Læsetid: 4 min.

Vi har smidt anmelderne på porten. Hvad nu?

Måske har vi brug for en tænkepause? I fredagens kulturtillæg giver vi ordet til de kunstnere og branchefolk, der normalt udsættes for vores anmelderi, og beder dem forestille sig det utopiske, dystopiske eller status quo-agtige scenarie, hvor alle dagblade skrottede deres anmelderi
6. oktober 2017

Kære læsere

I denne uges kulturtillæg kan du ikke finde en eneste anmeldende anmelder.

Anmeldelser plejer ellers at udgøre over halvdelen af vores tillæg og af vores kulturdækning generelt. Den betalte, upartiske, diskuterende undersøgelse og vurdering af kunsten har i århundreder været dagbladenes foretrukne formidling af kunst.

En gang imellem supplerer vi med et interview med kunstneren, og nogle gange aner vi en slags tendens eller et samfundsperspektiv, vi kan skrive journalistik om.

Men som primær formidlingsgenre lader vi – måske per automatik? – en lille skare af ofte højtuddannede mennesker, der er særligt vidende og passionerede på et område, reflektere over, finde betydning i og fælde dom over værkerne i en oftest klassisk anmeldelsesform.

Vi antager, at det gør læserne og kulturforbrugere klogere, mere nysgerrigt opsøgende, at de ser nye forbindelser mellem værket og verden omkring dem, og at de bliver kritisk fintunede – samtidigt med at kritikken måske holder kunstnerne og branchen selvkritisk på dupperne.

Cirka årligt tager vi så med oprejst pande diskussionen om grøften mellem den elitære smagsdom og ’folkets’ egen og helt anden oplevelse af kunsten. Eller også kritiserer kunstnerne selv – senest forfatter Mikkel Thykier og filminstruktør Daniel Dencik i en Politiken-kronik – anmelderne for ikke at fatte, hvad kunst er og går ud på. 

Kunstnerne kritiserer kritikerne. Kritikerne forsvarer deres levebrød. Så bruges der spalteplads og Deadline-timer på det. Og så fortsætter vi ufortrødent uden så meget som at overveje, om vi faktisk kunne gøre noget andet.

Dårligere kår

Samtidig er kårene for anmeldere blevet ringere, mængden af anmeldelser skrumper, nettet byder sig til som fri mulighed for at lade brugere komme til orde selv, anbefale og diskutere med hinanden.

Gyldendal pynter sig med positive brugeranbefalinger, og de mange amatørmedier kan få alt til at se godt ud, som filmproducer Peter Aalbæk Jensen påpeger i vores interview med ham i dagens avis: »Ligegyldigt hvor ringe en film bliver anmeldt, kan vi altid finde 20 citater og 6.000 stjerner til en annonce.«

Nye medier har skrottet den gamle anmeldelsesgenre, og Berlingske har med den nye kulturredaktør Anne Sophia Hermansen ønsket at skifte fokus fra, hvad værkerne i sig selv har at sige verden, til hvad en række markante debattører har at sige om verden – via de værker, de anmelder.

Så. Måske har vi brug for en tænkepause? I dette tillæg giver vi ordet til de kunstnere og branchefolk, der normalt udsættes for vores anmelderi, og beder dem forestille sig det utopiske, dystopiske eller status quo-agtige scenarie, hvor alle dagblade skrottede deres anmelderi. De både revser, frygter, forsvarer og ryster opgivende på hovedet af tidens anmeldere.

Alternativer

Og så skrotter vi altså anmeldelserne og tilbyder alternativer:

I stedet for at lade vores musikredaktør Ralf Christensen anmelde den danske musikgruppe Phlakes nye album, viser vi billeder af hjerneaktiviteten hos en fan, mens hun lytter til deres musik: Det er et portræt af den uformidlede og umiddelbare reaktion på kunsten og stiller dermed også spørgsmålet: Har musikkritikken overhovedet noget at gøre i det intuitive og sanselige forhold, der er mellem musikken og dem, der elsker musikken? Hvis det forhold står uberørt, hvad skal vi så bruge det formidlende ord til?

Tv-anmelder Lone Nikolajsens ville på en almindelig, fredelig fredag have underholdt os med en personlig vurdering af tv-journalist Anders Aggers programrække Indefra. I stedet har vi fået hende til at ringe Anders Aggers gode kammerat op for at høre, hvad han så synes om vennens tv-program. Kan man mon blive klogere på kunsten ved at droppe habilitetskriterier og distance?

Og giver det overhovedet mening at få filmredaktør Christian Monggaard, far til to voksne medborgere, til at vurdere den nye Legofilm, Lego Ninjago Filmen? Som en kollega på redaktionen sagde:

»Jeg vil jo bare vide, om den er underholdende og utraumatiserende nok til, at jeg roligt kan tage mig en lur i biografsædet ved siden af min søn.«

I sidste uge valgte vi slet ikke at anmelde filmen. I denne uge bringer vi forældremålgruppens egen evaluering af oplevelsen med deres børn, lånt fra sitet Kino.dk, der giver ordet tilbage til brugerne – ligesom sider og apps som IMDB, Rotten Tomatoes og Yelp gør.

I et interview med Louisanas direktør, Poul Erik Tøjner – selv tidligere kunstanmelder – hylder han den autonome og medtænkende anmeldelse og kritiserer anmeldelser, der »bare er afskrifter af pressemeddelelsen«.

Informations gamle kunstkritiker, Michael Jeppesen, har tidligere i avisen hånet en kritikerstand, der modstandsløst nikker af Tøjners lovprisning af værker og kunstnere til de legendariske frokostpressemøder på museet. Vi har derfor trykt Louisanas seneste pressemeddelelse med invitation til et sådan arrangement.

Og så mindes vi dengang i 2004, hvor Information under chefledelse af David Trads valgte at skære helt ned på avisens teaterkritik. Det fik Betty Nansen til at indrykke en kæmpe annonce i avisen, hvori en af teatret betalt kritiker, Per Theil – nu kritikredaktør på Politiken – anmeldte stykket varmt og slutteligt rasede over Informations useriøse nedprioritering af teaterkritikken.

En internetrevolution senere minder Betty Nansens gimmick om tendensen til native advertising i online aviser og magasiner, hvor betalte annoncer for det travle øje giver sig ud for at være uafhængige anbefalinger, anmeldelser og journalistiske artikler.

Men er det, som Theil hævdede, useriøst at skrue ned for kritikken? Eller tager vi ikke kritikken alvorligt nok i sin nuværende form? Burde man gøre noget helt tredje?

Både tidligere Betty Nansen-direktør Henrik Hartmann og chefredaktør på den nye og anmelderløse onlineavis Føljeton Oliver Stilling opfordrer til at give anmeldelsesgenren en pause, en mulighed for at gentænke sig selv.

Så, kære læsere, vi har i denne uge smidt vores anmeldere på porten. Hvad nu?

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Hvis Dagbladet Information skal overleve som medie, bliver det nødt til hele tiden at udvikle sig som det niche - dagblad, det er, og her bliver kulturstoffet nødt til at rette ind i forhold til avisens overordnede linje. At forestille sig, at folk i større stil abonnerede på avisen, alene for kultursektionens skyld, er vist utopi.

Der findes efterhånden en del undersøgelser og statistisk materiale om, hvem der læser de forskellige aviser, og hvilke præferencer disse læsere har, f.eks. på kulturens område. Ofte er undersøgelserne lavet med henblik på avisernes annoncører, men det gør dem jo også anvendelige i andre sammenhænge.

Tilsvarende er der inden for kulturministeriets område lavet en række undersøgelser af befolkningens kulturforbrug i relation til de forskellige kunstarter, og der er, på baggrund af aktuelt statistisk materiale, udarbejdet en række evaluerende rapporter og anbefalinger på f.eks. museernes og Statens Kunstfonds områder.

Hvis man kombinerer undersøgelser på medieområdet og kulturområdet, skulle det være muligt at sige noget om, hvordan den niche ser ud på bl.a. kulturens og kunstens område, som Information med fordel kan befinde sig i, under hensyntagen til avisens overordnede redaktionelle linje.

Information adskiller sig bl.a. fra Politiken ved at være mere akademisk, hvor Politiken i højere grad er en lidt overfladisk menighedsavis for den politisk korrekte del af den veluddannede middelklasse. Information adskiller sig fra Kristeligt Dagblad ved være mere akademisk og teoretisk i sin tilgang, selv om Kristeligt Dagblad også må siges at vægte den seriøse dækning af kulturstoffet højt. Information adskiller sig fra Weekendavisen ved at være et dagblad, men ellers er der lighedstræk med hensyn til lange baggrundsartikler og andre tendenser til magasinjournalistik.

Hvis Information som primær målgruppe vil satse på yngre akademikere, der bl.a. er interesseret i at se deres faglighed pespektiveret i et helheds - og samfundsperspektiv, må avisen i endnu højere grad lægge vægt på artikler i form af redaktionelle kommentarer, baggrundsstof og analyse, og der må være mere plads til kronikker og essays, der lægger vægt på uddybning af et område, eller som forholder sig kritisk og debatterende. En udvikling mod i endnu højere grad at have karakter af et magasin.

Til gengæld skal nyhedsstoffet fokusere på og begrænse sig til det mest nødvendige, også når det ind imellem drejer sig om kampagnejournalistik.

Med hensyn til de udtalelser, der falder i de forskellige artikler i denne kultursektion, har jeg især lagt mærke til Line Bilenbergs: "Mange unge tror jeg i langt højere grad er optaget af de tematikker, der kan være omkring en film, et teaterstykke eller en bog, ----" og Nete Nørgaard Kristensens: " ---- anmeldelsen har udviklet sig mere og mere henimod anbefalinger og ratings og væk fra den kulturkritiske analyse, ----", samt: "Hvor kulturjournalistikken tidligere har været defineret ved særlige måder at gå til stoffet på som for eksempel med en analytisk eller subjektiv tilgang, så har det spredt sig til anden journalistik".

Som jeg ser det, er det her væsentligt af skelne mellem den kortere brugerorienterede anmeldelse, med anbefalinger og ratings, og den egentlige kunstkritik, der er længere og f.eks. er analytisk og perspektiverende i sin tilgang, eller som Poul Erik Tøjner formulerer det. " ---- en mere essayistisk båret skrivestil, hvor anmelderen bruger udstillinger og værker til at tænke videre med".

Hvis man ser på mediebilledet i dag, vægtes den korte brugerorienterede anmeldelse højt i de store dagblade, mens der til en vis grad stadig er plads til egentlig analytisk og perspektiverende kunstkritik i f.eks. Weekendavisen og Information. Spørgsmålet er for mig at se, om sidstnævnte stadig skal vægtes højt?

Hvis der er adgang til tilsvarende anmeldelser på netbaserede medier, hvorfor så stadig vægte dem så højt i Information? Som nævnt ovenfor kunne man på kunsten område i stedet give højere prioritet til bredere redaktionelle kommentarer, baggrundsstof og analyse samt kronikker og essays, der lægger vægt på uddybning og som forholder sig kritisk og debatterende. Her tænker jeg bl.a. på Rauterbegs essay.
https://www.information.dk/kultur/2017/08/enfoldigheden-triumferer-afslu...