Baggrund
Læsetid: 1 min.

Når ingen siger, hvad alle ved

Alle i Hollywood kendte til Harvey Weinsteins seksuelle krænkelser af kvindelige kolleger, men ingen sagde noget. Ikke før alle pludselig sagde noget
Kultur
20. oktober 2017

»Alle fucking vidste det.«

Sådan skriver manuskriptforfatter Scott Rosenberg på sin facebookvæg i en aktuel kommentar til filmkongen Harvey Weinsteins fald fra tronen.

De seneste uger har store dele af offentligheden set måbende til, mens den ene kvindelige skuespiller efter den anden er trådt frem med hårrejsende historier om den magtfulde filmproducents sexkrænkende adfærd.

Men i Hollywood kan ingen med troværdighed sige, at Harvey Weinsteins blakkede ry kommer bag på dem.

»Alle fucking vidste det,« skriver Scott Rosenberg i sit indlæg:

»Og ved I, hvorfor jeg ved, at det er sandt? Det er fordi, jeg var der. Og jeg så jer. Og jeg snakkede med jer om det. Jer, de store producere; jer, de store instruktører; jer, de store agenter; jer, de store investorer.«

Op gennem 1990’erne arbejdede Scott Rosenberg tæt sammen med Harvey Weinstein – blandt andet på film som Con Air og High Fidelity – og i sit harmdirrende anklageskrift skåner han da heller ikke sig selv for kritik. Ligesom alle andre i branchen vendte han det blinde øje til Weinsteins seksuelle appetit (om end han hævder ikke at have kendt til historier om voldtægt).

Men hvorfor sagde han ikke fra, hvis han vidste, hvad der foregik? Fordi det var for risikabelt. Fordi der var for meget at tabe. Fordi det var nemmest at lade være.

»Harvey sørgede for, at vi havde det godt. Han lavede vores film. Holdt de største fester. Tog os med til The Golden Globes! Introducerede os til de mest fantastiske mennesker,« forklarer Scott Rosenberg, inden han skamfuldt konkluderer på egne vegne:

»Jeg ked af det, og jeg skammer mig. For i sidste ende var jeg medskyldig. Jeg sagde ikke en skid. Jeg gjorde ikke en skid. Harvey var udelukkende god ved mig. Så jeg høstede frugterne og holdt min kæft. Og det er jeg, endnu en gang, ked af,« skriver han.

»For alle fucking vidste det!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her