Læsetid 6 min.

Sally Potter: I en postsandhedsæra er det nødvendigt at lave dramaer om mennesker, der slås med at fortælle sandheden

Kampen for sandheden er i centrum af Sally Potters nye film, ’The Party’, der trods en spilletid på blot 71 minutter når vidt omkring. Information har talt med den britiske filminstruktør, som også kalder sin film for et politisk ladet portræt af et splittet og forandret Storbritannien
’Vi befinder os angiveligt i en postsandhedsæra, så det synes passende at lave et drama om mennesker, der slås med at fortælle sandheden,’ siger Sally Potter.

’Vi befinder os angiveligt i en postsandhedsæra, så det synes passende at lave et drama om mennesker, der slås med at fortælle sandheden,’ siger Sally Potter.

Sille Veilmark

13. oktober 2017

Da den britiske filminstruktør og manuskriptforfatter Sally Potter for nogle år siden gik i gang med at skrive sin nye film, The Party, var der valgkamp i Storbritannien.

Det var Labours Ed Miliband mod De Konservatives David Cameron, men man kunne ikke se forskel på dem.

De var begge rykket ind på midten af det politiske spektrum, og væk var al autenticitet og oprigtighed. I stedet handlede det kun om spin og om at lokke så mange vælgere til som muligt.

Denne mærkelige politiske situation kom i høj grad til at påvirke The Party, som handler om syv mennesker, gode venner og flere ægtepar, der mødes for at fejre den enes udnævnelse til skyggesundhedsminister. Men snart begynder skeletterne at vælter ud af skabene, og fejringen bliver til en stor personlig krise for alle syv, der kæmper om og for at holde fast i sandheden og deres egne ædle principper.

Læs vores anmeldelse af The PartyHysterisk komedie er et galgenhumoristisk billede på et fællesskab, der kollapser

»Ja, den er nådesløs,« siger Potter, da vi mødes i København. »Måske endda brutal. Men brutal og nådesløs med kærlighed. Vi befinder os angiveligt i en postsandhedsæra, så det synes passende at lave et drama om mennesker, der slås med at fortælle sandheden. Jeg vil endda kalde det nødvendigt at lave sådan en film.«

Et splittet land

Alting gik meget stærkt, mens Sally Potter arbejdede på The Party. Ed Miliband og David Cameron blev afløst af Jeremy Corbyn og Theresa May, og midt under optagelserne skete Brexit. Resultatet var et splittet Storbritannien, og det påvirkede selvfølgelig både filmen og i høj grad også de øjne, publikum ser den med.

»Følelsen af et polariseret, opdelt samfund er kun blevet stærkere og stærkere i Storbritannien,« siger Potter.

»Og det skete på mange spøjse måder, blandt andet i opløsningen af det, man tidligere anså for at være traditionelle britiske værdier: Tolerance, accept af andre, et ægte frit demokrati. Oveni kom så truslen fra de store virksomheder. At lade en film foregå nu og her betyder, at folk har deres egne liv med ind i biografen – og at de ting, der bliver sagt i filmen, kommer til at handle om det, der foregår uden for døren. Også selv om personerne ikke taler direkte om det.«

Politik gennemsyrer vores liv

Politik er overalt, mener Sally Potter, ikke kun i parlamentet hos de professionelle politikere. Det gennemsyrer alle elementer af vores liv.

»Det er i alle strukturer af ethvert forhold, hvad enten det er imellem en mand og en kvinde, en kvinde og en kvinde eller en mand og en mand. Det findes i alle venskaber. Det findes i måden, vi forholder os til mad og sundhed og alt muligt andet på,« siger hun.

»The Party er ikke direkte et portræt af et ødelagt England. Den handler om disse individer på dette sted og deres enorme personlige kriser, som udfolder sig, mens vi ser på. Men den følelse af spænding, vanskelighederne ved at sige sandheden, konflikterne, som de oplever – alt det sker i det omgivende samfund og ikke kun i Storbritannien.«

Sally Potter

68 år, født og opvokset i London.

Hendes mor var musiklærer, faren indretningsarkitekt og digter, og som 14-årig begyndte Sally Potter at lave egne film. Som 16-årig forlod hun skolen for at koncentrere sig om at lave film.

Op gennem 1970’erne lavede hun eksperimenterende kortfilm og sin første spillefilm, ligesom hun uddannede sig til danser og koreograf.

I en række år derefter arbejdede Sally Potter mest med teater, men vendte i slutningen af 1980’erne tilbage til filmen.

Hendes store gennembrud som filminstruktør kom i 1992 med Virginia Woolf-filmatiseringen Orlando.

Siden har hun lavet en række spillefilm, blandt andre The Tango Lesson (1997), The Man Who Cried (2000), Yes (2004) og Ginger & Rosa (2012).

Mange ting på spil

Ud over det centrale tema omkring sandhed, er der således mange andre ting på spil i The Party, og det på trods af en spilletid på blot 71 minutter: politik, kønspolitik, ægteskab, utroskab, sundhed, traditionel medicin over for alternativ behandling, musik, kultur og mere til.

»Alle de tanker og ideer kom sig helt naturligt af, hvad personerne ville tænke på i en sådan situation,« siger Sally Potter.

»Det er sådan, vores hjerner fungerer. Det ene øjeblik tænker vi på, hvad vi skal have til middag, og det næste øjeblik tænker vi på, hvordan vi kan redde det offentlige sundhedssystem. Vi er spækket med kompleksitet, og det, der ofte sker dramatisk set i film, er en form for oversimplificering af hensyn til den såkaldte naturalisme eller realisme. Men jeg synes ikke, at den simplificering viser, hvordan vi er.«

På trods af kompleksiteten i de mennesker, Potter portrætterer i The Party – eller måske netop på grund af den – er rammen ganske enkel: én location, en ligefrem handling, der udspiller sig i realtid og så syv personer, der falder fra hinanden.

»Det er på en vis måde et enkelt projekt, men deres liv er komplicerede og sammenflettede. Udfordringen var, hvilken bue af personlig forandring, man kan opnå i løbet af 71 minutter,« siger hun.

Psykologisk økologi

Der er også en anden og dybere pointe med en film, der er så kort og tempofyldt som The Party, fortæller Sally Potter, og det har at gøre med noget, Shakespeare engang skrev: »Brevity is the soul of wit.«

Hun troede faktisk, at filmen skulle være længere, men den fandt sin naturlige rytme i klipperummet, inspireret af alt fra klassiske amerikanske komedier til pointeret britisk absurdisme a la Harold Pinter og Samuel Beckett.

»Det var fra begyndelsen åbenlyst for mig, at den var nødt til at have det tempo, den energi, som vi har mistet meget af, og som man kunne opleve i de store screwball-komedier med Katharine Hepburn og Spencer Tracy. De var fulde af fantastisk dialog og stærke persontegninger, og det gik virkelig hurtigt.«

Det handlede desuden om det, som Potter kalder »psykologisk økologi«, hvilket vil sige ikke at spilde publikums tid. Der er i forvejen så mange store, amerikanske blockbusters, som bare bliver ved og ved, for ikke at tale om internettets endeløse tsunami af information.

»Folk tvinges til at være passive forbrugere af alt for mange ting,« siger hun. »Så det handlede på en måde om psykologisk økologi: intet spild, enkelhed, den dramatiske form skåret helt ind til benet, det samme med den filmiske struktur og personkarakteristik og så en sikker fornemmelse af tid og sted. Men enorme forandringer for personerne inden for de stramme rammer.«

Mennesker og deres problemer

En film som The Party er i høj grad afhængig af sit manuskript og sine replikker. Der er ingen steder, personerne eller skuespillerne kan gemme sig.

»Der er ingen fancy locations, ingen effekter, ingen biljagter,« siger Sally Potter.

»Der er kun mennesker og deres problemer. Mennesker i deres værste kriser nogensinde, fordi alle deres hemmeligheder bliver afsløret. Når man er i voldsom krise, og ens grundværdier bliver afprøvet, kommer der virkelig dybe ting frem. Den slags tanker og ideer, som folk slås for.«

Det gælder især for et menneske som Janet (Kristin Scott Thomas), der har helliget sit liv til politik og til at gøre gode ting for sundhedsvæsenet, og hvis udnævnelse til skyggesundhedsminister er filmens udgangspunkt.

»Hun har meget ædle principper, og som hun siger på et særligt vanskeligt tidspunkt i filmen, ’jeg har brugt mit liv på at kæmpe for fred og forsoning.’ Men da hun personligt kommer under pres i en ydmygende og ekstremt ubehagelig situation – og hun selv i øvrigt bærer rundt på en artig hemmelighed – falder det hele fra hinanden, hendes selvbillede splintres. Det sker for de fleste af personerne i filmen.«

Ingen fingerpegning

Alle syv personer i The Party har en rem af huden, og de er hverken sympatiske eller usympatiske. De er, som mennesker flest, og man kan spejle sig i dem og deres lidt uheldige, men også meget naturlige reaktioner på de ting, der sker omkring dem.

»Der peges ikke fingre ad nogen af dem,« siger Potter.

»Det tror vi måske lige et øjeblik, men så bliver det vendt på hovedet. Det var tanken, og jeg mener, at mit job som forfatter er at have en stor del medfølelse og kærlighed for hver eneste af mine figurer, mens de gennemgår denne rejse. Jeg håber så, at publikum kan mærke det og ikke føler, at de selv skal dømme nogen af dem.«

’The Party’ havde premiere i går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu