Læsetid 11 min.

’Hvis jeg var diktator, ville jeg holde mig fra forfattere og journalister’

Den tyrkiske forfatter Asli Erdoğan har aldrig set sig selv som en seriøs trussel mod Tyrkiets totalitære styre, men alligevel er hun sigtet efter landets hårdeste paragraf for at opmuntre til terror i kurdernes navn. Selv siger hun, at hun med sin litteratur kæmper en kamp mod styrets sandhedsmonopol. Information mødte hende i Göteborg
Den tyrkiske forfatter og menneskerettighedsforkæmper Aslı Erdoğan sad fængslet i over fire måneder i Tyrkiet for ifølge staten at have støttet og opmuntret til terror. Før fængslingen havde hun nærmest aldrig hævet stemmen på sine 49 leveår, men i ugerne efter sin løsladelse lavede hun ikke andet end skiftevis at skrige og råbe.

Den tyrkiske forfatter og menneskerettighedsforkæmper Aslı Erdoğan sad fængslet i over fire måneder i Tyrkiet for ifølge staten at have støttet og opmuntret til terror. Før fængslingen havde hun nærmest aldrig hævet stemmen på sine 49 leveår, men i ugerne efter sin løsladelse lavede hun ikke andet end skiftevis at skrige og råbe.

Nora Lorek

7. oktober 2017

Göteborg – Asli Erdoğan tager et sidste sug af cigaretten, inden hun lader det færdige filter falde mod fliserne foran Posthotellet i Göteborg.

»Jeg tror, jeg er blevet syg. Der er så koldt i lufthavne.«

Hun trækker den postkasserøde uldfrakke tættere om sig. Da Asli Erdoğan endelig fik tilladelse til at rejse fra Tyrkiet, kunne hun ikke nå at pakke en kuffert og kom kun afsted med det sæt tøj, hun havde på. Den tyrkiske forfatter er ude af sit hjemland for første gang, siden hun i august sidste år blev anholdt i sin lejlighed af – hvad hun husker – 50 antiterrorbetjente i Istanbul.

Asli Erdoğan er i Göteborg for at deltage i bogmessen, inviteret af den svenske afdeling af PEN International, som sidste år tildelte hende den svenske litteraturpris Tucholskyprisen in absentia.

»Asli Erdoğan er en af de mange store forfattere, der er kommet i konflikt med totalitære magter ved kompromisløst at skrive nyskabende litteratur, der ikke viger for emner, som magthavere af forskellige slags kræver stilhed omkring,« lød organisationens begrundelse.

Asli Erdoğan er ikke i familie med den totalitære magt i skikkelse af præsident Recep Erdoğan, hun skriver op imod. Erdoğan er et udbredt, tyrkisk navn. Så er det på plads.

Hun omtales ofte som menneskerettighedsforkæmper og regeringskritiker, men er samtidig en af de vigtigste forfattere i nyere tids tyrkiske litteratur. I 2010 modtog hun den mest prestigefyldte pris i Tyrkiet for sin roman Stenbygningen, og allerede i 2005 nominerede det franske litteraturmagasin Lire hende til at være blandt de mest lovende forfattere.

Asli Erdoğan

Født 8. marts 1967 i Istanbul, Tyrkiet.

Studerede fysik ved Bosphorus Universitet, men forlod sit videnskabelige arbejde i 1994 for at blive forfatter.

Debuterede med romanen ’The Shell Man‘ i 1994 og har siden udgivet et væld af romaner, digtsamlinger og essays.

Har siden 1998 skrevet klummer i skiftende venstreorienterede aviser.

Asli Erdoğan har vundet en række priser, både for sin skønlitteratur og sin journalistik, blandt andet Sait Faik-prisen (2010) og Tucholskyprisen (2016).

Er sigtet efter §302 for opmuntring til terror i PKK's navn med begrundelse i hendes bestyrelsespost hos avisen Özgür Gündem.

Paragraf 302

Selv om Asli Erdoğan nu er løsladt, er hun stadig sigtet efter paragraf 302 i Tyrkiets straffelov, som dækker over forstyrrelse af statens enhed og orden. Helt nøjagtigt er hun sigtet for at støtte og opmuntre til terror for den kurdiske gruppe PKK.

I mange år har Asli Erdoğan skrevet klummer for skiftende aviser, primært for at tjene penge til hverdagen, fortæller hun. Senest har hun skrevet i avisen Özgür Gündem, som hun også sad i bestyrelsen for. Avisen har siden sin stiftelse i 2011 dækket den kurdiske konflikt og betegnes ofte som værende prokurdisk, og selv om Asli Erdoğan ikke selv er kurder, fortæller hun Information, at hun sympatiserer med den kurdiske sag på samme vis, som hun sympatiserer med armenernes sag og syrernes sag.

Hun er optaget af undertrykte folks rettigheder og har skrevet klummer om tortur, koncentrationslejre og massakrer. Alligevel er det hendes bestyrelsespost hos Özgür Gündem, som anklageren bruger som påskud for anholdelse.

»Ingen af mine artikler blev nogensinde taget til retten, hvilket er et mirakel. Jeg tror, det skyldes, at min skrivestil er meget metaforisk, så anklagerne forstår det nok bare ikke og kan ikke finde ordene i mine tekster til at anklage mig direkte,« forklarer Asli Erdoğan, som også fremhæver, at det er et lovbrud at anholde et bestyrelsesmedlem efter paragraf 302. Det er første gang, det nogensinde er sket.

»Loven på det her område er meget klar: Bestyrelsesmedlemmerne har aldrig noget juridisk ansvar over for avisens tekster, kun forfatteren eller redaktøren. Tyrkiet har brudt sine egne love mange gange, og med min anholdelse gjorde landet det igen,« siger Asli Erdoğan.

Hun er som den yngste sigtet sammen med bestyrelsens fem andre medlemmer, der er omkring 70 år. Hun ryster på hovedet.

»Mange siger til mig, at jeg nok skal blive frikendt, at de har bevist, hvad de ville, men jeg er ikke så sikker. Hvis jeg bliver dømt, får jeg livstid.«

Langsomme dage

Asli Erdoğan er for første gang herhjemme aktuel med sin gennembrudsroman ’By i blodrød kappe’, som udkom på tyrkisk i 1998. Selv om bogen er næsten 20 år gammel, er det stadig den, hun er allermest tilfreds med.

Nora Lorek
Tre dage i varetægt. 133 dage i kvindefængslet Bakirkoy i Istanbul. Asli Erdoğan sad fængslet i lidt over fire måneder, men tæller det kun i dage.

»Tiden går ikke i fængslet. Bare en enkelt dag er uendelig lang. Især den første dag og nat er slet ikke til at måle med tal,« siger hun, men gør det alligevel. 136 dage i alt.

Asli Erdoğan fik Tucholskyprisen på sin 35. fængselsdag, og hun blev faktisk fejret den dag. Det fortæller hun PEN’s formand i Sverige, Elisabeth Åsbrink, under en samtale mellem de to på bogmessen.

»Man kunne kun købe meget få ting i fængslet, men jeg købte sådan nogle små, frygtelige småkager fra kantinen. Vi havde ikke noget musik, men kvinderne blev ved med at synge og slå på bordene, og efter lidt tid blev stemningen virkelig højstemt.«

Hun slår demonstrerende fingerspidserne rytmisk i sofabordet foran hende.

»Den rytme, kvinderne trommede på bordene, løb gennem alle korridorerne i fængslet.«

Herhjemme er hun for første gang aktuel med sin gennembrudsroman By i blodrød kappe, som udkom på tyrkisk i 1998. Selv om bogen er næsten 20 år gammel, er det stadig den, hun er allermest tilfreds med.

»Der er sket meget, siden jeg skrev den, men den er stadig min favorit. Jeg var kun 29, da jeg skrev den, og konfrontationen i bogen er så oprigtig, at jeg ikke tror, jeg nogensinde vil kunne overgå den.«

Den konfrontation, Asli Erdoğan taler om, er en af de helt store. Nemlig konfrontationen mellem livet og døden.

»Spørgsmålet om mortalitet har altid optaget mig meget og er et af mine evige temaer, men i lige netop denne bog synes jeg, at jeg tog en meget modig konfrontation, måske fordi jeg var så ung og også meget syg,« fortæller hun.

Et splittet selv

By i blodrød kappe udspiller sig i Rio de Janeiro, hvor også forfatteren selv har boet i længere perioder af sit liv.

»Jeg siger ofte, at jeg lærte at dø i Rio,« siger hun med antydningen af en kølig nostalgi i stemmen.

Bogens hovedperson, Özgür, er droppet ud af sit universitetsstudium og har søgt lykken i millionbyen og alle dens mørke afkroge. I sin lille lejlighed kvæles hun langsomt af »byens blodrøde kappe«, og hun lover sig selv at rejse, lige så snart hun har færdiggjort den roman, hun arbejder på i et grønt stilehæfte. Hun kalder den ’By i blodrød kappe’, og sin hovedperson kalder Özgür for ’Ö’.

»Ö står for mange ting. Ölüm, som betyder død, öteki, som betyder den anden, og öz, som betyder selvet,« fortæller Asli Erdoğan og afslører samtidig et andet af bogens centrale temaer: det splittede selv. 

»Özgür og hendes egen hovedperson bliver langsomt til den samme person, og til sidst er Özgür ikke længere i stand til at fortælle sin egen historie,« forklarer Asli Erdoğan.

»Til sidst i bogen dør Ö, og Özgür vælger ikke at redde hende tilbage fra dødsriget. Det er den eneste måde, hvorpå hun selv kan leve videre.«

For Asli Erdoğan er selvet ikke gjort af ét enkelt sammenhængende stykke, det er altid splittet i to. Den ene del søger ind i traumet og døden, mens den anden del søger frem mod livet. Da Erdoğan begyndte at skrive By i blodrød kappe, havde hun selv døden tæt inde på livet i form af en svulst, der gjorde, at hun led et voldsomt vægttab.

»Døden var tæt på for mig i den periode. Jeg hang fast i livet ved at skrive min bog og kom ud af tunnelen ved at efterlade Özgür bag mig,« fortæller Asli Erdoğan, som tog 11 kilo på og blev rask i løbet af skriveprocessen.

»Det er en meget speciel bog for mig, og jeg tror faktisk, jeg er forelsket i Özgür. Det forhold, hun har til Ö, er det forhold, jeg har til Özgür.«

Som en hund, man slipper fri

På samme måde som Asli Erdoğan måtte efterlade sin hovedperson bag sig for selv at leve videre, har hun efterladt noget af sig selv hos de 24 kvinder i PKK-fløjen i Bakirkoy-fængslet. En del af sin historie, som gør ondt at genbesøge.

»Da jeg kom ud, var jeg meget vred, og jeg bliver stadig utilpas, når jeg taler om det den dag i dag.«

Hun fører de ellers fritflyvende hænder op til sin mund som for at stoppe sine egne ord på vejen ud: »Nej, jeg kan ikke lide at tale om fængslet.«

Fængselsopholdet har vist hende nye sider af sig selv. Før fængslingen havde hun nærmest aldrig hævet stemmen på sine 49 leveår, men i ugerne efter sin løsladelse lavede hun ikke andet end skiftevis at skrige og råbe.

»Det er ligesom en hund, der har været bundet i lang tid. I det sekund, du slipper den fri, prøver den at dræbe hver en kat og fugl,« forklarer hun.

Hun har konstant kvalme. Lider af hukommelsesbesvær og søvnløshed. Det sidste er det værste.

»Det føles, som om jeg stadig ikke har sovet siden. Der var så meget larm i fængslet, nu er der for stille.«

Asli Erdoğan tilbragte de første fem dage i en isolationscelle, og til at begynde med passede det hende godt.

»Jeg voksede op som enebarn og har altid været meget alene, så jeg tænkte, at isolation ville fungere for mig. At have sit eget rum, du ved,« siger hun og purrer op i sit hennafarvede hår.

»Men realiteten er, at fængslet er så barskt, at du har brug for andre for at overleve. Jeg var så glad, da de endelig lod mig komme ind til de andre på afdelingen. Selv 100 mennesker er bedre end at være alene,« siger hun og gnubber en knyst på sin venstre pegefinger. »Ja, den har jeg også fået, efter jeg kom ud. Jeg har dem over det hele, jeg ved ikke, hvad det er.«

En due og en falk

Retssagen mod Asli Erdoğan fortsætter den 31. oktober. Egentlig havde hun regnet med at skulle sidde fængslet indtil da, men det massive internationale pres mod Tyrkiet havde den ønskede effekt.

»I mit tilfælde var solidariteten helt overvældende,« siger hun og sænker ydmygt hovedet. »Jeg fik postkort fra New Zealand, der var offentlige læsninger af min litteratur rundt omkring i verden, og børn skrev til mig fra svenske skoler. Når folk ser et offer, så vil de hjælpe.«

– Hvorfor tror du, at staten ser dig som en trussel?

»Jamen, den er helt ude af proportioner – se på mig!« Hun slår ud med armene og griner et højt, men kort grin.

»Sådan er det at leve i en totalitær stat, alt er overdrevet og irrationelt. Jeg er en halvtredsårig semikrøbling,« siger hun og tager sig til halsen, hvor svulsten, hun fik fjernet som ung, sad.

»Alligevel stormer de min lejlighed med maskingeværer og skudsikre veste. Jeg har aldrig set mig selv som en seriøs trussel mod systemet, men min litteratur er en trussel mod det monopol på sandheden, de forsøger at opretholde. Det sender et signal til andre, større systemkritikere. Se, hvis vi kan skyde en due – tænk så, hvad vi gør ved en falk.«

– Du har tidligere sagt, at styret systematisk skærer sin egen tunge af. Hvad mener du med det?

»En nation, der lukker munden på sine egne forfattere, skærer sit eget stemmebånd over. Staten tror, vi er dens fjende, men vi er faktisk dens stemme. Selv hvis den ikke kan lide lige den stemme, så er det realiteterne. Jeg har vist dem et spejl, og de kunne ikke lide det spejlbillede, de så i det.«

»Godt nok, men det ændrer ikke på virkeligheden at smadre glasset. På den måde beviser de jo netop, at det her er en fasciststat. Det er faktisk virkelig dumt,« udbryder hun.

»Hvis jeg var diktator, ville jeg ikke smide forfattere og journalister i fængsel. Jeg ville være klog nok til at holde mig fra dem – de udødeliggør på den ene eller den anden måde historierne om fængslet, torturen og systemet.«

Hvide fregner

Göteborgs bogmesse blev sidste weekend omdrejningspunkt for en stor værdipolitisk debat, som udmøntede sig i sammenstød mellem nazister og venstreekstremister i byens gader. 

Asli Erdoğan fulgte politiets kamp for at holde de 700 nazister adskilt fra de 10.000 venstreekstremister fra messecentrets vinduer. Hun smiler, da Information spørger, om hun syntes, det var skræmmende.

»For at være helt ærlig, så har jeg været til mindst 100 demonstrationer i mit liv, hvor der har været store sammenstød med politiet. Så for mig at se … « Smilet bliver til et grin. Hun hiver ærmerne op, og hvide fregner er spredt som snefnug ud over begge arme.

»Alt det her er brændemærker fra politiets syrekanoner, og jeg har regnet ud, at jeg har indåndet 17,5 timers tåregas.«

Smilet sidder stadig stift påklistret i hendes ansigt, mens hun fortsætter: »Adskillige gange har jeg måttet løbe og gemme mig fra politiet i kældre og i supermarkeder. Jeg er aldrig blevet tæsket, men har fået timevis af tåregas, vandkanoner og syrevand, så for mig at se er det her et paradis.«

Weekendens demonstrationer var ikke paradisiske. Men forskellen er, ifølge Asli Erdoğan, at politiet beskyttede demonstranterne på begge sider.

»I Tyrkiet ville det være omvendt, og antallet af politibetjente ville overstige demonstranterne i tusindvis. De ville alle sammen have skjold og visir,« siger hun og trækker et usynligt visir ned foran ansigtet.

»Men selvfølgelig skal man ikke undervurdere den symbolske værdi i, at nazister marcherer på gaderne – især ikke i Sverige og Skandinavien generelt, som ser ud til at være højsædet for menneskerettigheder og antidiskrimination. Men de onde kræfter vil aldrig overstige de gode, sådan er menneskeheden ikke.«

Nej, sådan er mennesket ikke, siger Asli Erdoğan, trods alle sine traumer. Hun bruger ordene human being igen og igen. »Det er fordi, litteraturen har et hovedansvar for at holde netop de her ord – human being – i live.«

– Du virker håbefuld?

»Jeg plejer at sige, at mennesket er det eneste dyr, som er i stand til at finde håb. Det lyder som en god ting, men jeg siger det lidt ironisk. Hvis mennesket står i en mørk tunnel og pludselig ser togets lygter nærme sig, ville det sige, ’ah, endelig er der lys.’« Hun griner højt.

»Men mennesket er naivt håbefuldt, og det skal litteraturen udtrykke. Det er et meget svært materiale at arbejde med, mennesket. Nogle gange ville jeg ønske, jeg arbejdede med metal eller sten,« siger hun og slår en imaginær mejsel i en imaginær stenblok foran sig.

»Det er meget nemmere at arbejde med!«

Asli Erdoğans roman ’By i blodrød kappe’ er udkommet på C&K Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau

Tak for fin artikel. Jeg er dog noget skuffet over du ikke forhindrede forfatteren i at "lad den falde på fortovs fliserne " altså hendes cigaret efter sit sidste sug. Det er altså bare ikke i tidens ånd hverken at smide om sig med sine skodder i det offentlige rum -forurening af groveste karakter og det at skrive det somom det en litterær fund gik af mode med Humphey Bogart og Dashiel Hammet.