Klumme
Læsetid: 4 min.

Trump er ekstrem, men vores egne kære ledere beviser hele tiden, at de kan være med

De klimaforandringer, som forskere og eksperter med stigende intensitet har advaret imod i de seneste 10-20-30-40 år, regnes stadig for ’kontroversielle’. Emnet er ikke sexet. Der er ikke penge i skidtet, i hvert fald ikke de kortsigtede tju-bang-topskattepenge som politikerne elsker. Det er ubekvemt
De klimaforandringer, som forskere og eksperter med stigende intensitet har advaret imod i de seneste 10-20-30-40 år, regnes stadig for ’kontroversielle’. Emnet er ikke sexet. Der er ikke penge i skidtet, i hvert fald ikke de kortsigtede tju-bang-topskattepenge som politikerne elsker. Det er ubekvemt

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Kultur
7. oktober 2017

Vi har brugt det meste af lørdagen på at fjerne det fede, sortgrønne lag af alger, som i løbet af sommeren var kravlet frem på terasse, havemøbler, og alle øvrige flader under himlen. Da vi er færdige, skyper jeg med en veninde i tørkeramte Portland.

Hun har tilbragt sommeren i den tågede grågule luft fra de massive skovbrande, som i år har brændt 400.000 hektar skov ned i Oregon og Washington. I begyndelsen af september, på en enkelt dag, brændte skovene 81 steder i USA.

Sidste år, da jeg i forbindelse med research til min næste bog besøgte Houston, havde vi svært ved at finde en parkeringsplads. Nu har vi svært ved at genkende det, der efter tv-billederne at dømme er tilbage af byen efter Harvey og de 138 cm regn. Huse fulde af frøer og slanger. Helt almindelige amerikanere, der padler rundt i gaderne på deres luftmadrasser. En mand kom hjem og fandt, at en tre meter lang alligator var flyttet ind i hans spisestue.

Er der nogen, der ikke hele tiden har den slags samtaler? Forleden skrev han, hvis manuskript jeg i øjeblikket giver feedback på, at han muligvis blev nødt til at aflyse vores møde. Han skulle til Caribien for at lede efter sin båd. Han kom alligevel, båden var blevet fundet, sagde han, på bunden af en bugt med flækket skrog. Orkanen smed med containere. Han havde dårlig samvittighed over at hænge med næbbet over sin båd, når nu de lokale havde mistet hus og hjem, liv og lemmer.

Eller er der nogen, hvis daglige smalltalk med folk fra nær og fjern mere handler om den ideelle pasning af staudebede og lys fremtidstro på biltraffikkens yderligere udbredelse? Hvor herligt det f.eks. er, at vi må hælde Roundup i jorden ni år til, eller hvilken lettelse det er, at afgiften på mellemstore biler nu bliver sat ned — eller at det bliver billigere for billisterne at køre over Storebæltsbroen?

Eller spurgt på en anden måde: Hvilken planet bor de folkevalgte egentlig på? Hvad mon de taler med naboen om henover de sirlige, Roundup-beherskede buske, når slipset er løsnet og læbernes rødvinsblå fra VL-gruppemøderne har fortonet sig?

På et særmøde i FN ovenpå kategori 5-orkanen Irmas rasen, træder Rodney Williams, generalguvernør for det lille ørige bestående af Antigua og Barbuda, frem for forsamlingen (premierministeren kunne ikke selv være der — han var igang med at forberede sin befolkning til mødet med den næste kategori 5-orkan, Maria). Med stor værdighed beder han de industrialiserede lande om hjælp. Ødelæggelserne på Barbuda er totale. Huse, hospitaler, skoler, infrastruktur, der er ikke en pind tilbage.

Samtlige beboere er evakueret, det er første gang i 300 år, at øen står øde hen. Han kalder det en »humanitær krise«. Der er ikke tale om genopbygning. Det er forfra, landet skal bygges op helt fra grunden. »Kræfter langt uden for vores kontrol har presset os ud i denne forfærdelige situation,« siger han og tænker nok ikke kun på det klima, der er ude af kontrol, men de kræfter, som har bragt det ud af kontrol. Han appellerede simpelthen til ilande, som har haft en fest med CO2-udledningerne, om at være med til at løfte regningen.

Lad os se, hvordan det går. Overalt i den industrialiserede verden har man haft mere travlt med at gøre videnskabelige fakta til et spørgsmål om politiske holdninger end med at forberede den nødvendige omstilling.

De klimaforandringer, som forskere og eksperter med stigende intensitet har advaret imod i de seneste 10-20-30-40 år, regnes stadig for »kontroversielle«. Emnet er ikke sexet. Der er ikke penge i skidtet, i hvert fald ikke de kortsigtede tju-bang-topskattepenge som politikerne elsker. Det er ubekvemt.

