Læsetid: 6 min.

De nominerede til Nordisk Råds litteraturpris tegner et mentalt kort over Norden

Hjemstavnen lever i den nordiske litteratur, men det gør den krasse kritik af vores måde at indrette samfundet på også. Hvem er vi lige nu i Norden? Og hvilke emner er vi optagede af? Det kan de bedste værker fortælle. Her er et forsøg på at trække en linje gennem årets nominerede til Nordisk Råds litteraturpris, der uddeles onsdag aften
28. oktober 2017

De nominerede værker til Nordisk Råds litteraturpris tegner på deres helt egen måde et mentalt kort over Norden her og nu. Hvad udspringer de af, hvilke menneskelige grundkonflikter underkastes nye undersøgelser og hvilke samfundsmæssige temaer er lige nu oppe at vende? Mest karakteristisk for årets nominerede er norske Henrik Nor-Hansen.

I en kort og stram lille roman Termin tegner han et portræt af den lille by Hammersåk i Sandnes kommune, og fortæller samtidig historien om Norge i Oliealderen. Således smelter hjemstavnsskildring og samfundskritik sammen i romanen, der samtidig udpeger de to afgørende træk ved årets nominerede værker.

Med afsæt i byen, og gennem sin hovedperson Kjetil Tuestad, skildrer han forandringer i økonomi og arbejdsliv hen over de seneste tyve år. Kjetil Tuestad er et voldsoffer, og volden står helt centralt i romanen. Her kobles udviklingen i hele regionen med vold, og den vold er både den konkrete fysiske vold og den vold, der tager sit afsæt i sproget.

I romanen, der inddrager journaler og rapporter fra de sociale myndigheder, bliver det enkelte menneske betragtet med kølig bureaukratisk distance, og det vises, hvordan selve sproget hænger sammen med psykiske forhold og social kontrol. Det er en knusende kulsort roman.

Nordisk Råds Litteraturpris

  • Nordisk Råds Litteraturpris er blevet uddelt siden 1962
  • Prisen er på 350.000 kr og uddeles onsdag den 1. november

Årets nominerede

Danmark

  • Christina Hesselholdt: ’Vivian’, roman
  • Kirsten Thorup: ’Erindring om kærligheden’, roman

Finland

  • Laura Lindstedt: ’Oneiron’, roman
  • Tomas Mikael Bäck: ’De tysta gatorna', digte

Færøerne

  • Sissal Kampmann: ’Søndagsland', digte

Island

  • Guðmundur Andri Thorsson: ’Og så trille, tulle, ruller vi’, portræt
  • Linda Vilhjálmsdóttir: ’Friheden’, digte

Norge

  • Henrik Nor-Hansen: ’Termin. En fremstilling av vold i Norge’, roman
  • Vigdis Hjorth: ’Arv og miljø’, roman

Sverige

  • Ann Jäderlund: ’Djupa, kärlek, ingen’, digte
  • Birgitta Lillpers: ’Anteckningar om hö’, digte

Åland

  • Johanna Boholm: ’Jag är Ellen’, prosalyrik

Kjetil Tuestad er et offer for samfundsudviklingen og dermed dens aftryk. I det hele taget dominerer de svage og marginaliserede flere af de nominerede værker. Ofte har værkerne et direkte samfundskritisk perspektiv og en hel epoke skildres med de afgørende skred, der finder sted. Det gælder ikke mindst Kirsten Thorup, den ene danske nominerede med romanen Erindring om kærligheden.

I sin hudløse, fint forgrenede fortælling om en mors kærlighed til sin datter får forfatteren fra København tegnet et stærkt og slående billede af det danske samfund fra 1970’erne og frem til i dag. Hun får gennem konsekvent opmærksomhed på den socialt udsatte skildret historiens store, men ofte umærkelige skred og får på den måde skabt en ret unik sammenhæng mellem det personlige og det politiske.

Bestræbelsen på at skrive historie fra den marginaliseredes vinkel gælder også den anden danske roman, nemlig Christina Hesselholdts Vivian. Hesselholdt har skrevet en biografisk roman, der bygger på den amerikanske gadefotograf Vivian Maiers liv, som forfatteren genfortolker ved hjælp af en polyfoni af stemmer. Hesselholdt har fokus på fotografens dysfunktionelle barndom i en emigrantfamilie og de voksne år i fattigdom og ensomhed og hendes fotografiske fortolkning af verden.

Hvor Hesselholdt laver kunst ud af biografigenren, har islandske Gudmundur Andri Thorsson en mere traditionel omgang med biografien i bogen med den finurlige titel Og så trille, tulle, ruller vi om sin far, som i det her tilfælde er den modernistiske forfatter Thor Vilhjálmsson. Gudmundur Andri Thorsson er en fin forfatter, og hans portrætbog om faren er en skøn bog, som det dog er lidt svært at forstå, hvorfor man har nomineret til den prestigefyldte litterære pris.

