Læsetid: 8 min.

Unge danske instruktørtalenter spinder guld på peanuts

Det er ikke kun de filmaktuelle Avaz-brødre, der omgår de gængse procedurer, når det kommer til at lave spillefilm. Den danske undergrund vrimler med talentfulde instruktører, der ’går rogue’ på hver deres måde. Nogle går helt uden om støttesystemet, andre finder på alternative lanceringsformer for at sikre sig, at de når ud til det helt rigtige publikum. Fælles for dem alle er, at det er helt utroligt, hvad de kan få til at flyve for meget få penge
27. oktober 2017

Annika Berg

(f. 1987), Station Next, Avedøre og Den Danske Filmskole

Slik, slim, slushice, Pokémon, perleplader, glimmerindsmurte grisehoveder, kaktusblomster, bamser, hentai og skyllefarve i neonnuancer – det gyselige smelter sammen med det skønne i Annika Bergs spraglede girl power-hyldest Team Hurricane, der både har høstet anmelderroser herhjemme og vundet kritikerprisen i Venedig Filmfestivalens sideprogram International Film Critics' Week, der opdyrker lovende, nye filmtalenter.

Bag kameraet har Berg allieret sig med Louise McLauglin, der også fotograferede afgangsfilmen Sia om en 93-årig kvindes tanker omkring døden, der vandt en Robert for bedste kortfilm (fiktion) tidligere i år. Hvor Sia var holdt i nydelige kompositioner og pasteltoner, har billedsiden i Team Hurricane fået en tur i blenderen.

Inspireret af Youtube-videoer og 90’er-chick flicks udfordrer Berg den gode smag og gængse opfattelse af pænhed med sin psykedeliske internetæstetik, og det stærkt efterbehandlede og kulørte udtryk ligner ikke tilnærmelsesvist noget, du har set før i dansk film.

Frem for at fokusere på plot er Bergs film bygget op som semidokumentariske collager. De otte åbenbaringer i Team Hurricane har hun fx fundet via intens stalking på instagram, og i filmen trækker de på egne erfaringer med depression, spiseforstyrrelser, seksualitet, køn og så videre. 

Annika Berg, filminstruktør.

Sille Veilmark

Blandet med den narrative vægt, som Berg tildeler hver eneste rekvisit, giver det en helt uhørt grad af autencitet. Og netop derfor besluttede Berg sammen med sin producer Katja Adomeit, at distribueringen af den skulle være anderledes. De ville ikke risikere, at de teenagere, som filmen er en hyldest til, ikke gik ind og så den.

Løsningen? Filmen gik en enkelt dag i tre forskellige biografer og kan nu lejes online til en 20’er. Og ja, du kan betale med mobilepay.

Tone Ottilie

(f. 1995) Station Next, Avedøre og Den Danske Filmskole

Der er ikke noget at sige til, at der er meget hype omkring Tone Ottilie for tiden. Trods sin unge alder har hun allerede fire kortfilm på Filmmagasinet Ekkos Shortlist, hvor læsere kan stemme deres favoritfilm frem. Den ene, Lulus første gang, var Robert-nomineret i år. Og så er Ottilie lige blevet optaget på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole.

Ottilies film har det til fælles, at de ofte kaster et undrende og exceptionelt klarsynet blik på heteroseksuelle teenagepigers grænsesøgende adfærd og indbyrdes magthierarki, og temaer som shaming, dobbeltspil, gruppepres, uskyldstab og seksuel forvirring går igen.

Tone Ottillie, filminstruktør. 

Privatfoto

Som regel indtager Ottilie, der selv er homoseksuel, en outsiders position, som gør, at de intrikate, usynlige dynamikker, der er på spil i så mange konflikter mellem piger i den alder, træder endnu klarere frem.

Hendes stil er tilbagelænet og gør ikke så meget væsen af sig, men i Lulus første gang er der et skud, hvor hovedkarakterens ansigt i en halvnær indstilling bliver hvirvlet ind i blade i slowmotion, som minder meget om momenter i Xavier Dolans Heartbeats og Laurence Anyways.

Og netop Dolan er Ottilie før blevet sammenlignet med af Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen. Selv hvis ligheden ikke rækker videre end det ene, stemningsfulde skud og det faktum, at de begge færdes i og skildrer queermiljøer, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at begge er kæmpe talenter med en galoperende fortællelyst og selvtillid.

Ottilies næste projekt, Babylebbe, som Filmværkstedet har støttet, er et selvbiografisk værk, der skildrer instruktørens introduktion til den københavnske queerkultur som ung, snotforvirret teenager. Og med det karseklippede naturtalent Eja Penelope Roepstorff fra Team Hurricane på rollelisten, lyder det lovende.

Christian Tafdrup

(f. 1978), Statens Teaterskole

Det er ikke alle, der kan lave en film om en 16-årig fyr ved navn Carsten, der bliver forelsket i sin kærestes far, på en måde, som virker realistisk og oprigtigt medfølende – og uden at vride billige grin ud af situationen.

Men det var lige præcis, hvad Tafdrup lykkedes med, da han imponerede filmfolk landet over med kortfilmen En forelskelse i 2008, og den originale præmis og nænsomme udførelse fik straks anmelderne til at sukke efter 60 minutter mere.

Christian Tafdrup, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør. 

Magnus Holm

De havde næppe regnet med, at der skulle gå otte år, før spillefilmsdebuten stod klar, men da Forældre endelig landede, var niveauet endnu højere end forventet, og tidligere i år vandt den tre Robertpriser og fire Bodilpriser.

Filmen behandler den overvældende følelse af fortabthed, der rammer mange forældre, når deres børn flytter hjemmefra, og de skal til at finde på noget andet end dem at gå op i. Og faktisk er der et begreb, der udtrykker netop dén udbredte ulykkelighed: empty nest syndrome.

I begyndelsen forløber Forældre som et temmelig straight-forward familiedrama, og det er sympatisk nok i sig selv, men priserne har den fået, fordi den halvvejs igennem fuldstændig tager røven på én og giver los med uladsiggørlige scenarier via en slags magisk realisme, som man også får, omend i meget mindre doser, i Tafdrups seneste film, En frygtelig kvinde, der er blevet til efter et nyt udviklingskoncept – Skitsen – som New Danish Screen har sat i søen.

Om det kan lade sig gøre at skabe noget seværdigt med bare 16 optagedage og et manus skriblet ned på fem måneder, kan du se d. 25. december, når filmen får premiere.

Thomas Daneskov

(f. 1989), autodidakt

»Juryen er glad for at have opdaget en dybt personlig, relevant og tidssvarende ny stemme i dansk indiefilm.«

Sådan lød de skamrosende ord fra juryen, da Daneskov vandt én af de to hovedpriser på CPH:PIX: New Talent Grand PIX i 2015 med sin debutspillefilm Eliten om en indbildsk forfatters deroute.

At Eliten vandt, var et mindre mirakel. Ikke kun fordi en dansk instruktør aldrig havde vundet prisen før, men fordi Daneskov havde stablet filmen på benene helt uden brug af støttesystemet eller trænede skuespillere. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det gjorde det, og det siger i den grad noget om den selvlærte instruktørs gå-på-mod og naturtalent.

Thomas Daneskov, filminstruktør.

Privatfoto

Inden Eliten havde Daneskov allerede gjort sig bemærket i branchen med novellefilmen: Ud, spring over, ind, der høstede ikke mindre end fem priser ved Ekko Shortlist Awards tilbage i 2014.

Filmen skildrer forholdet mellem en far, der har et postskilsmisse selvrealiseringsprojekt kørende i sit sommerhus, og hans søn Rasmus. Filmen er eftersigende inspireret af instruktørens egen relation til sin far – Lars Daneskov.

Om det også gør sig gældende for hans igangværende projekt Far har det dårligt, støttet af Mikkel Munch-Fals igennem konsulentordningen på Det Danske Filminstitut, er uvist, men sandsynligt, og uanset hvad er det spændende at se, hvordan den mere superviserede proces påvirker Daneskovs måde at fortælle på.

Og sidst, men ikke mindst, så står Daneskov også bag Joe Tech, der blev vist for nylig på DR3 – en ret så gakket mockumentaryserie i otte afsnit om en fyr ved navn Joe spillet af ungdomsvennen Jonas Bergen Rahmanzadeh, der roterer mellem suspekte småjob, men ikke duer til så meget andet end at lukke lort ud.

Kasper Rune Larsen

(f. 1986), Super8

Kasper Rune Larsen kunnet have brugt al sin tid på at opbygge en blændende portefølje, ansøge om støtte og vente på sin tur, hvilket er den gængse procedure, når man som forholdsvist ubeskrevet blad skal lave en spillefilm.

Kasper Rune Larse, filminstruktør.

Privatfoto

I stedet har han realiseret sin charmerende debut Danmark, der blev vist på CPH:PIX i år, med penge, han selv har skrabet sammen, og peanuts fra pitch-konkurrencen SPOT The Talent, som han vandt i 2014.

Med et manus, hvis man kan kalde det det, på 12 sider og kun to egentlige replikker skrevet ned, er den unge vejlensers fremgangsmåde det, man kan kalde helt utroligt chill. Især hvis man tager i betragtning, at hovedrollen i hans film spilles af en total amatør, Jonas Lindegaard Jacobsen, som han har opdrevet på en bodega.

Det kan måske endda lyde grænsende til det nonchalante, men faktisk klæder improvisationsmetoden og den mere naturalistiske stil i Danmark Larsen langt bedre end det mere stringente, klassiske arthouse-look, som han lagde ud med at dyrke, da han startede på den aarhusianske, alternative filmskole Super8.

Larsen prioriterer kant og personlighed over finish og professionalisme, og det er det, der gør Danmark så umiddelbar og bundcharmerende.

Den jyske slackerattitude og hverdagssludder er simpelthen guld værd, og heldigvis lader det til, at han fortsætter ud af samme spor i sin kommende webserie De Elendige, der har fået udviklingsstøtte af New Danish Webisodes, og handler om en fyr (atter spillet af Jacobsen), der genforenes med kammerater, der aldrig forlod hjemstavnen.

Marie Grahtø Sørensen

(f. 1984), Super16

Allerede i 2012 markerede Marie Grathø Sørensen sig som en instruktør, man skulle holde øje med. Hendes eminente kortfilm Daimi, der handler om en 12-årig pige og hendes gris, vandt hele tre priser på den internationale kortfilmfestival i Odense, OFF. Æstetikken var skraldet og trøstesløs ala Harmony Korines Gummo, og den rå energi og sårbarhed, som Bebiane Ivalo Kreutzmann udstrålede, vækkede mindelser til de belgiske Dardenne-brødres dybt ulykkelige Rosetta.

Siden Daimi har Grathø Sørensen vendt opmærksomheden mod genrefilmen og skruet en del op for vildskaben i sit visuelle udtryk. Farverne er blevet fluorescerende og production value tårnhøj – det gælder både Lækre til vi dør/YOLO (2013), der handler om to vampyrcheerleadere, der forelsker sig, og sci-fi-afgangsfilmen Teenland, der udover at turnere rundt på festivaler, også blev lanceret som webserie i seks dele tilbage i 2015.

Maria Grahtø Sørensen, filminstruktør. 

Privatfoto

Teenland er tredje gang, Grahtø og manuskriptforfatteren Eini Carina Grønvold arbejder sammen, og gennemgående for deres film er en alternativ skildring af ’det pigede’, der giver plads til buldrende aggression – til hysterisk råben og skrigen, til kasten med pebernøddedej, til paintball og oprør.

Grahtø er i øjeblikket i gang med sin første spillefilm, Teenage Jesus, som er en videreudvikling af Teenland og får premiere i 2019, og du kan roligt regne med, at den bliver en udstrakt fuckfinger til socialrealisme, til heteronormativitet, til stereotype forestillinger om den kvindelige psykologi og til filmsproglig uopfindsomhed.

Andre unge, talentfulde instruktører:

Ali Abbasi: Shelley

Hlynur Pálmason: Vinterbrødre og Seven Boats

May El-Toukhy: Stykke for stykke og En lang historie kort

Samanou A. Sahlstrøm: I dine hænder

Gabriel Tzafka: Thorn

Mads Grage: Muskelsvindler og Yes, no, maybe

Aske Bang: Silent Nights

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu