Interview
Læsetid: 8 min.

Filmtidsskriftsredaktører til Monggaard: Drop de biografaktuelle film og skriv om den levende filmkunst

Hvordan står det til med den danske filmkritik? Det mødes Informations filmredaktør med to af redaktørerne for filmtidsskriftet Krystalbilleder for at diskutere. De kan let blive enige om, at den akademiske filmkritik er uinspirerende, og at biograferne ikke giver de smalle film en ordentlig chance. Til gengæld er de uenige om, hvilke film der overhovedet skal skrives om
Det er ikke meget, Informations filmredaktør Christian Monggaard (i midten) og de to tidsskriftredaktører Jeppe Carstensen (tv) og Daniel Flendt Dreesen (th) kan blive enige om. Bortset fra, at de danske biografer mangler eventyrlyst.

Det er ikke meget, Informations filmredaktør Christian Monggaard (i midten) og de to tidsskriftredaktører Jeppe Carstensen (tv) og Daniel Flendt Dreesen (th) kan blive enige om. Bortset fra, at de danske biografer mangler eventyrlyst.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
20. oktober 2017

Informations mangeårige filmredaktør, Christian Monggaard, kan ikke dy sig, da der skal tages billeder til denne artikel.

»Nu ikke så alvorlig,« småråber Christian Monggaard til Jeppe Carstensen fra filmtidsskriftet Krystalbilleder.

Vi står uden for Informations lokaler i porten fra Skt. Annæ Passage ud til Bredgade, det regner, og Carstensen kigger egentlig bare ind i kameraet, som han har fået besked på.  

»Vi kommer fra et undergrundstidsskrift med et oplag på 300. Vi er nødt til at se lidt underernærede og sammenbidte ud,« siger Carstensens medredaktør Daniel Flendt Dreesen, der står og venter på, at det bliver hans tur.

Krystalbilleder er siden 2011 udkommet cirka to gange årligt og har – udover Carstensen og Dreesen – Emil Leth Meilvang og Lasse Winther Jensen i redaktionen. 

Monggaard har sat de to repræsentanter for Krystalbilleder stævne for at diskutere, hvordan det står til med den danske filmkritik. 

Under overskriften »En verden uden anmeldere« satte Information tidligere på måneden fokus på dagbladskritikken, der i sin traditionelle form fylder mindre og mindre i mediebilledet. Der er så mange andre om buddet, blogs og tidsskrifter, og nu lader vi i en serie, på opfordring af medieforsker Nete Nørgaard Kristensen, avisens hovedanmeldere møde nogle af dem, der bedriver kritik uden for aviserne, for at høre, hvad de mener, god kritik er – og hvad vi eventuelt kan gøre bedre.

Jeg er med som referent.           

Vi fattes sprog

Redaktionen bag Krystalbilleder diskuterer gerne filmkritikkens tilstand. I en artikel i det norske tidsskrift Vagant skrev de i 2014, at den kritiske filmoffentlighed ikke formår at forholde sig kvalificeret til den filmkunst, der bliver lavet lige nu: 

»Vi er vidne til mirakler, men fattes sprog for det, der er stort som selve livet. Øjnene mangler gehør. For så vidt som der eksisterer en dansk filmoffentlighed, er den fattig på kinematografisk sensibilitet.«

Artiklen kritiserer blandt andet dagbladenes filmkritik for at være for optaget af, hvad der lige nu går i biograferne, frem for at interessere sig for det store filmkunstneriske og -historiske perspektiv, og for at skrive mere om værkernes underholdningsværdi end om deres filmiske virkemidler.   

Det er derfor, Carstensen og Dreesen nu sidder over for Christian Monggaard i Dagbladet Informations arkiv; et depotrum med læderindbundne aviser i reolerne og stakke af frasorterede anmeldereksemplarer tronende på de resterende plane flader. 

Monggaard lægger ud med at bekende kulør:

»Mit udgangspunkt som filmelsker er instruktører som Steven Spielberg og George Lucas.«

Carstensen: 

»We know.«

Monggaard: 

»Hov, hov. Jeg bryder mig ikke om den tone ... Det er dem, jeg er vokset op med, og dem, der har præget mig mest. Og når vi sidder her, så handler det også om, at jeg har det meget svært  med den meget akademiske ende af filmkritikken.«

Monggaard har gået meget kort på Københavns Universitet, hvor han droppede ud af klassisk arkæologi for at skrive om film i filmtidsskriftet Levende Billeder, der udkom i årene 1975-97Han startede på film- og medievidenskab, men stoppede efter et år, fordi han ikke kunne se meningen med at analysere på alle detaljer helt ned til nummerpladerne i Stanley Kubricks film.

»Der var også en tendens til at skrive meget kunstlet og kryptisk. Det tog glæden fra mig. Jeg kom til film- og mediefaget på grund af kærlighed til film og interesse for at formidle film, og jeg passede overhovedet ikke ind i det meget akademiske miljø.«

Daniel Flendt Dreesen og Jeppe Carstensen tager også afstand til den akademiske filmkritik.  

Dreesen:

»Den dræber det også for os. Vi er akademikere, men vi er ikke film- og medievidenskabere, og selvom det skinner igennem, at vi har læst noget teori, så er målet i virkeligheden mere litterært: at forsøge at skrive om film på en anden måde.« 

Monggaard: 

»Sådan som jeg husker lanceringen af Krystalbilleder, var der nogle store ord om, hvordan I ville genopfinde filmkritikken. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, hvor det nye er, når jeg læser blogs. Spørgsmålet er også, om den klassiske dagbladsanmeldelse skal fornyes. Den kan sikkert sagtens blive bedre, men skal den fornyes?«

Her er der gevinst. Jeppe Carstensen og Daniel Flendt Dreesen ønsker sig en filmkritik med et helt andet fokus end biografaktualitet. De to repræsentanter for Krystalbilleder mener, at den seriøse filmkunst bliver svigtet som stofområde i dagbladskritikken:

»Der er i Danmark en interesse for at lave interessant kritik af populærkultur, men ikke af den fremmeste filmkunst,« siger Carstensen.

Dreesen fremhæver også litteraturkritikken som et sted, hvor det »nærmest ikke kan blive smalt nok«, og hvor man ikke holder sig tilbage for at beskrive værkernes mediespecifikke virkemidler og give læserne analytiske redskaber at forstå dem med.

Carstensen:

»I Krystalbilleder prøver vi at bedrive den mediespecifikke filmkritik, der tager film alvorligt som kunstart. Vi synes, at den danske filmkritik har meget lidt med filmens virkemidler at gøre. Filmkulturen i Danmark fra Det Danske Filminstitut og ned handler generelt om den gode historie og ikke om det filmiske udtryk. Det kommer også til udtryk i, hvilke film der får premiere i Danmark. De film, vi holder af, når sjældent til Danmark, og derfor får de ikke den opmærksomhed, de burde have.«

Krystalbilleder anbefaler

Redaktionen bag filmtidsskriftet ’Krystalbilleder’ anbefaler følgende streamingtjenester og filmkritiske medier:

Filmkritik

  • Cinema Scope: Canadisk filmtidsskrift, hvis chefredaktør, Mark Peranson, også er kurator på den toneangivende Locarno International Film Festival (cinema-scope.com).
  • Cahiers du Cinéma: Fransk filmtidsskrift, hvori de franske nybølgeinstruktører beskrev deres epokegørende visioner for filmkunsten (cahiersducinema.com).
  • La Furia Umana: Italiensk filmtidsskrift, der udkommer på både italiensk, engelsk, fransk og tysk (lafuriaumana.it).

Streamingtjenester

  • Doc Alliance: Dokumentarfilm fra alverdens filmfestivaler. Koster fem euro om måneden (dafilms.com)
  • Mubi: 30 film fra hele verden, der er tilgængelige 30 dage og løbende bliver udskiftet. 49 kr. om måneden (mubi.com)

Indgroet vane eller bevidst praksis

Christian Monggaard læner sig tilbage, lytter, men kan ikke love noget: 

»Der er en vis naturlighed i, at dagbladskritikken er hængt op på aktualitet. Det er måske endda dagbladsanmeldelsens raison d’etre: at beskrive de film, der er aktuelle lige nu. Jeg mener godt, man kan skrive om en film, jeg har set på en festival, som ikke kommer i dansk biografdistribution, hvis det er, fordi det er den mest fantastiske film, jeg har set hele året ...«

Carstensen: 

»Præcis!«

Monggaard: 

»... Men i den daglige filmdækning ville det være problematisk at skrive om film, som læserne ikke får adgang til.«

Carstensen:

»Nej. Det er jeg uenig med dig i. Og her skriver vi os nok mere ind i det, digteren Mikkel Thykier i et essay i Politiken tidligere i år kaldte opdagelsens kulturkritik frem for omtalens kulturkritik. Medievirkeligheden er en anden i dag end for ti år siden, fordi folk faktisk kan få adgang til de film, der ikke kommer i dansk distribution, men som fornyer filmkunsten. Derfor har dagbladene også et ansvar for at orientere sig i dem og skrive om dem.«

Dreesen uddyber:

»Det, vi mener, god filmkritik skal kunne, er at udvide horisonten i det samtidige, globale perspektiv, men også i det heterokrone, historiske perspektiv, ved f.eks. at sætte fokus på, hvad de store instruktører har lavet, når de dør. Nu har dagbladskritikken været afhængig af, hvad biograferne vælger at vise, i så mange år, men jeg tror, man må vænne sig til at tage uafhængigheden på sig, så det kun handler om værket.«

Monggaard:

»Det ville være et vildt radikalt skridt for et dagblad at stoppe med at se på, hvad der får premiere herhjemme, og i stedet skrive om det globale marked. I det øjeblik filmene bliver tilgængelige herhjemme, så skriver vi om de bedste. At droppe biografaktualitet som kriterie ville være et brud med mange års …«

Dreesen:

»Indgroet vane?«

Monggaard:

»Nej, bevidst praksis. I får det til at lyde, som om vi er underlagt markedet og laver forbrugervejledning. Men jeg vælger en del film fra, fordi jeg ikke vurderer, de er interessante. Der kommer flere film til Danmark end nogensinde før. I den her uge var der otte premierer, og vi har plads til at anmelde fire.«

Carstensen: 

»Det tror jeg, er vejen frem. At udvælge det bedste og beskrive filmkunsten: Det er filmkritik. Det andet er omtale og kulturjournalistik. Jeg tror også godt, I kunne skære mere væk og så koncentrere jer om den filmkunst, som rent faktisk er levende.«

Monggaard er stadig ikke overbevist:

»Hele ideen med at lave dagbladskritik og dagblade og med den måde at henvende sig til verden, den handler om at holde en balance, hvor man ikke skubber læserne fra sig, og på samme tid skubber dem nogle nye steder hen,« siger han og tilføjer en svada om de danske biografdistributørers manglende eventyrlyst. De smalle film får ikke en ordentlig chance.

Her er alle enige.

Indholdssiden fylder mere

Christian Monggaard medgiver, at indholdssiden og handlingen fylder meget i filmkritikken. Den udvikling tilskriver han terrorangrebet den 11. september 2001.

»Det har politiseret alting i en ekstrem grad, så alt, hvad man beskæftiger sig med, på en eller anden måde skal forholde sig til den verden, vi lever i. Ikke at tage stilling er også at tage stilling, og man kan få helt dårlig samvittighed, når man skriver om en actionfilm, der ikke har noget samfundsmæssigt sigte, og bare beskriver, hvad den kan visuelt.«

Dreesen siger, at film ikke længere bare er film, og foreslår, at man skelner mellem kunst, drama og underholdning som tre forskellige kategorier, man kunne kalde cinemá, films og movies.

 »Og så er der alle mulige gråzoner og hybrider indimellem. Jeg tror, det ville betyde meget, at man ikke bare anmeldte en superheltefilm side om side med et obskurt drama fra Iran. At man skar noget fra, fordi det alligevel får så meget omtale og sælger så mange biografbilletter.«

Carstensen foreslår, at det kunne være aktualitet nok, at en film udkommer på dvd. Monggaard siger, at den i så fald skal kunne afspilles på danske dvd-afspillere.

Dreesen: 

»Du vender hele tiden tilbage til hverdagen, balancen og aktualiteten ...«

Monggaard:

»Ja, til nogle praktikaliteter, jeg er nødt til at forholde mig til.«

Dreesen:

»Vi forstår det godt. Vi synes bare, det kunne gøres lidt bedre, lidt bredere i samtiden, lidt dybere i historien, og måske lidt mere fandenivoldsk med hensyn til, hvad man dækker.«

Christian Monggaard glatter ud:

»Det her handler også om, at Krystalbilleder og Information er forskellige typer medier. Det er godt med en mangfoldighed af stemmer, og vi har jo også bare har meget forskellig filmsmag.«

Carstensen rækker en hånd ud:

»Du kunne godt lide Good Time (amerikansk drama af Ben og Josh Safdie, der var nomineret til Den Gyldne Palme i Cannes, red.), ikke?« 

Monggaard:

»Jo.«

Dreesen slår ud med armene:

»Vi elsker Good Time!« 

Christian Monggaard klør sig i skægget:

»Så god synes jeg så heller ikke, den er.«

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Monggaard 4 president! :)

Btw. Så forleden at Terry Gilliam's mesterværk Tideland har en score på 29% på Rotten Tomatoes. Så meget for anmeldere i al almindelighed. Hvis man læser nogle af de negative anmeldelser ser man at det ikke drejer sig om det filmiske håndværk, men at "filmens emne er unødvendigt at forholde sig til".

Filmen handler om en lille pige, som er datter af to narkomaner, og den drømmeverden hun benytter til at glemme virkeligheden. Smukt og ekstremt skræmmende. Måske for skræmmende, især hvis man foretrækker rom coms, hvor heltinden får den i enden. (Lykken altså).