Der var engang en rar, midaldrende mand ved navn Niels, som forsøgte at få sit hus solgt. Men det var nærmest umuligt, fordi det iskolde boligmarked stod i vejen for, at nogle ville købe det.
Samtidig var mandens gule murstenshus i Greve ikke særlig indbydende. Der lå støv i krogene, og han sparede så meget på varmen, at der var koldt indenfor. 18 grader for at være præcis. Og det er ikke fremgangsmåden, hvis man vil sælge et hus. For hvem gider at købe et koldt nullermandshjem?
En dag mødte Niels to mænd, der gerne ville hjælpe ham med at få huset solgt. Faktisk var det Danmarks Radio, der sendte to hjælpere – en designer og en ejendomsmægler – ud til Niels, så de kunne forvandle hans hus og gøre det attraktivt for potentielle købere.
Det lyder som anslaget til et eventyr, men det er anslaget til boligprogrammet I hus til halsen på DR1.
Og det er ikke tilfældigt, at de mange boligprogrammer, som er massivt til stede på diverse kanaler, er skruet sammen efter en traditionel dramaturgisk model. Den meget traditionelle dramaturgi gør nemlig, at vi indlever os i programmet og synes, at det er sjovt og interessant, siger Pia Majbritt Jensen, lektor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet.
Samme pointe går igen hos Mette Mechlenborg, boligforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet. Hun sammenligner boligprogrammer med aktantmodellen, som netop er tydelig i eventyr: Her er der en helt, som også er hovedpersonen. Der er også nogle hjælpere, som hjælper helten. I det her tilfælde sørger de for, at hjemmet bliver til et slot. Og der er nogle udfordringer – modstandere, hvis vi bliver i terminologien – i form af en personlig krise, et frosset boligmarked et cetera.
Imens kameraet filmer rundt i hjemmet i Greve, fortæller speakeren, at det er fire år siden, at Niels blev skilt fra sin kone, Helle. De nåede at være gift i ti år og få to børn. Efter skilsmissen blev Niels boende i det fælles parcelhus, som de siden har forsøgt at sælge.
Speakeren fortæller også, at det var Helle, der gik fra Niels. Nu bor hun i en lille, lys lejlighed et par kilometer væk fra huset. Og speakeren lader os vide, at Helle var Niels’ store kærlighed.
Eksplosion af boligprogrammer
Det dramaturgiske forløb gør programmer som I hus til halsen underholdende. Derfor har programmerne mange seere, og derfor bliver der lavet mange af dem, fortæller Pia Majbritt Jensen.
Roomservice på TV 2 (program hvor designere og venner hjælper et par med at modernisere et rum, red.) var det første af den type boligprogrammer. Det havde premiere lige inden årtusindskiftet, og derfra eksploderede det: Fra skrot til slot, Boligblender, Kære nabo – gør bras til bolig og Helt solgt. Og det fortsætter. Nye boligprogrammer vinder indpas og nyklassikere starter nye sæsoner.
Særligt de seneste fem år har der været en kraftig stigning i antallet af boligprogrammer, siger Tine Sode, fagredaktør hos Bolius:
»Der findes en masse programmer om, hvordan man får sit hus solgt, hvordan man indretter osv. Enhver tv-kanal med respekt for sig selv har et boligprogram.«
Den seneste uge har boligprogrammerne Hammerslag på DR1 og Sæt pris på dit hjem på TV2 ligget på top 20 over de mest sete programmer.
Siden den nye sæson af Kender du typen på DR1 er løbet over skærmen, har programmet haft mellem 650.000-750.000 seere per episode, og dermed er det blandt de ti mest sete programmer i Danmark overhovedet.
Udfordringer og konflikter
I programmet I hus til halsen er DRs designer og ejendomsmægler kommet hjem til Niels for at gøre det gule murstenshus rart og lunt, så fremtidige købere vil kunne visualisere deres drømme om fremtiden.
Designeren og ejendomsmægleren går rundt i huset og udpeger alle de ting, der skal smides ud og ændres. Bagefter går Niels og Helle i gang med armkræfter, skruetrækkere og moppe. Gamle europaller, der har ligget i haven, skal ud. Gamle stiger, havemøbler, VHS-bånd, reoler og køkkenlåger. Det ryger alt sammen ud foran huset og danner en større og større bunke storskrald.
Niels stiller sig foran bunken og sukker: »Det er godt nok helt vildt, så mange ting der er.«
Stod det til ham, var der andre, der skulle smide det ud for ham:
»Det gør ondt at smide ting ud. Det er bedst, hvis andre gør det på mine vegne. Da Helle og jeg var gift, var det bedst, hvis hun fjernede tingene, imens jeg var væk,« siger Niels til kameraet.
Og da Niels og Helles børn kommer hjem fra skole og får øje på storskralds-bunken, går sønnen direkte hen til bunken og tager et par punkterede bolde op.
»Det er min søn, kan jeg se. Han vil også tage alle tingene ind igen,« siger Niels og smiler.
Det er den slags udfordringer og konflikter, der skaber et dramaturgisk forløb og gør programmet underholdende for seerne, siger Pia Majbritt Jensen. Samtidig er det karakteristisk for boligprogrammer, at de medvirkende er udfordret af en personlig krise: De er måske blevet skilt eller har været udsat for noget traumatisk: har mistet en mand eller kone, ligesom i I hus til halsen.
»Vi er ofte vidne til, at de medvirkende blotter sig og fortæller om en personlig tragedie. Det får os til at synes, at det er skide synd for dem,« siger Pia Majbritt Jensen.
Det sociale hierarki
Selvom det gør ondt på Niels at smide ting ud, så kan det vise sig at være forløsende for ham.
Omkring årtusindskiftet fik boligen en ny status. Tidligere var vi forankret i en socialklasse, familien eller arbejdet, men i dag forankrer vi os blandt andet gennem vores bolig. Den er knudepunktet for praktiske, økonomiske og sociale aktiviteter og et spejl på, hvem vi er, siger Mette Mechlenborg:
»Kender du typen er det ultimative eksempel. Her tager man personen ud af boligen, og så kan eksperterne gå rundt og aflæse, hvad tingene er udtryk for, og hvilken type der bor der. Man kan sige, vi forlænger vores identitet igennem vores bolig.«
Det betyder også, at når vi forandrer boligen, så forandrer vi livet, siger Mette Mechlenborg.
»Hvis dit hjem bliver transformeret af en hip designer, får du en fornemmelse af, at du er mere værd og med på noderne. Du bliver hævet i det sociale hierarki. Så der er helt klart en psykologisk transformation,« forklarer Mette Mechlenborg.
Fordi der er en sammenhæng mellem identitet og bolig, bliver det et socialt portræt, når vi kommer ind i andres hjem. Boligprogrammerne som I hus til halsen, Kære nabo – gør bras til bolig og Kender du typen er snage-programmer, hvor vi kommer indenfor i folks hjem og lærer dem at kende.
»Hvis vi går ud i et parcelhuskvarter, er der store hække, så man ikke kan se ind. Og meningen er, at selvom man kan se ind, så gør man det ikke, fordi vi har respekt for privatlivet. Det er netop derfor, at det er så interessant at komme ind i andres hjem. Det er et sneak peek ind i et sted, hvor vi aldrig kan få lov til at komme.«
På den måde kan boligprogrammerne være en nyfigen rundtur i andre menneskers liv.
Fra opsving til finanskrise
Da boligprogrammerne vandt indpas i starten af 00’erne, var det i forlængelse af det økonomiske opsving. Danskerne fik penge mellem hænderne og råd til store, dyre samtalekøkkener. Samtidig blev det legalt at investere i sit hjem, forklarer Mette Mechlenborg.
»Fra omkring årtusindskiftet var vores hjem ikke bare noget småborgerligt. Hjemmet blev accepteret som et livsstilprojekt i sig selv. Familielivet blev også interessant her omkring. Med mange skilsmisser blev familien et eksotisk område og dermed også hjemmet.«
Selv da boligmarkedet kom ned i gear under finanskrisen, fortsatte det med at være populært med udsendelser om boligen. Konceptet ændrede sig fra ’alle har ret til et fedt køkken’-mentaliteten til at have udgangspunkt i boliger, der er svære at sælge på grund af økonomisk nedgang – ligesom i I hus til halsen. Forvandlingerne blev mere præget af nød end af lyst.
»På den måde udvikler boligprogrammerne sig i takt med samfundet,« siger Mette Mechlenborg.
Realitygenren overtager
Pia Majbritt Jensen fortæller også, at »den største ændring, der er sket med boligprogrammer, er, at der er kommet mere realityshow ind i dem.«
Der er blandt andet kommet flere konkurrenceelementer med. I I hus til halsen skriver ejendomsmægleren priser på køleskabet med en tusch. Først den oprindelige udbudspris, den nuværende udbudspris og den pris, som sælgerne som minimum vil have for huset, for ikke at stå i gæld flere år frem.
Bagefter skal sælgerne arbejde for at gøre huset så lækkert, at ejendomsmægleren mener, det kan blive solgt for en højere pris. Heri konkurrencen.
Derudover er der kommet mere fokus på castingen, og at de medvirkende er »godt tv«, siger Pia Majbritt Jensen.
Midt i programmet I hus til halsen fanger kameraet, at Helle kigger på billeder fra eksparrets bryllup, fra børnenes babysvømning og skolefotos, fordi designeren har bedt hende finde nogle billeder, der kan blive hængt op, så hjemmet kan få »mere personlighed«.
Og da Niels går hen og ser billederne, efter de er blevet hængt op på den nymalede, hvide væg, triller et par tårer ned ad hans kinder.
»Selvom at man på DR ikke går lige så meget til den for at få folk til at græde, som man gør på andre kanaler, er der alligevel fokus på følelser,« siger Pia Majbritt Jensen.
Det ender lykkeligt
Ligesom i et eventyr, der er bygget op efter aktantmodellen, ender programmet I hus til halsen lykkeligt. Niels og Helles hus bliver solgt uden store økonomiske omkostninger.
Niels sidder med ansigtet rettet mod kameraet og fortæller, at det er en kæmpestor sten, der er faldet fra hans hjerte: »Jeg er blevet et helt nyt menneske, altså.«
»Selv om jeg var helt nede i kælderen, kan jeg godt se, at det var det rigtige, der skete. Det tændte en gnist for enden af tunnelen og gav mig håb om, at jeg kan komme videre med mit liv.«
Som de skriver i eventyrene: Og han levede lykkeligt til sine dages ende.
