Læsetid 6 min.

Adam Silvera: Det ville have været forræderi, hvis jeg skrev om heteroseksuelle karakterer for at få succes

​​​​​​​I ’young adult’-forfatter Adam Silveras seneste bog ved begge hovedpersoner, at de skal dø inden for 24 timer. Det betyder blandt andet, at den ene tør komme ud af skabet – noget der i sin tid var svært for forfatteren selv. Adam Silvera gæstede BogForum i København sidste weekend og fortalte om sit livs savn efter queer-repræsentation i ungdomslitteraturen
Adam Silvera sprang ud som 19-årig. ’Jeg kan huske, at jeg som 16-17-årig spurgte mig selv: Hvis jeg fandt ud af, at jeg skulle dø i morgen, ville jeg så springe ud? Og så tænkte jeg, ja, uden tvivl, for så ville jeg ikke behøve at bekymre mig om konsekvenserne.’

Adam Silvera sprang ud som 19-årig. ’Jeg kan huske, at jeg som 16-17-årig spurgte mig selv: Hvis jeg fandt ud af, at jeg skulle dø i morgen, ville jeg så springe ud? Og så tænkte jeg, ja, uden tvivl, for så ville jeg ikke behøve at bekymre mig om konsekvenserne.’

Sille Veilmark

18. november 2017

Alle hovedpersoner i den amerikanske forfatter Adam Silveras bøger er enten homoseksuelle eller biseksuelle.

I hans seneste, De dør begge til sidst, møder de to teenagedrenge Rufus og Mateo hinanden og tilbringer en dag sammen i New York City. De forelsker sig og, ja, som titlen mere end antyder, dør de begge. Bogen er netop udkommet på dansk og går under genren ’young adult’.

27-årige Adam Silvera regnes for en af sin generations vigtigste ’young adult’-forfattere. Men at skrive om queer-teenagere er ikke omkostningsfrit. Adam Silvera er meget bevidst om, at han ved at have homoseksuelle hovedpersoner i sine romaner risikerer at provokere og dermed udelukke en stor del af sin potentielle læserskare. Da han begyndte at skrive på De dør begge til sidst for fem år siden, før han debuterede som forfatter, handlede den faktisk først om en dreng og pige. Men det blev hurtigt ændret:

»Det ville have været at forråde mig selv, hvis jeg havde skrevet om heteroseksuelle karakterer for at få succes,« forklarer han. »Så jeg tænkte – og det tænker jeg stadig – jeg gør noget særligt ved at ændre det. Vi ser jo masser af bøger om en dreng og en pige, der møder hinanden og forelsker sig på en dag. Men ikke om queer-drenge. Så jeg tog en biseksuel og en homoseksuel for at se, hvad der kunne komme ud af dét.«

Spekulativ fiktion

Information møder Adam Silvera på BogForum i Bellacentret i København, hvor han skal deltage i forfattertalks og signere bøger i forbindelse med oversættelsen af De dør begge til sidst. Adam Silvera kommer fra Bronx i New York City, hvor han arbejder som anmelder af børne- og ungdomslitteratur. Og så er han en del af de seneste års bølge af ’young adult’-forfattere fra USA, der fokuserer på diversitet og repræsentation af minoriteter i deres bøger.

En af grundene til, at repræsentationen af queerteenagere ligger Adam Silvera så meget på sinde, er hans egen homoseksualitet samt det faktum, at han selv først stødte på en homoseksuel romankarakter, da han var 19 år gammel. Det var, da han læste Cassandra Clares fantasyroman City of Bones, hvor en mandlig dæmonjæger får et romantisk forhold til en biseksuel troldmand.

»På det tidspunkt troede jeg ikke, jeg ville læse om en queerromankarakter nogensinde. Så det betød sindssygt meget for mig, da det skete. Jeg læste tre 500-siders bøger på en uge, og jeg er en virkelig langsom læser. Jeg kunne ikke fatte, at jeg for første gang så, i gåseøjne, mig selv i en bog. Efter det begyndte jeg at lede efter flere bøger, der havde queerkarakterer. Og siden har jeg sikret mig, at jeg ved selv at skrive om queer-personer er med til at gøre det muligt for andre at finde sig selv i en bog.«

Resultatet blev bl.a. De dør begge til sidst. Adam Silvera forklarer, at hans bøger hverken er science fiction eller fantasy, men en slags »spekulativ fiktion«, noget han definerer som 90 procent realisme og ti procent science fiction.

Plottet i De dør begge til sidst er nemlig næsten helt realistisk: To unge fyre kommer i kontakt med hinanden via en app på deres smartphones og tilbringer deres sidste døgn sammen. Det spekulative ved bogens univers er, at der findes en instans ved navn Dødsrådet, der helt i romanens begyndelse informerer begge hovedpersoner om, at de skal dø. Og den app, der sætter Rufus og Mateo i kontakt med hinanden, hedder ’Sidste ven-appen’: Den er beregnet til folk, der ved, de skal dø, og har brug for en ven til de sidste timer.

Nu eller aldrig

Adam Silvera forklarer, at han havde lyst til at lave dette setup, ikke så meget for at skrive om døden eller dystopiske fremtidsuniverser, men for at undersøge med hvilken intensitet hans to hovedpersoner ville leve deres liv, hvis de vidste, de skulle dø i morgen.

»Nogle gange tror jeg, vi risikerer lidt for lidt, vi lever for sikkert. Og jeg tror, mange teenagere i dag ville ønske, de var mere ubekymrede, men så er de alligevel bange for at blotte sig. Tidligere følte jeg mig meget som den ene hovedperson Mateo, der er en ret indesluttet type. Han vil hellere se andres liv udfolde sig fra sin computer end selv at gøre noget ved sit eget,« forklarer Adam Silvera.

Presset på tid og i mødet med den biseksuelle Rufus må den nørdede og indelukkede Mateo imidlertid forsøge at forlige sig med sin egen seksualitet. Denne del af plottet kommer fra et tankeeksperiment, Adam Silvera selv lavede, da han var teenager:

»Jeg sprang først ud, da jeg var 19, men jeg kan huske, at jeg som 16-17-årig spurgte mig selv: Hvis jeg fandt ud af, at jeg skulle dø i morgen, ville jeg så springe ud? Og så tænkte jeg, ja, uden tvivl, for så ville jeg ikke behøve at bekymre mig om konsekvenserne. Så jeg havde lyst til at udføre dette eksperiment med Mateo for at se, om det så lykkes ham at komme ud, men også for at vise hvordan det langsomt går op for ham, at det er nu eller aldrig: Gør jeg det, eller gør jeg det ikke?«

– Hele ideen med, at Mateo og Rufus skal dø – forbinder det sig til tendensen med, at queer-personer historisk set ofte dør i fiktionsværker?

»Du tænker på hele ’bury your gays’-tropen (når queer-karakterer dør som led i et plot med en heteroseksuel hovedperson, red.)? Det var helt klart noget, jeg tænkte over, men jeg tror, det var vigtigt for mig, at Rufus og Mateo netop ikke døde, fordi de var homoseksuelle, men fordi døden er uundgåelig. Og jeg tror, mange læsere var triste over slutningen, men lettede over, at det ikke skete på så hadefuld en måde.«

Amerikansk hykleri

Adam Silveras projekt er på mange måder altruistisk. Han forsøger at skabe nogle af de repræsentationer af queerpersoner og -erfaringer i litteraturen, der manglede, da han selv skulle forene sig med sin seksualitet.

Men selv om hans bøger har været en kæmpe succes i USA, er de ofte blevet mødt med det, han kalder sit hjemlands hykleri. Som da han blev inviteret til at tale på en skole i North Carolina og efter sit oplæg fik at vide af de lærere, der havde inviteret ham, at de fandt hans historier om forelskelse mellem mænd upassende.

»Det var virkelig besynderligt, for det var en skole, der også havde en GSA (Gay Straight Alliance club, red.), hvor jeg senere på dagen mødtes med en del queerteenagere. At se den slags hykleri var selvfølgelig skuffende, men ikke specielt overraskende. Mange af mine kollegers bookinger på skoler er blevet aflyst, så snart underviserne finder ud af, at de er homoseksuelle.«

– Tænker du på dine bøger som en form for aktivisme?

»På en måde. Men min mor er f.eks. socialrådgiver, og da jeg var barn ville jeg gerne være det samme, men blev det ikke, fordi min passion altid har været at skrive. Men på det seneste har jeg tænkt over, at det, jeg laver, faktisk er en form for socialt arbejde. Jeg har muligheden for at ændre og forhåbentlig forbedre folks liv. Jeg ved, hvor vigtigt det er for folk, der har fået at vide, at ingen vil have dem, og at de ikke vil blive elsket, at der findes nogen, der skriver bøger, der faktisk reflekterer deres liv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu