Læsetid: 5 min.

De nye hiphopstjerner er høje på møgstøj og dødsdrift

Bag dreadlocks, i smadret lydkvalitet og uden for de gængse gatekeeperes kontrol har en ung generation af rappere og producere skabt en ny tids dominerende hiphop – stærkt påvirket af grunge, emo-rock og punk
Lil Peep er en af de kunstnere, som er en del af den nye lo-fi-bølge inden for hiphoppen, som ifølge Informations anmelder trækker genren ned til et nyt lavpunkt.

Lil Peep er en af de kunstnere, som er en del af den nye lo-fi-bølge inden for hiphoppen, som ifølge Informations anmelder trækker genren ned til et nyt lavpunkt.

Aurore Marechal

27. oktober 2017

Musikgenrer går gennem faser, det er ganske naturligt. Men hiphoppen har alligevel opført sig vildere end så mange andre genrer. Som dominerende ungdomskultur lige nu kan vi se tilbage på en udvikling i hiphoppen, der kan beskrives som en kulturkannibalistisk skovbrand på crystal meth.

Var gangsta-rappens socialrealisme hiphoppens version af den socialt indignerede folk-sang fra Woody Guthrie? Og var Public Enemy så det infernalske svar på Bob Dylans kompleksitet? Var Native Tongue-bevægelsen med A Tribe Called Quest og De La Soul skabt i ånden og arven fra den psykedeliske rock?

G-funken fra Los Angeles arbejdede tydeligvis videre på George Clintons P-funk. Us3 var helt evident en hiphopificering af gammel ærværdig jazz. Men hvad var horrorcore? En blanding af death metal og horror-film? Og hvad med kunstnerne på og omkring pladeselskabet Anticon, der mest af alt lød som en slags indierockificering af hiphop?

Naturligvis har der været generationssammenstød af både moralsk og æstetisk art i hiphoppen, der muterer voldsommere og mere uforudsigeligt end nogen anden genre.

Under trap-hiphop-bølgen de seneste år råbte gamle hiphoppere vagt i gevær. Som når jazzpolitiet har afvist yngre generationers ekskursioner ud i støj og elektronik. Eller dengang 68-generationen rynkede på næsen over punk.

I forhold til trap-hiphop lød kritikken mere sådan her: Hvor var den rytmiske finesse? De elegante rim? Og de lyriske twists? Sjældent tilstede er svaret. Og vi når et nyt lavpunkt på nævnte kvalitetsparametre med denne artikels emne: en ny, ung genre/kultur, som nogen har døbt SoundCloud-rap og andre lo-fi-hiphop. Og den skal måles på andre kvalitetsskalaer end de gængse.

Lav lydkvalitet

Det er lyden af unge rappere og producere – typisk omkring de 20 år – der dyrker en smadret lyd, ikke ulig lo-fi-rock-genren med proponenter som Beck, Pavement samt Blurs album Blur (den med »Song 2«). De er glade for ansigtstatoveringer, pang- ofte flerfarvede dreadlocks, street wear/modetøj og tekster om depression, selvmordstanker, sex og vold – ledsaget af eksplosive produktioner i skidt lydkvalitet.

Med al den digitale vellyd omkring os er den naturlige kontramanøvre selvfølgelig lav lydkvalitet. I de grynede og overstyrede produktioner hos disse uregerlige ynglinge er der et klart signal om undergrund, og i de nogle gange decideret syrede produktioner anes effekterne af de foretrukne stoffer blandt mange af rapperne, såsom beroligende/smertestillende receptmedicin som Xanax og Percocet.

Unge rappere som Playboi Carti oplever en succes, som blandt andet baserer sig på en form for meme-økonomi, idet de er dygtige til at iscenesætte sig selv som tegneserielignende figurer med hang til ansigtstatoveringer og modetøj.
Læs også

Numrene sprøjtes typisk ud på SoundCloud, og de er gennemsyrede af en »don’t give a fuck«-attitude. Lo-fi-hiphop er den perfekte måde at signalere en dyb desillusion med verden og en ikke så lidt dødsdriftig energi på.

Roger Rengo, der på sit website Masked Gorilla har fulgt scenen siden starten, sammenligner i New York Times denne hiphop med æstetikken fra punk og grunge.

»Jeg kan godt forstå, at folk kalder det SoundCloud-rap, men jeg kalder det grunge-rap.«

I hvert fald er det let at høre den rasende følsomhed fra emo-rock og i grunge.

»Smokin' Propane with my clique and the bad bitches/Call me Cobain,« rapsynger hvide Lil Peep med reference til grunge-ikonerne Nirvanas afdøde forsanger, Kurt Cobain.

Og: »I can't cry/But I'm a cry baby,« lyder det på tracket »Gucci Mane« – som er navnet på trap-hiphoppens godfather. Så er dét på plads.

Men der er også noget horror-psykedelisk på spil i de syrede produktioner og fucked up vokaler. Der er et menings- og et realitetstab. Og mens der er en del gangsta-attituder, så er der også en afmagt til stede.

Rappere som 20-årige Lil Peep (tjek »Beamerboy«), 20-årige Smokepurpp (»Audi«), 21-årige Skimask The Slump God (»Wheres The Blow!«), en 19-årig rapper/producer som XXXTENTACION (»Look At Me!«) og producere som Jimmy Duval, Ronny J og Stain udfordrer ideen om, hvad der er vellyd og vender dermed op og ned på grimt og smukt.

Samtidig rusker de op i musikbranchen. Deres lyd er opstået uden for de gængse gatekeeperes kontrol, og uden store pladeselskaber i ryggen (de er først kommet til senere og har fx skrevet kontrakt med Smokepurpp og XXXTENTACION) skyder de op ad hitlisterne og giver tumultariske koncerter. Ofte for mindreårige, der kun kan købe sodavand i baren.

Kontroversiel figur

Tag XXXTENTACION, der har over 160 millioner afspilninger på Spotify, 99 millioner på SoundCloud og har modtaget platincertificering for en million solgte eksemplarer af »Look At Me!« – et rasende nummer i ludfattig lyd, ja, selv bassens napalmeksplosioner lyder, som om de er lavet af pap.

XXXTENTACION er så også en ekstremt kontroversiel figur. Ikke blot via sin fejde med superstjernerapperen Drake, der – ganske retmæssigt – blev anklaget for at stjæle ynglingens flow på tracket »KMT«.

Han er også anklaget for indbrud og vold i 2015 og for vold mod sin gravide ekskæreste i 2016. Han er endnu ikke dømt i nogle af sagerne, men det er voldsomme anklager, som kan gøre det svært at lytte til ham, hvis ikke man formår at skille kunstner og værk ad.

Dét er ellers en god idé at gøre med disse unge møgstøj-rappere. Ganske vist er flere af dem endt i slagsmål til deres koncerter, men der er også selviscenesættelse på spil – en stærk bevidsthed om, at de skal gøre deres personaer til memes for at kunne sprede sig over internettet som en steppebrand.

Ja, i følge The New York Times er Smokepurpp af sit pladeselskab Alamo Records (under giganten Universal) blevet installeret i en lejlighed i New York og har fået et team bestående af en blogger, grafiske designere og merchandise-eksperter.

Lo-fi-hiphop, grunge-rap eller emo-rap er lyden af en moderne musikalsk organisme, hvor et væld af enkeltmusikere bidrager til samtalen. Vi venter ikke på et nyt album fra U2 eller Beatles eller ABBA eller Shu-Bi-Dua hér.

Vi kan blot – via SoundCloud og YouTube og streaming – erfare, hvordan denne betændte og støjende og uregerlige organisme udvider sig med stadig nye cellestrukturer, der lynsnart kopierer sig selv. Igen og igen og igen.

Lil Peep + 16yrold + XXXTENTACION + Playboi Carti + Smokepurpp + Skimask The Slump God – diverse sange på deres SoundCloud-konti: lil_peep16yroldjahseh-onfroy (XXXTENTACION), 678cartismokepurpprickybobby-slumpgod

Skimask The Slump God optræder i Pumpehuset, Kbh. den 3. december. Der er udsolgt.

Kilder: themaskedgorilla.com, Pitchfork, The New York Times, Rolling Stone, genius.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

SYG GANGSTER!
Det er sjovt som visse "kunstnere" ikke kan sælge deres "kunst" uden at ligne enten ludere eller gangstere.
Så er der de kunstnere som har noget vedrørende på hjerte, og som har evnerne til at formidle det - disse er oftest ganske naturlige i deres fremtoning.
Paradise hotel generationen slår til igen igen.

Gustav Alexander

Der er vel ikke musikere, som ikke har noget på hjerte, om det virker tydeligt eller ej. Vi er jo alle produkter af vores samtid.

Moderne amerikansk og europæisk hiphop er væsentligt mindre konformt og poppet end hiphoppen i midt 00'erne. Her havde vi autotone, Akon, 50 Cent og Eminem, som var blevet mere R&B musiker end rapper.

I dag har hiphoppen endnu en gang lange - og til tider meningsfulde - vers i stedet for de korte autotune vers med irriterende, lange og dårlige omkvæd.

Det mest interessante er måske at moderne hiphop ikke kun handler om fisse og stoffer - selvom det stadig er et tema. Man ser i danske Benal og amerikanske Bones samt Suicideboys en langt større sårbarhed end man kunne finde i den populære rap fra 00'erne (eller 90'erne!). Teksterne og stemningen er præget af degeneration og fornemmelser af uløselig modgang. Det synes jeg egentlig stikker meget, meget dybere end selv meget af 90'ernes i dag nærmest deificerede rappere. Det er i øvrigt ret politisk, da det netop italesætter den samtidige ungdoms verdens og samfundsopfattelse.

Peter Frost,
visse stammefolk plastrer deres kroppe til i tatoveringer i mens andre strækker deres halse unaturligt langt med ringe, for at konformere til skønhedsidealer. Skal vi ikke droppe hippie tidens ideologiske ensretning og monopolisering af "naturlighed", når den end ikke holder vand i et historisk perspektiv.

Michael Sørensen

Dennis Jensen: Det er politisk (for mig: kritisk, rebelsk) hvis den enkelte gør noget ved sin sociale og kulturelle smerte. Hvis jeg oplever fremmedgørelsen i hele den daglige trummerum og produktions- og forbrugsapparat så er det politisk at håndtere det på på min levevis og sige/gøre "hvad skal VI gøre ved det?" Det er ikke politisk at dope sig med noget (arbejde, forbrug, stoffer, promiskuøs sex, mad/fedme osv osv).
Det er en del af en fælles kultur med normer, værdier, tro, overgangs- og udviklingsriter for traditionelle stammefolk at ændre deres udseende hvor unge bliver tilknyttet til og en del af ældre generationer (iøvrigt med ofre som ensretning, social kontrol, kønsomskæring osv at betale). Hos mange (og dermed ikke alle) vestlige unge er det ud af frustration og ensomhed at disse kropsændringer sker og som bliver en håbløs "acting out med mig selv" hvor det ene produkt blot bliver byttet ud med et andet og hvor udseende bliver ensomt og tomt og uden social engagement. Ikke at dette er noget nyt. Hvad kom der ud af 60-70'erne? Ganske få og vedvarende aktivister men en del flere stofmisbrugere og overvældende mange reformeret til(bage) til produktions- og forbrugssamfundet.
Det er ikke en pegen-fingre af dem der ikke magter tilværelsen men af dem der vælger at lade som om.

Gustav Alexander

Michael Sørensen,

Gøre noget ved sin sociale og kulturelle smerte? såsom hvad? Musikken er jo mobiliserende i og med at den deler og legitimerer en fælles emotionel forståelse af vores politiske samtid. Det involverer store mængder troløshed og frygt etc - Hvad skal rapperne gøre ved det udover at integrere det i deres tekster?

Min påstand er at 60'erne og 70'erne var en mindst ligeså egocentreret og apolitisk tid, som så mange ældre rødstrømper og 'SF'ere-før-de-blev-højreorienterede' ellers anklager moderne ungdomskultur for at være. Det var en ideologisk ensrettet tid, hvor det eneste 'rigtige' var den forvanskede vestlige marxisme (en ateoretisk utopi uden rod i den historiske udvikling) og en udspirrende feminisme. Fri sex, ligestilling osv. var jo ikke socialt revolutionære budskaber og slet ikke "konstruktive" (hvad det end skal betyde).

Hvorfor tror du i øvrigt ikke at moderne musikkultur ønsker at gøre noget ved problemerne i fællesskab? og hvordan mener du i øvrigt at løse din egen fremmedgørelse? Sandheden om fremmedgørelsen ved det moderne samfund er jo at den ikke lige umiddelbart står til at ændre. Det kræver en revolution. Alverdens "konstruktiv aktivisme" kan såmænd ikke forbedre dét, når systemet i sig selv stadig er neoliberalt.

Vi kan lige så vel se Beatles og Rolling Stones som en håbløs 'acting out' fra tidligere tider. Jeg synes kun at ane én generations fordomme over en anden ved sådanne konstateringer.

Jeg finder det netop exceptionelt nyskabende og forholdsvis samfundsundergravende at moderne hiphop dyrker det uløselige, degenerede og pessimistiske. Det passer til en generation af unge, der kan se frem til en fremtid uden pension og med løsarbejde for transnationale giga-virksomheder. Her finder jeg egentlig tidligere generationers banale positivitet - der udmunder sig i idéen om altid at være 'konstruktiv' i forhold til samfundets problemer - for at være noget status qvo opretholdende. Hvis vi bilder os ind at alting "ikke er så skidt at det ikke er godt for noget" eller at vi jo "bare kan gøre noget selv .." så ender vi jo i virkeligheden med at undskylde systemets tilstand og tillade at det fortsætter ufortrødent. I en tid hvor produktivitet, nytteværdi og det neoliberalt foranledigede 'individuelle' ansvar hyldes, så må kulturen hylde det modsatte.

Hvem er det i øvrigt der "lader som om" at de ikke magtet tilværelsen, Michael Sørensen? Det er et påviselig faktum at de opvoksende generationer - millenials - har langt dårligere fremtidsudsigter end de som blev født i 40'erne, 50'erne og 60'erne. Disse generationer oplevede en velfærdsstat under opbygning. Vi oplever en velfærdsstat under total afvikling. Det giver ikke anledning til meget positivitet.