Læsetid: 9 min.

Ingolf Gabold om kontroversielle 1864-udtalelser: »Min tanke var at bygge et bolværk mod den stadigt stigende sindelagskontrol, Dansk Folkeparti udøver«

I februar 2016 udtalte den pensionerede dramachef Ingolf Gabold i et interview til Politiken om den heftigt kritiserede DR-serie ’1864’, at serien var et »slag mod DF«. Det førte til en heftig debat i medierne og en sønderlemmende kritik af DR. Vi bringer et uddrag fra første kapitel af bogen ’Drama – en biografi om Ingolf Gabold’ af Kristoffer Zøllner, hvor Gabold fortæller om sine motiver for interviewet og sit virke som dramachef i DR
DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold sagde sidste år til Politiken, at DR’s store historiske dramaserie ‘1864‘, var et politisk projekt for ham. Tidligere havde han fastholdt, at serien ikke var politisk, som den ellers blev beskyldt for i den voldsomme debat, der kørte, da den blev sendt i 2014. Her blev det bl.a. fremført, at seriens romahistorie var en kritik af nutidens udlændingepolitik.

DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold sagde sidste år til Politiken, at DR’s store historiske dramaserie ‘1864‘, var et politisk projekt for ham. Tidligere havde han fastholdt, at serien ikke var politisk, som den ellers blev beskyldt for i den voldsomme debat, der kørte, da den blev sendt i 2014. Her blev det bl.a. fremført, at seriens romahistorie var en kritik af nutidens udlændingepolitik.

Ditte Valente

1. november 2017

Da Ingolf i 2012 forlader DR, er manuskripterne til ‘1864’ ved at blive skrevet færdige, og ud over at vælge Ole Bornedal som instruktør og Miso Film som producent har Ingolf ikke haft meget med selve manuskriptskrivningen og produktionen at gøre. Så tilsyneladende er der ingen, der kan forstå Ingolf. Nogle kan ikke fatte, hvorfor en mand, som forlader DR fire år tidligere, pludselig føler behov for at ytre sig om sin gamle arbejdsgiver. Andre deler ikke Ingolfs opfattelse af, at ’1864’ indeholdt et politisk budskab.

Og så er der dem, som mener, at Ingolf overhovedet ikke bør udtale sig. Da Ingolf i artiklen tilmed går skridtet videre og siger, at alt, hvad han lavede i sin tid som dramachef, havde været politisk motiveret, får han endnu flere på nakken.

(…)

»Alle var så rasende på ham, men de politiske efterdønninger var faktisk værre, fordi hele debatten om DR’s venstredrejning igen kom på dagsordenen, efter at den langt om længe var ved at dø ud. Et hus som dette, som i mange år har haft Dansk Folkepartis særlige opmærksomhed, kan ikke tåle, at en mand som Ingolf, der i manges øjne stadigvæk har den pondus, pludselig puster til ilden igen. Selv er jeg ikke gammel nok til at være en rød lejesvend, og i det hele taget er vi langt forbi den diskussion. Vi har aldrig haft en politisk dagsorden i dramaafdelingen,« understreger Piv Bernth i dag.

»På godt og ondt har Ingolf et gigantisk ego, som både bærer ham frem, men som han også snubler i en gang imellem. Det gjorde han her, og jeg tror, det var en blanding af dødsangst og et behov for at komme i avisen. Han kan ikke tåle ikke at have opmærksomhed, og han har en frustration over, at det hele ikke faldt fra hinanden herude, da han gik ud ad døren,« siger hun. 

Når man spørger rundt om i film- og tv-branchen, kan mange følge Piv Bernth i, at Ingolf – selvom han siden sin pensionering fra Danmarks Radio har været særdeles aktiv – måske har gået rundt og kedet sig lidt og følt, at der ikke er fokus nok på hans person.

Det argument er Bjørn Erichsen til dels også enig i, da han tager imod i køkkenet i sin fredede funkis-villa for at tale om sin gamle ven og kollega.

»Jeg tror, at Ingolf har følt et ejerskab over den serie, så han kunne ikke dy sig. Men da serien startede, var han allerede ude af DR, så han har ikke haft meget med den at gøre. Så når han går ud og siger, at 1864 var et angreb på Dansk Folkeparti, er det en efterrationalisering,« siger Bjørn Erichsen og understreger, at alt, hvad han siger om Ingolf, er ment kærligt.

(…)

»Når han siger, at der lå en politisk motivation bag ‘1864’, så tager han ejerskab over noget, han ikke er berettiget til. Han kvajede sig, og han vidste det godt,« siger Bjørn Erichsen, mens Ingolfs gode ven, journalisten Lasse Jensen, som mødte Ingolf i 1970’erne i DR’s kantine, dengang Ingolf var musikproducer, og Lasse Jensen var journalist på TV Avisen, også ryster på hovedet af Ingolfs udtalelser.

»Der er folk, som har hævdet – og det er ikke mig – at hans stunt kostede DR den første milliard af en sandsynlig kommende nedskæring. Han ramte lige ind i en betændt politisk situation, som uanset hvad blev taget imod med kyshånd af DR’s indædte fjender – Dansk Folkeparti – som kunne stå og sige: ‘Hvad sagde vi’,« siger han.

Kristoffer Zøllner: Drama – En biografi om Ingolf Gabold 

Ingolfs måske nærmeste kollega gennem årene er Nadia Kløvedal Reich. Som fiktionschef fra 2008 til 2012 udgør hun sammen med Ingolf et sammentømret makkerpar – hun med ansvar for økonomi og produktion og han med ansvar for repertoire – og da Ingolf stopper, overtager Nadia Kløvedal Reich ansvaret for dramaafdelingens indhold.

Nadia Kløvedal Reich mener, at kritikken mod Ingolf har været for hård og unuanceret. ‘1864’ var højst sandsynligt ikke blevet til noget, siger hun, hvis det ikke havde været for Ingolf. Og holdningen til, at tiden kaldte på en tv-serie, der spejlede den stigende nationalisme i Danmark, var defineret fra starten. 

»Men han havde ikke behøvet at bringe Dansk Folkeparti ind i billedet. Han skulle have holdt sig til at mene, at DR med ‘1864’ ønskede at sætte nationalisme på dagsordenen,« siger Nadia Kløvedal Reich over en frokost i Filmhusets Restaurant Sult, hvor hun har afsat et par timer af et af sine besøg i København til at tale om Ingolf. Dagligdagen deler hun mellem hovedstaden og Ebeltoft. I 2014 blev hun forstander for Den Europæiske Filmhøjskole og var altså – ligesom Ingolf – stoppet som fiktionschef, da ‘1864’ fik premiere.

»Ingolf er vokset op i ismernes tid, hvor alting blev oplevet politisk, og man talte frit om samfundets indretning ud fra en partipolitisk orientering. Mens de fleste mennesker i dag har et mere strategisk forhold til det politiske, er Ingolf dogmatisk. Der er et generations-clash i hele forståelsen af Ingolfs udtalelser. Han blev provokeret af, at Dansk Folkeparti har været a pain in the ass i ti år ved at blande sig i DR’s programmer, samt at DR har en ledelse, som ikke kan stå distancen og ikke giver Dansk Folkeparti begavet modstand og forsvarer deres egen serie,« siger Nadia Kløvedal Reich. 

(…)

Alle de serier, som Ingolf sætter i gang, skal være mere end blot underholdning.

»Vi 68’ere havde en klar holdning om, at alting var politisk. Det blev en eller anden form for motto. Det vil sige, at alle de valg, jeg har truffet, og alle de forfattere, som jeg har haft mulighed for at udvikle dramatik sammen med, har alle sammen været nogle, der – mere eller mindre eksplicit – beskæftigede sig med politik. Men når jeg siger ‘politisk’, bliver folk skræmt væk. Så jeg burde ikke have formuleret det på den måde. Jeg burde have sagt, at ‘1864’ var et slag mod nationalisme og ikke mod Dansk Folkeparti. Jeg har jo ikke prøvet på at få de her forfattere til at skrive noget politisk. Jeg har simpelthen bare haft nogle forfattere, som grundlæggende havde den holdning, at når man laver dramatik, så skal det have en etisk eller social dimension. ‘1864’ er et stykke dramatik, der skal sætte en debat i gang i den danske befolkning om nationalstatens magt og relevans. Det var et oplæg til diskussion ligesom de andre stykker dramatik, jeg har stået for sammen med mine fantastiske forfattere. Tilmed havde Pia Kjærsgaard foreslået, at man skulle sætte tre uvildige historikere til at vurdere DR’s historiske drama, hvilket jo er direkte censur.«

Højrefløjens kritik af DR – aktuelt af tv-serien ’Historien om Danmark’ – er ikke ny. Det nye er, at Dansk Folkeparti truer med at bruge sin politiske magt til at gennemtvinge sin egen historieopfattelse, ideologi og menneskesyn over for Danmarks Radio
Læs også

(…)

Dagen efter artiklen i Politiken ringer telefonen hjemme hos Ingolf. I den anden ende er Bjørn Erichsen.

»Jeg sagde: ‘Ingolf, for helvede, hvad er det, du har rodet dig ud i?’ Så kørte jeg over til ham i Vordingborggade, hvor vi satte os ned og talte sammen om det. Han var groggy og chokeret, men han lyttede til mig,« fortæller Bjørn Erichsen, der foreslår, at Ingolf skal skrive til DR’s ledelse og sige undskyld for sine udtalelser. Ingolf giver ham tøvende ret, og i de næste par dage forfatter Ingolf – med Bjørn Erichsen som coach – tre mails. Én til generaldirektør Maria Rørbye Rønn, én til mediedirektør Gitte Rabøl og én til sin efterfølger som fiktionschef, Piv Bernth.

(…)

Mailen til Maria Rørbye Rønn, som er dateret den 11. februar 2016, starter sådan her:

»Kære Maria. Nu hvor mudder og støv efter sidste uges mediedebat er ved at lægge sig, skriver jeg til dig for at beklage, at jeg er kommet til at skade DR’s i forvejen besværlige politiske situation. Jeg beder oprigtigt om undskyldning, det var bestemt ikke min intention. Tværtimod var min tanke at få bygget et bolværk mod den stadigt stigende sindelagskontrol, som Dansk Folkeparti udøver. En sindelagskontrol, der efter min bedste overbevisning vil udvikle sig til en decideret ophævelse af armslængdeprincippet og censur af DR’s virksomhed,« skriver han i mailen, og hans undskyldning fortsætter i brevet til mediedirektør Gitte Rabøl:

»Jeg var naiv nok til at tro, at diskussionen kunne føres på en platform, der handlede om ’god kunst’ og dermed også om al god kunsts politiske diskurs, således som DR producerer den i TV-Drama. Jeg var også naiv nok til at tro, at jeg kunne vække den manglende brede debat af ‘1864’, der udeblev, da vi sendte. Jeg var ikke alene naiv, men også utilgiveligt dum i mine bastante statements i det noget spidsvinklede interview, som Politiken bragte onsdag i sidste uge, der satte lavinen i skred.«

Og i den sidste mail til sin efterfølger som dramachef, Piv Bernth, henviser Ingolf til nogle af de indslag i radio, tv og aviser, hvor han mener, at han fik uddybet og modereret sine argumenter, og han slutter: »Jeg beder dig modtage min uforbeholdne undskyldning«. 

Ingolf er blevet klogere. Ikke at han har behov for tage ordene i sig igen, men han er klar over, at han måske skulle have formuleret sig mindre bombastisk.

»‘1864’ var aldrig tænkt som et opgør mod Dansk Folkeparti fra Ole Bornedals og min side. Når jeg er idiot nok til at sige noget om Dansk Folkeparti i Politiken, kan folk jo ikke vide, at Politiken giver det en overskrift, hvor der står, at jeg vil gøre ‘1864’ til et angreb på Dansk Folkeparti. Jeg har selvfølgelig ikke brugt 100 millioner kroner af danskernes penge på at rakke ned på Dansk Folkeparti, men på at få en nødvendig diskussion om nationalisme. Så selve min formulering var dum, og med den skød jeg mig selv i foden. Når jeg sagde, at jeg tog ansvaret for ‘1864’, mener jeg naturligvis, at jeg som dramachef overfor direktionen havde det overordnede ansvar for afdelingens produktioner. Hvis både forfattere og chefer har misforstået det, er det, fordi det i sammenhængen var forkert formuleret.« 

Henrik Ruben Genz’ ’Tordenskjold og Kold’ er et eksempel på en film, der roses af historikere, selvom den tager sig nogle historiske friheder.
Læs også

To dage senere modtager Ingolf en mail, hvor Piv Bernth på vegne af Maria Rørbye Rønn, Gitte Rabøl og hende selv kvitterer for hans undskyldning:

»Kære Ingolf. På DR’s vegne skal jeg takke for din undskyldning for dine udtalelser, der har medført en meget ærgerlig og skævvredet debat om DR og DR’s dramaproduktion.«

Og hun slutter:

»Ingen af os, der har arbejdet eller arbejder med at skrive og producere dramaserier i DR, kan genkende det billede, du tegnede, og jeg er sikker på, at du kan forstå, at vi er meget kede af at blive taget som gidsler i en opfattelse af DR, som vi på ingen måde deler.«

Selv i dag – i sommeren 2017 – er Ingolf lige så forbavset over svaret, når han læser svarmailen fra Piv Bernth højt.

»Det viser fra hendes side en manglende forståelse for kravet om den dobbelte historie, nemlig at enhver dramaproduktions overordnede plot skulle indeholde etiske og sociale konnotationer. Jeg har aldrig været forpligtet til at samarbejde med forfattere eller instruktører, der før min tid har været knyttet til dramaafdelingen. Jeg har fra starten været ansat som dramachef med ret og pligt over for DR’s direktion og bestyrelse til at være ansvarlig for at vælge forfattere og deres dramatik, som jeg syntes var vigtig. Jeg har derfor ikke nogensinde som privatpersonen Ingolf Gabold brugt instruktører som Ole Bornedal eller forfattere som Stig Thorsboe til at fremføre mine private sympatier eller idiosynkrasier i forhold til DR’s seere eller det politiske system i Danmark. Hvad ingen forfattere og instruktører ved, er, at jeg har haft andre projekter med andre forfattere og instruktører, som har haft fremragende projekter, som enten jeg eller direktionen ikke har fundet væsentlige nok til produktion og udsendelse i DR. Jeg har med andre ord valgt forfattere og instruktører, der havde det samme forhold til ‘den dobbelte historie’ som mig. Forudsætningen for vores samarbejde har grundlæggende været, at vores forståelse for den dobbelte histories to grundlæggende begreber – etiske overvejelser sammenholdt med social bevidsthed – nødvendigvis må implicere politiske statements. Vores samarbejde på det essentielle i deres dramatik har altid været uudsagt, men for mig har det været en forudsætning i vores arbejde.«

Forkortet uddrag fra kapital 1 af ’Drama – En biografi om Ingolf Gabold’ af Kristoffer Zøllner. Forlaget Momenta.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alex Bach Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • Christian Mondrup
Alex Bach Andersen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Jeg tror Nadia Kløvedal Reichs udsagn "de fleste mennesker i dag har et mere strategisk forhold til det politiske" er et signalement af en beregnende kynisme, der gennemsyrer rigtig mange folkevalgtes optræden i offentligheden. Hvad en politiker dybest set måtte mene er ikke interessant. Hendes kerneydelse er at designe sin kommunikation taktisk. Men jeg tror også, at Nadia Kløvedal Reichs forregner sig med udtrykket "de fleste mennesker". For mit eget vedkommende er mine politiske valg snævert forbundne med grundlæggende værdier. Jeg tror ikke på, at jeg hører til en ubetydelig minoritet i den henseende. Vores demokrati har brug for, at det ikke kun er den fremmedfjendske højrefløj, S. inkl., der fører værdipolitik. Venstrefløjens politikere skal have format til at fremholde et radikalt andet perspektiv for individ og samfund.

Kenneth Krabat, Curt Sørensen, Niels Duus Nielsen, Mikkel Kristensen, Henriette Bøhne, Vibeke Hansen, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Ken Sass, Johanna Haas, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

"Vores demokrati har brug for, at det ikke kun er den fremmedfjendske højrefløj, S. inkl., der fører værdipolitik"

Helt igennem et validt synspunkt. Spørgsmålet er bare, om et licensbetalt medie skal være reserveret dig og dine fordomme omkring fremmedfjendskhed

Christian Larsen, Hans Aagaard, Bjørn Pedersen, Morten Clausen, Henrik Petersen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvis DR skulle have lavet en dramaserie om underminering og insider-skyld, skulle de have bestilt Ingolf Gabold til manuskriptet.
Sammen med Mette Bock, som modtog 2 millioner kroner i fratrædelsesordning fra DR'S bestyrelse, er det hykleriets pinacle.

En opfordring til DR. Tag Søren Esbersen på ordet og lav en dybdeborende afsløring af det borgerlige hykleri under krigen. Afslør alle medløberne og deres krigsforbrydelser. Ingen bør gå ram forbi!

Torben Bruhn Andersen, Per Torbensen, Kenneth Krabat, Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen, Holger Madsen, Bjarne Tingkær, Espen Bøgh, Mikkel Kristensen, Vibeke Hansen, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

En hæderlig intension, Gabold. Forsøgene på at bygge bolværker mod nationalismen og mod det stadigt mere skingre fremmedhad, der følger med nationalisme-pakken, er uhyggeligt nok både alt for få og for utilstrækkelige disse år. Klichéen om såkaldte røde lejesvende virker i 2017 bedste fald halvnostalgisk og komplet ude af proportioner. I dag er det først og fremmest blå mikrofonholdere for brune ekstremister, der trænger til medie- og ideologikritik.

Kenneth Krabat, Espen Bøgh, Curt Sørensen, Niels Duus Nielsen, Henriette Bøhne, Torben Skov, Trond Meiring, Johanna Haas, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Peter Bahne: nej naturligvis skal licensen kun bruges til den sande danskheds umistelige værdier.

Torben Skov, Trond Meiring, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg synes lidt debattørerne overser pointen; at Ingolf nu går ud med sin egen holdning i forhold til DF.
Og at det skal have konsekvenser for DR.

Jørn Andersen, Trond Meiring, Mikkel Kristensen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

man overså også sindelagskontrol tilbage i 20'erne og 30 'erne / svikmøllen hånede jøder og gullashbaroner - siden slut 1950'erne har vi så brugt alverdens debattid på, at forstå hvorfor det gik galt og hvordan folk kunne vælge, som de gjorde - og overset hvad der foregik // nu har vi beviset - starter med retorik, så finder man et fællesskab med alle de laveste i et samfund og de der føler sig alene - en fælles fjende - så hare man et hold, dette udvides gradvis, til sidste brændes bøger og indføres straffe for fri tænkning - og føje år står vi nok tilbage og forstår ikke hvordan det kunne ske...

Karsten Aaen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Ingolf Gabold puster til ilden for tiden, og meget mere skal man vist ikke lægge i historien her.

Problemet er vel mest opbrydningen af de demokratiske kerneværdier og dets søjler som bærende for vort samfund som et demokrati.

Vist er Venstre i gang med at rive samfundsstrukturen for det hele samfund ned, for at udskifte det med den rene liberalisme, som vi kender den fra Amerika, hvor kun pengemagt regerer uden anden fællesskabs ideologi end falsk blåøjet patriotisme til Amerika, og giver kun rettigheder politisk til den økonomiske elite.

Jeg mener at huske Peter Skaarup for ikke så længe siden var ude med sin tese om politik i dag handler ikke og fakta, men om følelser, og det lægger partiet da også meget gejst i at udøve for at samle vælgernes stemmer til partiet.

Det passer jo også så udmærket med det vi har set og fortsat oplever fra DF's side omkring kriminalitet, og altid udnyttende dagens nyhed om en begået kriminel handling, så får vi budskabet igen i medierne såvel de trykte som de elektroniske; "mere straf, længere og lavere aldersgrænse", alt imens statistikkerne viser færre unge bliver kriminelle, nedadgående kriminalitet, og samfundstjeneste virker som redskab over for kriminelle der har begået noget kriminelt.

Alt sammen en ligegyldighed for omkring 15 - 20 % af befolkningen, hvilket er et skræmmende stort antal, - der alene lader sig forføre af de lette indholdsløse krav om hårdere, længere straffe og lavere aldersgrænse for strafanvendelse - hele tiden kun den hårde hånd fra samfundet, som det eneste rigtige brutale modsvar, - den eneste politiske følelses mæssige hævn fra masserne.

Når det kommer til DR og den famøse udsendelse; "historien om Danmark" afsnit 10 oplever sandelig noget af det som Ingolf Gabold taler om, og som selvfølgelig bør imødegås, for her er sandelig noget på spil for vort demokrati.

Med især Søren Espersen og Morten Messerschmidt i front, og siden Naser Khader fra sidelinjen med en "disclaimer" for seernes "rette" forståelse af udsendelsen, - ikke deres egen, men Naser Khaders, så er en lurende sindelagskontrol af samfundet borgere fra politisk hold synlig.

Især Søren Espersen går skridtet endnu videre i den anledning, - ikke noget vi ikke har set eller oplevet tidligere, med en skræmmende højtskrålen efterfulgt af påstanden om en uretfærdighed over borgerskabet ikke fik sin rette plads i modstandskampen, på en piedestal højt hævet over alle andre, og siden efterfulgt af trusler om repressalier imod DR's økonomi ved de kommende medieforhandlinger om DR.

"Det følger mønstret som en gammel film fra Italien", hvor en særlig ideologi udspandt sig i virkeligheden og fik sit eget navn; "skræmmende skrålen op om uretfærdighed, og et fjendebillede til folkemasserne, og efterfulgt af krav om retfærdiggørelse, og dertil hørende trusler om repressalier imod den udsete fjende"!

Her blev der virkelig talt til følelserne hos folket, og de jublede i massevis, for her var en Messias det vidste hvordan folket blev tilfredsstillet politisk via følelserne, men virkeligheden og realiteterne indhentede ideologien, og folket vågnede og vendte sig mod ideologiens falske indhold.

- Det må vi også snart håbe sker i Danmark!

Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikkel Kristensen, Trond Meiring, Kim Houmøller, Torben Skov, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Arne Sejersen

Gabold hører mentalt hjemme i forrige århundrede og Bornedal er forlængst brændt ud som kunstner. Begge arbejdede med DR som økonomisk basis på at opføre et bolværk mod Dansk Folkeparti.
I samdrægtig indforståethed lod de imidlertid offentligheden forstå, at de alle i deres kunstneriske aktiviteter var ganske upolitiske.
Fortjenstfuldt, at den mindst ringe her holder fokus på den centrale indsigt, forløbet i sagen giver: Alternative sandheder er gængs praxis hos DR.

Robert Ørsted-Jensen

Han burde holde sig til at lave drama - og helst et der er rimeligt i overenstemmelse med historiske fakta - politisk var dette et elendigt makværk. Hvis Gabold have gjort sit arbejde ordentligt iog i rimelig respekt for fakta - ville dette stadig have været et godt argument mod nationalisme og krig. Men han vred skruen flere tommer for meget. Han skildrede Monrad som var dennekomplet idiot og sindsyg og krigen som var det Afghanistan og ikke Danmark. Det var for tåberligt. Gabold virker politisk ubegavet - han skade sagen mere end han gavnede den

Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Jørn Andersen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Var det din tanke? Newsflash: Det virkede ikke fordi serien var elendigt skrevet og stilistisk på afveje.

Bjørn Pedersen

Det kunne være rart om vi her i landet kunne undgå, at al debat og skildring om national historie, kultur og identitet blev fremstillet som en kamp mellem udelukkende to lejre. Som om, at hvis man ikke har et kulturradikalt syn på nationalitet og historieforståelse, må man være Søren Espersen og DF-fan.

Det er en barnlig og dualistisk måde at forstå hinanden på, som ingen af os har gavn af. En "either you're with us, or against us" mentalitet.

Jeg er hverken kulturradikal eller nationalist. For mig var "1864" omtrent ligeså seværdig som Star Wars: Phantom Menance. Der var ingen individualiet ved karaktererne, de var en-dimensionelle karikaturer. Karikaturer som var flove i deres forsøg på at hamre ind i øjnene på seerne med syvtommersøm, helt præcist hvem der var "good guys" og hvem der var "bad guys". D.G. Monrad som Jabba the Hutt.

Og som historie-interesseret var det da også ret paradoksalt, at 1864 opstille den historiske konflikt som et tegn på nationalismens dårskab, uden at repræsentere et slesvigsk og holstensk perspektiv. I stedet blev konflikten til en konflikt udelukkende mellem Preussen og "lille Danmark". En god anti-nationalistisk fortælling, burde have fokuseret på det at slesvigere og holstenere, indtil nationalismens opfindelse, jo havde været ligeså danske som en jyde eller en bornholmer.

Robert Ørsted-Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Bjørn Pedersen

Borgerskabet ansvar, rettigheder og storhedsdrømme om ære, udmøntes nogle gange med krige man sender danske soldater ud i, - og når det fejler og går deres drømme om ære og berømmelse imod, vil de ikke kendes ved deres ansvar, og giver i stedet gerne andre skylden for deres fejltagelser.

Filmen fra DR viser med al tydelighed dette, ligesom kritikken der fulgte fra borgerskabets iltre forsvarere, og igen fulgt af trusler mod DR.

Alle tager fejl er dogmet som borgerskabet skal forsvares med, og realiteterne skal udråbes som løgne fra venstrefløjen, der bruges som skræmmebillede, så dogmet kan komme frem som sandheden, - sandheden der samtidig skal forstås som samfundssandheden for befolkningen uden kritiske røster eller tanker, - det der ellers kaldes ensretning af folket for samfundssandheden, som står over individet, - men ikke over borgerskabets vilje til at gennemtrumfe ensretningen af borgernes nationale sandhedsforståelse.

Bjørn Pedersen

@Espen Bøgh
De kulturradikale er en del af borgerskabet, som både tæller liberalister, konservative og kulturradikale. At "1864" promoverede et kulturradikalt verdensbillede, kan vel ikke være i tvivl. Det man bør diskutere er, om der ikke både kan være plads til kulturradikale medieproduktioner på DR såvel som nationalkonservative, socialistiske, marxistiske, og alt det i mellem. Vi bor her jo allesammen.

DR skal ikke eksklusivt promovere et kulturadikalt verdensbillede eller ideal, de er ligeså meget til for borgerskabet, som for arbejderklassen, som får de ledige, de syge, direktøren, ja, selv for kongehuset. Det tror jeg så heller ikke de gør.

DF tænker at hvis en kulturradikal fra det bedre borgerskab får taletid i et DR dokumenter eller serie, så "vinder" kulturradikalismen. På samme måde, har vi danskere, åbenbart også på denne side, der tror at det at hvis man er skeptisk overfor kulturradikalisme og progressivisme, må man være nationalistisk, konservativ og småborger.

Med Beslutningsforslag B 22, fundet i Folketingstidende, Folketinget 2017-18, fremsat 26 oktober af en stribe Dansk Folkepartipolitikere om "at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov", så betragter jeg alle "røde lejesvendes" og andre "farvers" forsøg på at imødegåde "sindelagskontrol" af den slags, der kommer mennesker til skade i bred forstand ved at fratage os basale rettigheder og pligter, som værdigt og nødvendigt. Og skal DET ske over licensen, så BRING IT ON!

http://www.ft.dk/samling/20171/beslutningsforslag/b22/index.htm

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar