Læsetid 5 min.

Sorg er et hav, og terapi et lille håndklæde

Sorg som en diagnose klinger mærkeligt. Hvad tror man om livet? Måske en diagnose kan være en hjælp til den enkelte, men hvad betyder det for en kultur at udsende et signal om, at fundamentale livsvilkår kan gå over ved den rette hjælp?
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
28. oktober 2017

»Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere« har altid fremstået for mig som en naiv og måske endda forkælet talemåde. Der findes tab, der gør dig mere skrøbelig. Der findes tab, som du aldrig kommer dig over. Der findes sorger, som er permanente.

Det er lidt som at sige, at ofre fra invaliderende trafikuheld vil kunne gå endnu bedre end før, hvis de bare tror på det. Men det passer jo ikke. Nogle har et reduceret liv som handicappede foran sig. Det er vigtigt at tro på den åndelighed, som store kriser kan føre med sig (hvad fanden skal vi ellers gøre?), men hvorfor være naiv? Livet er hårdt, nogle gange for hårdt. Men det gør ikke, at det ikke er værd at leve.

Der findes små sorger og store sorger. De store sorger er uhåndtérbare. Det ville være rart, hvis de ikke fandtes. Det ville være rart, hvis man ikke kunne miste et barn eller få kræft i en tidlig alder eller dø i en meningsløs ulykke eller risikere at blive alene i en i forvejen brutalt ensom alderdom, fordi ens livsledsager pludselig dør. Det ville være rart, hvis disse grusomheder ikke fandtes, men det gør de.

»This too, shall pass«, som sufipoeterne skrev. Et citat som Abraham Lincoln senere brugte i sin indsættelsestale som eksempel på, at alt dårligt går over. Men det er ikke sandt. Alt går ikke over.

Verdenskunsten er faktisk fuld af historier om folk, som ikke kommer sig over en stor sorg. De bliver forvandlet til monstre, svæklinge, tosser af livets modgang. Tab, især det store urtab Døden, ligger til grund for de fleste fortællinger, og dramatik handler så om, hvordan du handler, når du mister. Ikke alle handler sundt, og ikke alle kommer sig.

Euripides’ karakter, den svigtede Medea, og Shakespeares faderberøvede prins, Hamlet handler begge to, men den ene slår sine børn ihjel, og den anden slagter hele landsbyen. Det kan ikke kaldes en sund og naturlig reaktion. Deres sorg var for stor til, at de kunne komme sig. I dag ville de begge have fået diagnosen ’patologisk sorg’.

’Patologisk’ sorg, ’kompliceret’ sorg, ’kronisk’ sorg. WHO har endnu ikke fundet det præcise navn på den diagnose, som er varslet på listen over nye sygdomme i 2018. En diagnose, som har ført en del diskussion med sig – for og imod.

Sorg som diagnose

I de senere år er der kommet stor opmærksomhed på sorgforløb, som trækker ud. Seks måneder har man til at komme tilbage på sporet. Ifølge WHO heler en sund sorg af sig selv, den forsvinder måske aldrig, men man bør kunne fungere. Den ’patologiske’ sorg har et andet mønster. Sorgen synes at blande sig med andre neuroser og kan fremkalde depression. Det er disse forløb, som WHO har fokus på.

Sorg som en diagnose klinger mærkeligt. Hvad tror man om livet? Måske en diagnose kan være en hjælp til den enkelte, men hvad betyder det for en kultur at udsende et signal om, at fundamentale livsvilkår kan gå over ved den rette hjælp?

Diagnosen vil hjælpe dem, som ikke kommer sig mærkbart efter en relativ kort tid. Men hvem kan definere grænser for, hvor længe man må lide? Er det folk, der selv har været igennem samme sorg? Og hvis ekspertpanelet ved, hvad de taler om, er ethvert sorgforløb så ikke netop individuelt og følger sit eget mønster? Er døden – og i øvrigt også kærligheden – ikke netop kendetegnet ved at være et fælles vilkår for os alle, men enestående for den enkelte? Er det ikke lidt DJØF-agtigt at lave skemaer for menneskelig lidelse?

Den store udfordring ligger hos hr. og fru Danmark. Hvordan får man dem til at forholde sig til egen dødelighed, så sorg også bliver mere tilgængeligt for dem? Vi skal have døden tilbage til livet, siger Preben Engelbrekt, direktør for Det Nationale Sorgcenter.
Læs også

WHO’s diagnose skal være en hjælp til den sorgramte. Den skal samle de svage op og hjælpe dem på benene igen, så de kan stavre tilbage i samfundet. Men kunne det tænkes, at vi springer et led over? I primitive samfund, hvor døden er mere synlig og dårligere bekæmpet end i vores, findes ritualer til de efterladte.

Der er sørgebeklædninger, grædekor, fællesskaber, hvor den sørgende inviteres ind. Den sørgende må ikke være alene, men skal netop inkluderes. Det handler om at gå ind i sorgen ved at dyrke den uhæmmet. Den skal være synlig, den skal frem i lyset. På mange måder er der en botanisk logik i måden den dyrkes, vandes og belyses på.

WHO’s diagnose synes mere at handle om mørklægning. Det handler om at få sorgen til at gå væk, eller i hvert fald at blive usynlig. Denne sympatiske hjælp fra statens side træder nemlig først ind senere. Den er der ikke i den første tid. Da er du alene.

Risikerer man ikke, at den sørgende bliver mere isoleret og får skylden for sin egen sorg? Kan diagnosen være en utilsigtet, men tidstypisk måde at marginalisere og udstøde dem på, som ikke bidrager?

Og kan diagnosen være udtryk for et forbrugersamfund, hvor tab er tabuiseret, hvor intet er designet til at vare, men til at være ubrugeligt efter en kort årrække, hvilket smitter af på vores menneskelige forhold? Sorg giver ikke mening, den kan være et handicap, der forhindrer os i at have livsnødvendige åbenhed over for de bestandigt nye muligheder, livet byder på?

WHO’s sorgdiagnose siges at handle om helbredelse, men hvad hvis sorgen ikke er en sygdom, men det modsatte? Hvad hvis den indeholder gaver? Hvad hvis sorgen er kærlighed i sin mest brutale form? Hvad hvis dens radikalitet er dens skønhed? Ja, jeg ved godt det lyder flyvsk, men jeg spørger bare. For vi ved reelt ikke, hvad sorgen vil os, eller hvad kærligheden vil os.

Sorgen er uden for pædagogisk rækkevidde. Hvis sorg er et hav, så er psykoterapien et lille håndklæde, der skal duppe patienten. Livets dna er tab og uoprettelig skade. Man kommer sig aldrig over at være menneske. Man kan ikke selv bestemme, hvornår ens sorghistorie er til ende. Og hvis den aldrig ender, så lever man også med det. Det har mennesket altid gjort. Helbredelse er ikke altid mulig.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Kåre Wagener
    Toke Kåre Wagener
  • Brugerbillede for Jens Peder Nielsen
    Jens Peder Nielsen
  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Toke Kåre Wagener, Jens Peder Nielsen, Katrine Damm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Britta B. Hansen
Britta B. Hansen

Det er jo netop det:
"Der er sørgebeklædninger, grædekor, fællesskaber, hvor den sørgende inviteres ind. Den sørgende må ikke være alene, men skal netop inkluderes. Det handler om at gå ind i sorgen ved at dyrke den uhæmmet. Den skal være synlig, den skal frem i lyset. På mange måder er der en botanisk logik i måden den dyrkes, vandes og belyses på."

I vores individualistiske samfund er der massiv berøringsangst - både med sygdom og med sorg. Det er nogle 'private' forhold' og omstændigheder, de andre (skal) holde(r) sig langt væk fra. Det skal 'ordnes' i det private, og ellers er det meget opsigtvækkende, hvis ikke man er tilbage på sin 'pind' i løbet af relativt kort tid. Men det fungerer bare ikke sådan snorlige.

Selv om jeg ikke har personlig erfaring med sorggrupper, har jeg af nogle berørte erfaret, at de kan være en stor støtte. Men jeg tror også, at Katrine Wiedemann ser for snævert på terapier i forhold til sorg. Det, jeg forestiller mig, et godt terapiforløb kan yde, er ikke så meget at få sorgen til 'at gå væk', men nærmere at få den til at komme ud og få støtte til at kunne leve med sorgen - nemlig ikke ved at prøve at klare den med det, samfundet ellers byder på: nemlig alene.

Toke Kåre Wagener, Markus Lund og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

Et livsvilkår kan ikke sygeliggøres på den måde. Hvis man har svært ved at rejse sig igen, så skyldes det andre faktorer, herunder svær depression. Jeg vil resten af mit liv være mentalt og socialt påvirket af mine forældres skilsmisse i 2001, som fuldstændig lammede mig og gjorde, at jeg fik tendens til at isolere mig socialt - en tendens jeg stadig udlever i dag. Jeg sørger over, at mit gode og trygge, men konfliktfyldte liv blev ødelagt. Det plantede et frø i mig, der stiltiende hvisker: relationer er grundlæggende utrygge - gå ikke ind i dem, beskyt dig selv mod flere nederlag. Et giftfrø som er vokset sammen med mit væv og plager mig for evigt. Det skal jeg da ikke have en diagnose for. Jeg må gøre mit for at få det bedste ud af omstændighederne og acceptere min skæbne på c-holdet. Det var uheldige vilkår som jeg ikke selv var herre over, og som ramte mig. Siden da har jeg kun haft nederlag og kun ganske kortvarige succesoplevelser. Jeg er ikke gået ned med flaget mere end at jeg kan stå op af sengen, spise af mine nødrationer fra under sengen eller myntepastiller og kigge ud af vinduet, når jeg ikke orker at lave mad eller købe ind. Vi er mange, der har det invaliderende svært, men vi gør hvad vi kan for at overleve til trods.

I 2010 eller 11 frøs en hjemløs ihjel foran et indkøbscenter i vores omgangskreds, fordi min bekendte ikke havde tænkt på at invitere vedkommende med hjem efter en fælles bytur. Det satte spor i deres samvittighed og bevidsthed for altid. I 2012 omkom en bekendt og tidligere gæst hos mig af en overdosis, hvor hun havde injiceret et fejlagtigt stof ind i sin vene. Hun fik aldrig den cd tilbage, jeg havde lånt af hende. I 2014 tog en tidligere elsker og kammerat sit eget liv, hvilket gjorde stort indtryk på omgangskredsen. Var vi medskyldige i hendes tidlige farvel? Naturligvis. Ingen af os havde skænket hendes ensomhed en tanke og bekymret os nok til at række ud, fordi hun havde en atypisk og fremmedgørende personlighed. Jeg har tilgivet mig selv for længe siden og accepteret vores kollektive isolationssynd, men jeg har trods alt lært siden den dag, at man må være på vagt over for sårbare sjæle og arbejde præventivt for inklusion i fællesskaberne, så vi ikke utilsigtet skubber folk ud over kanten. Der er ingen, der redder mig, men jeg kan måske redde andre ved at lytte og tilbyde samvær og medmenneskelighed i nødens stund. Mennesket er ikke skabt til at være alene. (Jeg prøver alligevel, fordi jeg er dumdristig nok til at undgå at føle mere sorg i mit liv end jeg allerede har gjort så rigeligt, men så har jeg også selv valgt et kummerligt liv uden intimitet og sparring, og ingen andre kan bebrejdes end mig.)

Sorg som diagnose er i høj grad et symptom på et strulturelt sygt individualismesamfund med fokus på jeget. Uoverkommelig sorg er et fundamentalt udtryk for svaghed ved manglende modgang og erfaringer i livet. Lægerne må arbejde bedre for at stille den/de korrekte, psykiatriske diagnose end at give op og kaste håndklædet i ringen på den måde og give de privilegerede definitionsmagten. Det er en direkte hån mod samfundets svageste, at man kan tilgodeses af sundhedssystemet officielt blot ved én enkelt, fatal hændelse, mens narkomaner og hjemløse i en konstant dødskamp lades i stikken af de selv samme mennesker, samt alle os andre, der gøres medskyldige i kraft af vores (aktive valg af) passivitet.

Toke Kåre Wagener og Britta B. Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Kåre Wagener
Toke Kåre Wagener

Smukke tanker.

"»Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere«"

Det er en aforisme fra Nietzsches senere forfatterskab, fra bogen "Afgudernes Ragnarok" hvis jeg husker rigtigt. Det er ikke hans mest dybsindige aforisme, men det var trods alt bedre at skrive den og tænke som han gjorde end at begå selvmord. Kirkeby har i bogen "Den frie organisation - balance mellem passion og storsind [Aristoteles dyd]" betegnet Nietzsches projekt, i en sidebemærkning, omkring hans 'omvurderingen af alle værdier' for tragikomisk og det kan der være noget om. På den anden side er det også tilforladeligt. Nietzsches far døde da han var et lille barn og det kan jo diskuteres hvor meget han kom sig over det. Rollo May har betegnet Kierkgaard og Nietzsche som genier der var åndeligt "maimed", og Kierkegaard var selvklart stærkere beskyttet af de to. Nietzsche var meget sårbar på den ene side, og til dels er det bevidst tilvalg, da han skrev sit senere bøger. På grund af fysiologisk sygdom måtte han opgive sit Universitetsarbejde og kunne leve af sin pension indtil han blev sindssyg på grund af fysiologisk sygdom. Her levede han et forholdsvis isoleret stoisk liv, han var blevet uvenner med sine nære venner, han var uvenner med sin søster, han kunne ikke være oprigtig med sin mor idet hun stadig var kristen. osv. Hans dyd alenehed-- blandt andre dyder som ærlighed og medfølelse--ville han have værdsat selvom han var blevet gift og havde fået børn, men det havde været på en anden måde, på en mere sund måde. Han var et ensomt menneske og på grund af hans sandhedssøgende korstog var han ikke ligeså godt beskyttet, i kraft af deres selvforståelse, som en Kristen eller Taoistisk eneboer.

Computerspillet Winter Voices behandler sorg, traume, voldtægt og det at vokse som menneske i lyset af modgang på en kunstnerisk måde. Jeg vil mene at spillet er et tegn på at man godt, teoretisk; i praktisk er det meget sjældent tilfældet, kan komme sig over at blive voldtaget som barn eller miste en eller begge af sine forældre som lille, hvis det er hjælp nok udefra og ressourcer nok til det. Vi har jo ikke i nu ressourcer nok eller vilje til at fordele dem. Og hvis menneskeheden kommer ind i en postscarcity samfundsorden/ verdensorden er der mange andre ting der kan gå galt, og nye problematikker der vil træde frem. Jeg har først mødt brutalt tab i mit voksenliv og ikke tab eller overgreb som barn som så dog.

Brugerbillede for Susanne  Dencker
Susanne Dencker

Tak for en tankevækkende kronik. Når sorg og andre grundlæggende livsvilkår bliver en diagnose, så oplever jeg det som (endnu) et af tidens insisterende signaler om, at de mørke farver i regnbuen er noget, jeg som menneske kan (og bør) se at komme af med ASAP. Vel både fordi dyb sorg kan være en tung og uoverskuelig svær tilstand. Men nok desværre også fordi, det materielle vækst-hamster-hjul kun meget dårligt rummer dybt sørgendes ofte langvarige indadvendthed og tungsind. Vi skal simpelthen videre, skal vi. Og det i en helvedes fart!

Sorg er sundhed – ikke sygdom. Sorg er den tilstand, vi kommer i, når vi mister nogen eller noget, vi værdsætter og har været knyttet til. Sorg er, som Katrine skriver i kronikken, komplementærfarven til kærligheden … kærligheden til et menneske vi elsker dybt, til fællesskabet på den arbejdsplads, vi har virket på, til taknemmeligheden over at være sund og rask, til livet … Mennesker, der mærker sorg, er hele mennesker.

Så langt så godt.

”Hvis sorg er et hav, så er psykoterapi et lille håndklæde, der skal duppe patienten!” Sådan slutter kronikken. Jeg, der er vordende psykoterapeut, ser min opgave med klienter, der er så overvældede af sorg, at de rækker ud efter min hjælp, på en lidt anden måde. Min opgave er ikke at helbrede. For sorg er jo sundhed – ikke sygdom. Min opgave er at skabe rammerne, så et nødstedt menneske kan være ved sorgen på en sådan måde, at den sørgende ikke går til grunde. Mange kan det ved egen kraft og med omsorg fra familie, venner, andre. Nogen kan ikke. De rækker ud efter professionel hjælp. Og godt for det. For psykoterapi kan være en effektiv støtte og hjælp til at balancere sorgen, så den netop ikke forvrænges i sygdom. Også i sorgen kan vi være ’hjemme i eget hus.’ Sørge uden at vi kommer faretruende ud af os selv.

”Sorrig og glæde de vandre til hobe” … Kingos 350 år gamle salme har fat i noget vigtigt, synes jeg. Balancen imellem sorg og glæde, den er mulig at genfinde – også for mennesker der er ramt af dyb sorg. En faglig dygtig, jordbunden og empatisk psykoterapeut kan være den lommelygte, der skal til.

Bh Susanne Dencker, psykoterapeutstuderende hos konsulenthuset Specular og studentermedlem af Dansk Psykoterapeutforening.