Tilbage til det samfundskritiske blik, for norske Vigdis Hjorth, der allerede har fået en del omtale i Danmark med romanen Arv og miljø, som nordmændene kalder »virkelighedslitteratur«. Hjorth undersøger gennem sin hovedperson Bergljot fortielsens allestedsnærværende karakter i forbindelse med seksuelle overgreb.

I romanen handler det mere om reaktioner på overgrebet end selve overgrebet, ligesom det handler om hovedpersonens kamp med sin egen historie og striden om, hvad sandheden er, hvad den sande familiehistorie er og hvordan man nærmer sig det i litteraturen.

Også politisk, men i en poetisk fortættet forenkling, er islandske Linda Vilhjálmsdóttir, der i digtsamlingen Friheden, tager afsæt i en islandsk finanskrisesamtid, men bevæger sig til Betlehem og gennem jøden, araberen og pilgrimmen undersøger den menneskelige ufrihed og klaustrofobiske ængstelse, for så at trække de religiøse motiver med tilbage i skildringen af den islandske samtid.

Det er digtning som civilisationskritik og kritik af vores blinde ophøjelse af væksten og livet i nuet på bekostning af et engagement i fremtiden.

Finske Laura Lindstedt har med romanen Oneiron lavet en særegen litterær fantasi om sekunderne efter døden eller om tilstanden mellem liv og død. I det tomrum, hvor tid og sted er opløst, ankommer syv kvinder fra forskellige dele af verden. Gradvist forsvinder deres fysiske behov og også sproget. Laura Lindstedt har skrevet en særdeles mangfoldig roman, hvor der veksles mellem magisk-realistisk prosa, forelæsning, essay, digt, interview og avisartikler.

Hun trækker på et stort kultur- og litteraturhistorisk bagkatalog for at realisere sin samfundskritiske – og feministiske – romanvision, der især har blik for magtanvendelsens strukturer, fattigdom og rigdom, køn og krop og religionens betydning for vores nuværende liv.

Hjemstavnen

Hjemstavnen er et tilbagevendende motiv i de nordiske værker, og den et uomgængeligt udgangspunkt hos flere af årets nominerede. Hos færøske Sissal Kampmann er rammen i digtsamlingen Søndagsland bygden Vestmanna, hvor digteren er flyttet tilbage til efter ophold i København.

Her skildres kedelige søndage i et udkantsområde præget af ensomhed og eksistentiel krise, men det er også en bog om længsel efter at høre til og en fortælling om det forfald, der er sket i bygden med glimt af det liv, der var engang. Og en bog om vejret, og den ret så symbolske opløsning i form af fugt og råd, der siver ind overalt.

Vejret og landskabet spiller også en vigtig og dramatisk rolle hos finske Tomas Mikael Bäck, der har rødder i modernismen omkring Gunnar Björling. Tomas Mikael Bäck skriver fra fødebyen Vasa og bruger dette afsæt til meditative undersøgelser af det sprog, vi har fået overleveret til at beskrive verden med. Også svenske Birgitta Lillpers skriver i digtsamlingen Anteckningar om hö med afsæt i sin gård i Dalarne.

I digtene blandes det hverdagslige med arbejdet på gården med det sjælelige perspektiv, som på ingen måde er modsætninger, men hinandens forudsætninger. I de tre værker er hjemstavnen også altid et poetisk landskab, hvor det er muligt at kontrastere fortid og nutid, spejle forfaldet og skiftene i livsvilkår.

Læs også

Tematisk mere diffuse er ålandske Johanne Boholm og svenske Ann Jäderlund. Johanne Boholms prosalyriske fortælling Jag är Ellen handler om tid og forvandling. Fortid og nutid flyder sammen i en slags skabelsesberetning, hvor ordene tager læseren med ind til nye indsigter og visioner og rum på tværs af tid og rum.

Ann Jäderlunds digtsuiter Djupa, kärlek, ingen er en stor undersøgelse af kærligheden og kroppens sanselighed. Der er tale om tolv digtsuiter skrevet over tretten år, hvor Ann Jäderlund på meget forskellig vis kredser om de enkelte begrebers dybe selvmodsigelse eller flertydige kraft, som er med til at skabe verden på ny.

Et andet karakteristisk træk ved årets nominerede værker er, at feltet domineres af hele ni værker af kvindelige forfattere mod tre af mandlige. I et større perspektiv er det usædvanligt, for i prisens første 20 år gik den uden undtagelse til en mand. Sara Lidman var i 1980 den første kvinde til at modtage prisen. Siden har 43 mænd og 13 kvinder modtaget prisen.

Skal jeg forsøge mig med et bud på en vinder den 1. november, vil jeg sige, at prisen ret sikkert går til en kvinde og at den kvinde nok enten er finske Laura Lindstedt, norske Vigdis Hjorth eller danske Kirsten Thorup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu