Læsetid: 5 min.

De kaldte ham The Fat Man

Pianisten og sangeren Fats Domino er død, 89 år gammel. Vi hylder den tidlige rock’n’rolls cool svar på buddhaen og den måske fornemste repræsentant for tilbagelænet New Orleans R&B
Fats Domino lagde ikke stor vægt på, hvorvidt det han spillede, blev kaldt det ene efter det andet, han oplevede sig selv som organisk del af den musiktradition, der udgik fra hans hjemby New Orleans.

Fats Domino lagde ikke stor vægt på, hvorvidt det han spillede, blev kaldt det ene efter det andet, han oplevede sig selv som organisk del af den musiktradition, der udgik fra hans hjemby New Orleans.

Ritzau Foto

27. oktober 2017

Ingen af 1950’ernes strålende rockpionerer kunne måle sig en millimeter med Antoine Dominique ’’Fats’’ Domino Jr., når det gælder behagelig udstråling, afslappet adfærd og underspillet swingende musiceren. Modsat vildmænd som Jerry Lee Lewis og Little Ruchard, showmen som Chuck Berry og Bo Diddley eller en karismatisk motherfucker som Elvis Presley, sad Fats Domino bare helt afslappet og cool som ind i helvede bag sit klaver og fyrede den ene slidstærke evergreen af efter den anden med et lille smil om munden, mens han med garanti glædede sig til natmaden efter koncerten.

Ordet ’laidback’ blev givetvis opfundet for at finde et begreb, der kunne dække Dominos unikt uforstyrrelige tilgang til sit materiale, for den mand lå som både sanger og pianist altid helt tilbage på beatet, havde aldrig travlt og kendte ikke til stress, modsat mange af tidens mere frenetiske udøvere af det herlige spektakel, der så rammende blev kaldt rock’n’roll. Hans metode med at accentuere offbeatet påvirkede i øvrigt genren ska, der opstod på Jamaica i 60’erne.

Domino selv lagde ikke den store vægt på, hvorvidt det han spillede, blev kaldt det ene efter det andet, han oplevede sig selv som organisk del af den musiktradition, der udgik fra hans hjemby New Orleans og tæller så prominente navne som Huey ”Piano” Smith, Lloyd Price (på hvis hit »Lawdy Miss Clawdy« han også spiller klaver), Professor Longhair, Chris Kenner, Lee Dorsey, The Meters, Clarence ”Frogman” Henry, Dr. John og Allen Toussaint (som vi mistede i 2015).

Vi kan kalde det New Orleans R&B i mangel af en mere præcis betegnelse, centralt i denne tradition står den gode sang tilsat et almægtigt groove, som tommelfingerregel spillet med tilbagelænet nonchalance, hvilket givetvis har noget med byens fugtigvarme klima at gøre. New Orleans er ikke et sted, hvor man skynder sig, hvis det kan undgås.

New Orleans vibererede i ham

I det hele taget står den musikalske heksekeddel, som New Orleans udgør, centralt i fortællingen om Domino, der boede i byen det meste af sit liv, indtil orkanen Katrina i 2005 ødelagde hans hjem med alt hvad det indeholdt af memorabilia. Der gik sågar rygter om den også havde taget hans liv, hvilket heldigvis ikke var tilfældet.

Byen er en af USA’s etnisk set mest varierede, den er langt mere eksotisk end man forestiller sig en amerikansk by kan være, dens køkken er virkelig en rejse værd, og den har endvidere en lang tradition for et heftigt natteliv, godt garneret med levende musik. Både jazz- og bluesmusikken har den i rigt mål sat sit præg på, ja, den måske mest berømte jazzmusiker nogensinde, Louis Armstrong, er barn af denne vibrerende havneby.

Fats fødtes i 1928 ind i en kreolerfamilie, forlod skolen efter fjerde klasse og begyndte at spille på lokale værtshuse i 14-årsalderen. I 1949 udsendte han sin første single, »The Fat Man«, der blev et hit og solgte en million eksemplarer. Det skete på pladeselskabet Imperial, som han var tilknyttet frem til 1963, hvor det blev solgt og Domino valgte at søge nye græsgange. Det betød samtidig afslutningen på hans lange perlerække af hits, ikke fordi Domino ændrede sig, men fordi tiderne gjorde.

Sangen »The Fat Man« skrev han sammen med trompetisten, orkesterlederen og produceren Dave Bartholomew (som i øvrigt stadig er i live, 96 år gammel!), hvilket skulle blive indledningen til et langt og frugtbart samarbejde de to mænd imellem. Det var således også Bartholomews orkester, der fungerede som Dominos backingband under pladeindspilningerne, og der kom den strenge disciplin, der herskede i orkesteret, i høj grad solisten til gavn. Navne som trommeslagerne Earl Palmer og Cornelius Coleman, bassisten Frank Fields og saxofonisterne Alvin ’Red’ Tyler, Lee Allen og Herbert Hardesty, der alle udgør vigtige ingredienser i den særlige Fats Domino-lyd.

Sammen skrev Bartholomew og Domino langt de fleste af sidstnævntes hits sammen, klassikere som »I’m in Love Again«, »Walking to New Orleans« (sammen med Bobby Charles), »Let the Four Winds Blow«, »Blue Monday«, »I’m Walkin’«, »I’m Gonna Be a Wheel Someday« og mange, mange flere.

Vigtigst var dog nok »Ain’t That a Shame«, som i 1955 formåede at krydse over fra R&B-hitlisterne til Billboards Hot 100, hvilket betød et endeligt kommercielt gennembrud for Domino, der efterfølgende placerede ikke færre end 37 sange på top-40, men aldrig erobrede den eftertragtede førsteplads.

Den tidlige rock’n’rolls svar på buddhaen

Ved sin død estimeredes han at have solgt 65 millioner plader og en del af hemmeligheden bag dette for en sort kunstner på denne tid svimlende tal var nok, at han som den eneste rockstjerne appellerede lige så meget til forældregenerationen som til teenagere. Som en skæg anekdote kan det tilføjes, at netop »Ain’t That a Shame« var den første sang, en purung John Lennon lærte at spille. Af sin mor. På banjo.

Men den sang, de fleste forbinder med Domino, er selvfølgelig »Blueberry Hill«, et nummer, der skrevet i 1940 stammede fra big band-æraen, hvor det indspilledes af gud og hvermand, men hvis ekstraordinært lange levetid et hundrede procent kan tilskrives Fats Dominos 1956-version, et kæmpehit i samtiden, som man den dag i dag stadig kan være så heldig at pande ind i ude i det der offentlige rum, der efterhånden betrædes varsomt, så varsomt.

At Domino forsvandt ud af søgelyset i 1963 bør ikke begrædes, i stedet kan man glæde sig over, hvor længe han formåede at holde sig på toppen modsat flertallet af sine samtidige, der stort set alle kun oplevede ganske få år på toppen, selvom deres indsats skulle få vidtrækkende konsekvenser.

Hverken flamboyant (fraset måske lige hvad angik diamantringe!) eller udsvævende var Domino gift med sin Rosemary i over 60 år, indtil hun gik bort i 2008. Sammen havde parret otte børn, og han lagde aldrig skjul på, at han befandt sig lige så godt i familiens skød som på landevejene. Og så lavede hans kone bedre mad, end den han kunne få på selv de bedste hoteller, hvorfor han trak sig fra turnélivet i 1995. Og i 2007 udsendtes hyldestpladen Goin’ Home: A Tribute to Fats Domino med bl.a. Lucinda Williams, Neil Young, Elton John, Tom Petty og Nora Jones, hvis overskud i øvrigt gik til genopbygningen af Fats’ ødelagte ejendom.

»They call, they call me the fat man/ 'Cause I weight two hundred pounds/ All the girls they love me/ 'Cause I know my way around«, sang Fats på gennembrudshittet i 1949 og den lakoniske selvfølelse, der præger teksten, var også et personlighedstræk hos denne den tidlige rock’n’rolls svar på buddhaen.

Så længe der findes mennesker, som ønsker at komme lidt ned i gear og lade sig gennemstrømme af det blødeste beat tilsat swingende klaver, et førsteklasses orkester og en stribe uforglemmelige sange, lige så længe vil der blive lyttet til Fats Dominos unikke bidrag til den vestlige verdens musikhistorie. Æret være hans minde.

I en tidligere version af denne artikel, fremgik det, at den var skrevet af Katrine Hornstrup Yde. Det ver en fejl. Den rette forfatter er Klaus Lynggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Anker Nielsen
  • jørgen djørup
  • Trond Meiring
Mikael Velschow-Rasmussen, Anker Nielsen, jørgen djørup og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Jeg tror at noget af Fats Dominos afslappede stil udsprang af det, der hedder "the stroll", som både er navnet på en gangart, men også en slags spadserende rytme eller dans. En del af titlerne på hans hits inkluderede faktisk noget med at gå, "Walking Home to New Orleans", "I Want to Walk You Home", "Im Walking", selvom der lyder han egentlig mere, som om han løber. Bortset fra det lyder hans store hit "Blueberry Hill" som om, den delvist er en genfortolkning af en gammel amerikansk folkesang, der hedder "On Top of Old Smokey", man kan høre den her, med en anden amerikansk "musikalsk legende" Hank Williams:

https://www.youtube.com/watch?v=rN5bpBq95OU

Man behøver egentlig bare, at lægge en anden rytme neden under, ændre nogle af ordene og tilføje et b-stykke, så har man meget af "Blueberry Hill"

https://www.youtube.com/watch?v=bQQCPrwKzdo

Allen Toussaint som også nævnes i nekrologen har vist forøvrigt, som studiemusikker i New Orleans, indspillet nogle af klaversporene på Dominos plader, fordi Domino selv havde for travlt med at turnere, til selv at indspille dem.