Læsetid 16 min.

Østrig er et stort landkort over fortrængte følelser

Søndag stemmer østrigerne på, hvem der skal lede landet i fremtiden, men sandheden om den østrigske mentalitet skal man først og fremmest søge i litteraturen
Der findes intet sted, hvor man snobber så meget opad som her på Kärntnerstraße, hos antikhandlerne og på biblioteket i Wien. Alt er facade, og bag den er noget fortrængt og fortiet. Det er ikke noget tilfælde, at Freud var wiener.

Der findes intet sted, hvor man snobber så meget opad som her på Kärntnerstraße, hos antikhandlerne og på biblioteket i Wien. Alt er facade, og bag den er noget fortrængt og fortiet. Det er ikke noget tilfælde, at Freud var wiener.

S. Lubenow/Polfoto
14. oktober 2017

Det var en bekendt, der engang formulerede det: »Østrig er et surrealistisk mareridt.« Han var selv en svensk boheme, der lignede og klædte sig som August Strindberg. Han havde boet i Wien i en længere periode og i et par år arbejdet som natportier i Graz og var nu endt som lektor Jan Bäcklund på Kunstakademiet i København.

Østrigerne er, fortsatte han med en parafrase af den østrigske forfatter Thomas Bernhard, fulde af forstillede hemmeligheder.

»De er eksperter i at tale som perfekt uddannede bartendere til hinanden samtidig med, at ingen kan holde samtalen ud, de er eksperter i at pakke snavsetøj, så at tasken ser ud som en elegant skulderremstaske, men de gør alt dette for din skyld, og begynder nogen at tale, som om han vidste, hvad skulderremstasken indeholdt, som om han ville komme ind i ’det østrigske’, så vrider de kniven om i maven i dine drømme, som havde Freud ikke levet forgæves. Når du vågner morgenen derpå er alting som sædvanligt. Herr Ober husker præcist dine personlige ønsker i caféerne, folk går kosmopolitisk rundt med deres skulderremsstasker og konverserer belevent med hinanden.«

Og han fortsatte: »Alle østrigere spiller en slags dobbeltspil,« og pegede på Wien som en by med et overmål af civilisation, men hvor kulturen i lang tid har været begravet. Hvis byen ikke blev begravet med Første Verdenskrig, så blev den det med Østrigs indlemmelse i det nazityske rige i 1938. Glemt er byen dog ikke.

»Civilisationen slår den besøgende allerede første gang, man kommer til Wien eller Østrig: Der findes intet land, hvor man snobber så meget opad, på Kärntnerstraße, hos antikhandlerne, på biblioteket, og ser så meget ned på andre som i Wien, titler betyder alt, klæder betyder meget, alder giver en hel del kredit. Ingen steder slikkes der så meget røv som i Wien, i forretninger, på gaderne, af tjenerne, og ingen steder ses der så meget ned på dem, som ikke kan fremvise en ren. Men alt dette gøres med stil.«

Alt er facade

Man får ofte i Østrig et indtryk af at leve i sluttider, og det er ikke noget nyt. Alt er facade, og bag den er der noget fortrængt og fortiet, som truer med at trænge ud. Incestmonstret Josef Fritzls kælder er det ekstreme udtryk for det, som også findes i alle mulige andre varianter.

Det er ikke noget tilfælde, at Sigmund Freud var wiener, og ikke noget tilfælde, at Østrig har fostret filmkunstnere som Michael Haneke, det fortrængtes mester, og Ulrich Seidl, der med sine voyeuristisk ubehagelige film vil vise os, hvem vi i virkeligheden er.

I det hele taget er østrigske kunstnere lige lidt mere radikale. Tag blodkunstneren Hermann Nitsch, tag Elke Krystufeks radikale exhibitionisme, eller tag arkitekten Adolf Loos’ forsøg på at komme bag om alt det fortrængte i en arkitektur uden ornamenter. Og i litteraturen er romanerne altid lidt mere monstrøse.

Et kæmpe rige

Engang var Wien hovedstad i et kæmpe rige i Europas midte. Det var indtil 1918. Men drømmen om forgangen storhed lever stadig.

Og Østrig er fortsat grænseland mellem vesteuropæisk kulturinvasion og østeuropæisk tilbageerobring, mellem historisk storhed og nutidig lidenhed, mellem en intellektuel kultur og en katolsk og blodsbunden slavisk kultur. Hele den komplekse arv har været et anliggende for litteraturen, det er også derfor, at man bliver klogere på Østrig ved at gå til litteraturen.

Det østrigske monarki var indtil 1918 det store forsøgslaboratorium for alle de sociale og kulturelle problemer, der kom af, at forskellige nationer, sprogfælleskaber og religiøse grupper levede med og mod hinanden.

Det er det, der i Robert Musils roman Manden uden egenskaber kaldes »Kakanien«. Og ikke mindst i litteraturen findes erindringen om monarkiets tradition for at være et multikulturelt migrationsland. ÖVP’s leder og sandsynlige kommende kansler Sebastian Kurz viser sig således som en sand ’post-kakanier’, når han i modsætning til det fremmedfjendske FPÖ i 2015 via den såkaldte Islamlov gjorde islam til statslig anerkendt trosretning, der nyder offentlig beskyttelse.

På den måde reagerer Kurz på, at Østrig engang var et rige med millioner af muslimske borgere på Balkan. Og i det hele taget kan Kakanien på visse punkter være et forbillede for en verden i opbrud.

Noget af det første, man skal vide, når man nærmer sig østrigsk litteratur, er, at det at betegne den som nationallitteratur vil blive tilbagevist som en beskyldning. Det er den østrigske forfatter Robert Menasse, der har gjort opmærksom på det i bogen Das Land ohne Eigenschaften. Det har sin rod i Østrigs multikulturelle fortid. Den østrigske nationalfølelse har altid, skriver Menasse, været noget ydre, overfladisk, hvis indholdsmæssige bestemmelser ophæver sig i intet.

De litterære værker gør således ikke krav på at gælde som forbillede for en specifik østrigsk identitet eller er nationalt repræsentative. Mens det i andre lande er helt almindeligt at efterprøve deres egen litteratur i den retning, så er det i Østrig ikke tilfældet.

Enhver irer vil naturligt også læse Joyces Ulysses som irsk litteratur, enhver dansker vil læse Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier eller Kongens Fald som dansk litteratur. Men i Østrig bliver den østrigske litteratur ifølge Menasse læst og vurderet efter de samme æstetiske kriterier som den litteratur, der kommer fra Tyskland, Frankrig eller Irland.

Forestillingen om en østrigsk nationallitteratur behandles, som om den er en myte. »Østrig er en nation uden hjemstavn,« skriver Menasse. Og denne hjemløshed videreføres i den almene reception af denne litteratur. Samtidig hersker der en forkærlighed for den litteratur, der beskriver sluttider, først her viser sig den østrigske identitets faktiske tilstand.

I østrigsk litteratur er man med andre ord immun over for forestillingen om det opbyggelige i nationsmæssig forstand. Sådan en er altid en fiktion. Når jeg på de følgende sider tager en rundtur i østrigsk litteratur, som man skal læse, hvis man vil forstå Østrig, så er det træk sammen med nostalgien dominerende, ligesom der er en lang tradition for, at litteraturen søger mod det fortiede og fortrængte og i det hele taget mod radikale eksperimenter.

12 værker til at forstå Østrig og østrigsk mentalitet

Adelbert Stifter: Der Nachsommer (1857) 

Turen i den østrigske litteratur begynder hos biedermeier-forfatteren med det vanskelige sind. Vi er stadig i Habsburgmonarkiets gyldne æra, hvor Wien er hovedstad i et kæmpe rige af alle mulige nationaliteter og religiøse overbevisninger og ikke som i dag hovedstad i et miniputrige.

Adelbert Stifter led af angst og depressioner, men er alligevel den der skaber forestillingen om den harmonisøgende litteratur. Han opbygger i sine værker en idyllisk verden som et værn mod naturens skræmmende og destruktive sider.

Over for de overvældende kræfter fastholder Stifter en omsorg for livet, for en moralsk verdensorden. På en måde pendler østrigsk kultur stadig mellem disse, mellem idyl og kaos.

Med hovedværket Der Nachsommer skabte Stifter ikke bare en fantastisk og normsættende dannelsesroman, der skriver sig ind i den europæiske litteraturhistorie.

Han tilbyder også et svar på de sociale og politiske problemer i hans tid affødt af det skred i værdier, som de store revolutioner på kontinentet førte med sig – dog ikke sådan, at hans roman er en diagnose af tidens sygdomme. Stifter går derimod med sin roman lige til kuren, som hos ham hedder dannelse af karakteren. I den forstand er Der Nachsommer en utopisk dannelsesroman.

Stifter forbliver også et forbillede for en rolig og detaljeret fortællestil, som aldrig er gået helt af mode i Østrig, og som også finder flere nutidige europæiske ekkoer.

Arthur Schnitzler: Løjtnant Gustl (1900) 

Længe før James Joyce og Virginia Woolf første gang gjorde bruge af den teknik, havde den østrigske læge og forfatter for længst opfundet stream of conciousness. Det skete i en lille perle af en novelle, som i det hele taget er så østrigsk i sin stemning. Gennem brug af indre monolog skildres frygt, besættelse og neuroser hos en ung løjtnant i den habsburgske hær.

Den måde at udtrykke ambivalente tanker på var en nyskabelse i den tysksprogede litteratur og blev siden efterlignet i den øvrige europæiske litteratur.

Schnitzler formår bedre end nogen anden at skildre en enhed mellem det sjælelige liv og samfundslivet, og i løbet af ganske få sider får forfatteren tegnet et billede af den østrigske republik på det tidspunkt.

Schnitzler nærmede sig i det hele taget instinkternes verden gennem en udforskning af unge menneskers inderste tanker og begær. Det gør ham også til det erotiskes forfatter, til den, der skildrer det erotiskes tvang, dets tilfredsstillelse, dets bedrag og nærhed også til dødsdriften.

Det ser man især i hans Reigen fra samme år, hvor han skildrer mennesker på desperat jagt efter seksuelle oplevelser og dermed også den forfærdelige og farlige opløsning af alle sociale hierarkier. Reigen dannede grundlag for Stanley Kubricks film Eyes Wide Shut.

Schnitzler er en vigtig forfatter i formidlingen mellem de forbudte drifter og en hyklerisk moral og er på mange måder tæt på Sigmund Freud.

Sigmund Freud: Drømmetydning (1900) 

Intet Østrig uden Freud, ingen Freud uden Østrig. De to hænger sammen. Det er ingen tilfældighed, at porten til den menneskelige sjæl slås op i netop Østrig. Østrig er et stort landkort over fortrængte følelser og facadekultur, og landet havde brug for en Freud for at få det sat på formel.

Det sker i hans Drømmetydning, der til og med er et af århundredets største videnskabelige og litterære milepæle. Freud grundlægger psykoanalysen, og med det værk former han vores moderne forståelse af kultur og menneskets fortrængte, forbudte lidenskaber. Det særligt epokegørende i Drømmetydning er, hvordan Freud gennem en fortolkning af den menneskelige erfaring formår at reducere politik til psykiske kræfter.

Freud skriver sit gennembrudsværk midt i de store politiske forandringer i slutningen af 1890’erne. Karl Luegers antisemitiske kampagne sejrer og gør ham til borgmester i Wien i 1895, og med ham slippes de racemæssige fordomme fri, og et nationalt baseret had forårsager et hårdt slag mod den liberale kultur i landet. Det indre fundament under det multinationale Habsburgerrige vakler, slet ikke ulig den nationernes slåen-tilbage og højrepopulisme, vi ser i dag.

Hugo von Hofmannsthal: Et brev (1902)

For Hofmannsthal var Østrig en idé om et stort rige i midten af Europa. Den idé var transnational og transkulturel. En af de fornemmeste opgaver for det Østrig var at formidle mellem kulturelle forskelle, mellem rigets østlige og vestlige traditioner.

Østrig var for ham en form, der kunne huse de mange modsætninger i hele det centraleuropæiske kulturområde. På gode dage kalder vi også dette for ’utopien om Europa’. Denne måde politisk at tænke en enhed af modsætninger kommer hos Hofmannsthal også til udtryk i hans digtning.

Hans ambition med litteraturen er at redde den østrigske verden, han overalt fornemmer, er ved at gå i opløsning. Han er samtidig den mest følsomme af alle digterne, han er Østrigs svar på Goethe, og han lider i alle sine værker med den verden, han vil fortsat skal bestå, samtidig med at den falder fra hinanden. Det gør ham til den største digter af dem alle, og det gør ham til det bedste sted at gå hen, når man vil forstå, hvad der sker, når store kulturer går under.

I sin lille poetik, Et brev, formulerer han grundtanken om en sprogkrise, en mistillid til sprogets evne til at omfatte verden i en tid, hvor alle værdier og sandheder drages i tvivl. Det er ikke bare den skønneste tekst, det er også en grundtekst for at forstå den tvivl på sproget, som forfattere som Franz Kafka, Imre Kertész og Herta Müller senere bygger videre på.

Karl Kraus: Menneskehedens sidste dage (1918/22)

Der er ingen i verden som Karl Kraus. En sand østriger. I kraft af tidsskriftet Die Fackel, der udkom fra 1899-1936, var han en satirisk enmandshær, en nådesløs polemiker af alt, hvad der kunne gå og bevæge sig i Østrig. Han er vreden og satiren i den mest veloplagte og nådesløse form, og hans udholdenhed og radikalitet er østrigsk.

I tidsskriftet angreb Kraus vittigt, ondskabsfuldt og altid i et syleskarpt sprog fænomener og personer i tiden, politisk korruption, enhver form for dobbeltmoral, pressen og frem for alt ethvert udslag af slapt sprog. Hans store ambition var at udtørre hele sin tids udstrakte frasesump. Han er mest kendt for at have betegnet det østrigske monarki som en »forsøgsstation for verdensundergangen«.

Ud over sit satiriske hovedværk skrev han et lige så umuligt drama, Die letzten Tage der Menschheit, der på grund af de mere end 200 scener og 500 personer aldrig nogensinde vil kunne opføres. Her kortlægges det østrigske samfund år for år fra og med Første Verdenskrig og ved hele tiden at trække personer ind fra forskellige samfundslag – det hele fortalt af en hovedfigur, der nok er Kraus selv. Det er det ultimative monstrøse drama. Vanvittigt som Østrig.

Robert Musil: Manden uden egenskaber (1930, 1933)

Habsburgerriget hedder i Robert Musils monstrøse roman Kakanien, og det skildres i tilbageblik fra det år, 1913, hvor monarkiet brød sammen, og verden gik under. Musils Kakanien er siden vandret ind i politik og blevet et fast begreb om den periode i Østrigs historie og dets lange tradition som multikulturelt rige, senest flere gange i valgkampen.

Romanen er skabt uden en egentlig hovedperson og dermed et narrativt centrum. Det vil sige, hos Musil hedder hovedpersonen Ulrich, en mand uden egenskaber, et tomt kar for alle de strømninger og tendenser i tiden, der løber sammen i ham, og som han hele tiden gør sig fri af. Musils formål var ikke at skrive en moderne dannelsesroman, som kræver et individ i centrum, men at lade strømninger, tanker og viden, der er til stede i epoken, være en slags hovedperson.

Ikke for at forsone, men for mere genetisk at beskrive, hvorledes kulturer i det hele taget bliver til og går under. På en måde er det den mest østrigske roman af alle østrigske romaner, den tilbyder en genkommende reference for at forstå arketypiske østrigske karakterer, handlingsmønstre og forstå pendlen mellem fortidig storhed og nutidig lidenhed – og samtidig er det en roman om den europæiske idékrise i mellemkrigstiden, som vi i så høj grad kan genkende i dag. Alle tider, især tærskeltider og opløsningstider, kunne godt bruge Musils romanagtige gennemlysning.

Joseph Roth: Radetzskymarch (1932)

Joseph Roth har altid været en personlig favorit, og hans vidunderlige undergangsroman Radetzskymarch skal selvfølgelig med her.

Romanen handler over tre generationer om opkomsten og opløsningen af den østrigske adelsfamilie von Trotta, der skæbnemæssigt er forbundet med det østrig-ungarske kejserrige og dermed dets undergang. Til sidst og efter mange forviklinger ender den sidste von Trotta på en kaserne ude i de yderste egne af det vidtstrakte rige, i det nuværende Hviderusland.

Her følger budskabet om attentatet på den østrigske tronfølger Ferdinand, og verdenskrigens erklæring munder ud i den vildeste feberdans og orgiastiske løssluppenhed. Omsider har tiden fundet sit rette svar. I krigen dør den sidste von Trotta og få dage efter også den østrigske kejser Frans Josef.

Den gamle verden er endegyldigt gået under, herunder forestillingen om det store rige i midten af Europa, der kan rumme alle forskelle, nationaliteter, sprog og religioner. Den lever herefter kun videre i den omfattende litteratur om tid, som den italienske germanist og forfatter Claudio Magris meget præcist benævnte »den habsburgske myte i litteraturen«.

Stefan Zweig: Verden af i går (1942)

Han er inkarnationen af det gamle Habsburgmonarki, af »tryghedens gyldne tidsalder«. Han er en stor humanistisk og samtidig kosmopolitisk europæer. Hans pacifistisk-humanistiske idealisme, der må forstås i forlængelse af Zweigs »habsburgske myte« led først et alvorligt knæk med Hitlers magtovertagelse.

Han forsøgte først at realisere sin gamle idealverden i den nye verden, i Sydamerika, men det var kun et bedrag, og han endte i 1942 med at begå selvmord midt ude i den brasilianske jungle.

I sine noveller er han en samtidig med Freud; han lægger vægt på de psykologiske portrætter og har en stor og meget østrigsk forkærlighed for at beskrive de øjeblikke, hvor lidenskaben og de utæmmelige drifter bryder igennem fornuften og den civiliserede kodeks.

I sit sidste store værk Verden af i går forsøger han en sidste gang at skrive om sin verden til en ny europæisk læser. Man kan beskylde ham for nostalgi og hang til idealisering af den forgangne verden. Der er i hans værk en besyngelse af en verden, som ikke findes længere, men som lever uforfærdet i erindringen, et ideal for Europa, som ingen længere tør tro på. Og i hvert fald er der stadig i litteraturen en vilje til at få verden til at hænge sammen.

Lige nu skal man i øvrigt skynde sig ind og se Maria Schraders fremragende film Farvel til Europa, der baserer sig på Zweigs år i sydamerikansk eksil.

Ingeborg Bachmann: Malina (1971)

Malina er en uhyre ambitiøs roman, et mesterværk skabt i udløbet af den europæiske modernisme og på stumperne fra det nu hedengangne østrigske monarki.

Egentlig er Malina blot første bind af en planlagt trilogi, der aldrig bliver skrevet, da Ingeborg Bachmann dør ved en tragisk ulykke to år senere i Rom, og egentlig er romanen snarere en radikal autobiografi eller autofiktion, ville man måske sige i dag.

Bachmann er i øvrigt Østrigs svar på Virginia Woolf og samtidig så meget andet, men først og fremmest en fremragende digter. Hun er en radikal kunstner, her i romanen med et litterært portræt af en kvinde i en offerrolle, dømt til et liv uden egen identitet, fordi hun er underkastet det moderne samfunds patriarkalske strukturer og sprogliggørelse. Bachmann blev senere til et ikon for kvindebevægelsen i 1980’erne.

Samtidig er hun en sand østrigsk sprogkritisk forfatter i traditionen fra den østrigske filosof Wittgenstein. Sproget er for hende både en sygdom og en frigørelse, sproget er allerede inficeret af de samfundsmæssige konventioner og menneskelige relationer og samtidig det eneste sted, hvor individet kan slippe fri af de bånd.

Elfriede Jelinek: Spillelærerinden (1983)

Allerede tidligt bekendte Elfriede Jelinek i et mandsdomineret og seksuelt perverteret samfund sig til et socialt og kønspolitisk engagement.

I romanen Spillelærerinden, der er tung af undertrykte følelser og indestængt desperation, er undertrykkelsen mellem kønnene udvidet til også at gælde i familien som et helt lille mikrokosmos af det østrigske samfund. Freuds hysteriske kvinder i en småborgerlig verden iscenesættes her i en helt ny sammenhæng og klædedragt.

I det hele taget forvandles alt det skønne, her i romanen repræsenteret ved den store musik (Schubert), til et affaldsprodukt af vores kultur. Det skønne er vendt på vrangen, krænget ud til en grimasse. Det er sandheden bag den pæne østrigske facade.

Seksualiteten – det vil sige den menneskelige primærkraft, ja, det er igen Freud, der tænker med – er rå og mekanisk, afhumaniseret. Det er den kvindelige hovedperson i romanen, spillelærerinden Erika, der har et perverst forhold til seksualiteten. Hun skærer også i sig selv. Sådan er det stadig, der skæres i de østrigske samfundskroppe, og ud flyder alle de ulækre sekreter. Overalt i kunsten samles den op.

Thomas Bernhard: Træfældning (1984)

Thomas Bernhard er østrigsk litteraturs enfant terrible. Han er både et produkt af det kulturelle østrigske borgerskab og en rebel i forhold til det. Han er en ødelægger, og i den forstand er han meget østrigsk.

Forfatterskabet som helhed er beskæftiget med at undersøge og afklare den personlige historie og forbindelsen til nationens historie. Han hudfletter østrigsk identitet og historieopfattelse, gør op med den nazistiske fortid, med inficering af hele kulturen og hele den forløjede tilpasning hos et afstumpet kulturborgerskab, der bilder sig ind at være det centrale omdrejningspunkt og midtpunkt i verden, mens Wien i kraft af krigene er blevet reduceret til en europæisk provinshovedstad. Der er altid brug for en Thomas Bernhard i Østrig som en slags regulator.

I romanen Træfældning når Bernhards destruktive romankunst et højdepunkt. Romanen er også excellent autofiktion, længe før Knausgård kan skrive, og den foregriber de diskussioner, vi i dag fører om forholdet mellem litteratur og virkelighed og litteraturens evne til at skildre virkelighed.

Dertil kommer, at Bernhards stilistiske raseri har haft stor indflydelse på andre europæiske forfattere.

Robert Menasse: Hovedstaden (2017)

Det er herligt at kunne slutte gennemgangen med en roman fra i år, og ingen der har læst den er i tvivl om, at Robert Musil har stået fader til denne første roman om EU. Alt her er som handlingstråden i Manden uden egenskaber, hvor kejserens kommende jubilæum skal fejres.

Hos Menasse er det EU-Kommissionen, der bliver 50 år, denne supranationale regering, som en dag skulle gøre de nationale regeringer overflødige. Som en musilsk ’Parallelaktion’ ses kommissionsjubilæet – der skal slutte med et »Big Jubilee Project« i Auschwitz med overlevende fra kz-lejren – som en konkurrerende foranstaltning til de nationale regeringers selvbevidste aktiviteter.

Og ligesom Ulrich i Musils roman er sekretær for foretagendet, er Martin Susman hos Menasse, søn af en østrigsk svinebonde og bror til en svinelobbyist, referent i tjeneste for Generaldirektionen for Kultur.

Menasse, der i alle sine bøger har beskæftiget sig kritisk og empatisk med Østrigs komplekse historie, er nok EU-skeptiker, men en fuldblodstilhænger af den overbygning på det nationale, som oprindeligt var hensigten med EU. Han skriver sig lukt ind i den polyfone østrigske romantradition, og romanens mange spor fører alle tilbage til Europas kollektive erindring.

Det bliver klart for en, når man læser Menasse, at de europæiske nationer står foran det samme krav om forandring, som det østrigske monarki gjorde dengang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Frost

Jörg Haider.... Østrig er på overfladen velfriseret og dyden selv, men under overfladen er de lige så beskidte som resten af os.