»Jeg ville aldrig have delt min historie, hvis det ikke havde været for #MeToo-bevægelsen«
Forfatter Kristina Nya Glaffey delte onsdag hashtagget #MeToo sammen med en beretning om sine egne oplevelser med sexisme og sexchikane på Forfatterskolen.
– Du deler historier om seksuel grænseoverskridende adfærd, som du ikke har delt før. Hvorfor nu med #MeToo-kampagnen?
»Jeg synes, kampagnen er enormt kraftfuld. Jeg oplever det som en stor befrielse, at man kan komme med en kritik, som på en gang er specifikt rettet mod en uddannelsesinstitution og samtidig er utrolig generel. Man bliver fritaget fra at skulle hænge nogle enkeltindivider eller institutioner ud, men kan i stedet bare melde sig i koret med sine egne eksempler. Hvis jeg var gået ud med den her beretning tidligere og uafhængigt af #MeToo, ville alle have rettet blikket mod Forfatterskolen som et særligt frygteligt sted, hvor man har den her kultur. Men det er jo tilsyneladende alle vegne og det, jeg og mine medstuderende har oplevet gennem tiderne er helt almindeligt faktisk.«
– Du skriver i dit facebookopslag, at du kender til eksempler på både fysiske og verbale overgreb, uden at du eller andre sagde fra. Har du selv være med til at opretholde en tavshedskultur?
»Ja, men det skyldes blandt andet, at vi ikke havde noget ordentligt sprog til at tale åbent om overgrebene. Tit kan beretninger, som handler om noget seksuelt, ryge over i en sladderkategori, som er med til at afvæbne det. Så bliver det en ’har du hørt’-historie, som tager alvoren lidt ud af det. Desuden er det svært at tale om noget, som er så selvfølgeligt, som sexismen var på skolen. Det gennemsyrede hele måden at være sammen på. Forfatterskolen er et lille sted, og på små steder kan man tro, at alle er lige. Det er jo ikke rigtigt, men man bliver blind for de hierarkier og magtstrukturer, som selvfølgelig er der.«
– #MeToo-kampagnen har sit arnested i de kunstneriske miljøer. Hvad tror du, det skyldes?
»Jeg har kun kendskab til Forfatterskolen, men jeg har selv oplevet, at der er lidt videre rammer. På kunstskoler er der måske et særligt problem, fordi eleverne bliver uddannet til at være kommende kolleger med og arbejdsgivere for deres lærere. Vi kommer også til at sidde og dele fondsmidler og legater ud til hinanden i fremtiden.«
–Kampagnen er blevet kritiseret for at presse kvinder til at eksponere sig selv i en højere sags tjeneste. Har du eksponeret dig selv?
»Jeg føler ikke, jeg har rippet op i gamle sår for at dele den her historie, men måske skyldes det, at jeg ikke har været udsat for noget helt voldsomt – jeg har stor respekt for dem, som deler deres personlige historier om overgreb. Men jeg har set ting og oplevet ting, som der er et momentum for at dele lige nu. Jeg synes, det er et virkelig fint eksempel på, at det giver en styrke at stå sammen. Jeg havde aldrig skrevet mit vidnesbyrd, hvis det ikke havde været for #MeToo-bevægelsen.«
Ida Marie Odgaard
Scanpix
’Det er ikke ofrenes ansvar at rippe op i deres egne sår for at blive taget seriøst’
Kunstner og studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Maja Malou Lyse tog tirsdag afstand fra #MeToo-kampagnen i et opslag på sin instagramprofil habitual_body_monitoring2.
–Du har valgt ikke at bruge #MeToo. Hvorfor?
»Jeg er ikke i tvivl om, at intentionen bag kampagnen er god, men jeg mener ikke, at det skal være ofrenes job at få resten af samfundet til at forstå, hvor stor en del af vores kultur seksuelle overgreb og krænkelser i virkeligheden er. Jeg synes ikke, det er ofres ansvar at skulle rippe op i deres sår og offentligt gennemleve deres traumer i håb om, at vi denne gang vil blive hørt eller taget seriøst. At være offer for overgrebskulturen eller at prøve at bekæmpe den er altså ikke noget nyt fænomen. Det sagt, så respekterer jeg og står i solidaritet med dem, som har valgt at stå frem med deres historier i forbindelse med #MeToo.«
– På din Instagram skriver du, at kampagnen er et symptom på en kultur, hvor vi holder kvinder ansvarlige for opgøret med overgrebskulturen. Hvad mener du med det?
»Jeg mener ikke, at overgrebskultur er kvinders problem, jeg mener det er alles problem. Alle mennesker har et ansvar. Derfor skal vi – kvinder og andre ofre for overgrebskulturen – ikke stå til regnskab for at løse problemerne alene. For en gangs skyld synes jeg, at vi skal lade være med at forvente, at det er kvinder, som skal belemre sig med at sætte deres traumer på display for offenligheden for at gøre opmærksom på et sygt systemisk problem, jeg faktisk synes, alle i forvejen burde vide fandtes.«
– Hvordan ser du gerne, vi bekæmper overgrebskulturen i stedet?
»Det kan være svært at vide, hvor man skal starte, når det er et problem, som på mange måder er fundamentet for vores kultur, da det er strukturer og problematikker, som lever i alt lige fra vores daglige sprogbrug, over kønsnormer og stereotyper og til populærkulturen. Jeg tror blandt andet, at en fornyet og mere progressiv seksualundervisning kan give os bedre og mere nuancerede oplysninger om køn, samtykke og kropslig autonomi. Derudover synes jeg, det især er mænd og allieredes opgave at være med til at formindske de overgreb, som sker omkring dem i hverdagen, det kan eksempelvis være at sige fra over for seksuel krænkende adfærd i form af tale eller jokes, som ofte er normaliseret. Derudover skal vi blive bedre til at skabe en mere organisk plads og taletid for dem, som er blevet udsat for seksuelle krænkelser.«
