Læsetid: 3 min.

Smagsdommerne anede ikke hvilken Pandoras æske de brækkede låget op på

Hvis dagbladsanmelderi ophørte, ville tv-vært Adrian Lloyd Hughes havde sejret ad helvede til med sit tv-kulturdebatform Smagsdommerne
Adrian Hughes medgiver, at de optrædende i Smagsdommerne ikke altid vidste nok om de kunstarter, de udtalte sig om. Lejlighedsvis bad de ordblinde om at læse Nobel-litteratur og sportsignoranter om at se speedway

Adrian Hughes medgiver, at de optrædende i Smagsdommerne ikke altid vidste nok om de kunstarter, de udtalte sig om. Lejlighedsvis bad de ordblinde om at læse Nobel-litteratur og sportsignoranter om at se speedway

Finn Frandsen

6. oktober 2017

Hvis Danmark var fri for dagbladsanmelderi, ville mit tv-kulturdebatformat Smagsdommerne have sejret ad helvede til. Kulturdebatten i Danmark ville være forvandlet til et Jerry Springer-show, de intellektuelle møbler ville flyve gennem luften, og jeg måtte ad åre imødese en seriøs samtale med Skt. Peter foran Den Gyldne Port.

Mine ti et halvt år på Smagsdommerne på DR2 og DR-K ville stå fremhævet på hans clipboard, og han ville formentlig skose mig for at være frontløber på forfladigelsen af dansk kulturkritik.

Så måtte jeg forklare ham, at vi, der udviklede Smagsdommerne op til sendestart i januar 2005, ikke vidste, hvilken Pandoras æske vi brækkede låget op på. Som seertalsfikserede journalister havde vi primært for øje at lave et underholdende kulturdebatprogram, der i forbifarten orienterede om det aktuelle kulturudvalg. Hele to ting.

Vi tog udgangspunkt i, at DR indtil da havde lavet for mange afsenderorienterede kulturprogrammer, som ufravigeligt tog loyalt udgangspunkt i kunstnerens hensigt, og som derfor oftere end ikke tog på kunstnerne som en nonne på en sømandspik. Jeg ved det, for jeg har selv … nej, ikke været nonne, men med til at lave mange af de kulturprogrammer, redaktionen bag Smagsdommerne ville gøre op med.

Programmer, som kun tog de værker og kunstnere op, som redaktionen mente, der kunne siges noget godt eller klogt om. Programmer med en perlerække af anbefalinger:

»Her er der noget virkeligt godt, og herovre er der noget næsten endnu bedre, mens der her til afveksling er noget afsindigt godt.« 

Jeg har været med til idéudvikling på magasinflader, hvor en forfatter er blevet præsenteret med ordene: »… og så bor han også utroligt flot ud til Christianshavns Kanal med gamle PH-lamper i vinduerne, så der er gode billeder i ham.«

Kunst og kultur mødte ingen modstand i disse formater, og derfor var begejstringen også mindre overbevisende, da den lå som præmis for hele udsendelsen.

Krigeriske briter

Hvis Skt. Peter stadig ville lytte så længe, måtte jeg også forklare, at Smagsdommerne var grundigt inspireret af BBC 2’s format Newsnight Review. Kulturdebattører i Storbritannien var dengang betydeligt mere krigeriske og konfliktopsøgende end tilsvarende danske.

Jeg husker især en udgave af programmet, hvor Germaine Greer affejede hele Richard Wagners sammenkogte myter og sagn i Nibelungens Ring som »utter tosh«, altså renlivet vrøvl. Selv om jeg i mellemtiden er blevet sygeligt og invaliderende besat af Wagner, kan jeg stadig langt ind i mit sorte hjerte mærke befrielsen ved at høre hende sige det.

Vi kom op på næsten lige så høje nagler i Smagsdommerne, da arkitekten Bjarke Ingels omtalte opførelsen af Händels barokopera Partenope på originale instrumenter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene som »at overvære et okkult ritual for gamle damer med blåt hår«.

Skt. Peter ville anholde, at de optrædende i Smagsdommerne vidste for lidt om de kunstarter, de udtalte sig om. Og jeg ville medgive, at vi lejlighedsvis bad ordblinde om at læse Nobel-litteratur og sportsignoranter om at se speedway. Men jeg må også udpensle for ham, at den negative kritik som mindstemål var et friskt blik på genren, og at den fik Smagsdommernes begejstring til at brænde klarere igennem. Deltagerne i programmet har for åben skærm grædt af lykke over digte af Søren Ulrik Thomsen, og mindst ét arbejderbarn fra Grindsted fik en åbenbaring ved at se moderne ballet.

Over i ske med kunsten

Dog måtte jeg også forklare Hr. Peter, at det aldrig var meningen, at Smagsdommerne skulle ruge samtlige faganmeldere fra truget. Hvis de er blevet det, har de måske også selv en del af ansvaret. Som læser sidder jeg alt for ofte med en fornemmelse af, at anmelderen sover i ske med den genre, vedkommende skriver om. Jeg oplever for ofte en professionel hinde over den hæmningsløse passion, som burde drive engagementet i kritikken af kunst og kultur.

Jeg ville nødig undvære fagfolks anmeldelser, som ofte lægger nye lag på min egen opfattelse af de pågældende værker. Men for mange anmeldelser havner i misforstået loyalitet med genren og kunstnerne mellem to og fire stjerner.

Den værste anmeldelse er den, hvor man som læser blot ser den som en kvittering over for redaktionssekretæren om, at anmelderen har været der og har gjort sin pligt.

Således den lange tale på øverste trappeafsats. Tror I Skt. Peter lukker mig ind gennem De Gyldne Porte?

Adrian Hughes er journalist på DR, vært på P1’s Klog på Sprog og DR K’s Historiequizzen og Kunstquiz

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu