Teaterchef: ’Næsten ingen anmeldere, jeg kender, har været med til at forny teaterkunsten’

Hvad ville der ske, hvis Information droppede teateranmeldelserne? Spørgsmålet er ikke så hypotetisk, som det kan lyde. Tilbage i 2004 besluttede Informations daværende chefredaktør David Trads at stoppe den løbende tætte dækning af teaterstoffet og skære markant ned på antallet af anmeldelser.

På lederplads formulerede han hvorfor: »Der er alt for meget teater, der alt for meget ligner et museum – hvor der er alt for meget fortid og stilstand, alt for lidt nybrud. Alt for ofte er det ganske enkelt ’røvkedeligt’ at gå i teatret.«

Beslutningen medførte en teatertorden af den anden verden, og blandt de argeste kritikere var daværende chefduo på Betty Nansen Teatret Peter Langdal og Henrik Hartmann.

Information havde valgt ikke at anmelde deres opsætning af Gorkijs Sommergæster, så de bestilte i stedet selv en anmeldelse af stykket hos en tidligere dagbladskritiker og indrykkede den som annonce i Information. Ikke overraskende var anmeldelsen positiv.

Mindre kunne siges om Henrik Hartmanns vurdering af Informations chefredaktør: »Han tror, han gør, hvad der kan betale sig, og det forfladiger ganske simpelt din avis og alle andre aviser, for de er ved at gøre det samme,« rasede han til avisens udsendte reporter i et interview, hvor han både fik kaldt David Trads for »en glatnakke« og »en narrerøv«.

For nørdede anmeldelser

I dag, 13 år senere, mener Henrik Hartmann stadig, det er vigtigt for en levende avis at bringe teateranmeldelser – men han er mere i tvivl om, hvor vigtige de er for teatrene.

»Jeg synes, det er vigtigt for en avis at holde sig levende og i gang. Aviser har jo det i sig, at de også bør være en service for de forbrugere, der læser dem. Men hvis dagbladene ikke skrev om teaterstof, ville folk formentlig bare opsøge det andre steder på nettet, hvilket man også allerede ser,« siger han.

Siden 2015 har Henrik Hartmann foldet sig ud som kreativ direktør og kunstnerisk leder på teatereksperimentet C:NTACT, der opsætter originale forestillinger om sociale problemstillinger med virkelige mennesker. I løbet af sine mange år i teaterbranchen – herunder altså 23 år som chef på Betty Nansen – har han oplevet en gradvist decimering af anmeldernes betydning, fortæller han.

»Det, jeg synes, er ved at gå galt i de fleste anmeldelser, er, at de bliver for nørdede. De bliver skrevet for anmeldernes egen skyld og er meget lidt public service-orienterede. Og nu siger jeg noget kontroversielt: Næsten ingen teateranmeldere, jeg kender, har været med til at forny og udvikle teaterkunsten. Inden for bogverdenen, filmverdenen, fotokunsten og maleriet er der folk, som er med til at skubbe til en udvikling. Det eneste sted, hvor den samme gamle, kedelige garde huserer, er inden for teaterkunsten.«

– Hvorfor er det sådan, mener du?

»Det ved jeg ikke. Måske fordi langt de fleste anmeldere – jeg kender dem jo – er fra den samme inderkreds, som synes det samme, kommer de samme steder, taler om det samme, er uddannet fra det samme universitet og skriver ens og boglært om, hvad teater er. Det, jeg har imod anmeldere, er, at de meget sjældent kommer ud og spørger, hvad vi laver, og hvorfor vi laver det. De står bare uden for vinduerne og kigger ind: ’Nå, de har pæne kjoler på, og hun taler højt og tydeligt’. Der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor teater er vigtigt.«

– Betyder det, at man med fordel helt kunne undvære teateranmeldelser, nu du synes, de er så ringe?

»Jeg siger ikke, at de er ringe, jeg siger bare, at der er brug for at blive rusket op i dem. Måske man skulle give dem nogle måneder til at tænke over, hvorfor de skriver teateranmeldelser, og hvem de taler til. Så vi kan få en levende debat om, hvad vi egentlig går og laver. I stedet for bare at stille sig op uden for vinduerne og kigge ind.«