Læsetid: 8 min.

Mehdi, Misam og Milad stod i en burgerbar, mens de selv skaffede penge til deres film. Nu går den i 87 biografer

Avaz-brødrene er en del af en ny generation af danske filmskabere, som laver film, fordi de ikke kan lade være. De vil ikke vente på, at nogen giver dem penge. De skaffer dem selv, og det er nu resulteret i deres første spillefilm, ’Mens vi lever’, et følelsesladet drama om at tilgive og leve livet, mens man har det
De tre filmbrødre synes, at der i dansk film er en tendens til at holde igen med patossen og skrive en selvironisk replik eller to ind i manuskriptet, så man får skabt lidt distance til følelserne. Men det opererer de ikke med.

De tre filmbrødre synes, at der i dansk film er en tendens til at holde igen med patossen og skrive en selvironisk replik eller to ind i manuskriptet, så man får skabt lidt distance til følelserne. Men det opererer de ikke med.

Sille Veilmark

27. oktober 2017

Det er ikke kedeligt at være i selskab med Avaz-brødrene. Der er en god energi og dynamik mellem de tre, Milad på 29, Misam på 32 og Mehdi på 35, der er biografaktuelle med deres første spillefilm, Mens vi lever.

De er selvlærte og har fordelt rollerne mellem sig – Mehdi er instruktøren, Milad manuskriptforfatteren og Misam produceren – men de er fælles om det meste. De kan også godt lide at drille hinanden.

Mehdi:

»Jeg er den ældste bror, men jeg ser yngst ud. Det synes pigerne i hvert fald. Det er de to lidt bitre over. Jeg bruger Ole Henriksen-produkter.«

Misam:

»Selvtilliden fejler ikke noget.«

Mehdi:

»Jeg citerer lige Milad efter visning af Mens vi lever for 200 mennesker i Aarhus: ’Det er pisseirriterende, at alle de ældre mennesker kommer over til mig for at snakke om manuskript, og alle de unge piger er ovre hos dig for at snakke om instruktion.’«

Milad:

»Eller også sagde jeg, at det var dejligt. Det, tror jeg mere, var situationen.«

Mehdi:

»Dit ansigtsudtryk sagde det hele.«

Det er ikke svært at forestille sig, hvor ukuelige brødrene kan være, når alt det humør og den energi kanaliseres over i deres personlige projekter – og dem har de mange af. De er alle tre af den overbevisning, at hvis man har en drøm, skal man ikke vente på, at den går i opfyldelse. Man skal selv realisere den, og det er, hvad de har gjort med Mens vi lever, der sammen med brødrene selv er med til at tegne en ny generation af talentfulde danske filmskabere, som gør tingene på sin egen måde.

Vi går all in

Brødrene Avaz blev afvist af støttesystemet, da de ansøgte med Mens vi lever, men efterfølgende er den blevet købt af distributøren SF Studios og har fået premiere i ikke færre end 87 biografer landet over. Og der er flere film og en tv-serie for TV 2 på vej.

De to millioner kroner, som det kostede at lave Mens vi lever, skaffede brødrene selv, og mens de gjorde det og skrev manuskriptet færdigt, levede de af at sælge burgere og flæskestegssandwich fra en madvogn.

»Vi er ikke kommet sovende til det, og vi har ikke brugt nogen af de to millioner på os selv,« siger Mehdi, der ser Mens vi lever som brødrenes svendeprøve i dansk film.

»Jeg tror, at alle de mennesker, der købte burgere af os og spurgte, om ikke vi var i gang med en film, har fået en enorm respekt for os. De kan se, at der var en mening med galskaben.«

Milad supplerer:

»Når først vi har sat os et mål, så går vi all in. Enten dør vi, eller også gør vi det. Det er de to muligheder, der er. Nogle gange møder man skuespillere og instruktører, som er lidt flove over, at de må arbejde ved siden af. Det skal de ikke være. Jeg ser ti gange mere op til mennesker, som gør alt, hvad de kan. for at nå deres drøm i stedet for at gemme sig bag et glansbillede af et Hollywood-liv.«

Vild med film

Umiddelbart lå det ikke i kortene, at de tre brødre skulle lave film. Milad har en økonomisk uddannelse bag sig og har arbejdet i en investeringsfond. Misam har arbejdet med salg og har haft egen virksomhed. Men Mehdi fandt allerede i 1998 ud af, at han ville have med film at gøre, da han som 16-årig så Saving Private Ryan i Tisvilde Bio, der var ejet af Avaz-familiens nabo.

Steven Spielbergs stort anlagte og voldsomme krigsfilm gjorde et stærkt indtryk på Mehdi, der så den syv gange på en uge. Men det var dog først, da han i 2011 samlede et kamera op og begyndte at tage billeder og siden også lave musikvideoer og reklamefilm, at ønsket om at lave en film også meldte sig. Siden da er det gået stærkt. Mehdi og Milad bor nu i Los Angeles, hvor de sammen har lavet adskillige musikvideoer og reklamefilm. Misam, der har to børn, bor stadig i Danmark, men besøger ofte sine brødre.

»Vores force var helt klart at lave små kortfilm på tre et halvt minut, som fortalte en historie og rørte folk. Musikvideoer med historie i,« siger Mehdi, der ligesom Milad føler sig hjemme og konstant inspireret i den multikulturelle by.

»Vi lavede otte reklamefilm for Oreo, som rummede en fortsat historie. På den måde har vi altid godt kunnet lide at fortælle historier og få folk til at spille det, der står i manuskriptet, så publikum tænker, ’wauw, hvor er det realistisk.’«

Milad fortsætter:

»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være politiker, men det eneste, man kan gøre i politik, er at påvirke verden inden for det, vi alle sammen allerede er enige om. Det er marginale ændringer. Med en historie kan man komme med en radikal anden måde at tænke tingene på. Selv hvis folk er uenige, befinder de sig i ens tankegangs arena. Det fascinerer mig. Det er mere det end film. Jeg er lige så fascineret af tanken om at skrive en bog, men jeg har altid været vild med film, og det er et medie, jeg forstår godt.«

En personlig film

Mens vi lever handler blandt meget andet om familier, sorg, tilgivelse og kærlighed i et lille landsbysamfund i Danmark, og det er en meget personlig film for de tre brødre. De kommer oprindeligt fra Iran, og da de var børn, flygtede deres far fra præstestyret i Iran. En aften kyssede han sine tre drenge og sin kone farvel og rejste til Danmark.

Når de etablerede kæmpetalenter Sebastian Jessen og Julie Christiansen spiller overfor hinanden som Kristian og Trine, er det et studie i ophobet smerte.
Læs også

Tre år senere, i 1992, fulgte moren og sønnerne efter, og hele familien slog sig ned i Nordsjælland og åbnede et bageri. Men oplevelsen af at miste en far sad dybt i de tre brødre, og det er ikke mindst de følelser, som de trækker på i dag, hvor de så er begyndt at lave film.

»Vi savnede vores far, og vi så vores mor gå ned med flaget, fordi hun var bange og alene med tre drenge,« siger Mehdi, da jeg møder alle tre brødre på deres kontor på Frederiksberg.

»Den smerte bruger jeg meget til at sætte mig ind i andres smerte. Mens vi lever er i min optik en film om at leve livet, fordi man kun har ét liv. Tilgiv, fordi livet er alt for kort til ikke at tilgive, accepter og undgå at komme til at sidde på et tidspunkt i livet og tænke: ’Jeg skulle nok have åbnet den anden dør.’«

Kæmp med næb og kløer

Det har været vigtigt for Avaz-brødrene, at Mens vi lever favner så bredt som muligt og skubber til publikum både psykologisk og følelsesmæssigt, og filmen er da også en på én gang meget dansk historie og samtidig universel fortælling.

»Vi prøvede at præsentere en verden, hvor der ikke findes den her apati eller følelseskulde, som der er i mange mennesker,« siger Milad og forklarer, at udgangspunktet for filmen var en virkelig begivenhed, en ulykke, men at alt andet omkring den er fiktion.

Når de etablerede kæmpetalenter Sebastian Jessen og Julie Christiansen spiller overfor hinanden som Kristian og Trine, er det et studie i ophobet smerte.
Læs også

»Vi er bange for at sige, hvad vi føler, og vi er bange for at føle, hvad vi føler. Vi observerer os selv, når vi interagerer, og tænker, ’nej, det kan jeg ikke sige. Det er for meget. Det er en kliché. Det er corny.’«

»Men man skal bare prøve at sige det, der er inden i én, og se, hvad der kommer tilbage. Nogle gange er det en fejltagelse, men who cares? Det er den verden, vi gerne vil vise i vores film. Mennesker, der opfører sig oprigtigt. Det er et modspil til den apati, der er i verden, hvor det er cool at være ligeglad. Det er ikke cool at være ligeglad. Det er cool at kæmpe med næb og kløer for den eller det, man gerne vil have.«

Ingen ironi eller distance

Brødrene synes, at der i dansk film er en tendens til at holde igen, så det ikke bliver for meget, og skrive en selvironisk replik eller to ind i manuskriptet, så man får skabt lidt distance til følelserne. Men det opererer de ikke med.

»Vi kunne godt tænke os at bringe den amerikanske måde at føle på til Danmark,« siger Mehdi.

»I Danmark er vi vant til at underspille ting. Man kan tydeligt se det på teaterskoleuddannede folk. Det er bedre, at de ikke siger noget, men spiller det med kroppen. Det er også fint nok, men vi vil gerne bringe noget storslået til Danmark. Danske historier er smukke, og den måde, vi snakker på og fortæller på, er meget federe end amerikanernes, men deres visuelle udtryk og måde at sige ’jeg elsker dig’ på, og musikken, som understøtter det hele, er fantastisk. Det kunne jeg godt tænke mig at bringe til Danmark, og det synes jeg også, lykkes med Mens vi lever

Misam supplerer:

»Det er interessant for mig, der har stået lidt på sidelinjen, at se, hvordan folk efter visninger af filmen kommer og siger, at det er så ægte. De kan forholde sig til den. Den rammer dem.«

Ikke vente på drømmen

Når brødrene har været rundt i Danmark for at vise Mens vi lever, har flere blandt publikum sagt til dem, at deres efternavn, Avaz, og filmens titel fik dem til at tænke på Nørrebro og bandekonflikter.

»Men de siger også, at det er den mest danske film, de har set i mange år. Den er jo så dansk. Man kan ikke se, at vi er født i Iran. Skolelæreren og lægen i filmen er iranere – det, syntes vi, var sjovt. Men vi føler os danske. Vi har dansk pas. Det er Danmark, der er mit hjemland,« siger Mehdi og understreger, at det er vigtigt for brødrene ikke at blive sat i bås som indvandrerinstruktører.

Da de flyttede til Nordsjælland i 1992,  insisterede deres far på, at de ikke måtte være sammen med andre end danskere, indtil de havde lært at tale dansk. Det havde de i løbet af seks måneder.

»Vi har ikke bevæget os rundt i flygtningemiljøer, og vi har ikke behov for at fortælle, hvor uretfærdigt det er at være udlænding, eller hvor fedt det er. Vi er opvokset i det idylliske Nordsjælland, hvor vi har haft med mennesker at gøre. Det er også det, vi prøver at fortælle om i vores film: mennesker og følelser,« siger Mehdi.

Milad:

»I Danmark snakker vi hele tiden om klassificeringen af danskere og indvandrere. Det er fuldstændigt ligegyldigt. Vi er mennesker. Og det er det, jeg gerne vil fortælle historier om: Hvordan vi behandler hinanden og vores omverden og os selv. Det er meget mere fundamentalt end alle de her ligegyldige debatter, vi har om integration, som alligevel er væk om 30 år, når de ældste er døde, og de yngste blevet ældre og mere open minded. Det kommer bare til at tage tid.«

Misam:

»Det handler også om, hvad man selv gør det til. Om man vælger offerrollen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Morten Balling
Niels Duus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Rasmussen

Det giver jo mulighed for at overveje om filmstøtte ordningen giver mening eller om det blot er penge ud af vinduet.

Pengene var nok bedre brugt på nogle F35'ere.

Henrik Brøndum

@Frank Rasmussen

Hvis man gerne vil sælge noget tandpasta, ved man, at mindst 50 pct af de penge man bruger på markedsføring er spildt, men man ved ikke hvilken halvdel.

Med F35 og filmstøtte er det set over en længere periode, gud ske lov 90 pct af pengene der er spildt. Forhåbentlig kommer flyene aldrig til at forsvare Danmark, og langt det meste kunst er glemt dagen efter. Men indimellem, når fjenden står for døren, eller når alt bare lykkes på lærredet, i koncertsalen eller på scenen - er det det hele værd.

Erik Karlsen, Marcos Petrin, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

"»Vi kunne godt tænke os at bringe den amerikanske måde at føle på til Danmark,« siger Mehdi.!
Åh. må ikke nok blive fri. Der allerede alt for meget amerikansk savl og feeeeelings.
Mere realisme 'ønskes - ikke candy floss

Flemming Berger, Hans Larsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg vil meget gerne have følelser i film, men ikke candyfloss.
I italienske film er der mange med følelser uden candyfloss.
Iranske flygtninge har en anderledes opfattelse af at være i DK end mange fra f.eks Pakistan eller Tyrkiet, som trods i flere generationer ofte har deres hjerte og tankegang i hjemlandet, men de er her jo heller ikke pga af politik , men af andre årsager.
Dog alligevel tankevækkende, men det fører for vidt her og er uden for skiven.
Tillykke med filmen og jeg håber den også den bliver vist i TV.