Læsetid: 7 min.

Kunstner om aflysning på Documenta14: »Censur? Knæfald? Sikke noget vrøvl!«

Aflysningen af Franco ’Bifo’ Berardis kontroversielle performance, ’Auschwitz on the Beach’ på kunstfestivalen Documenta14, udløste en flodbølge af kritik i den internationale offentlighed. Men var aflysningen overhovedet udtryk for censur? I et interview med Information kalder kunstneren selv aflysningen for »værkets absolutte fuldendelse«
Det var ikke Documentas beslutning at aflyse Franco ’Bifo’ Beraradis kontroversielle performance ’Auschwitz on the Beach’, men derimod han egen beslutning, fordi han ikke ønskede at bidrage til yderligere sorg hos de pårørende til Holocaust-ofrene. Der var altså ikke tale om censur, forklarer han.

Det var ikke Documentas beslutning at aflyse Franco ’Bifo’ Beraradis kontroversielle performance ’Auschwitz on the Beach’, men derimod han egen beslutning, fordi han ikke ønskede at bidrage til yderligere sorg hos de pårørende til Holocaust-ofrene. Der var altså ikke tale om censur, forklarer han.

Giulia Frigieri

26. oktober 2017

BOLOGNA – Den 24. august skulle den italienske kunstner, aktivist og teoretiker Franco ’Bifo’ Berardi have fremført en performance som en del af årets kunstfestival Documenta14 i Kassel. To spotlamper, seks kvadratmeter gulv dækket af salt, en strandstol, musik fra en brasiliansk marimba og et digt.

Titlen på digtet – og den overordnede performance – var Auschwitz on the Beach. Intentionen var at sammenligne samtidens europæiske migrationspolitik og flygtningekrise med nazitidens koncentrationslejre og jødeforfølgelse. Med salt som Zyklon B, med Auschwitz som arkesymbol.

Alene titlen på den planlagte performance udløste en flodbølge af kritik og vrede. ’Bifo’ Berardis værk blev anklaget for at være »opportunistisk«, »relativistisk«, »grotesk« og »kynisk«. Kritikken kom fra både det jødiske samfund, kunstoffentligheden som sådan, men også en lang række tyske politikere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Steffen Gliese
Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Berardi har ret i, at hans værk var vellykket, fordi han opnåede det, som han ville. At skabe forstærket opmærksomhed på og debat om immigrationspolitik, Holocaust og bådflygtninge. Dertil vil jeg for egen regning tilføje, at værket også var vellykket med henblik på at få afprøvet grænserne for ytringsfriheden og kunstens autonomi i Tyskland. Sådanne grænser vil der altid være, forskellige fra land til land (og kultur til kultur) – også selv om idealerne eller principperne om ytringsfrihed og kunstens autonomi sættes højt. Hvor grænserne går, erkendes først idet de prøves af.

Rauterbergs modernistiske kunstsyn er, som Berardi gør opmærksom på, på mange punkter forældet, men jeg mener stadig, at der samlet set er konstruktive elementer i hans kritik i essayet ”Enfoldigheden triumferer. Dette er afslutningen på kunsten” og i artiklen i Information, hvor han bliver interviewet om kritikken som konsekvens af hans essay. Bl.a. hans forsvar for principperne om ytringsfrihed og kunstens autonomi. Også selv om der altid i praksis vil være grænser, og i den forstand har Berardi ret i, at kunstværker altid er defineret af og i samtale med deres politiske, sociale og økonomiske kontekst. For mig betyder det dog også, at principperne så vidt muligt skal håndhæves i forhold til kritik fra forskellige identitetspolitiske bevægelser.

Jeg er også enig i Rauterbergs kritik af den identitetspolitiske kunst, der er udtryk for samfundsmæssige særinteresser, og som står i vejen for en egentlig samfundskritisk og fællesskabsorienteret kunst. Tilsvarende er jeg enig med ham i hans påpegning af tendenser i tidens kunst i retning af populisme og oplevelseøkonomi (inden for rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi), f.eks. ved den konceptuelle kuratoriske brug af oprindelige folkeslags kunst på Documenta 14 og Venedig Biennalen 2017, i de særlige kontekster. Hvor går grænsen for en sådan kunsts leflen for de store segmenter af publikum, der er dyrker autenticitetssøgende og romantiske kultur – og livsopfattelser?

På den ene side har vi typisk i sådanne værker det konceptuelt intellektuelle på højt niveau (der kommer til udtryk i lange forklaringer, der skal fortælle, hvor samfundskritisk og begavet kunsten er, for de intellektuelt og kulturelt indviede), og på den anden side oplevelsesorienterede banale elementer, der skal demonstrere egalitær, anti – teoretisk og anti – intellektuel inkluderende velvillighed over for alle, uanset intellektuelle og kulturelle forudsætninger.

Når Berardi mener, at kunsten ”kan gøre noget velkendt til noget fremmed. Og på den måde få sin beskuer til at tænke på ny”, er der noget rigtigt i det, men det er forkert at sige, at kunstneren er én, der får ”beskueren”, som det hedder i traditionelt kunsthistorikersprog, til "virkelig at se" det velkendte på ny. Når det formuleres på den måde, er det et udtryk for en autenticitetssøgende essentialisme, men jeg vil acceptere, at kunstneren kan få ”beskueren” til at opleve det velkendte på en anden måde. Det er forkert at tro, at man kan ”aflære” en måde at se tingene på, for derefter at se på dem, som de oprindelig er.

Hov, det var vist også en kritik af én af hovedtankerne bag Documenta 14?

Bjarne Toft Sørensen

I forlængelse af ovenstående kommentar mener jeg, at diskussionen om prioriteringen mellem frihed og lighed, som den implicit ligger i uenigheden mellem Rauterberg og Berardi, i deres forskellige opfattelse af ytringsfrihed, kunstens autonomi (og dermed i opfattelsen af offentlighed/"det fælles"), klarere kommer til udtryk i holdningsforskellene mellem filosofferne Axel Honneth og Jacques Ranciére, som de fremstilles i følgende fremragende artikel og anmeldelse i Information.
https://www.information.dk/moti/2016/09/frigoerelsen-siddende

Johnny Winther Ronnenberg

Efter at have tænkt over det i en dag så finder jeg det passende at bruge holocaust i den sammenhæng som det var tænkt ifølge artiklen og det burde være en øjenåbner for både politikere og almindelige mennesker, man kan ikke blindt lukke grænser og øjne, så man ikke ser konsekvenserne af det som man gør, ved at lukke grænserne for flygtninge.