Læsetid 10 min.

De er hvide og danske, men vil synge de sortes smerte og glæde

Otte hvide kvinder tager på turné i Sydafrika og synger sange på de sydafrikanske stammesprog zulu, xhosa og sotho – til sydafrikanerne. Et projekt som den danske a capella-gruppe Baobab Sisters både høster taknemmelighed og kritik for. Informations musikredaktør har været medrejsende i kulturel appropriation på deres seneste Sydafrika-turné
Mellemfolkelig samklang i Sydafrika. Den danske a cappella-gruppe Baobab Sisters synger og danser med lokale sangere i Alexandra Township i Johannesburg. Publikum hujer med.

Mellemfolkelig samklang i Sydafrika. Den danske a cappella-gruppe Baobab Sisters synger og danser med lokale sangere i Alexandra Township i Johannesburg. Publikum hujer med.

Ralf Christensen

13. oktober 2017

Alexandra i det nordlige Johannesburg, i folkemunde Alex. Et township med et par hundredtusinde indbyggere og skyhøj arbejdsløshed.

Det er søndag, og vi er kørt ind i minibus og steget fra den og ind i Phuthaditjaba Qoqizizwe Care of The Aged Centre, hvor unge lokale nu synger for os. Hvirvlende rytmiske, harmonisk flamboyante sange smældet og danset eksplosivt ud over mængden i den neonoplyste sal med det hullede flisegulv og oliemalerier af Nelson Mandela og Bill Clinton.

Så går den hvide a capella-gruppe Baobab Sisters på. Syv danske og en norsk kvinde. Klædt i sort-hvidt mønstrede buksedragter i klar kontrast til zuluernes farverige plastikperlekæder og xhosaernes kulørte kjoler.

De danser også til sangene, men det foregår i en mere roligt vuggende koreografi. Først synger de zulukærlighedssangen »Lizzy«, så xhosasangen »Skandamayeza« om en bondepige, der flytter til storbyen Johannesburg og om at forældrene savner at høre fra hende. De to sange er på henholdsvis zulu og xhosa, som ingen af de otte sangere forstår.

Sand til Sahara

Baobab Sisters synger på tre stammesprog, zulu, xhosa og sotho. De kan omkring hundrede sydafrikanske sange, som deres leder Rikke Forchhammer har indsamlet og arrangeret over årtier i landet, og de kender temaerne i sangene. Det er sange fra både under og efter apartheid, traditionel folklore såvel som kompositioner fra gamle ikoner som Miriam Makeba, Hugh Masekela, Mbongeni Ngema, Ladysmith Black Mambazo og nye, unge stjerner som The Soil og Complete. Musikere, der har videreført sydafrikansk tradition på hver deres måde.

Over mere end to uger rejser jeg rundt i Sydafrika med Baobab Sisters og Forchhammer. I teorien er deres projekt i stil med at tage sand med til Sahara, i praksis viser det sig at være noget anderledes berigende, men også kontroversielt.

Ralf Christensen

1950'ernes USA

George Lipsitz, professor ved the Department of Black Studies på University of California, har beskrevet kulturel appropriation som en »strategisk antiessentialisme«. Altså som en overlagt brug af et kulturelt udtryk, som kommer fra en anden kulturgruppe – og som bruges til at definere sin egen med.

Det kunne specifikt være de hvides overtagelse af de sortes rock and roll i 1950’ernes USA, hvor mainstreamstjernerne blev Elvis Presley og Bill Haley & The Comets i stedet for Big Mama Thornton og Jimmy Preston – hvis sange, de lavede coverversioner af.

Det er altså en form for kulturel kolonisering på makroplan. Og som sådan er ideen om kulturel appropriation et godt redskab til at afdække økonomiske, racebaserede, kønslige etc. skævheder og uligheder og udnyttelser. En vej til forståelse af overordnede strukturers uretfærdigheder.

De seneste år har den kulturelle appropriationsdiskussion spredt sig til individet. På dele af især venstrefløjen er det ikke længere acceptabelt at en vestlig kunstner låner fra andre kulturer end sin egen. Den kulturelle udveksling anses ikke længere kun for at være et strukturelt problem, men et personligt faux pas. Så i stedet for kun at se Miley Cyrus’ brug af twerkdansere eller Justin Biebers dreadlocks som udtryk for overordnede skævheder i Vestens kulturelle udvekslinger, så fører det også til personlig udskamning af de to stjerner.

Ondt i maven

Baobab Sisters tvivler selv på deres projekt. Mens vi går mod hipstercentrummet i den velstillede bydel Melville i Johannesburg taler jeg med Sarah Forchhammer (Rikkes datter) og Cæcilie Brandsborg Keller om kvababbelserne.

»Vi diskuterer meget, hvordan vi tager noget til os, og hvordan vi repræsenterer noget på en respektfuld måde,« siger Forchhammer og peger på at flere af sangerne har boet i Sydafrika og har kendskab til landets kultur. Samt at de synger ud fra en europæisk sangtradition, hvor man intonerer skarpere og synger med en anden rytmisk feeling. »Vi tager jo heller ikke traditionelt zulutøj på, fordi det ville virke ikkeautentisk og som en eller anden form for karikering, vi ikke er interesseret i at lave.«

»Og så er der hele det politiske i det,« siger Keller. »Vi kommer fra en helt anden kontekst, hvor der jo hér er en historie, som stadig fylder så meget i samfundet – og så kommer vi og synger de her sange, som stadig har en stor betydning for især den sorte del af befolkningen.«

Der var kontroverser omkring Baobab Sisters, da de lavede en crowdfunding-kampagne i april for at skaffe 80.000 kroner (det lykkedes) til indspilningen af deres album South African Songs – Scandinavian Voices.

På Africa In Denmarks facebookside var reaktionerne blandede, nogle ret kritiske: »Det er et nej fra mig, så længe vi er dybt begravet i kæmpende afrikanske musikere uden nogle muligheder overhovedet, for slet ikke at tale om penge til et fly til Danmark, hvor de kunne lære den uddøende folkesangs kunst,« skrev Mary Black. Og Morgan Zinhle Mpungose: »Endnu et tilfælde af kulturel udnyttelse måske?«

»Vi fik alle sammen helt ondt i maven over det,« siger Forchhammer.

Smertegrænsen fundet?

En anden dansk vokalgruppe, der synger sydafrikanske sange, kom også tæt på smertegrænsen sidste år. Papaya – som Rikke Forchhammer har været leder af – opførte på Christianshavns Gymnasium en scene fra Soweto Uprisings. Optøjer, der startede med demonstrationer mod indsnævring til kun to sprog i de sydafrikanske skoler, afrikaans og engelsk. Mindst 176 døde under urolighederne.

Den 16. juni 2016, på 40.årsdagen, optrådte Papaya som demonstranter med skilte, dans og sang. Videoen er blevet delt næsten 3.500 gange, og selv om reaktionerne i høj grad var positive, så var der måske noget i dét, at de oven i at synge politiske slagord optrådte som datidens demonstranter, der vakte vrede.

»Meget frastødende (hvide kan aldrig vide, hvordan historien knuste os),« skrev Tebihi Clement Moahloli i et af kommentarsporene. Men tilføjede: »Men jeg ved, at de ikke ønsker at være respektløse over for os. De er et kor, som jeg har hørt et par gange.« Mens Chev Chelios var mere kategorisk: »Det her er en hån og fornærmelse mod vores sande historie.«

Mbube = Vimmersvej

En stor, kendt sag om kulturel appropriation blev også født i Sydafrika. Den starter med Solomon Linda, født i hjertet af zululand i 1909. Han var analfabet, men kunne skrive sange. Ikke mindst »Mbube« (zulu for løve), som han indspillede med sin gruppe Original Evening Birds i 1939. I følge performingsongwriter.com blev 78 rpm-lakpladen den første, der solgte over 100.000 eksemplarer i Sydafrika.

Så begyndte sangen at rejse helt uden for Lindas kontrol. I 1952 indspillede amerikanske Pete Seeger med sin gruppe The Weavers en version, »Wimoweh«. Et top-20-hit i USA. Linda var ikke krediteret, noget Seeger siden har beklaget.

I 1961 (året før Linda døde med 22 dollar på bankkontoen) blev der tilføjet en tekst til sangen, og den skiftede navn til »The Lion Sleeps Tonight«, et stort hit for amerikanske The Tokens. Igen var Linda ikke krediteret. I 1975 indspillede Bamses Venner deres version, »Vimmersvej,« og i 1994 dukkede en udgave op i Disneys The Lion King.

1991-2000 modtog Linda-familien sølle 17.000 dollars, og det var først efter en retssag, at familien i 2006 endelig fik ordentlig kompensation. Fem år tidligere døde Lindas datter Adelaide af aids – ude af stand til at betale for antiviral medicin.

Louis Vuittons udnyttelse

Diskussionerne om ejerskab gennemsyrer det sydafrikanske samfund. Naturressourcerne er stadig primært på hvide hænder, og kulturen bliver udnyttet i økonomiske strukturer, der ikke har ændret sig synderligt siden apartheids endeligt. I 2015 fortalte den franske stjerneøkonom Thomas Piketty, at blandt landets 1-5 procent rigeste er de 80 procent hvide – selvom de kun udgør ca. 8 procent af befolkningen.

I en taxa på vej til et tekstilmarked i Johannesburg med Mpumi Macata fra bandet BLK JKS og tøjdesigneren Maria McCloy falder talen på Baobab Sisters. De er begge overvejende positive over for projektet. Men McCloy nævner den hvide, sydafrikanske musiker Johnny Clegg, der under apartheid blev verdensberømt med zulusange.

»Det var ikke så meget et problem med ham, men med den måde verden var skruet sammen på,« siger hun. »Under apartheid kunne han være en zulustjerne her, mens sorte folk ikke havde en chance, selv om de var bedre musikere end ham.«

Vi kører forbi en skyskraber, hvor en gigantisk Johnnie Walker flager med sydafrikansk flag. McCloy drejer samtalen over på det franske luksustøjmærke Louis Vuittons brug af mønstre fra Basotho-stammens lagener til en herrekollektion, som i sommer vakte kritik. Vuitton nævner intet ud over navnet på stammen og noget med ’sacred rituals’, og ifølge destinyconnect.com har de fået rettighederne til mønstrene gennem Aranda Textiles. Et firma med italienske rødder, som rykkede ind på invitation fra apartheidregimet.

I taxaen siger Maria: »Hvis jeg laver en zulutaske, så vil jeg involvere zulumanden, som er en del af zulukulturen. Selvom det er mit mærke, så skal nogen fra kulturen involveres.«

I audiens hos Tutu

Baobab Sisters er på besøg dybt i KwazuluNatal-regionen til zuluernes årlige »reed dance ceremony«. På stadiontribunen er der zuluaristokrati i farvestrålende kjoler eller med leopardspelskraver og -kroner, skjold og spyd. Præster i jakkesæt og et par enkelte hvide.

Baobab bliver mestendels ignoreret, men da de oplader deres røster, begynder folk at huje, og til sidst danser den 69-årige zulukonge Goodwill Zwelithini kaBhekuzulu foran sin trone. Bagefter er de alles venner. De bliver ikke længere anset som passivt gloende turister. Begivenheden er på tv samme aften. Og på vej hjem må to af sangerne synge for personalet på en kaffebar.

To dage senere besøger Baobab Sisters Desmond Tutu på plejehjemmet Kidbrook Place Retirement Village i den idylliske kystby Onrus. Hans assistent anviser os om ikke at tale politik med ham, og da den nu 86-årige eksærkebiskop ankommer med sin hustru, 83-årige Nomalizo Leah Tutu, står det klart, at det givetvis skyldes, at den gamle kæmpe er blevet lidt uklar i mælet. Hans blik har ikke mistet sit lys, men stemmen er måske slidt efter årtiers åbensindet og knivskarp modstand mod apartheid, homofobi og i de senere år også den verserende korruption i ANC.

Baobab Sisters synger kærligheds- og bryllupssange på zulu og sotho som »Isiponono« og »Seanamarena,« men også zulusangen »Thula Siswe« om det grædende land, som Gud beskytter, og som en dag vil få sin frihed. Og »Shosholoza,« hvor toget, der skærer gennem bjergene – for at undgå censur – er en metafor for frihed. Tutu lukker øjnene, knytter sine næver foran sig og bevæger dem i takt. Nomalizo synger med.

Frygt i vejen for dialog

Det er syvende gang, Baobab Sisters turnerer i ’Rainbow Nation’, som Tutu har døbt Sydafrika. De er en eksotisk foreteelse for de indfødte, jovist, men også medskabere af en samtale, der undervejs på turneen opstår ved aftalte såvel som impromptu shows til zulubryllup, på restauranter, barer, i lufthavne, hotellobbyer, Soweto og hos den svenske ambassadør, hvor nordiske og sydafrikanske diplomater synger med.

Baobab og Rikke Forchhammer har også inviteret sangere fra Alexandra Township og grupperne The Soil og Complete til Danmark og optræde.

Sarah Forchhammer har skrevet speciale på musikvidenskab på Københavns Universitet om Baobab Sisters. Hun er klar over at arbejdet »symboliserer en skævvridning af magt og race«, som hun formulererer det til mig. »Men i den virkelige verden oplever vi, at det blandt andet bliver betragtet som en fredsskabende handling. Kan man så ikke sige, at postkolonialismen begrænser sig selv, idet at fokus på de skæve magtstrukturer og angsten for at udfordre disse gennem dialog gør det umuligt at ændre dem? Kulturel appropriation er jo den grundlæggende faktor for dialogen.«

Til sit speciale har Forchammer mailinterviewet Tutu, som skriver at Baobab »lærer sydafrikanere om racemæssig harmoni og venskab, de nedbryder mure af misforståelser og fordomme.«

’I kender vores kulturs sange’

Tilbage i Alex søndag synger Baobab Sisters stadig. Folk klapper, hujer, danser med, filmer på deres mobiltelefoner. Da de er færdige og sætter sig, læner en lille pige på en syv-otte-ni år sig frem mod norske Henny Hagerup og siger med noget, der vist mest af alt er forbløffelse: »I kender vores kulturs sange.«

Mens der bliver taget selfies, taler jeg med aftenens arrangør, 73-årige Linda Twala. En filantropisk lederskikkelse, der gennem årtier har ledet en humanitær indsats i Alex, hvor han selv er vokset op. I 1986 smed regimets sikkerhedsstyrker håndgranater ind i hans hjem her. Jeg vil vide, hvorfor det er okay, at Baobab synger om sydafrikanernes lidelser.

»Fordi det injicerer håb i dem, der er mindreprivilegerede. At du kender til deres lidelser, at du sympatiserer med dem,« siger han.

Bag os er Baobab Sisters, Rikke Forchhammer og nogle af township-sangerne i gang med at synge den danske folkevise »Der stode tre skalke og tænkte et råd.«

Og Twala fortsætter: »Vi forsøger at bygge et harmonisk Sydafrika, så vi kan blive en enhed. Ingen segrering. Det er dét, jeg har set her. Hvis det kan gøres af folk fra Danmark, hvorfor kan det så ikke blive gjort her?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

"Altså som en overlagt brug af et kulturelt udtryk, som kommer fra en anden kulturgruppe – og som bruges til at definere sin egen med."

Så når afrikanere med overlæg gør brug af demokrati, menneskerettigheder og parlamentarisme, eller afspiller amerikansk rap, hip hop, rock, eller enddog *gisp* europæisk klassisk musik, er det også kulturel appropriation fra andre kulturgrupper?

Som jeg har hørt det, er der som regel - i begrebet cultural appropriation - en underforståelse af at der er et uligevægtigt magtforhold mellem den approprierende og den approprierede. Som regel, især hos amerikanere, som er dem finder på de fleste af de her åndede pseudo-sociologiske begreber, at "de hvide" er de magtfulde og de ikke-hvide er det magtesløse. Man kan håbe på, at der blandt de der ønsker at agere beskyttere for de "stakkels brune mennesker" i alle slags indbyrdes "race"-forhold, faktisk læser artiklen til ende og forstår at folk godt kan beskytte deres egen kultur - selv hvis deres hudfarve ikke er hvide.

Spændend artikel til refleksion, men indeholdende fremmedord som lille gamle mig ikke har styr på.
Men måske kunne vi trods alt lære lidt, for hvorfor forsøger bl.a. vores DR og dets radiostationer ikke at tage klodens forskellige stilarter og sangtradition ind i de daglige udsendelser? Hvorfor er der ikke arabisk, afrikansk og asiatisk musik? det behøvede jo ikke at fylde meget, men hvorfor i alverden er det kun den engelske og amerikanske tradition vi skal høre? Gad vide hvad det kunne gøre for integrationen, hvis vore nye medborgere ind imellem kunne lytte til deres tidligere fædrelandes sange og toner sammen med nyheder og problematikker fra vores smørhuls, om også skal blive deres?