Læsetid: 8 min.

Litterær kritik er omgang med mennesker, trods alt

Mens atmosfæren føles tyk af populistisk magisterhad, er der noget befriende i at se tilbage på snart 40 år i branchen og med sindsro slå fast, at der altid vil være spalteplads og læsere til en indtryksåben og belæst elsker af god litteratur, skriver Erik Skyum-Nielsen i dette essay om kritikerens møde med læseren
Mens atmosfæren føles tyk af populistisk magisterhad, er der noget befriende i at se tilbage på snart 40 år i branchen og med sindsro slå fast, at der altid vil være spalteplads og læsere til en indtryksåben og belæst elsker af god litteratur, skriver Erik Skyum-Nielsen i dette essay om kritikerens møde med læseren

iBureauet/Mia Mottelson

6. oktober 2017

Hvad foregår der, fundamentalt, når man som kritiker anmelder en ny bog? Jo, der etableres et møde, som i sig altid rummer tre lige vigtige delaspekter: Anmeldelsen er for det første et møde mellem tekst og læser, hvor man som kritiker aktiverer så meget som muligt af sin receptive og produktive formåen, samtidig med at man opretter en kvalitetsmæssig grænse, et æstetisk gærde, som gode bøger rask hopper over og slette ramler imod.

For det andet er anmeldelsen hver gang et møde mellem kritiker og forfatter og dermed også et dementi af teoretisk snak om værkets principielle autonomi.

Man er sig pinligt bevidst, at forfatteren ’er’ et sted i sit værk, og man funderer og fantaserer konstant om hans/hendes mulige bagvedliggende hensigt vel vidende, at litterær kritik trods alt er Umgang mit Menschen, og at autonomien højst kan blive en art læsestrategi, en faglig beslutning om at sætte værket i fokus.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu