Læsetid: 11 min.

Den fortvivlede politiske situation i Mellemøsten fik Riad Sattouf til at tegne sine erindringer i ’Fremtidens araber’

Riad Sattouf elsker tegneseriekunsten højt. Den er næsten som en religion for ham, og derfor bruger han den til at fortælle dybt personlige historier. Information har talt med den fransk-syriske tegneserieskaber om hans store, selvbiografiske værk ‘Fremtidens araber’, hvis tredje bind lige er udkommet på dansk
Hovedpersonen i ’Fremtidens araber’ er lille lyshårede Riad, der ved slutningen af tredje bind er ni år gammel. Det er hans blik på sin far, Mellemøsten og Europa, man får præsenteret i tegneserien.

Hovedpersonen i ’Fremtidens araber’ er lille lyshårede Riad, der ved slutningen af tredje bind er ni år gammel. Det er hans blik på sin far, Mellemøsten og Europa, man får præsenteret i tegneserien.

Illustration: Riad Sattouf/fra ’Fremtidens araber’

28. oktober 2017

Det kan godt være, at Riad Sattouf har en fransk mor, en syrisk far og er født i Frankrig, og at han i sin barndom boede både i Syrien, Libyen, Saudi-Arabien og Frankrig. Men det er ikke hans nationalitet – hvad den så end måtte være – der definerer ham.

»Der er en anden identitet, der kom først, og som er meget stærkere end nogen nationalitet,« siger han med et smil. Vi sidder over for hinanden i en højloftet og elegant – på den gammeldags og lidt støvede facon – salon på den franske ambassade på Kgs. Nytorv i København.

»Jeg er tegneserieskaber. Når jeg møder en japaner, der laver tegneserier, eller en dansker, der laver tegneserier, er det, som om jeg møder én fra mit land. Det betyder ikke, at jeg kan lide eller ikke lide vedkommende. Det betyder blot, at vi har noget tilfælles. Vi har nogle af de samme interesser, og det er, som om vi kommer det samme sted fra. Et sted, hvor vi sidder alene ved et bord og laver det samme. Jeg vil mene, at dét er min vigtigste identitet.«

Det er også tegneserier, som den lune, venlige 39-årige Sattouf er kommet til Danmark for at tale om. Aftenen før har han i Den Sorte Diamant underholdt og oplyst et stort og interesseret publikum med historier om tilblivelsen af sit storsælgende, kritikerroste, prisbelønnede og selvbiografiske flerbindsværk Fremtidens araber og de virkelige oplevelser bag.

Det er også dét, jeg gerne vil tale med ham om. Fremtidens araber, hvis tredje bind lige er udkommet på dansk, er en fremragende tegneserie, der med humor, drama og stor følsomhed fortæller om Sattoufs omflakkende opvækst i Frankrig og især Mellemøsten i 1970’erne og 1980’erne.

’Jeg er tegneserieskaber,’ fortæller Riad Sattouf.’ Når jeg møder en japaner, der laver tegneserier, eller en dansker, der laver tegneserier, er det, som om jeg møder én fra mit land.’

Sille Veilmark

Fremtidens araber

For nogle år siden skulle Riad Sattouf hjælpe nogle familiemedlemmer, der stadig befandt sig i det nu sønderbombede Homs i Syrien, i sikkerhed i Frankrig. Det var ikke nogen nem opgave, og han fik som tegneserieskaber lyst til at fortælle historien om sine vanskeligheder.

Men han følte, at han for at gøre historien interessant var nødt til først at fortælle om alt det, der var gået forud. Det blev startskuddet til Fremtidens araber, der efter planen skal fylde fem bind, og som begynder med Sattoufs fødsel i Paris i 1978.

Hans mor og far mødtes, da de begge studerede på Sorbonne, og da Riad var blot to år gammel, flyttede de til Libyen, hvor faren havde fået arbejde på et universitet. Siden flyttede familien til Syrien og den lille landsby, hvor faren kom fra, og hvor det meste af hans familie stadig boede.

Det er faren, der er den ’fremtidens araber’, som titlen på tegneserien taler om, og han er en sammensat og fascinerende skikkelse. På den ene side moderne og progressiv, på den anden traditionel, politisk naiv og temmelig racistisk. Han er lidt af en fantast, der tror på diktatorer som Gaddafi og Assads store ord om moderne, socialistiske arabiske stater.

»Han er ligesom så mange andre, der kommer fra fattige kår, og som bliver til noget,« siger Riad Sattouf.

»Min far troede fuldt og fast på, at alt var skrevet ned. Han var søn af en landmand og kom fra en fattig, elendig landsby uden rindende vand og elektricitet, og så blev han doktor på Sorbonne. Han mente, at han havde en skæbne, han skulle fuldbyrde. Sådan har mange arabiske diktatorer det også. Saddam og Gadaffi kom begge fra fattige kår og var overbevist om, at de fuldbyrdede deres skæbne ved at blive ledere af deres lande. Min far ventede på at finde ud af, hvilken skæbne han var tiltænkt. Han var modernist, hvad angik f.eks. uddannelse, men han var også ekstremt højreorienteret, ville henrette mennesker og lave et statskup. Han beklagede sig hele tiden over fransk racisme mod araberne, men han var selv meget racistisk og hadede f.eks. sorte mennesker.«

Illustration: Riad Sattouf/fra ’Fremtidens araber’

Tæt på livet

Det var vigtigt for Riad Sattouf, at portrættet af hans far var så nuanceret som muligt. Det skulle være op til læserne selv at finde ud af, hvad de syntes om ham. Og meget tyder på, at missionen er lykkedes. Når Sattouf møder sine læsere, får han i hvert fald enten at vide, at faren er en rørende skikkelse eller en rædselsfuld racist.

»Omdrejningspunktet i historien er en lille dreng, der er fascineret af sin far og tror på alt, hvad han siger,« siger tegneserieskaberen.

»Hvis ens far siger forfærdelige ting, tror man som barn, at det er rigtigt. ’Min far er den bedste. Han kan ikke lide sorte mennesker. Måske har han ret! Der må være en grund til det.’ Jeg vil have, at læserne skal sætte sig i mit sted på det tidspunkt. Jeg er nødt til at gøre min far sympatisk. Jeg vil have, at de skal blive rørt over figuren, og så et øjeblik senere siger han horrible ting. ’Hvorfor kan jeg godt lide denne racist?’ Jeg elsker den akavede følelse. Det er meget tæt på livet. Der er ikke noget højre eller venstre, sort eller hvidt i livet.«

Men selv om den fortvivlende politiske situation i Mellemøsten fik ham til at skabe Fremtidens araber, er tegneserien i sig selv ikke politisk, understreger Sattouf, som heller ikke vil kalde sig selv Syrienekspert.

»Slet ikke. Jeg kender til livet i denne lille landsby i Syrien. Det er mit blik på det liv. Men jeg kender dårligt Syrien som land. Selv ikke Homs, der ligger tæt på min landsby, kender jeg ikke. Vi var der ikke ret tit.«

Illustration: Riad Sattouf/fra ’Fremtidens araber’

Humor fremmer accept

Hovedpersonen i Fremtidens araber er altså den lille Riad, der ved slutningen af tredje bind er ni år gammel. Det er hans blik på verden, man får præsenteret i tegneserien, og det er en af de væsentligste grunde til, at den fungerer så godt. Det er ikke småting af forfølgelse, fanatisme og vold mod mennesker og dyr, som Riad oplever i Mellemøsten, fordi han anses for at være en outsider.

Hans mor er fransk, og han har selv langt, lyst hår og ligner bestemt ikke en araber. Han beskyldes i stedet for at være en af de jøder, som araberne ikke bryder sig om: Franskmændene er allierede med amerikanerne, som er allierede med Israel, ergo er franskmændene jøder.

Drengens uskyld og åbne, nysgerrige sind betyder dog, at man får serveret både de gode og de dårlige sider af det ikke videre moderne landsbyliv på en meget direkte og fordomsfri facon, alt imens man følger med i lille Riads forsøg på at navigere socialt i samfund, han ikke er helt sikker på, at han forstår eller hører hjemme i.

»Da jeg begyndte at skrive og tegne tegneserien, var det mit vigtigste mål,« siger Riad Sattouf og trækker paralleller til portrættet af sin far.

»Jeg ville ikke dømme tingene i alt for høj grad. Jeg ville vise dem fra et barns synsvinkel med naivitet, uskyld og som noget nyt. Gennem hele tegneserien sker der dårlige og sørgelige ting, men ser man dem med barnets øjne, kan man vise alting. Som læser og tilskuer bryder jeg mig ikke om tegneserier og film, der dømmer mennesker og begivenheder for hurtigt. Jeg vil selv finde ud af, hvad jeg skal synes.«

Det var dog vigtigt for Sattouf at finde den helt rigtige balance mellem det gode og det onde, mellem drama og humor og mellem satire og alvor.

»Når vi taler om vold, så var virkeligheden meget mere voldelig, end jeg viser i tegneserien,« siger han.

»Men det ville have været for enerverende, hvis jeg havde fortalt det, præcis som det var. Jeg fortalte det, som det var, men kun én gang. Ikke alle gangene. Vi blev slået i håndfladerne i skolen, og det viser jeg på to eller tre sider i andet bind, og så fortæller jeg andre historier om, hvad der skete i skolen. Jeg fortæller ikke, at vi blev slået i håndfladerne hver eneste dag. Jeg er nødt til at holde en balance, så læserne vedbliver at være engageret i historien og ikke føler sig dynget til af vold og dramatiske situationer. Jeg prøver også at bruge humor til at tage brodden af nogle af de værste ting. Humor hjælper os med at acceptere ting, der sker.«

Illustration: Riad Sattouf/fra ’Fremtidens araber’

Lyserød til Syrien

Riad Sattouf var dog meget bevidst om, hvordan tegneserien kom til at se ud. Det var vigtigt for ham, at den var let at læse – også for mennesker, som ikke normalt læser tegneserier, og han lod sig blandt andet inspirere af Tintin-tegneren, Hergés, klare, enkle streg.

»Jeg ville gerne lave noget, der var ekspressivt og primitivt. Enkle tegninger med enkle udtryk, som er nemme at forstå og samtidig fulde af stemning,« siger han.

»Jeg spurgte hele tiden mig selv, om det, jeg lavede, nu også var flydende og tydeligt nok. Forstod man, hvad jeg mente. Det handlede ikke om at vise, hvor god jeg var til at tegne. Jeg vil have, at mennesker, der ikke læser tegneserier, skal kunne læse mine.«

Derfor pålagde Sattouf sig også stilmæssigt nogle forskellige begrænsninger, ikke mindst hvad angår farvebrug, som blandt andet skulle gengive de sanseoplevelser, lille Riad havde, når han befandt sig i de forskellige lande.

»Jeg besluttede mig for at vælge gul til Libyen, fordi jeg huskede Libyen som meget skinnende,« siger han.

»Jeg brugte lyserød til Syrien, fordi jorden er meget rød, og jeg havde et billede i hovedet af lyserødt lys. Blå til Frankrig, fordi vi boede i en del af Frankrig, der hedder Bretagne, hvor vejret er gråt, og man er tæt på havet. Så gråblå var vigtigt som en farve. Og for hvert land gav jeg mig lov til at bruge farverne i det pågældende lands flag. I Libyen er det grøn, i Frankrig er det blå og rød, og i Syrien er det lyserød og rød og grøn. Jeg brugte de forskellige farver til at give læseren en fornemmelse af, hvad jeg oplevede som barn. Når man bevæger sig fra et sted til et andet, forandrer verden sig ikke så meget, men stemningen og tonen forandrer sig. Når man læser tegneserien, og siderne er gule, så glemmer man, at de er gule, men fornemmer, at man befinder sig i et varmt land. Pludselig skifter det til blå, og det fremprovokerer en reaktion. ’Det er koldt nu. Hvor befinder jeg mig?’ Læserne skulle fysisk opleve den selv samme rejse, som jeg var på som dreng.«

Da Riad Sattouf var teenager, var han genert og introvert. At tegne og skrive tegneserier var en måde at flygte fra virkeligheden på.

Sille Veilmark

Tegneserier som religion

Riad Sattouf fortæller, at han som dreng som regel følte sig som en outsider, en observatør af andre menneskers adfærd, og at det har haft stor betydning for hans udvikling og virke som tegneserieskaber.

»Mange af mine tegneserier er baseret på observationer. Hvordan folk opdrager deres børn. Hvad der sker omkring mig. F.eks. hvad små piger laver. Jeg vil fortælle om, hvad jeg har set og oplevet. Det er en måde at se verden på, som jeg har haft fra en tidlig alder. En observatør, der var lidt en outsider,« siger Sattouf. Sine evner som observatør brugte han f.eks. i de mange år, han arbejdede for det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Han var ikke en del af redaktionen, men skrev og tegnede en ugentlig side kaldet La vie secrète des jeunes (De unges hemmelige liv).

»Jeg tegnede den måde, unge mennesker på gaden opførte sig på, eller det, de talte om. Diskussioner, situationer, skænderier. Sande historier, som jeg sendte ind til magasinet via e-mail. Jeg er helt ude af stand til at tegne politiske tegninger eller satiriske karikaturer, som f.eks. Barack Obama, der spiller golf med dollar. Jeg hader den slags. Meget få kan finde ud af at gøre det ordentligt, og jeg er ikke en af dem,« siger Sattouf, da jeg spørger ham hans holdning til Muhammed-tegningerne og satiretegnerens rolle og ansvar i dag.

»Det ansvar, jeg har som tegner, er, at tegneserier for mig har semireligiøs status. Jeg er nødt til at lave gode tegneserier. Det er mit ansvar, der er noget mystisk over det.«

Han ler og fortsætter: »Jeg kan ikke bære tanken om, at jeg har lavet en dårlig tegneserie. Jeg elsker tegneserier så højt, at det var vigtigt for mig at give denne kunstart alle mine mest intime minder, erfaringer og følelser.«

Illustration: Riad Sattouf/fra ’Fremtidens araber’

Den perfekte tegneserie

Det er en anden drivkraft bag Fremtidens araber, og eftersom Riad Sattouf har båret rundt på historien i mange år, har det været en befriende oplevelse at få den fortalt. Da første bind udkom, var det som at stille en 50 kilo tung rygsæk fra sig.

»Det handler om tegneseriens kraft. Man kan visualisere ting og udtrykke sig meget præcist, hvad angår stemning og følelser. Der kan opstå en form for hypnose, når man fortæller en lang og sammenhængende historie. Jeg elsker det virkelig. Jeg elsker dette medium,« siger han.

Sattouf kommer i sandhed fra tegneserieland.

»Tegneserier har været så vigtige for mig hele mit liv,« siger han.

»Da jeg var teenager, var jeg meget genert og introvert, og det at læse tegneserier var en stor fornøjelse for mig. Jeg kunne træde ud af virkeligheden, og det at tegne og skrive tegneserier var en utrolig måde at flygte fra virkeligheden på. Det var vidunderligt at se og opbygge billeder. Det er godt for egoet at skabe et billede, så man for sig selv tænker: ’Fantastisk, jeg har skabt et smukt billede.’ Når man ser sig i spejlet, er man grim, men man ved, at man kan skabe smukke ting. Tegneserier gav mig alting.«

Han er stille et øjeblik og siger så:

»Tegneserier er en hemmelig, mystisk kraft. De skal åbne og udvide ens verden. Det hellige mål er at lave perfekte tegneserier. Når jeg laver en tegneserie, handler det ikke kun om historien eller tegningerne. Jeg designer det hele. Jeg vælger papiret, som den trykkes på, farverne, som bruges til at trykke den med, størrelsen. F.eks. ser Fremtidens araber ens ud i de 20 lande, hvor den er udkommet. Ingen har lov til at lave om på omslaget. Ingen har ret til at lave om på skrifttypen.«

Jeg spørger ham, om han med Fremtidens araber så er kommet tæt på at lave den perfekte tegneserie.

»Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke, det er muligt. Nogle gange er man tæt på, andre gange ikke. Jeg kæmper virkelig for det. Men jeg tror selvfølgelig ikke, at jeg nogensinde opnår perfektion. Det er en latterlig tanke! Men jeg gør, hvad jeg kan.«

De tre første bind af ’Fremtidens araber’ er i Danmark udgivet af forlaget Cobolt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Carsten Munk
  • Hans Aagaard
Trond Meiring, Carsten Munk og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu