Læsetid: 3 min.

Ursula Andkjær Olsen: Bibehold kritikeren som en uafhængig figur

Hvis dagbladskritikken forsvandt, håber forfatter Ursula Andkjær Olsen, at den ville blive erstattet af kritisk tænken og følen på alle platforme
Hvis dagbladskritikken forsvinder i sin nuværende form, håber Ursula Andkjær Olsen, at den bliver erstattet af kritisk tænken og følen på alle platforme.

Hvis dagbladskritikken forsvinder i sin nuværende form, håber Ursula Andkjær Olsen, at den bliver erstattet af kritisk tænken og følen på alle platforme.

Sille Veilmark

6. oktober 2017

Hvis Danmark var fri for dagbladsanmelderi, hvad ville så træde i stedet? Hvis overhovedet noget? Det var det første, som slog mig i denne sammenhæng.

Jeg har hverken en dystopi eller en utopi klar i ærmet, men eftersom dagbladskritikken allerede – i dækningsgrad og ansættelsesforhold – har været for nedadgående i en længere årrække, er det måske bare med at se på, hvad der allerede er trådt ind på banen. I stedet. Nemlig diverse andre ’platforme’, blogs, podcasts, osv., både formidlings- og reklameorienterede og mere eller mindre institutionelt forankrede, de sociale medier plus – for eksempel – en opblomstring af boglæsende fællesskaber.

Så altså, allerførst, helt tomt ville der ikke blive. Heldigvis. At dele ting man har oplevet, herunder kunst, musik, bøger, stikker relativt dybt i det moderne menneske, som i hvert fald på nogle måder kan siges at være et yderst delende dyr.

I 1995 blev jeg tilknyttet Berlingske Tidende som musikanmelder, og vi var fire musikanmeldere: to fastansatte, en tidligere musikredaktør (som stadig var der af kærlighed til sit fag) og så en freelancer (mig) – og det var bare den klassiske afdeling. Det billede er ændret markant. Dagbladenes stab af fastansatte kritikere er allerede skrumpet ret kraftigt ind, og det har nogle forskellige konsekvenser. For det første selvfølgelig færre anmeldelser.

For det andet det, at de folk, som overhovedet orker at gøre det store arbejde, det er at tænke over bøger, musik, film osv. og dernæst formulere noget sammenhængende i den forbindelse – for en ret så ringe løn – de folk som orker dette, aspirerer meget ofte til de kunstneriske miljøer, de anmelder.

Det er der ikke i sig selv noget forkert i, men at få bibeholdt i hvert fald nogle kritikere som (relativt) uafhængige figurer, som ikke er en del af – eller på vej mod at blive en del af – et af de miljøer, som de skal anmelde, det bliver meget sværere i det nye setup.

Det er ærgerligt for alle. Og det forhold ville blive endnu mere ærgerligt, hvis dagbladene helt afskaffede deres kritik. For så ville vi have landskabet dækket af formidling, reklamer plus de hurtige likes og dislikes – alle de miljø- eller markedstilknyttede tilgange. Og universiteternes ikke særligt offentligt tilgængelige kunstkritik stående ude i periferien.

Værket er voksent

Modsat formidling så taler kritik om værket, til værket, ud fra den præmis, at det er voksent, at det selv kan sige noget. Det er en tilgang, som jeg nødig vil undvære. At kritik findes, er et tegn på, at nogen tager kunst alvorligt.

Værket står et sted, kritikeren stiller sig over for det – ikke bare ved siden af det – og i den bevægelse opstår et rum, hvori der kan tænkes, en scene, hvorpå der kan tænkes. Og føles. Og disse kritikkens tanker og følelser lader sig så igen iagttage af andre læsere/lyttere/seere, hvis tankerne og følelserne altså bliver bragt et sted, hvor nogen læser dem.

F.eks. i en avis. At nogen gider tænke og mene noget i forbindelse med diverse bøger, teaterstykker, kunstværker og danseforestillinger, og gider formulere det, det er en gave, også selv om de ikke tænker noget, man selv er enig i.

Jeg tror på, at kunst kan være mange ting, og måske er der også kunst, som ikke har et synderligt behov for kritik, som ikke er med på den efterprøvende samtale som kritikken lægger op til – men at skille den europæiske kunsttradition fra dens tænkning, at skille den fra kritikken, det ville være enden på den. Måske er det fint. For nogen. Men jeg ville savne den.

Der skal være plads

Det er klart, at dagbladskritikken ikke er eneste leverandør af dette kritiske arbejde, at seere, lyttere, læsere selvfølgelig gør deres, universiteterne deres, og at en del af det arbejde ligger foldet ind i værkerne selv. Men jeg synes, at der skal være plads til mange forskellige kritikere, mange former for kritik, og at lade dagbladskritikken falde for hammeren (om det er en spareøvelse eller en ideologisk do.) kan jeg kun misbillige.

Det er klart, at man kan mene, at kunsten slet ikke fortjener al den opmærksomhed, spalteplads, det tankearbejde, jeg her lægger op til, måske gør den ikke det, men hvis dagbladskritikken forsvinder i sin nuværende form (om ikke før, så når aviserne som sådan forsvinder), så håber jeg personligt, at den bliver erstattet af kritisk tænken og følen på alle platforme. Nemlig.

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

    3. november 2017
    De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu