Læsetid: 6 min.

Charles Manson er død. Men det var han på en måde fra fødslen af

Med udgangspunkt i netop afdøde Charles Manson og hans gerninger reflekterer Klaus Lynggaard over ondskaben. I sig selv såvel som i andre. Og spekulerer over, hvorfor lige netop en ’scumbag’ som Manson af alle mennesker gik hen og blev sådan en ’crime celebrity’
Der begås grusomheder dagligt, som overstiger såvel forstand som disse skrækindjagende hændelser en augustweekend i Los Angeles i 1969, så hvorfor fylder de og deres bagmand, Charles Manson, så relativt meget i vores kollektive hukommelse?

Der begås grusomheder dagligt, som overstiger såvel forstand som disse skrækindjagende hændelser en augustweekend i Los Angeles i 1969, så hvorfor fylder de og deres bagmand, Charles Manson, så relativt meget i vores kollektive hukommelse?

AP Photo

24. november 2017

Lige nu bliver der givetvis begået en eller flere ubeskriveligt afskyelige voldsforbrydelser et eller andet sted på kloden.

Jeg tør virkelig ikke tænke på, hvad mennesker kan finde på at gøre ved hinanden, for åbner jeg først for de sluser, falder jeg ud i et bundløst rum, hvor min fantasi i frit fald martrer mig med et grusomt potpourri af alle de forfærdelige ting, jeg har læst, grufulde billeder, der meget mod min vilje har fæstnet sig i min bevidsthed og de efterhånden utallige scener fra film, hvor folk bliver myrdet, banket eller torteret på så bestialsk vis, at det er et under, jeg nogensinde får sovet ved tanken derom.

Som dreng fandt jeg således en bog om de kz-lejre, nazisterne skabte for at bortskaffe uønskede elementer (jøder, kommunister, romaer, seksuelle minoriteter og hvad der nu ellers stødte deres opfattelse af det menneskelige), som min far efter bedste evne havde forsøgt at skjule.

Hans generation havde gennemlevet besættelsen, men først efter krigens ophør var omfanget af dens grusomhed gået op for dem. Derfor var han meget opsat på, at vi aldrig skulle glemme, hvad der egentlig skete, hvorfor og hvordan. Derfor blev han militærnægter (hvilket var upopulært i koldkrigens 1950’ere) og medlem af en organisation, der hed Aldrig mere krig. Og derfor lod han mig altid forstå, at vold intet løste. Nogensinde.

»Jamen, hvad så, når de andre drenge vil give mig tærsk?« spurgte jeg.

»Løb,« svarede han.

»Så tror de jo, jeg er kujon.«

»Det er dem, der er kujoner.«

Børn finder altid det værste

Bogen, jeg fandt, og dens nøgternt registrerende sorthvide fotos af kz-lejrenes både ufattelige og uhyrlige, men også nøje gennemtænkte og systematiserede grusomhed havde jeg gerne været foruden.

Jeg er sikker på, at min far ville have vist mig den, når jeg var blevet større, men børn, ikke sandt? De finder sgu altid frem til det værst tænkelige. Også derfor bør vi være så taknemmelige for internettet. Så kan den slags overstås i børnehavealderen.

Læs også

Jeg har aldrig glemt de billeder der. De ætsede sig fast på min nethinde. Jeg havde mareridt om dem i årevis. Og de kan stadig dukke op. Jeg er som sådan vaccineret mod enhver organiseret forfølgelse af mindretal, og hvad nogen opfatter som afvigere.

Den fascinerende ondskab

Men. Men, men, men – en lille morbid stodder et sted inde bag min civiliserede fernis føler også en smule betændt fascination ved hele fænomenet menneskelig ondskab. Tanken om, hvad det er muligt at påføre et andet menneske af ydmygelser, har jeg bestemt leget med.

Når jeg for gud ved hvilken gang blev fanget i et hjørne af skolegården af Torben Flue-i-øjet og Stig fra kæret, drømte jeg så ikke om at tilføje dem samme smerte og ydmygelse, som de påførte mig? Gu gjorde jeg så. Og havde det været mig muligt, havde jeg gladelig smadret deres knæskaller, så de aldrig, aldrig mere kunne sætte i løb efter mig med selvtilfredse sadistiske miner, velvidende at deres offer, den kvabsede brilleabe, som de kaldte mig, ville begynde at stortude, før afklapsningen overhovedet begyndte. Jeg ønskede dem smerte hinsides enhver beskrivelse. Kujon eller ej, jeg hadede dem.

Så jo. Der bor et monster i os alle. Det er min faste overbevisning. Når jeg hører såkaldt pæne mennesker i bestemte vendinger afvise, at de på nogen måde kunne finde på at gøre andre ondt, uanset omstændighederne, tier jeg stille. Selvfølgelig kunne de det. Vi kan alle skubbes i den retning. Lige under fernissen bor monsteret. Jeg har mødt det utallige gange. I både fiktionen og virkeligheden.

For som borger i et af verdens tryggeste og mindst voldelige lande gestalter det sig som oftest uden for én. Og nok derfor fascineres jeg af forbrydelsen. Læser krimier og Dostojevskij. Ser tv-serien The Killing og en film som Funny Games – om end sidstnævnte mest med lukkede øjne. Holder avis og ser tv. Søger på de mest suspekte sites, når jeg keder mig. Fandt således den anden dag et opslag om en amerikansk teenager, der skød begge sine forældre, fordi de havde forbudt ham at spille computerspil. Hvad sker der lige der?

’The Charles Manson murders’

Ondskaben drager. Fordi den findes, og fordi vi i værste fald kan blive dens offer. Som nu ægteparret Leno og Rosemary LaBianca, der ifølge alle kilder aldrig havde gjort en kat fortræd. Om aftenen søndag d. 10. august 1969 blev de overfaldet i deres hjem i Los Angeles af, hvad der vel kun kan kaldes en flok småkriminelle ’hippier’, som bandt dem i hver deres værelse, mens de forsikrede det skrækslagne ægtepar om, at de ’kun’ var kommet for at røve dem. Men det udviklede sig til en bizar blanding af lyst- og rovmord, og da tyvene forlod stedet, lå parret dødt, dræbt med utallige knivstik. Og med deres blod skrev morderne på en væg »DEATH TO PIGS« og på køleskabet »HELTER SKELTER«.

Podcastanbefaling: ’You Must Remember This’, der nærmest kun består af oplæsning, burde lyde som en røvsyg lydbog, men podcastens gennemgang af Charles Mansons liv er psykopatisk god
Læs også

Som om Los Angeles indbyggere ikke var opskræmte nok i forvejen. Dagen før, om lørdagen, var fem mennesker blevet slagtet i Benedict Canyon, heriblandt den gravide skuespiller Sharon Tate. Her havde morderne med blod skrevet ordet »PIG« på væggen.

Godt nok var sommeren 1969 det år, hvor mennesket for første gang satte fod på månen, men der var et eller andet ved disse tarvelige voldsforbrydelsers karakter, der kom til at optage sindene i næsten lige så høj grad. Ikke kun dengang, men i alle årene siden, er, hvad der i folkemunde blevet kendt som ’the Charles Manson murders’, vedblevet med at fascinere og fylde.

Et lille, ubehageligt digt

Selv gennemgik jeg i starten af 1990’erne en fase, hvor byen Los Angeles fascinerede mig enormt. Dens voldsprægede og aparte historie, racespændingerne, afstanden mellem Beverly Hills og Compton, Hollywoods drømmebilleder og Charles Bukowskis illusionsløse skriverier, musikken fra The Doors til Niggaz With Attitude, jeg lod mig fuldstændig opsluge af disse hundredvis af forstæder på udkik efter en by.

Og på et tidspunkt nåede jeg så til kultlederen Charles Manson og hans disciple. Som det sker, når jeg bliver besat af noget, tager det gerne overhånd, og jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om emnet. På ganske kort tid var jeg på fornavn med medlemmerne af kulten omkring Manson lige såvel som dens ofre, jeg kendte til detaljer om de involverede, der egentlig ikke havde stort at gøre i min bevidsthed, og det blev en af den slags besættelser, omgivelserne begynder at føle lidt ubehag ved.

Til sidst udmøntede det hele sig i et lille, ubehageligt digt, jeg fik trykt i et tidsskrift (jo, de fandtes endnu dengang), så slukkedes gløden, og jeg vendte blikket mod andre fortrædeligheder.

Deres sølle ’claim to fame’

For at vende tilbage til min indledning. Der begås grusomheder dagligt, som overstiger såvel forstand som disse skrækindjagende hændelser en augustweekend i Los Angeles i 1969, så hvorfor fylder de og deres bagmand (Manson slog således aldrig nogen ihjel selv; den slags havde han bogstaveligt talt folk til) så relativt meget i vores kollektive hukommelse?

Ja, gu var han ond. Og forbrydelserne bestialske. Og ikke mindst fuldstændig meningsløse. Men hvordan adskiller de sig fra så mange andre mindst lige så hårrejsende overgreb på mennesker? Fordi de symboliserede hippiedrømmens afslutning, siger nogen. Men kunne man overhovedet kalde the Manson Family for hippier, hvis man har den mindste idé om, hvad det ord betyder og står for?

Fordi ondskab til stadighed fascinerer os, siger andre. Det kan jeg som sagt skrive under på. Men når man så går i dybden med Manson og hans slæng, bliver det lidt som med nazibødlerne. Gud fri mig vel for nogle grundlæggende uinteressante personligheder derinde bag grusomhederne. Som så bliver deres sølle claim to fame.

Jeg ved det ikke. Nu er Charles Manson så død. Men det var han på en måde fra fødslen af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ondskab. Et begreb jeg helst ikke vil forholde mig til, fordi jeg ikke helt vil tro på at nogen kan være onde per definition.
Og så alligevel er der tilfælde, hvor jeg har svært ved ikke at tænke: rendyrket ondskab.
Ham der Manson-tingen var vel bare regulært skør..
En af grundene til at jeg mener, at man skal prøve, hvis det er muligt ikke skyde terrorister, men anholde dem og dermed få mulighed for at finde ud af, hvad sker der i de hjerner.
Der er en grum grum roman, som på dansk hedder " Vi er nødt til at tale om Kevin" Som, som jeg læser den stiller spørgsmålet : er der simpelthen bare nogen der er født onde?

Eva Schwanenflügel og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Katrine Damm,
Jeg synes nu, der er rigeligt i Mansons forhistorie, som kunne tyde på at han nok snarere er blevet ond fremfor at være født sådan.
Men det er et spændende spørgsmål, for i vores vestlige verden er det jo nærmest utænkeligt, at et barn er født ond, hvadenten man forsøger at forklare vedkommende vha kristendom eller psykologi.
For en del pr siden så jeg genindspilningerne af de japanske gysere "the ring" og "darkwater" og spurgte bagefter min søns far, som er buddhist og har boet i Japan og andre steder i Asien, hvorfor pokker deres tankegang kredser så meget om onde børn i den del af verden?
Han forklarede, at den tankegang har rod i shintoismen og begrebet kami, som både kan være gode og ekstremt onde væsener eller ånder, nogle af afdøde, men det også væsener, som lever side om side med os i vores verden.
Samara i "the ring" er jo et gennemført ondt barn og hvor det for japanerne er en naturlig del af deres mindset, er hun jo for os ubegribelig rædselsvækkende.
Det kan være Manson ville have lettere ved at iscenesætte sig selv som rendyrket ondskab i Asien, men jeg køber den altså ikke :-)

Charles Manson havde ikke de bedste forudsætninger og på en måde er han også et eksempel på, at man risikerer at gøre folk mere kriminelle hvis man sætter dem for længe i fængsel. Jeg har læst, at han blev undervist i Dale Carnegies selvhjælpsbog "How to Win and Influence Friends" mens han i første omgang sad i fængsel for småkrimininalitet. Det blev sikkert gjort i et forsøg på, at hjælpe ham med, at rehabilitere sig selv, istedet brugte han nogle af teknikkerne fra bogen, til at tiltrække folk til sin kult. Det var nok ikke det, man oprindeligt havde forestillet sig fra det californiske fængselsvæsens side.

Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Katrine, jeg så filmen adapteret fra bogen du nævner, "Vi er nødt til at tale om Kevin", med Tilda Swinton i rollen som den plagede mor - en fortrinlig skuespiller. Kan ikke huske, hvem der spiller drengen, men han var gennemført diabolsk.
Filmen stillede det samme spørgsmål som bogen, og svaret var ikke endegyldigt; havde drengen udviklet sin ondskab på grund af moderens 'følelseskulde', eller var han simpelthen ond fra begyndelsen?
Uden at være ekspert på området, er min konklusion, at drengen var personlighedsforstyrret, altså havde psykopatiske/sociopatiske træk, og at den endelige tragedie måske kunne have været forhindret, hvis ikke faderen havde været fuldstændig blind for sin søns opførsel - eller rettere, havde lyttet til moderen, som jo var den eneste der oplevede hans sadistiske sider, fordi drengen var så manipulerende.
Rigtigt, en meget grum beretning !