Læsetid: 7 min.

De bøger, vi indstiller til Montanas Litteraturpris, er bøger, som det er svært at have en kedelig samtale om

To tendenser tegner sig blandt de indstillede værker til Montanas Litteraturpris: en idiosynkratisk omgang med essayformen og en optagethed af det nære og intime i fiktionen. Og så er der Lone Aburas’ agitprop, der stikker helt af genremæssigt
Fem af de seks nominerede til Montanas Litteraturpris (fra venstre) Peter Højrup, Lone Aburas, Amalie Smith, Martin Larsen og Caroline Albertine Minor.

Fem af de seks nominerede til Montanas Litteraturpris (fra venstre) Peter Højrup, Lone Aburas, Amalie Smith, Martin Larsen og Caroline Albertine Minor.

18. november 2017

Man kan have så mange relevante indvendinger mod litteraturpriser (kunsten er ikke en konkurrencesport osv.), men det vil jeg nu afstå fra.

Der udkommer flere gode bøger, end de fleste har tid til at læse, og priserne tjener det glimrende formål at fremhæve værker, der fortjener læsernes opmærksomhed.

Dertil kommer, at overrækkelsen af prisen giver anledning til pindemadder, champagne, hyldesttaler, takketaler og klapsalver.

Ingen af disse ting er nødvendige forudsætninger for en kritisk litterær offentlighed, men for mig har overrækkelsen af Montanas Litteraturpris de sidste ti år været kulminationen på den berigende ugelange diskussion af de seks indstillede værker, der finder sted på Testrup Højskoles litteraturseminar, ’Tag og læs’.

 

 
Læs også

Det er en diskussion, der meget sjældent handler om, hvilken bog der er bedst (det spørgsmål overlader vi til prisudvalget, der i år består af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah og Tue Andersen Nexø, Politikens kritiker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og forfatter Kirsten Thorup).

Det, vi taler om, når vi taler om de indstillede bøger, er, hvad litteratur kan være og gøre. Den litteratur, der bliver indstillet til Montanas Litteraturpris, skal være fornyende inden for sin genre eller formå at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde.

De seks indstillede værker  vidner om, hvor forskelligt det kan gøres. Ingen genrer er udelukket på forhånd, og hvis man ser på de seks nominerede værker, er det mest iøjnefaldende hvor mange af dem, der falder uden for de traditionelle afgrænsninger.

Idiosynkratisk essayisme

Fiktionen fylder usædvanlig lidt i år, om end den har to stærke repræsentanter i Peter Højrups roman Til stranden og Caroline Albertine Minors novellesamling Velsignelser. Begge bøger udmærker sig ved at fremskrive urolige, sorgfulde og ømme blikke på verden.

Når det forholder sig sådan, er det ikke et udtryk for, at der ingenting sker i den skønlitterære prosa for tiden, bogåret har bare budt på nogle virkningsfulde og usædvanlige bøger, som med udgangspunkt i forfatterens eget biografiske jeg arbejder essayistisk på forskellig vis.

Der er ingen traditionelle essays eller essaysamlinger blandt de indstillede værker – det essayistiske forsøg på at forstå aspekter af verden er langt mere idiosynkratisk i Naja Marie Aidts Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bogAmalie Smiths Et hjerte i alt og Martin Larsens Parasitsonetterne.

Martin Larsens Parasitsonetterne er nok den tørreste bog, der nogensinde er blevet indstillet til Montanas Litteraturpris, og helt sikkert den sværeste for en naturvidenskabelig analfabet at forstå til fulde, men det forhindrer den  på ingen måde i at være både sjov og svimlende. 

Bogen er en blanding af poetik med fokus på uendelighedsfigurer i poesien såvel som i verden og rapport over arbejdet med at programmere en digtmaskine, der med udgangspunkt i Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen kan generere nye digte i forskellige former for uendelighed.

Programmeringstekst, naturvidenskabelige illustrationer og eksempler på computergenereret poesi pryder mange af siderne, og Parasitsonetterne fungerer grundlæggende som et generøst indblik i professorens værksted.

Det er ikke nogen gimmick, men et oprigtigt, systematisk og ekstremt stædigt forsøg på at realisere et poetisk potentiale. Den poetiske professortype, man møder i den logbog, der udgør bogens sidste del, er mildest talt ikke særlig optaget af sig selv. I værkets mest private passage bliver digterprogrammøren distraheret i sit arbejde af en digterkollega, der ringer for at sladre. 

»Vi talte en halv times tid. Blev enige om, at jeg er ret elendig til sladder. Straks efter fandt jeg ud af, hvor det var, jeg havde lavet fejl i programmet, og kort tid efter kom det allerførste digt ud af maskinen. Det lyder:

Drengene har pløjet
Kragen er død

Det er ikke stor poesi, men skelsættende, fordi det markerer starten på projektets praktiske udførelse. Jeg fejrede det med en kop nybrygget kaffe og æblekage med vanilje fra Tahiti.«

Poetisk nysgerrighed

Amalie Smiths Et hjerte i alt er på samme måde som Parasitsonetterne en boglig dokumentation af en længerevarende praksis, der kombinerer naturvidenskabelig og poetisk nysgerrighed. Værket består med dets egne ord af noter, essays, praksis og poetik.

Amalie Smith arbejder også som billedkunstner og teksterne i Et hjerte i alt er skrevet over en tiårig periode i forbindelse med foredrag, oplæsninger, performances og udstillinger. De handler om naturhistorie, kunsthistorie, materialitet og sansninger og stiller helt basale spørgsmål om, hvad tingene er. Blandt disse essayistiske spor, der er brudt op og sat sammen, så de taler med hinanden, løber et mere personligt spor om hjertesorger, hjernerystelser og forelskelser. Det er en bog, som i sin kuratering etablerer nye forbindelser mellem ti års essayistiske bestræbelser. 

Når jeg mener, at Naja Marie Aidts Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog kan læses essayistisk, er det, fordi den i høj grad er et forsøg på at forstå den ekstreme sorg, som forfatteren er i efter at have mistet sin voksne søn Carl. Den er skrevet fra et nulpunkt, hvor meget lidt giver mening, men hvor skriften bliver en del af sorgarbejdet.

Gennem bogen løber flere spor, hvoraf et beskriver forløbet, fra Naja Marie Aidt modtager et telefonopkald om, at hendes søn i en svamperus er sprunget ud af et vindue, til respiratoren bliver slukket. Bogens andre spor beskriver de aftryk, Carl har sat i verden, og forsøger gennem eksempler fra litteraturhistorien at forstå sorgen.     

At tre af de bøger, vi har indstillet, har et stærkt essayistisk islæt, er ikke enestående. Der tales meget om autofiktion i forbindelse med samtidslitteraturen, forfatterne skriver om sig selv, Knausgaard har sat en ny standard for detaljeniveauet.

Men et aspekt ved den autofiktive tendens i samtidslitteraturen er også, at forfatterne retter blikket udad og giver essayistiske behandlinger af de emner, de er optaget af. Det ser man også i Malte Tellerups roman Markløs, der med to brødres vandretur gennem den danske provins som ramme skriver om forvaltning af landskaber, lokalsamfund og familierelationer.   

Intime afrapporteringer

De to fiktionsværker, vi har indstillet, er typiske for bogåret (og den danske samtidslitteratur generelt) for så vidt, at de nøgternt og køligt beskriver det nære liv. Peter Højrups Til stranden kalder sig en roman og kunne endnu mere præcist kaldes en fortællekreds, der giver stemme til en gruppe venner på ferie ved Ægæerhavet. Det er snarere afstanden end nærheden mellem dem, der bliver beskrevet. Caroline Albertine Minor skriver som Naja Marie Aidt om tab og udfolder sine forskellige karakterers sorg i en prosa, som både er behersket og vidtfavnende. 

Det fintunede blik på dynamikken i nære relationer finder man også uden for de indstilledes rækker i f.eks. Ida Holmegaards fine korte roman Graceland, der skildrer tre familiemedlemmer en dag lige før jul. Den ydre handling er langt fra højdramatisk, men når man har så flydende og smidigt et sprog, som Holmegaard har, foregår der rigeligt i hver enkelt af tankestrømmene. Også Emeli Bergmans novellesamling Salt stiller skarpt på de små og ikke nødvendigvis spektakulære skred i nære relationer. 

I Pablo Llambias’ autofiktive fortælling Natteskær bliver det private ganske klaustrofobisk. Bogen beskriver livet som midaldrende mandlig litterat og forholdet til en voldelig kæreste. Tosomheden er fra begyndelsen temmelig tilbøjelig til at lukke sig om sig selv, og efterhånden som volden eskalerer, får skammen over den fortælleren til at trække sig tilbage fra omgivelserne. Det er nok årets mest intime afrapportering.      

Sjældent betrådt terræn

Lone Aburas plejer at skrive romaner (den første, Føtexsøen, var også indstillet til Montanas Litteraturpris), men har med udgivelsen af Det er et jeg, der taler (regnskabets time) forladt fiktionen for at betræde et litterært terræn, der ikke bliver betrådt så tit.

Agitprop er genrebetegnelsen på den korte, men heftige tekst, der i en hidsig tone henvender sig til offentligheden med henblik på at ændre folks holdninger. Det er en regulær antiracistisk dundertale, som udvider spektret for, hvad samtidslitteratur kan være, gør og vil.

Teksten er trykt på bogens højresider, mens der på bogens venstresider er tegninger af forfatteren, som tilsammen udgør en lille analog animation af forfatteren, der belærer sin læser. Det er ikke en rolle, der plejer at være i høj kurs i skønlitteraturen, men det interessante og usædvanlige er, at Lone Aburas slipper afsted med det. 

Det gælder for alle de seks værker, vi har indstillet til Montanas Litteraturpris, at de når nogle nye steder hen. Det er bøger, som det er utrolig svært at have en kedelig, forudsigelig samtale om. Læsningen af dem kaster elementære spørgsmål om, hvad litteratur kan være og gøre af sig. Det er det, de skal have mulighed for at blive belønnet for.

Montanas Litteraturpris 2017

Montanas Litteraturpris blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen er sponseret af Montana og er på 100.000 kroner.

Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

Indstillingskomiten består af: Christian Dorph, Mads Eslund og Pernille Abd-El Dayem fra Testrup Højskole samt Lone Nikolajsen og Kamilla Löfström fra Information.

En dommerkomité bestående af Kirsten Thorup, Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen vil udpege den endelige vinder af årets pris.

Vinderen offentliggøres fredag den 10. januar i forbindelse med ugekurset Ta’ og læs på Testrup Højskole

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu