Baggrund
Læsetid: 4 min.

Højrepopulismen i Østrig er af gammel dato

Mange taler om højrepopulismens nazistiske rødder, men rigtigere ville det være at søge dens kilde i Wien omkring 1900 hos den populære borgmester Karl Lueger, politisk antisemit og et forbillede for nutidens højrepopulistiske politikere
Wiens formodentlig mest populære politiker i moderne tid er borgmester Karl Lueger, som her er afbildet med kejser Franz Josef i 1900. Lueger førte en politik, som ligner dagens centraleuropæiske højrepopulisme – med den forskel, at vor tids muslimer dengang var jøder.

Wiens formodentlig mest populære politiker i moderne tid er borgmester Karl Lueger, som her er afbildet med kejser Franz Josef i 1900. Lueger førte en politik, som ligner dagens centraleuropæiske højrepopulisme – med den forskel, at vor tids muslimer dengang var jøder.

Imagno/Getty

Kultur
21. oktober 2017

En kejser af Guds nåde som Franz Josef opfattede sit riges medborgere som undersåtter – kaldte dem »mine folk« – var omhyggeligt opmærksom på ikke at give nogen af dem fortrin frem for andre. Thi hele hans magt hvilede på, at alle blev behandlet lige.

Den tingenes tilstand skulle dø med kejseren. Derefter var alle krænkede, hvis de ikke blev kaldt enten ungarer, tjekke, polak, kroat, rumæner eller noget andet: Alle snart medborgere i egne nationalstater, ikke længere undersåtter i et rige. Det habsburgske imperium brød sammen. Det, som blev tilbage, var et krympet ’tysk’ Østrig, i lang tid usikkert på sin identitet.

Men hvad disse østrigere ikke er og ikke vil have, har man altid vidst, og det blev med eftertryk demonstreret ved søndagens parlamentsvalg. Tilsammen fik Sebastian Kurz’ konservative ÖVP og Heinz-Christian Straches højrepoppulistiske FPÖ op mod 60 procent af stemmerne.

Begge er imod indvandring, skeptiske over for Bruxelles, imod fortsat europæisk integration, imod islam og Tyrkiet samt stærke tilhængere af nationalstaten.

Læg dertil et slemt skadet, men fortsat stort socialdemokratisk parti SPÖ, som forsigtigt er begyndt at bevæge sig i samme retning – og vi har at gøre med en europæisk stat på fremmedfjendskhedens og afskærmningens forkant.

Men det kunne have været endnu værre. For et halvt år siden lignede højrepopulisten Strache en klar vinder. Men så dukkede Kurz op, gled forbi i opløbet ved at sige nogenlunde det samme som Strache, bare mere elegant og samtidig mere diffust, samtidig med at han reddede sit parti fra at synke ned i politisk ubetydelighed.

Nu spiser det af Kurz’ hånd; personen Kurz, snart verdens yngste regeringschef, er hele partiets program.

Hårdest kurs mod Tyrkiet

Østrig var næsten ligesom Tyskland og Sverige et gæstfrit indvandringsland, lige indtil Kurz som udenrigsminister og uden at informere Bruxelles lukkede den såkaldte Balkanrute, da Tyskland begyndte at lukke sine grænser.

Wien satte sig i spidsen for kejserens gamle imperium og en del af dets naboer; i Dobbeltmonarkiets anden hovedstad Budapest havde Viktor Orbán allerede med pigtråd tirret indvandringens venner i Europa.

Ungarere, tjekker, polakker, kroater, rumænere og så videre vil ligesom nu Wien ikke vide af nye fremmede eller indvandrere, efter at det multinationale kejserdømme gik i graven. Siden har de med stor møje ’renset’ sine nationalstater for diverse minoriteter.

Hvorfor skulle de nu gøre alt dette ugjort, bare fordi Bruxelles vil have det sådan? Det minder dem alt for meget om dengang, Moskva bestemte over dem.

Endnu værre er, at dagens indvandrere næsten udelukkende er muslimer. Men lige uden for Wien blev for omkring 300 år siden den muslimske erobring af det kristne Europa bremset, en historisk begivenhed, som er levende i alle centraleuropæers erindring, og som det gang på gang har vist sig let at profitere politisk på.

Ingen stat i Europa fører en hårdere politik mod Tyrkiet end Østrig; som udenrigsminister var Kurz alene om at kræve, at forhandlingerne om et tyrkisk EU-medlemskab helt skulle afbrydes – ikke mindst af indenrigspolitiske årsager.

Tilbage til Lueger

I lang tid var de centraleuropæiske Visegradstater – kejserens ungarske, tjekkiske, polske og slovakiske undersåtter – en temmelig betydningsløs diskussionsklub, som ingen for alvor interesserede sig for.

Men lige præcis den muslimske indvandring til Europa har givet den tyngde som en slags nejfront inden for EU, militant hård i det saglige og, hvilket er endnu mere alvorligt, rede til at nægte at implementere beslutninger, som EU træffer. Men i længden kan selvfølgelig intet europæisk fællesskab eksistere, hvis flere medlemmer helt enkelt lader hånt om det, som ikke behager dem.

Hvis Østrig hidtil har stået tæt på det EU-venlige Tyskland, så har kejserdømmets gamle kerneland efter søndagens valg ikke bare bevæget sig til højre, men også nærmet sig Visegrad-gruppens indvandrerpolitiske fundamentalisme.

Højrepopulismen i Østrig er af gammel dato. Frem til sin død i 2008 var Jörg Haider dens mest moderne, smarteste og mest fremgangsrige repræsentant i hele Europa. Strache, men også Kurz, fører nu den tradition videre, og den får fodfæste i næste østrigske regering, uanset hvordan den nu ender med at se ud.

Mange kritikere taler om denne højrepopulismes nazistiske rødder, men rigtigere ville det være at søge dens kilde endnu tættere på – i byen Wien.

Wiens formodentlig mest populære politiker i moderne tid er Karl Lueger, en fremgangsrig borgmester fra 1897 frem til sin død i 1910. Den »stilige Karl« var den lille mands (kleine Leute) mand i spidsen for sit eget kristeligt-sociale masseparti, som førte en politik, som i alt ligner dagens centraleuropæiske højrepopulisme – med den ene forskel, at vor tids muslimer dengang var jøder.

Lueger var politisk antisemit. Det stred mod Franz Josefs princip om, at alle hans undersåtter skulle behandles lige; flere gange nægtede kejseren at udnævne Lueger til borgmester, indtil paven i Rom intervenerede, og han gav sig.

Dog var Lueger antisemit før Auschwitz. De venner, han spillede kort med, var ofte jøder. Hans »Hvem der er jøde, bestemmer jeg« rummer trods alt en vis godmodighed, som dagens muslimske migranter ikke længere kan regne med i Centraleuropa.

Oversat af Peter Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At højrepopulismen går tilbage til kejsertiden, forklarer ikke hvorfor Alexander v.d. Bellen kunne få flertal ved præsidentvalget i to omgange. Der MÅ være nogen, der både har stemt på Bellen og på Kurz.