Læsetid: 5 min.

Det begyndte med Harvey Weinstein – det fortsætter med Kevin Spacey

Det er langt fra kun Harvey Weinstein, der har begået seksuelle overgreb i den amerikanske filmbranche. Anklager om krænkelser og sexchikane vælter frem mod adskillige andre af Hollywoods kendte som Kevin Spacey, Steven Seagal og Bryan Singer. Her er, hvad der er sket den seneste uge
»Jeg vil nu træde tilbage og tage lang tid til at lytte,« skriver Louis C.K. i en pressemeddelelse.

»Jeg vil nu træde tilbage og tage lang tid til at lytte,« skriver Louis C.K. i en pressemeddelelse.

Chris Pizzello

11. november 2017

Torsdag den 2. november: Bryan Singer og netværket

Den amerikanske filminstruktør Bryan Singer – manden bag The Usual Suspects og en række X-Men-film – er tidligere blevet anklaget for at have forgrebet sig på unge mænd og mindreårige drenge og for at være en del af et netværk af magtfulde Hollywood-mænd, der gør den slags muligt.

Tre separate sagsanlæg mod Singer er dog indtil videre blevet droppet. Men anklagerne mod Harvey Weinstein og nu også Kevin Spacey får endnu flere mænd til at træde frem og pege på Singer.

Skuespilleren Jessica Chastain tweeter en historie fra netmediet Daily Wire om nye og gamle anklager mod Singer, og studerende på USC School of Cinematic Arts laver en underskriftsindsamling for at få fjernet instruktørens navn fra et af deres institutter: The Bryan Singer Division of Cinema & Media Studies.

Fredag den 3. november: Netflix dropper Kevin Spacey

Streaminggiganten Netflix annoncerer, at den ikke længere vil arbejde sammen med Kevin Spacey. Produktion af sjette sæson af den politiske tv-serie House of Cards udsættes på ubestemt tid, mens folkene bag prøver at finde ud af, hvordan de får skrevet Spacey ud af sæsonen – der bliver seriens sidste – og om den overhovedet skal gøres færdig.

Det hele startede under overskriften ’Harvey Weinstein betalte sig gennem årtier fra anklager om sexchikane’ i New York Times den 5. oktober. 
Læs også

Netflix meddeler samtidig, at de dropper at vise filmen Gore, der handler om forfatteren Gore Vidal og som produceres af og har Spacey i hovedrollen. Arbejdet med filmen, der næsten er færdig, sættes øjeblikkeligt i bero. Skuespilleren Julianna Margulies fortæller en radiostation om den sexchikane, hun er blevet udsat for fra både Harvey Weinstein og skuespilleren Steven Seagal, der blottede sig for hende til et såkaldt ’casting-møde’.

Et par dage senere fortæller en anden skuespiller, Portia De Rossi, om en lignende oplevelse med Seagal. David Guillod, en af de øverste chefer i produktionsselskabet Primary Wave Entertainment, går først på orlov og siger siden op, da to kvindelige skuespillere anklager ham for overgreb.

Den 4.-5. november: Flere anklager mod Spacey

Tre mænd, to skuespillere og en journalist, fortæller netmagasinet BuzzFeed om deres møder med en seksuelt aggressiv og truende Kevin Spacey i hhv. 1988, 1995 og omkring år 2000. Journalisten forklarer, at grunden til, at han aldrig skrev om sine oplevelser under et interview med Spacey, var, at han i så fald ville være nødt til også at afsløre skuespilleren som homoseksuel. Det ville han trods alt ikke have på sin samvittighed, og han droppede helt at skrive sin artikel.

Skuespilleren Richard Dreyfuss’ søn, Harry Dreyfuss, beskylder i en klumme i Buzzfeed Spacey for i 2008 at have taget ham i skridtet, da Dreyfuss var blot 18 år gammel. Et tre uger gammelt tv-interview med Uma Thurman går viralt, fordi den amerikanske skuespiller tydeligvis er meget vred over, hvad der gennem så mange år er foregået bag lukkede døre i Hollywood: »Når jeg er klar til det, skal jeg nok sige, hvad jeg har at sige,« siger hun blandt andet.

Mandag den 6. november: Harvey Weinsteins detektiver

Ronan Farrow kan i The New Yorker fortælle om de privatdetektiver, som Harvey Weinstein har haft hyret i et forsøg på at hemmeligholde sine utallige seksuelle krænkelser. Privatdetektiverne har blandt andet overvåget og indsamlet oplysninger om journalister, der ville skrive om Weinstein, og kvinder, som anklagede ham for overgreb.

Den britiske tabloidavis Daily Mail hævder, at Kevin Spacey har søgt behandling for sin sexafhængighed på samme klinik i Arizonas ørken, hvor også Weinstein får hjælp. En amerikansk skuespiller anklager på Facebook sin britiskfødte kollega, Ed Westwick (kendt fra Gossip Girl), for at have voldtaget hende. Han nægter sig skyldig. To dage senere politianmelder en anden kvinde og tidligere skuespiller også Westwick for voldtægt.

Filmselskabet bag Ridley Scotts kommende kidnapningsthriller, All the Money in the World, der har Spacey i en birolle som oliemilliardæren J. Paul Getty, trækker filmen fra en planlagt premiere på AFI Festival. Man vil ikke have, at anklagerne mod Spacey kommer til at overskygge alt det hårde arbejde, som folk foran og bag kameraet har lavet på filmen, der skal have amerikansk premiere den 22. december.

Tirsdag den 7. november: Jane Seymours historie

Den 66-årige, britiske skuespiller Jane Seymour fortæller i et australsk talkshow om engang tidligt i hendes karriere, hvor en magtfuld Hollywood-producent ville have seksuelle modydelser af hende til gengæld for en rolle i en stor film. Hun nægtede og fik ikke rollen, men var så berørt af oplevelsen, at hun lagde sin karriere på hylden i et år.

Onsdag den 8. november: Ridley Scott dropper Spacey

Ridley Scott og hans producenter meddeler, at man med de øvrige skuespilleres velsignelse har tænkt sig at skyde nye scener til All the Money in the World, hvor Kevin Spacey erstattes af Christopher Plummer. Det er ikke nogen stor, men alligevel vigtig rolle, Spacey har i filmen. Scott holder stadig fast i den 22. december som premieredato. Spacey droppes fra en tv-transmitteret fejring af komikeren og skuespilleren Carol Burnett.

Skuespilleren Jeffrey Tambor, der især er kendt for at spille den transseksuelle Maura i tv-serien Transparent, beskyldes af en tidligere assistent, den transseksuelle Van Barnes, for upassende opførsel. Tambor benægter alt, og Amazon, der står bag serien, meddeler, at man iværksætter en undersøgelse.

Jill Soloway, der har skabt Transparent, udtaler, at hun samarbejder med Amazon om undersøgelsen, og at »alt, hvad der undergraver den grad af respekt, sikkerhed og inklusion, der er så altafgørende for vores arbejdsplads, står i direkte modsætning til vores principper«.

Torsdag den 9. november: Louis C.K.’s fald

I The New York Times fortæller fem kvindelige komikere om episoder, hvor en mandlig kollega, Louis C.K., har blottet sig og onaneret foran dem, eller mens han har talt i telefon med dem. Anklagerne mod Louis C.K., en af verdens skarpeste og mest populære komikere og tv-stjerner, blev første gang luftet i 2012, men det er ikke før nu, at så mange navngivne kvinder træder frem.

HBO vælger at fjerne alt indhold med Louis C.K. fra deres streamingtjeneste, mens FX, der producerer komikerens populære sitcom, Louie, meddeler, at de ser med alvor på situationen. Louis C.K. selv er tavs, men aflyser premieren på sin nye film, I Love You, Daddy, som han både har skrevet, instrueret, produceret og spiller hovedrollen i. En optræden i Stephen Colberts talkshow, The Late Show, aflyses også.

Siden denne artikel blev skrevet, har Louis C.K. indrømmet og undskyldt for samtlige episoder. 

Serie

Det begyndte med Harvey Weinstein – og fortsætter med #MeToo

Det begyndte, da New York Times i oktober bragte de første artikler om anklager mod den magtfulde filmproducent Harvey Weinstein for seksuelle overgreb. Men det er langt fra kun Weinstein, der har begået seksuelle overgreb i den amerikanske filmbranche. Anklager om krænkelser og sexchikane vælter frem mod adskillige andre af Hollywoods kendte som Kevin Spacey, Steven Seagal og Bryan Singer. Og det fortsætter i kølvandet på Weinstein-afsløringerne og #MeToo-kampagnen. 

Vi følger det hele og samler trådene her.

Seneste artikler

  • Betyder et nyt år også nye tider i Hollywood?

    13. januar 2018
    #MeToo-debatten og anklager om sexchikane – og det, der er meget værre – er tilbage for fuld styrke i Hollywood i det nye år, hvor Oprah Winfrey har holdt en opsigtsvækkende tale ved årets første store prisfest, 100 franske kvinder synes, at vi alle sammen skal slappe lidt af, og James Franco er kommet under voldsom beskydning
  • #MeToo hænger stadig Hollywoods beskidte vasketøj til tørre

    9. december 2017
    Skeletterne vælter fortsat ud af skabene i kølvandet på Harvey Weinstein-afsløringerne og #MeToo-kampagnen. Nogle af den seneste måneds mest opsigtsvækkende sager omfatter Weinsteins ’meddelagtighedsmaskine’, senator og tidligere komiker Al Franken og et offentligt slagsmål mellem John Oliver og Dustin Hoffman
  • Det begyndte med Harvey Weinstein

    4. november 2017
    I begyndelsen af oktober bragte New York Times de første artikler om anklager mod den magtfulde filmproducent Harvey Weinstein for seksuelle overgreb. Siden er en lang række kvinder og mænd trådt frem med beskyldninger mod Weinstein og andre af Hollywoods producenter, instruktører og skuespillere. Her følger en oversigt over, hvad der er sket og hvornår
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu