Læsetid 8 min.

Litterær kritik er omgang med mennesker, trods alt

Mens atmosfæren føles tyk af populistisk magisterhad, er der noget befriende i at se tilbage på snart 40 år i branchen og med sindsro slå fast, at der altid vil være spalteplads og læsere til en indtryksåben og belæst elsker af god litteratur, skriver Erik Skyum-Nielsen i dette essay om kritikerens møde med læseren
Mens atmosfæren føles tyk af populistisk magisterhad, er der noget befriende i at se tilbage på snart 40 år i branchen og med sindsro slå fast, at der altid vil være spalteplads og læsere til en indtryksåben og belæst elsker af god litteratur, skriver Erik Skyum-Nielsen i dette essay om kritikerens møde med læseren
iBureauet/Mia Mottelson
6. oktober 2017

Hvad foregår der, fundamentalt, når man som kritiker anmelder en ny bog? Jo, der etableres et møde, som i sig altid rummer tre lige vigtige delaspekter: Anmeldelsen er for det første et møde mellem tekst og læser, hvor man som kritiker aktiverer så meget som muligt af sin receptive og produktive formåen, samtidig med at man opretter en kvalitetsmæssig grænse, et æstetisk gærde, som gode bøger rask hopper over og slette ramler imod.

For det andet er anmeldelsen hver gang et møde mellem kritiker og forfatter og dermed også et dementi af teoretisk snak om værkets principielle autonomi.

Man er sig pinligt bevidst, at forfatteren ’er’ et sted i sit værk, og man funderer og fantaserer konstant om hans/hendes mulige bagvedliggende hensigt vel vidende, at litterær kritik trods alt er Umgang mit Menschen, og at autonomien højst kan blive en art læsestrategi, en faglig beslutning om at sætte værket i fokus.

Endelig for det tredje er anmeldelsen et møde mellem kritikeren og publikum og dermed dels et bidrag til den offentlige samtale om bøger, dels et forsøg på at sætte en æstetisk og litteraturpolitisk dagsorden eller med Pierre Bourdieus udtryk erobre og befæste definitionsmagten i det litterære felt.

Fælleskulturen forsvundet

Sociologisk må anmeldelsen opfattes som en offentligt synlig og hørbar handling i en på samme tid fysisk og immateriel struktur med 1) et sæt af normer, kriterier og tankeforestillinger, formuleret for at opfylde visse 2) sociale roller – herunder den som professionel kritiker – grupperet omkring 3) en opgave, bestående af vejledning, værditilskrivning og domfældelse for en sammensat modtagergruppe, der udover det læsende publikum også mere specifikt omfatter det professionelle bogproducerende lag, forlaget ikke mindst.

Der tales (eller ævles) for tiden en del om, at kritikere i aviser og tidsskrifter ikke længere besidder samme status som tidligere som domfældende smagsautoriteter, bl.a. fordi den litterære responskultur for længst har spaltet sig i deloffentligheder.

Den litterære fælleskultur, hovedsagelig bemandet af lærere, præster og folkeoplysende ildsjæle, afgik ved døden for rundt regnet 50 år siden. Ak ja, ’den læsende verden’ er i dag fiktion. Meningsmodstandere læser ikke mere de samme aviser og tidsskrifter, men tyr i stedet i horder til massemedieret metadon, eller de søger, i mindre grupper, tilflugt i deres respektive deloffentligheder.

Mens den litterære samtale således til stadighed fragmenteres, kan det muligvis kaldes et positivt træk, at brugergenererede boganmeldelser bringer et større udvalg af litteratur ud til bredere grupper af læsere – men hvad hjælper dette, hvis skribenterne alligevel kun kommunikerer med ligesindede, som i forvejen har samme opfattelse, og hvis hverken anmelderne eller læserne får udfordret deres normer og deres smag?

I den aktuelle situation, hvor atmosfæren føles tyk af populistisk magisterhad, er der noget befriende i at se tilbage på snart 40 år i branchen og med sindsro kunne slå fast, at der altid vil være spalteplads og læsere til en indtryksåben og belæst elsker af god litteratur, hvis vedkommende vel at mærke besidder en distinkt og myndig kritikerstemme. Eller for at citere Dan Turèll: Der er mange, der har ringet eller skrevet og sagt tak.

Norsk perspektiv

Jeg har i dette essayistiske indlæg hidtil skam- og hæmningsløst trukket på et forholdsvis nyt værk, som jeg genlæste grundigt, fordi jeg skulle anmelde det til et fagtidsskrift. Det drejer sig om Norsk litteraturkritikks historie 1870-2010, redigeret af Sissel Furuseth, Jahn Holjen Thon og Eirik Vassenden, 652 sider med bidrag af i alt 11 skribenter.

Heri skanderes det beskrevne tidsrum i syv litteratur- og kritikhistorisk velbegrundede blokke på hver 15, 20 eller 25 år, men man får samtidig gennem præcise punktnedslag udførlig information om modtagelsen af enkelte, særligt markante værker, om litterære tidsskrifter og kulturelle miljøer plus en række portrætter af feltets hovedaktører gennem 140 år.

Derudover har redaktionen i tre teoretiske afsnit søgt at beskrive litteraturkritikken som institution, kritikkens fænomenologi (herunder ’den kritiske krop’!) og anmeldelsens retorik.

Sidstnævnte opslag må skønnes af høj relevans for den aktuelle danske diskussion, som dels blev startet af en forfatter, Mikkel Thykier, hvis hang til bralrende tågetaler desværre oftest gør det vanskeligt for ham at agere egentligt dagsordenssættende, dels er foranlediget af en kulturelt hensygnende avis, Berlingske, som gennem de seneste årtier har beskåret anmeldernes udfoldelsesrum og skribentmæssigt undt dem stadigt mere jammerlige vilkår, og som nu i sin klamme kvide appellerer til sine læsere om at give smagsdommerne modspil.

Tre lag kritikretorik

I det omfang dette vil ske, enten i avisens netudgave eller i andre mediemæssige fora, slipper skribenterne næppe uden om at overveje anmeldelsens retorik. Og denne har iflg. den nye norske kritikhistorie tre sider.

En anmeldelse bør være mimetisk, enten ved at citere eller ved på anden måde at rumme en efterligning og afsmitning fra den litterære objekttekst. Ikke sjældent oplever vi jo, at stærke billeder fra den anmeldte bog dukker op som hermeneutiske nøglebegreber i den kritiske tekst – som det konkrete vidnesbyrd om, at læsningen har sat sig spor og værkets udtryksform er gået i sproget på den professionelle læser.

Endvidere må en anmelder beslutte sig for sin retoriske strategi: Skal den kritiske metatekst efterligne mønstrene i den antikke retorik (den rådgivende, lovprisende og juridiske tale) og ligesom retstalen forme sig treleddet med præsentation, diskussion og konklusion i form af en afsluttende smagsdom, eller bør ens ’eksposition’ følges op med en refleksion, der (som hos Politikens Lilian Munk Rösing og dette blads Tue Andersen Nexø herhjemme) former sig som en essayistisk forlængelse af den tænkning over ordets kunst, som i forvejen er nedlagt eller indstøbt i det anmeldte værk?

Endelig forekommer det vigtigt, hvordan og i hvilket omfang kritikersproget indoptager vokabular fra bestemte udenfor liggende diskurs- og fagområder (fysik, fysiologi, psykologi), som når en kritiker beskriver et nyt værk som ’uforløst’ og dermed jo implicerer en tankemodel, hvor kritikeren bedre end forfatteren ved, hvad der rørte sig dybt inde i producentens private sjæl.

Læsningen af det store norske værk bød også på et gensyn med litteraturkritikkens allermest fortærskede klicheer: mesterlig, gribende, uafrystelig, sublim, betydelig, samt den efterhånden uudholdelige formel »på højde med« eller »langtfra på højde med«, som også herhjemme benyttes i de imaginære hitlister eller små personlige ’ratings’, hvormed vi som kritikere søger at demonstrere forkromet overblik og dermed prøver at markere kritisk autoritet, så ’definitionsmagten’ kan fastholdes, om så blot for et stykke tid.

Fire spørgsmål

Nå, men lad os nu løfte blikket fra andedammen og med udgangspunkt i den (fornemt redigerede) norske kritikhistorie spørge, om den kan give svar på nogle generelle spørgsmål.

For det første: Er det rigtigt, at den primære modtagelseskritik systematisk går fejl af de anmeldte bøger, og at det først er i senere forskningsartikler og litteraturhistoriske fremstillinger, at de vigtige værker omsider ydes retfærdighed?

Svar: Nej. Kritikken af Sigrid Undsets skandaløse debutroman Fru Marta Oulie (1907) og Dag Solstads modernistisk eksperimenterede debutnoveller Spiraler (1965) var indstillet præcist på bøgerne og foregreb faktisk hovedsynspunkter i den senere faglige kritik.

For det andet: Bliver litteraturkritikken bare bedre og bedre i takt med, at anmelderne i stigende omfang er uddannede ved et universitet og velbekendte med ny teori?

Svar: Nej, egentlig ikke. Professionaliseringen af dagbladskritikken skete i både Norge og Danmark allerede omkring århundredeskiftet 1900, og siden har anmeldelsen som form udvist en nærmest enestående konstans, som en art selvreproducerende kategori. Publikationer forgår, men anmeldelsen som genre består – en konklusion, som John Christian Jørgensen også landede på i sin doktordisputats fra 1994 om det danske anmelderis historie 1720-1906.

Blik for det nye

For det tredje: Passer det, at litteraturkritikken konsekvent halter bagud i forhold til den nye litteratur, dens formsprog især?

Svar: Ja, sådan var det i lang tid i Norge, fordi litteraturen deroppe så længe skulle bære et nationsbygningsprojekt. Den såkaldte ’tungetaledebat’ i første halvdel af 1950’erne, påbegyndt af digteren Arnulf Øverland i dennes angreb på modernistisk lyrik, var ikke noget enkeltstående fænomen.

Den norske nationalfølelse har både til højre og venstre politisk skabt en blindhed for de avantgardistiske strømninger, som måske først blev overvundet, da kredsen omkring tidsskriftet Profil (1965-69) satte en ny standard for vurdering af formmæssigt avanceret digtning.

Helt så længe varede det visselig ikke herhjemme, bl.a. fordi vi havde så lydhøre og omstillingsparate kritikere som først Tom Kristensen og Jens Kruuse, senere Torben Brostrøm, Steffen Hejlskov Larsen og Hans-Jørgen Nielsen. Ingen af disse var, som de norske, bange for det nye på folkets vegne.

Som spørgsmålet og svaret viser, lader ikke alt sig sammenligne hen over Skagerrak. Norsk litteraturkritik har traditionelt været kampglad og uangst for konfrontationer mellem moralske, politiske og æstetiske holdninger. Men den har samtidig i lange perioder været konsensuspræget, forstået på den måde, at selv de mest uenige aktører har været enige om at tillægge litteratur en kolossal kulturel og dannelsesmæssig betydning.

1930’erne var således trods brydninger mellem højre og venstre, såvel som modsætningerne mellem kristne og kulturradikale, en guldalder for litteraturkritikken, dels som følge af stærkt øget litterær produktion, dels i kraft af markante forfatterkritikere, der godvilligt krydsede grænsen mellem rollen som producent og funktionen som polemisk recipient, bl.a. i de kulturtidsskrifter, som nordmændene stadig har misundelsesværdigt mange af (f.eks. Samtiden (Nordens ældste almenkulturelle tidsskrift, stiftet 1890), Syn og Segn (stiftet 1894) og det stadig herligt sprudlende Vagant, der til næste år forhåbentlig kan fejre 30-års jubilæum.

Herhjemme kan vi derimod se tilbage på en hel allé af nedlæggelser såsom Kritik, der lige akkurat IKKE nåede at fylde 50, men også Vindrosen, Fælleden, Chancen, Sidegaden, Den Blå Port m.fl. Hvilket så bringer os til det afsluttende spørgsmål:

Hvor går vi hen?

For det fjerde: Passer det, at litteraturkritikken er truet af tabloidisering og kommercialisering?

Svar: Både ja og nej. Tendensen i begge lande har længe gået i retning af kortere anmeldelser, ofte ledsaget af større og større forfatterfotos, og det kan ved optælling af typeenheder og opmåling af spalter dokumenteres, at den mimetisk gengivende, impressionistisk indlevede, litteraturfagligt funderede, kvalitativt argumenterede anmeldelse er veget for især det oppustede forhåndsinterview og den sensationssøgende efterreportage.

Men hvis udviklingen inden for selve anmeldelsesgenren samtidig går i retning af korte og meningsstærke artikler, plus af og til retorisk hujende show-artikler, og hvis den tendens marginaliserer den reflekterende essayist, er vejen jo netop banet for kritik og anden litterær formidling, som måske koncentrerer sig om et faldende antal af bøger, men til gengæld i aviser og disses netudgaver kan lægge større vægt på kritik og analyse i længere, fagligt forpligtende formater.

Hvem der vil udnytte disse i de kommende år, bliver interessant at se. Uddannelsessystemet har avlet en talentmasse med betydelig teoretisk og litteraturfaglig tyngde.

Men det litterære klima kendetegnes også ved en historisk unik kombination af populistisk teoriskepsis og politiserende virkelighedshunger. Dog, mon ikke litteraturkritikken netop kan vise sig at blive den arena, hvor modsætningerne i åbenhed kan brydes?

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
  • I Norge uddeler de stipendier og legater til kritikerne

    28. oktober 2017
    I løbet af tre år uddeler en norsk fond 30 kritikerstipendier til en samlet værdi af seks millioner norske kroner. Stipendierne går til kulturkritikere og skal øge kvaliteten af den professionelle kulturkritik i trykte, elektroniske og digitale medier, og de er bare en del af en række offentlige og private legater, kritikere kan søge. Sådanne stipendier drømmer danske kritikere om. Statens Kunstfond mener, at den i forvejen støtter kritik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu