For ti år siden var der dobbelt så mange musikanmeldelser i avisen som i dag

Erik Clausens nye eller Blade Runner? Eller måske den om Stefan Zweig?

Når en borger gerne vil finde ud af, om hun skal kaste sine penge efter billetter til den ene eller den anden premierefilm, har hun mulighed for at søge hjælp. Det har hun altid haft. Og for ikke særlig mange år siden var der kun ét sted at søge hjælp, nemlig avisen. Dagbladene havde noget, der mindede om monopol på kulturkritik, og deres autoritet var der ikke nogen grund til at beklikke. Sandheden stod i avisen.

I dag kan det godt være, at den gode samfundsborger stadig køber en avis for at blive klogere på kulturens produkter, men de fleste vil nok være mindst lige så tilbøjelige til at klikke sig ind på Scope.dk for at læse brugeranmeldelser. Eller snuse forbi portaler som IMDB og Rotten Tomatoes for at se, hvor mange point de forskellige film har opnået fra internationale kritikere og brugere. 

Imens vokser en urskov frem af blogs og Instagram-profiler bestyret af glade amatører, der anmelder film og musik, og nye medier som den digitale avis Zetland og ungdomsmediet Format ansætter journalister og redaktører – men ingen kritikere.

Anmelderens position har med andre ord forandret sig, og måske er det samme tendens, der kan aflæses i omfanget af kritik i danske aviser.

Der er i dag 34 procent færre anmeldelser i de danske aviser, end der var for 10 år siden. I hvert fald var der i perioden 15. august til 15. september 2007 i alt 826 anmeldelser i Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Information og Weekendavisen, mens tallet i samme periode 10 år senere var 529.

Det viser en optælling, vi har foretaget af samtlige anmeldelser trykt i de fem aviser i de to perioder.

Den mest markante udvikling finder vi på de tre store morgenaviser, hvis redaktioner holder til på Rådhuspladsen og i Pilestræde i København: Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske. I Jyllands-Posten er 152 anmeldelser blevet til 82. Det er næsten en halvering. Politiken bragte i 2007 hele 278 anmeldelser i den undersøgte periode, mens tallet 10 år senere var 161, et fald på cirka 42 procent. Berlingskes dyk lyder på 44 procent: fra 184 til 103.

I ingen af de fem aviser, vi har kigget på, er der kommet flere anmeldelser, men Information og Weekendavisen har holdt et nogenlunde konstant niveau. Begge steder er tallene (der i forvejen er relativt små) faldet, men ikke særlig meget. Hos Information lyder faldet på 17 procent fra 126 til 104, Weekendavisens endnu mindre: 10 procent – eller i absolutte tal: fra 85 til 79.

’Pragtmatiske årsager’

Faldet overrasker Politikens kritikredaktør Per Theil. 

»Jeg er da skide overrasket« siger han.

»Og jeg er selvfølgelig også ked af de tal.«

Kritikstof har ifølge Per Theil ellers generelt gode vilkår på Politiken. Det når ofte kulturforsiden, og som udgangspunkt er der afsat mindst to sider i den daglige dækning til kritik. I foråret udvidede avisen ligefrem kulturdækningen, så der i dag er flere sider – også til anmelderiet.

Men, siger han:

»Vi anmeldte helt sindssygt meget i 1990’erne. Når noget fandt sted, gik vi ud og anmeldte det, nærmest pr. automatik. Sådan er det ikke i dag. Men det kan godt være, at der er blevet færre anmeldelser, men de er også blevet større – og på mange måder også mere kvalificerede.«

Han anerkender, at faldet også har mere »pragmatiske årsager«:

»Siden slutningen af 1990’erne har anmeldelsen stået over for den udfordring, at den ikke længere bare er noget kulturgivent. Der er pludselig kommet et krav om, at den løbende skal argumentere for at være til. Anmeldelsen er jo en gammel dannelsesinstitution – ligesom avisen, kirken, folkeskolen, universitetet – som altid har nydt en naturlig autoritet, men udviklingen har stillet andre og nye krav. Nu må man være ekstra bevidst om, at man ikke bare skriver automatisk ud i luften, men faktisk til nogen.«

– Er det dit indtryk, at anmeldelsen i dag får en mere stedmoderlig behandling på redaktionen end tidligere?

»Ikke på Politiken,« svarer han.

»Kritikstof er i dén grad i fokus her. Jeg ved godt, at vi har et medielandskab, der har knopskudt, og hvor alle bloggere med en hjemmeside kan kalde sig anmeldere. Men hvis man endelig skal se på anmeldelsen som en kvalificeret størrelse, så er den kritik, der dog endnu er anseeligt meget af i de daglige aviser, så langt mere kvalificeret, end den, der skrives rundt omkring.«

»Derfor er den nødvendig!«

Ingen proptrækkere

Jyllands-Postens kulturredaktør Peter Rosendal er ikke helt så overrasket over tallene. Som han påpeger, er der helt generelt blevet færre sider i Jyllands-Posten såvel som i andre aviser, hvilket naturligvis også påvirker antallet af anmeldelser.

Men han mener, at Jyllands-Posten fortsat fra tid til anden bruger så megen plads på anmeldelser, at det sker på bekostning af andet kulturstof.

»I efteråret kommer der for eksempel virkelig mange bøger, men hvis der for eksempel kun er to kultursider til rådighed, og det skal være ordentlige anmeldelser, kan det hurtigt komme til at tage rigtig meget plads. Vi skal finde ud af, hvad man gør, når printproduktet skrumper. Skal vi skrive kortere eller færre anmeldelser? Har vi råd til at producere anmeldelser, som kun bliver publiceret digitalt?« spørger han og tilføjer, at brugerne af de to platforme er forskellige, og at det kunne tænkes, at det i høj grad er printlæsere, der sætter pris på anmeldelser.

I optællingen har vi opdelt anmeldelserne i seks kategorier: litteratur, film, musik, scenekunst, kunst/arkitektur og tv/radio. Anmeldelser, der falder uden for disse kategorier (for eksempel mode, mad, drikke, proptrækkere), har vi valgt at se bort fra.

Det er påfaldende, at faldet især er gået ud over anmeldelser af musik, som er blevet halveret. I den undersøgte periode var der i 2007 192 musikanmeldelser, mens der i samme periode i år kun var 96. Til gengæld er antallet af filmanmeldelser stort set stagneret. De 116 i 2007 er blevet til 106 i år.

Der er naturligvis usikkerhed forbundet med optællingen. Kulturåret er bestemt af sæsonbetonede begivenheder, og stikprøven er foretaget i august og september, hvor for eksempel filmfestivalen i Venedig ligger, hvilket måske påvirker filmredaktionernes prioritering. Derudover er optællingen alene baseret på printproduktet, så den tager ikke hensyn til de anmeldelser, som kun måtte være blevet udgivet online. Og så bør det nævnes, at det har været vanskeligt at vurdere visse avisartikler, som genremæssigt placerer sig i gråzonen mellem omtale og anmeldelse, hvilket i høj grad gør sig gældende for boganmeldelser i denne avis.

Ikke desto mindre giver undersøgelsen en tydelig indikation af en tendens.

Kritikeren lever

Måske skulle man tro, at antallet af anmeldelser hænger sammen med antallet af fastansatte kritikere tilknyttet de forskellige aviser. Men umiddelbart tyder det ikke på, at aviserne har skåret ned på kritikerne.

Information har i dag én fastansat kritiker, filmredaktør Christian Monggaard, men han leverer også andet end regulær kritik. Han skriver for eksempel tendensartikler og interview. Derudover er der en del fastansatte journalister og redaktører, såsom journalist Anita Brask Rasmussen, kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde og chefredaktør Rune Lykkeberg, som også anmelder.

Og så er der en spandfuld ikke-fastansatte kritikere.

Sådan var det også for 10 år siden, og på Jyllands-Posten er situationen nogenlunde tilsvarende.

Ifølge kulturredaktør Peter Rosendal har avisen ingen fastansatte kritikere. De er alle eksterne, bortset fra to journalister, der beskæftiger sig med rytmisk musik, og som også anmelder koncerter. Kritikerne er fast tilknyttet avisen, men ansat på freelancevilkår, og de tæller én teateranmelder, tre musikanmeldere (plus de to fastansatte journalister), tre filmanmeldere, tre kunstanmeldere og en større gruppe af litteraturanmeldere, cirka 25.

Politiken har en del fastansatte kritikere, men langt de fleste af dem laver også andet end traditionel kritik. Sådan har det ifølge kritikredaktør Per Theil, som kom til Politiken i 2007, altid været. Da han i 1990’erne arbejdede på Berlingske, var det »en anden tid«, hvor der fast sad op til flere teateranmeldere på redaktionen, husker han, men sådan er det ikke længere.

»Jeg er godt klar over, at der er sket noget på Politiken – på teaterredaktionen for eksempel, det er jo en kendt sag,« siger han med henvisning til teaterredaktør Monna Dithmer, der sidste år blev fyret efter 21 år på avisen, uden at nogen anden teaterkritiker blev ansat i stedet.

Men han understreger, at Politiken nu igen har flere teateranmeldelser og benytter sig af flere stemmer, heriblandt Dithmer, der stadig er tilknyttet avisen.

»Det er ikke mit indtryk, at vi på Politiken ansættelsesmæssigt er gået tilbage.«

Et udvidet kulturbegreb

At der i dag er færre anmeldelser i Jyllands-Posten end tidligere, mener kritikredaktør Peter Rosendal ikke skyldes, at kritikken bliver behandlet stedmoderligt, eller at mandskabet bliver nedprioriteret. Det handler snarere om, at kulturbegrebet er blevet udvidet, mener han. 

»Tidligere beskæftigede en kulturredaktion sig mere rendyrket med kunst, og derfor var kritikken en vigtig platform. I dag arbejder vi med et udvidet kulturbegreb, hvor kulturen også undersøger tendenser i tiden, trends, og stofområder som mode og mad. Det kan måske gå ud over den klassiske tilgang til kultur og kunst,« siger han, men tilføjer hurtigt:

»Det er ikke en udvikling, jeg nødvendigvis begræder.«

»Jeg synes, det er okay, at kulturredaktioner også beskæftiger sig med noget, der foregår i vores nære samtid. Og det er også okay at diskutere kritikkens position.«

– Hvad skal god kritik, synes du?

»Kritik kan være et sindssygt godt virkemiddel til også at fortælle en journalistisk historie. Men nogle gange kan det også blive for smalt, så det henvender sig til for lille et publikum.«

For eksempel mener Peter Rosendal, at et kulturprodukt som Adam Prices Herrens Veje skal anmeldes, fordi knap én mio. danskere hver søndag sidder og ser med, mens en digtsamling, som udgives i 500 eksemplarer, måske ikke skal tage plads i Jyllands-Posten.

»Selvfølgelig er jeg nødt til hele tiden at overveje, om det er de rigtige produkter, vi anmelder,« siger Peter Rosendal.

»Tiderne er ikke til, at alt skal anmeldes.«