Læsetid: 4 min.

Musikanalyse: ’Blade Runner 2049’ forspildte sit musikalske potentiale

Efterfølgeren til Ridley Scotts 1982-klassiker er skam god – men den ville have været bedre, hvis instruktøren havde haft nosser til at beholde den oprindelige islandske soundtrack-komponist. Her forklarer Informations musikredaktør hvorfor
I ’Blade Runner 2049’ spiller Ryan Gosling (t.v.) og Harrison Ford (t.h.) makkerparret Officer ’K’ og Rick Deckard.

I ’Blade Runner 2049’ spiller Ryan Gosling (t.v.) og Harrison Ford (t.h.) makkerparret Officer ’K’ og Rick Deckard.

Stephen Vaughan

16. oktober 2017

Stor var min glæde, da det viste sig, at den islandske komponist Jóhann Jóhannsson skulle lave soundtrackket til Denis Villeneuves Blade Runner 2049.

Jóhannsson havde selvfølgelig også lavet soundtracket til tre af den canadiske instruktørs seneste fire film, men at han skulle komponere til den klassiske Blade Runners efterfølger virkede nærmest som for meget forlangt – som et uhørt lyksaligt indbrud i mainstream fra en af de mest spændende filmkomponister overhovedet lige nu.

Det var så også for godt til at være sandt. I slutningen af juli blev det annonceret, at Jóhannsson ville få selskab af den tyske soundtrackgigant Hans Zimmer samt den yngre engelske komponist Benjamin Wallfisch.

Zimmer har vundet et utal af priser og lavet underlægningsmusik til blockbustere som Gladiator og The Dark Knight – og har begået ret så interessante soundtracks, ikke mindst det meget kopierede minimalistiske »Journey To The Line« til The Thin Red Line samt de bragende kirkeorgelstykker til Interstellar. Men han kan også være en konventionel arbejdshest.

Pludselig virkede det som om, Villeneuve rystede på hånden under det enorme forventningspres og valgte at spille sikkert. Ikke mindst da det i september blev annonceret, at Jóhannsson helt var blevet fjernet fra filmen.

For at forstå fejlen i det valg kan man se på, hvordan filmkomponister præsenterer en ny, ukendt verden i tre beslægtede film: I den aktuelle Blade Runner 2049 samt i Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 og Denis Villeneuves Arrival fra sidste år, som netop Jóhannsson komponerede soundtracket til.

Los Angeles år 2019 i den første Blade Runner åbenbares musikalsk af den græske, fritænkende komponist Vangelis: Først en asiatisk klingende åbningsakkord, der lyder som spillet på strengene i en stor æggedeler, så nogle rungende, men også lidt løse slag på et trommesæt og endelig et ikonisk fuldfedt synthesizertema, der lover både guddommelig tragedie og romantik.

Lyden af under

Det er lyden af flamboyant skaberkraft (ikke ulig filmens replikantopfinder Tyrell), og det er et intro-stykke, man bliver løftet kærligt, men også ildevarslende op af.

I Arrival præsenteres vi for en ny verden, da vi ankommer til den evakuerede zone, hvor rumskibet svæver. Jóhannsson får en tungt rungende klaverstrengsdrone til at bevæge sig rundt om lytteren. Desorientering, vantro.

Så noget, der lyder som en mærkværdigt umenneskelig, mumlende stemme, der synger nogle enkelte toner, på én gang fanget mellem klangen af en blokfløjte og en trompet.

Det er lyden af et under, men også af fremmedgørelse – og af en komponist, der lader traditionelle instrumenter tale på nye måder, ikke ulig hvad hovedpersonerne i filmen tvinges til: At kommunikere med aliens hinsides menneskesprog.

Så er der Los Angeles anno 2049, som Zimmer og Wallfisch har valgt at belægge med en pulserende elastisk bas og en skærende changerende synthflade, der vinker til Vangelis’ forlæg, men uden den melodiske og harmoniske rigdom. Pauker eller store træplanker får tæv i forudsigelige rytmemønstre. En fed forvrænget lyd slynges rundt i registret som hvirvlet i en slynge – o.k. fedt, men lidt planløst. Generelt en musik, som man får kedsommelige tæv af, og noget der lige så godt kunne have været skabt til en narkothriller.

Sådan går det slag i slag gennem Blade Runner 2049’s soundtrack. Masser af nik til Vangelis’ synth-lyd og ellers et væld af skærende toner, ambiente konstruktioner, nogle kor, tonsvis af basinstrumenter (ofte speedet op og ned, som blev tonehøjden styret med en motorcykels gashåndtag) og, oh boy, en masse bulder og brag.

Et nærmest tivoliseret soundtrack, der vist mere tænker i den fysiske effekt af surround sound end i at være medfortæller eller udfordrer af en historie, uddyber af karakterer eller perspektivudvider.

Banalklaver, naturligvis

Og så er der brugen af et glasklart klaver i et stort ekkoende klangrum. Det var vist sidst rigtig spændende i tv-serien Six Feet Under fra 2001. I Blade Runner 2049 indprenter det os for eksempel, at nu bliver der sagt noget indsigtsfuldt hos den Tyrell-lignende skaber Niander Wallace. Aha. Forestil dig Descartes, Nietzsche eller Kafka tilsat muzak.

I den oprindelige Blade Runner blev der sået tvivl og forvirret sanser i en tilsvarende scene hos Tyrell. Vævende impressionistisk synth, zenbjælder, et klaver, et kor langt ude i æteren.

Og hvad får vi, da underet viser sig – blomsten, der gror i den døde jord – i den nye Blade Runner 2049? Banalklaver, naturligvis. I skærende kontrast til Jóhannssons svar på underet i Arrival, da de første gang møder de udenjordiske skabninger. Et enormt kor, der synes bygget af messingblæsere, strygere – og er det lyden af blæste horn fra mammutter? På én gang arkaisk og aldrig før hørt. Så tårerne bryder frem, og man finder ud af, at man længes efter intelligent liv, der skal komme os til undsætning.

Musikken kan sprænge hul i forståelsen af en film. Eller bygge videre på det fortalte. Mest spændende, når det sker med en vision, der matcher det visuelle. Kedeligst, når det bare er en manipulerende smagsforstærker. Det er det i høj grad i Blade Runner 2049.

Her lukkes filmoplevelsen med et musikalsk fokus på stressende actioneffekter eller banalt følelsespotentiale, i stedet for at give tilskueren mulighed for at ånde ind i en fremtidig virkelighed. Og selvom spørgsmålet, om hvad der er menneskeligt, gennemsyrer Blade Runner 2049 akkurat som i forgængeren, så levner musikken ikke plads til refleksion. Den er ikke porøs og arbejder imod undersøgelsen af det menneskelige.

Allerede fortalt lyd

»Jeg havde brug for at gå tilbage til noget tættere på Vangelis«, lød det fra Villeneuve til Al Arabiya English, da Jóhannsson blev droppet. Og det er sandt i æstetisk forstand, at Zimmer/Wallfischs flere steder ligger i klar forlængelse af den græske komponist.

Men i tanken er det vildt fremmed. Villeneuves ord »tilbage« er centralt. I Blade Runner 2049 er der ingen musikalsk rækken ud efter en tid, vi ikke før havde forestillet os, ingen futurisme. Det er allerede fortalt lyd. Og således blev musikken til Blade Runner 2049 til lyden af et forspildt potentiale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Anker Nielsen
ingemaje lange og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt rigtigt, - Det var en stor skuffelse!

Vangelis musik til den første Blade runner var absolut meget bedre og i overensstemmelse med filmen.

Bulder og brag makværket til 2049 var ganske unødvendigt.

Helt rigtigt, - Det var en stor skuffelse!

Vangelis musik til den første Blade runner var absolut meget bedre og i overensstemmelse med filmen.

Bulder og brag makværket til 2049 var ganske unødvendigt.

Hanne Pedersen

Helt og aldeles uenig ! Jeg var dybt imponeret af lydsiden og var høj på oplevelsen i flere dage efter ...
Det samme var i øvrigt min ledsager til oplevelsen..