Maja Lucas ville ønske, hun havde skrevet:
Jeg bor i en kælder; det er i enhver henseende et resultat af, at det er gået nedad for mig.
Rummet har kun ét vindue, og kun den øverste del af det ligger over fortovet; det gør, at jeg ser verden udenfor nedefra. Det er ikke den store verden, men den føles ofte stor nok.
Jeg ser kun benene og underkroppen på dem, der går forbi på fortovet på min side af gaden, men efter at have boet der i fire år ved jeg i de fleste tilfælde, hvem de tilhører. Det skyldes, at der ikke er megen trafik; jeg bor næsten for enden af en blind gade.
Fra Kjell Askildsens ’En pludselig frigørende tanke’, 1987, oversat af Jens Christian Grøndahl.
Begrundelse:
Jeg elsker de fleste af Askildsens sene noveller. For deres knaphed og deres upålideligt kyniske fortællere, der skamløst blander det strengt konkrete med det tykt symbolske. Ofte er de også både vidende og selvundergravende.
Som jeg’et i En pludselig frigørende tanke, der fortæller, at kælderen – også – er et billede på hans deprimerende situation. Alligevel kommenterer han ikke det symbolsk morsomme i, at han (næsten) bor for enden af en blind vej.
Selv om han i sandhed virker (næsten) blind for den verden, han lever i. Også det, at han kun ser de forbipasserendes underkroppe, er på én gang noget konkret og en understregning af hans særprægede menneskesyn. Han tror ikke på det ophøjede eller åndelige, men bekender sig, om end underspillet, til naturvidenskaben og drifterne.
Det, der driver ham ud af kælderen, er sigende nok synet af husejerens kones underkrop! Sex og magt, med andre ord. Alligevel er der en sårbarhed i ham, da han tilsyneladende ikke tør tro på den medmenneskelighed, han faktisk møder.
Askildsens seneste bog hedder da også Venskabets pris som en understregning af fortællernes flimren mellem forbundethed og ensomhed. Jeg elsker blandingen af råhed, humor og koncentration i hans stemme.
Maja Lucas debuterede i 2007 og har senest udgivet romanen ‘Mor. En historie om blodet‘ i 2016.
Gid det var mig
Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? I serien 'Gid det var mig' fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor.
Seneste artikler
Gid det var mig: Lars Husum
13. januar 2018Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver danske forfattere hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorforGid det var mig: Inge Pedersen
6. januar 2018Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorforGid det var mig: Sebastian Bune
30. december 2017Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
