Nobelpristager Kazuo Ishiguro: Jeg prøver at udtrykke mig så enkelt og klart som muligt

Kazuo Ishiguros navn stod ikke på bookmakernes lister over kandidater til Nobelprisen i litteratur, som forfatteren i går fik tildelt.

Til gengæld har han længe optrådt på stribevis af andre litterære lister, lige fra dagbladet Times’ liste over »De 50 mest betydningsfulde forfattere siden 1945« til listen over Booker-prisvindere. Hele fire gange er Kazuo Ishiguro blevet nomineret til netop den pris, som han i 1989 fik for romanen Resten af dagen.

Desuden optræder Slip mig aldrig (2005) på tidsskriftet Times liste over »De 100 bedste engelsksprogede romaner«, og samme titel har Karl Ove Knausgård i øvrigt tidligere fremhævet som en af de få romaner, den norske forfatter ville ønske, at han selv havde skrevet.

Det var da også særligt de to titler, Resten af dagen og Slip mig aldrig, som eksperterne på svensk tv blev ved med at vende tilbage, da valget i går skulle diskuteres. I begrundelsen fra Det Svenske Akademi lød det, at Kazuo Ishiguro i sine romaner »med stor følelsesmæssig styrke har afdækket afgrunden under vores illusoriske følelse af at have forbindelse til verden«.

Da Det Svenske Akademis sekretær Sara Danius kort efter af svensk tv blev bedt om at knytte et par ord til Ishiguros forfatterskab, drog hun paralleller til Jane Austins sædekomedier og Franz Kafkas absurde tone men sagde så, at »man er nødt til at tilføje lidt Marcel Proust til cocktailen, hvorefter du rører, men ikke for meget – så har du hans værker.«

Sara Danius understregede samtidig, at Kazuo Ishiguros bøger er båret af stor originalitet.

En global forfatter

Kazuo Ishiguro er født i Japan, men opvokset og uddannet i England, hvortil familien flyttede, da han var fem år gammel. I 1982 fik han engelsk statsborgerskab, og det var også året, hvor han debuterede med De fjerne blå bjerge.

Både denne roman og opfølgeren, Kunstner i den flydende verden (1986), udspiller sig i Japan, men bortset fra enkelte titler, deriblandt filminstruktøren Yasujirō Ozus mesterværker fra 1950’erne, har Ishiguro sjældent hentet inspiration fra sit fødelands kultur.

Den i dag 62-årige forfatter anskuer heller ikke hverken sig selv eller sine bøger i et japansk skær, har han tidligere udtalt:

»Skrev jeg under et pseudonym, og fik jeg en anden fotograferet til omslaget på mine bøger, er jeg sikker på, at ingen ville sige: ’Den her fyr skriver som en japansk forfatter’.«

Mange betragter derimod Kazuo Ishiguro som en global forfatter. De fleste af hans hovedpersoner er minoriteter af en eller anden art, rodløse skæbner, der aldrig helt er faldet til i det samfund, de betragter og forsøger at forstå: 

Den midaldrende japanske kvinde, der forsøger at indrette sig i England og plages af traumer fra Nagasaki og datterens selvmord i debutromanen. Butleren, der aldrig turde forelske sig i husholdersken og stædigt ignorerer sin herres nazi-sympatier i Resten af dagen. Den forældreløse dreng i Vi forældreløse (2000) og den polske immigrant, der i novellen Crooner – fra samlingen Nocturner (2009) – optræder med sin guitar på Markuspladsen i Venedig.

Ifølge Sara Danius skriver Kazuo Ishiguro om, »hvad du skal glemme for at overleve som individ og samfund«.

Erindringen er tåget

Et andet genkendeligt træk ved forfatterskabet er handlingsmønstret: En mere eller mindre pålidelig hovedperson skruer tiden tilbage og mindes en dyster og fortrængt episode i ungdommen, som samtidig afspejler en nations fortid.

Kazuo Ishiguro satte for nogle år siden ord på, hvad der ligger bag dette træk, og samtidig hvor han finder sin kunstneriske drivkraft:

»Jeg er interesseret i erindringen, fordi det er filteret, hvorigennem vi ser vores liv, og fordi den er tåget og obskur og giver anledning til selvbedrag. Som forfatter er jeg i sidste ende mere interesseret i, hvad folk fortæller sig selv, at der skete, end i, hvad der i virkeligheden skete.«

Kazuo Ishiguros bedst kendte værk er vel nok Resten af dagen, ikke mindst takket være James Ivorys filmversion fra 1993 med Emma Thompson og Anthony Hopkins i hovedrollerne. I en kraftpræstation som butleren, der besøger en tidligere husholderske for at overtale hende til at genoptage sit arbejde, fanger sidstnævnte netop det underspillede udtryk af antydninger og udeladelser, som også bærer bogens fortællestemme.

Teknikken videreføres i forfatterens andet hovedværk, Slip mig aldrig. Her ved børnene på kostskolen med det Dickens’-klingende navn Hailsham, at de er outsidere, men hvad der gør dem anderledes, står dem ikke helt klart.

»Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at vi netop var i den alder, hvor vi vidste et par ting om os selv – om hvem vi var, hvordan vi var anderledes end vores værger, end folk udenfor – men endnu ikke havde forstået, hvad noget af det betød,« som en af dem siger.

Langsomt går det op for læseren, at de unge mennesker ikke bliver formet af bøger og viden, men ganske enkelt er klonet af videnskaben. Adskillelsen mellem dem ’indenfor’ og ’udenfor’ er skarp – men at dem indenfor skulle være næret af stærke britiske gener og skolelærdom, er blot en illusion.

Englands myter

De to nævnte titler understreger, at Kazuo Ishiguros romaner – trods deres globale udtryk og temaer – ofte har været stærkt forankret i det Storbritannien, han selv er opvokset i.

Som mange af sine jævnaldrene kolleger – Ian McEwan, Martin Amis, Julian Barnes, William Boyd og Graham Swift blandt andet – har Ishiguro insisteret på at gå nationens myter og moral efter i sømmene. Flere steder løftes en personlig historie til skildringen af en hel nations skæbne, som den formede sig på et skelsættende tidspunkt i historien.

Når det alligevel føles rigtigt, at Kazuo Ishiguro får Nobelprisen i litteratur frem for en af dem – eller for den sags skyld deres jævnaldrende landsmand Salman Rushdie; ja, det er en stærk generation – skyldes det, at han trods alt søger nye veje i forfatterskabet. Han skifter groft sagt stil og genre, som det passer ham.

The odd one out i forfatterskabet er netop sådan en størrelse, The Unconsoled (1995), der ikke er blevet oversat til dansk. Kort fortalt handler den lange bog om en pianist, der besøger en unavngiven europæisk storby, og her møder mennesker fra både fortid og nutid i en række nærmest surrealistiske optrin.

I en scene er han gæst ved en formel middag, hvor han opdager, han har taget badekåbe på. Alting flyder drømmeagtigt i denne bog, som en enkelt kritiker har kaldt »en af de underligste romaner udgivet af en stor forfatter de seneste ti år«.

Andre gange har Kazuo Ishiguro ramt plet med sine stilistiske afstikkere. Vi forældreløse er blevet kaldt en detektivroman, Slip mig aldrig er ret beset en sci-fi-fortælling, selv om handlingen udspiller sig i 1990’ernes England. I 2009 fik vi så novellesamlingen Nocturner, hvis blå, enkle og lyriske sprog afspejler den melankoli og bittersøde stemning, som titlen refererer til.

Det seneste genrespring tog forfatteren med Den begravede kæmpe (2015). Her har en mystisk tåge lagt sig over 500-tallets England, hvilket besværliggør et aldrende ægtepars rejse frem mod et besøg hos deres søn. Det er både en kærlighedshistorie og en allegori, der diskuterer, om vi skal huske eller glemme fortiden.

»Hvornår fører sandheden til nye krige, hvornår fører den til varig fred?« som det udtrykkes i Thomas Thurahs interview her i avisen, hvor Ishiguro ikke lader sig fornærme, da Informations udsendte foreslår ordet »kamæleonagtig« om forfatterens stiltilpassende evner.

»Jeg har ikke noget imod begrebet, kamæleonen ændrer sig jo kun overfladisk. Det er nok rigtigt at sige om mine bøger, at overfladen ændrer sig, scenerne, stemmen og fortælleren er forskellige, men bevidstheden i bøgerne er meget den samme,« siger Kazuo Ishiguro, der tidligere – til Los Angeles Times – har sagt:

»Jeg prøver at udtrykke mig så enkelt og klart som muligt.«

Det har foreløbig bragt den japansk-engelske forfatter både kommerciel succes og kunstnerisk anerkendelse samt altså nu også en Nobelpris i litteratur, som ingen foreløbig og for en gang skyld har anfægtet.