Louisianas direktør: Uden kunstanmeldelser ville aviserne først og fremmest være … kedelige

Luk øjnene og forestil dig en verden uden kunstkritikere. Hvad ser du? Et mareridtssyn, hvor skellet mellem godt og skidt er ophævet og erstattet af ukvalificerede holdninger? Eller et drømmesyn, hvor årtiers smagsdommeri endelig er bekæmpet og den demokratiske samtale sat fri?

Poul Erik Tøjner, mangeårig direktør på kunstmuseet Louisiana, ser noget helt tredje.

»Jeg ser først og fremmest nogle kedeligere aviser,« siger han. »En ting er, at vi som kunstinstitution selvfølgelig ville savne at blive anmeldt, men først og fremmest ser jeg en begrænsning i de samtaler om samfund og samtid, som vi kan føre med hinanden gennem kunsten.«

Poul Erik Tøjner er selv tidligere dagbladskritiker ved Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisen, hvor han i en periode fra 1994-2000 tilmed fungerede som kulturredaktør. Han ved, hvad det vil sige både at skrive og modtage anmeldelser – og derfor ved han også, at han ikke ville komme til at savne alle typer anmeldelser lige meget.

»Kunstkritik varierer mellem det rene smagsdommeri med hjerter og stjerner til en mere essayistisk båret skrivestil, hvor anmelderen bruger udstillinger og værker til at tænke videre med,« siger Poul Erik Tøjner. »Hvis jeg blev redaktør i dag, ville jeg ikke tøve med at skære ned på de første og i stedet opprioritere de begavede samtaler om, hvad der sker i kunsten og dermed i verden. Altså, fokusere på den form for kritik, hvor anmelderen deler engageret ud af sine oplevelser og vil noget med sin læser – uanset om hans entusiasme så er båret af en negativ eller en positiv kunstoplevelse.«

– En ting er, hvad det ville betyde for kunsten, hvis anmeldelserne forsvandt. Men hvad ville det betyde for forretningen Louisiana?

»Det ville betyde, at vi selv skulle ud at producere al opmærksomheden. Samtidig ville det blive sværere for os at nå det publikum, vi ikke allerede har. Mange i kunstverdenen er tilfredse med at leve i et lukket kredsløb. Det er jeg ikke. Jeg er interesseret i det store, åbne kredsløb, og derfor ønsker jeg også, at Louisiana skal være så populært som muligt. Det skal ikke være populistisk, men det, vi laver, skal bredes ud til flest mulige mennesker.«

– Men hvis den frie dagbladskritik er vigtig, hvorfor forsøger I så samtidig at farve den med pressematerialer og -møder forud for alle nye udstillinger?

»Jeg synes ikke, at vi forsøger at farve den. Jeg har fuld tiltro til, at anmelderne skriver, hvad de vil. Men når man laver en udstilling, har man nogle ideer med den, som ikke nødvendigvis kan være inde i selve udstillingen, og som derfor må ligge som en slags rammefortælling udenom. Og den vil vi naturligvis gerne have fortalt. Men generelt har vi den holdning til pressemeddelelser, at de ikke skal celebrere værkerne, men være så deskriptive, som muligt.«

– Kan man sige det sådan, at du med din merkantile hat på gerne vil have indflydelse på anmeldelserne, mens du som kunstelsker gerne vil have et kritisk modspil?

»Jeg kan vældig godt lide anmeldelser, som er helt autonome i deres udspring, og jeg er ikke særlig glad for anmeldelser, der bare er afskrifter af pressemeddelelsen. Det er uinteressant for os. Ud fra en kynisk synsvinkel, ved vi selvfølgelig godt, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Men jeg foretrækker så absolut at læse kritikere, som har et selvstændigt blik på tingene.«