I USA har tv-stationernes meteorologer længe undgået at tale om klimaforandringer, fordi det er lykkedes politikerne at gøre det ubenægtelige politisk. Men mange af dem vil ikke være med mere. Ifølge en amerikansk undersøgelse turde 53 procent af tv-stationernes vejrfolk tale om klimaforandringer i 2010 — i 2017 var tallet 95 procent. Emnet er vist kun kontroversielt for de politikere, der er allermest glade for magten.

Min veninde fra Portland (hun er biolog) havde set en ansøgning om midler til et forskningsprojekt fra militæret til noget, som de kaldte »environmental non-stationarity«. Ja. Vend den i hovedet et par gange og man har: climate change.

Militæret fedter ikke rundt i politisk kagemeleri, det er praktiske folk, som står i frontlinjen af problemer med fly, der skal lande, og konflikter, der opstår på baggrund af klimaet, migrationer, krige. Det kontroversielle er for dem helt reelt, spørgsmålet er bare, hvordan de får narret de nødvendige forskningstiltag forbi Trump-bureaukraternes oplysningsfjendtlige blikke.

Trump er ekstrem, men vores egne kære ledere beviser hele tiden, at de kan være med. Hvem husker overhovedet sagerne? Bevidst tilbageholdelse af forskningsresultater, manipulation med tal etc. etc.

Vi har en miljøminister, der afviser den grønne omlægning af landbrugsstøtten, som EU ellers ville give tilskud til. CO2-reduktionsmål for 2030, der bliver droppet, fordi hvad? Vel fordi det ikke harmonerer særlig godt med de ambitiøse fremtidsplaner for biltraffikken (vel at mærke den, der ikke er eldrevet).

Det er bare om at lempe os over i nogle større biler end de mikrobiler, vi ellers var blevet så glade for—af hensyn til »borgernes sikkerhed«, selvfølgelig. Halleluja. Vi kan takke os selv og hinanden og vores folkevalgte for at gå en stor og osende fremtid i møde. Smalltalk om vejret bliver aldrig mere det samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Med lidt omskrivning citerer jeg fra atiklen:

”Den løsning, som forskere og eksperter med stigende intensitet har anbefalet i de seneste 10-20-30-40 år, regnes stadig for »kontroversiel«.
I Danmark har tv-stationernes meningsdannere længe undgået at tale om løsningen, fordi det er lykkedes politikerne at gøre det uundgåelige politisk.”

Om 10-20-30-40 år vil man her, i vindkraftens fædreland Danmark, sige det samme om atomkraft.

Eva Schwanenflügel

Så længe det ikke går ud over dem selv, er politikerne bedøvende ligeglade. Men hvad med deres egne børn og børnebørn? Hvordan kan de også være ligeglade med dem? En bande psykopater i jakkesæt er hvad de er!

Elisabeth Andersen, Niels Bent Johansen, Trond Meiring og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

En tur til Houston. En parkeringsplads. En mand, hvis båd i Caribien er ramt af uvejr og ødelagt. Ak og ve, og skam få dem, der tænker ilde herom. Hvis vi nu, som skrevet står, kan takke os selv og vore politikere for at gå en osende fremtid i møde, hvad kan man mon så gøre konkret, når det ikke hjælper at skrive artikler, og når man selv sidder solidt forankret i suppedasen, rejser verden rundt for at researche eller har en båd i Caribien. Trump er måske ikke så ekstrem endda, men blot en, der udlever alles iboende drøm og måde at leve på. Konsekvenserne er under alle omstændigheder slet ikke til at overskue.

Erik Nissen
Du har helt ret, vi sidder i suppedasen og bliver snart nødt til at bruge kræfterne – ikke til at græde, men til at bygge diger.
Et par gange har jeg set hvor svært der er for præster og andre at ”tabe troen”
Og nu er jeg så slem at jeg beder dig, og andre, at tage ”troen” op til overvejelse – troen på det grønne eventyr.
Der er mange dogmer der skal overvindes.
http://wp.me/p1RKWc-p2 giver jeg et 100 % skudsikkert bevis, der viser at ”ypperstepræsten” Greenpeace ikke kan holde sig til sandheden.

Jeg har intet forhold - formelt eller uformelt - til Greenpeace, og jeg ved ikke, hvad det grønne eventyr er for en størrelse.

Erik Nissen
Selv om mange danskere ikke er medlemmer af folkekirken, er vi alle – også ateister - stærkt påvirkede af gammeldags kristne værdier.
Stort set er det ikke skadeligt.
Men det tankegods Greenpeace har plantet i de fleste af os er videnskabeligt uvederhæftigt og skadeligt.
Skadeligt for både økonomi, klima og miljø.
Fx: En analyse viste at halvdelen af den danske befolkning troede at atomkraft udledte drivhusgasser på linje med kulkraft.
Vi, og specielt Tyskland, betaler og vil betale dyrt for det jeg lidt ubehøvlet kalder troen på den grønne fejltagelse.