Tafdrup og Michael Strunge, hvor sidstnævnte fik kaldt Lola Baidels digte for »fiduspoesi«.

Og så den lange temaaften med caféborde, brune duge på bordene og rosévin i glassene, hvor Jens Winther havde inviteret ikke mindre end 11 unge lyrikere som blandt andre Marianne Larsen, Thomas Boberg, Christian Bundegaard, Niels Frank i studiet. Foran hele 365.000 seere.

Åndelige tider

I Tyskland havde man haft premiere på det populære bogprogram Das literarische Quartett. Her stod litteraturen i centrum, når forfatternes nye bøger blev gennemheglet og kyndigt diskuteret af de skarpe og karismatiske kritikerne Marcel Reich-Ranicki, Hellmuth Karasek og Sigrid Löffler. Her var ingen umiddelbar leflen for seerne, men basal litteraturkritik for åben skærm. Og det virkede, og det var populært.

I Danmark gik man i de år en lidt anden vej og satte litteraturen ind i forhold til åndelige spørgsmål. Det skete med Jørgen Thorgaard, der i sig selv er et lille stykke tv-danmarkshistorie, idet han formåede at gøre de store eksistentielle spørgsmål til godt tv.

Han var uddannet teolog og forfatter og vært omkring 1990 for henholdsvis Eksistens og Bøger. Med sin nasale, gennemtrængende vestjyske dialekt, altid saglig og langsomt talende, formåede han med dybde og forpligtende konsekvens at lave udsendelser om tilværelsens åndelig sider.

Han var måske ikke først og fremmest formidler, men han var med sit eget engagement en begejstret entusiast, og det smittede ud gennem skærmen. I sit bogprogram, der kørte i 1991, fyldte han næsten lige så meget som de interviewede forfattere.

Digtoplæsning i 16 minutter

Tendensen til at lave litteratur-tv i kraft af værtens personlighed fortsatte i årene efter med den tidligere præst og forfatter Johannes Møllehave, der i 1994-95 stod for programmet Ta og læs.

Her stod på bedste højskolevis det levende ord i centrum, værtens begejstring for litteratur var uomtvistelig og smittende. Her var ikke gjort meget ud af studiet, det hele levede i kraft af Møllehaves nærvær og engagement.

Således kunne et program bestå i, at Møllehave i anledning af en nyoversættelse af Dostojevskijs Kældermennesket brugte en hel udsendelse på at fortælle, hvorfor forfatteren var så stor og interessant.

Det var filmet radio, om man vil, men det virkede. Mest kendt er programmet måske for at have ladet digteren Inger Christensen læse op fra Sommerfugledalen i hele 16 minutter. Bare fordi forfatteren var så stor.

Ud af reservatet

Med Isabella Miehe-Renard som mangeårig vært på det populære Bestseller ændrer bogprogrammet på tv karakter. Litteraturen bliver hevet ud af læsekammeret og bliver underkastet journalistisk formidling.

Udsendelserne bliver mere reportagebaseret, og der fokuseres på dér, hvor litteraturen møder virkeligheden og læserne. Det var ikke intellektuelt, men begavet litteratur-tv. Med Bestseller virker det også, som om ideen om, at litteraturen kan noget i sig selv, er der i sin egen ret, endegyldigt bliver begravet i tv-mediet. Den mistro til litteraturen er aldrig siden blevet forladt af DR.

I Sverige har man haft bogprogrammet Röda rummet. Det bliver nu erstattet af Babel, der som med Bestseller de første år er meget reportagepræget for siden at blive forvandlet til det talkshow, det stadig er den dag i dag.

Ind i virkeligheden

Tendensen til at trække litteraturen ud i virkeligheden får helt bogstavelig betydning med DR’s programrække med Mikael Bertelsen og Mads Brügger som værter, nemlig Læsegruppen Sundholm, hvor hjemløse fra herberget Sundholm i København mødes og diskuterer litteratur.

Fra nu af er litteraturen ikke i sin egen ret, men funktion. I otte programmer kommer man tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, og man får deres ærlige, rørende og skarpsynede anmeldelser af de romaner og digtsamlinger, de læser. Der er ingen tvivl om, at Bertelsen og Brügger ville gøre op med alle hidtidige former for litteraturformidling på tv.

Æbler frem for bøger

Mens forfatterne var fraværende i Læseklubben Sundholm, så dukkede de op igen i det seneste forsøg på, at lave litteratur-tv i DR.

At de ’dukkede op’, er det mest præcise udtryk, for de var kun flygtigt til stede i programmet, der hed Tid til bøger og mest handlede om værten selv, Alberte Clement Meldal, der havde fået barn og var flyttet på landet.

Forfatterne, der kom på besøg hos værten, blev forvandlet til statister i værtens realiseringsshow og meget sigende fyldte det næsten mere, at forfatterne til sidst i udsendelserne skulle have æbler med hjem fra hendes have.

Der blev klippet flittigt, og forfatterne og især indholdet af deres værker forsvandt op i den blå luft. Det var ikke bare parodi på et bogprogram, men også litteraturens endelige udskylning i DR.