Kommentar
Læsetid: 3 min.

DR3 har givet os et socialt supermandsblik, der kan kigge ind i alle de kulturer, vi ikke selv er en del af

Redaktionens public service-eftersyn af DR’s tv-kanaler må naturligt starte ved den kanal, der har føltes allermest livgivende. DR3 har givet os et socialt supermandsblik, der kan kigge ind i alle de kulturer, vi ikke selv er en del af, og som kan tilbyde friske og anderledes måder at indstille det blik på
DR3 har eksperimenteret med og udviklet en måde at få de mennesker til at leve på – netop som mennesker. Blandt andet i ’Gina Jacqueline – en sugardaters fortælling’.

DR3 har eksperimenteret med og udviklet en måde at få de mennesker til at leve på – netop som mennesker. Blandt andet i ’Gina Jacqueline – en sugardaters fortælling’.

Fra DR

Kultur
24. november 2017

Det er to år siden. Jeg kan stadig huske kvalmen. Som et pres fra maven, hjernen blev blød som tyndskid. Jeg havde set en dokumentar om morgenen, og nu ville jeg bare nyde min cafémorgenmad i fred, men mit blik tilhørte ikke bare mig selv længere, mine arme var ikke helt mine egne, men også en andens. DR3’s dokuserieformat POV havde sat sig i mig.

I et af deres vildest eksperimenterende formater fik en psykisk syg kvinde sat et GoPro-kamera i panden, så vi kunne følge hende fra hendes eget udsyn, når hun vågnede op om natten med angst, og når hun skar i sig selv med sit nøglebundt, og når hun tvangsgnaskede den ene plade chokolade efter den anden i sig, haps, haps, haps, i et endeløst forsøg på at fylde noget ud indeni.

Så konkret at blive sat i en anden kvindes sted var grænseoverskridende tv, man havde lyst til at zappe væk fra. Det skabte både en kropsligt vakt empati og en mindre sympatisk fetichistisk trang til at glo på hendes krop frem for at glo fra hendes krop. 

POV gjorde det samme med blandt andre en alkoholiker, en terminalt syg, en mandlig sexarbejder osv. Var det godt? Var det dårligt? I hvert fald husker jeg det stadig.

Når vi på kulturredaktionen nu har sat os for at dedikere de sidste uger af året på at se og evaluere de tv-kanaler på Danmarks Radio, som under næste medieforlig er i fare for at komme under sparekniven, så føles det åbenlyst rigtigt at åbne ballet med den lille, vilde femårige, DR3. For DR3 har de seneste år føltes som den livgivende kilde til fremtidens public service-tv for unge, yngre og os allesammen. 

Plads til eksperimenter

DR3 er dansk tv’s laboratoriemaskine, der stikker idéer og talenter og vilde og uafprøvede koncepter ind i den ene ende for så at se, hvad der kommer ud i den anden. Det er gået godt, også mindre godt, men de seneste par år har de for alvor skabt og forfinet blandt andre nye takes på dokumentargenren.

Det er på DR3, man har udviklet formater, som man ikke satser på, at en million mennesker skal gide at se en fredag aften. Det er her, man har trukket unge talenter ind og givet dem mulighed for at udfolde deres kunstneriske visioner.

Det er på DR3, man har formået at komme med vilde og sære bud på, hvordan (billigt produceret) fiktions-tv kan se ud – som den underligt gribende mockumentary-serie Joe Tech, hvor en speedsludrende småkriminel slacker med en gravid kæreste dasker rundt i sin fars varevogn på Nørrebro og prøver at lege voksen, mens han snubler ind i problemer. 

Men DR3 er først og fremmest der, man har kombineret reality-tv’s lystdrevne underholdningsværdi og sans for at skildre miljøer med dokumentarkunstens visuelle styrke og opfindsomhed og empatiske evne til at komme karaktererne nær – som da filmskoleuddannede Eva Marie Rødbro udfoldede sin lille afgangskortfilm, Os der valgte Mælkevejen, om unge piger fra Vestegnen i et større serielt format, Prinsesser på Blokken. Den serie er nu det mest sete tv-program på DR’s hjemmeside nogensinde. Hvornår har dokumentarisme om unge på den måde været et stilskabende tilløbsstykke?

Nye veje ind i samfundsdebatten

Efterhånden er det altid en eller anden ny serie på DR3, som fylder hyggesludderen på kulturredaktionens morgenmøder og nede i kantinen og på baren om eftermiddagen, det er DR3’s serier, jeg sluger som slik på sofaen – også selv om jeg ikke som udgangspunkt har behov for at vide mere om mænd, der træner deres muskler, om ambitiøse balletdansere eller om en kvinde, der lever som sugardater. Den slags udforskning af subkulturer møder vi også i kronikkerne. Men DR3 har eksperimenteret med og udviklet en måde at få de mennesker til at leve på – netop som mennesker. 

Og kanalens erklærede målgruppe – de 15-39-årige – ser med, sådan som de skal. Selv om kanalen er den mindste, yngste og mest udsatte, er det altså der, man kan genopfinde tv.

DR3 har givet os et socialt supermandsblik, der kan kigge ind i alle de kulturer, vi ikke selv er en del af, og som kan tilbyde friske og anderledes måder at indstille det blik på. Om DR’s øvrige kanaler har gjort det samme, om de formår at genopfinde sig selv, vise nye veje ind i samfundsdebatten og -engagementet, er det spørgsmål, som DR – og de politiske partiers kultur- og medieordførere – bør stille sig selv. Og som vi stiller de kommende uger.

Serie

Public service-eftersyn af DR-kanalerne

Kulturredaktionen kaster sig hver uge over en af Danmarks Radios tv-kanaler op til næste års medieforhandlinger.

Hvad kunne de engang, hvad kan de nu og hvad bidrager de til?

Seneste artikler

  • DR Ultra er både moralsk og umoralsk

    22. december 2017
    På DR Ultra er der både præstationssamfundsfremmende og -nedbrydende programmer. Når det er værst tales der ned til målgruppen på de 7-12 årige, når det er bedst tales der med dem – og det gør der for det meste. I kulturredaktionens gennemgang af DR’s kanaler er vi nået til DR Ultra
  • En 8-årig anmelder: ’Ultras Sorte Kageshow er nok mit yndlingsprogram’

    22. december 2017
    Eva Brask Thormann ser kun DR Ultra på iPad, for dér kan hun selv bestemme, hvad hun vil se. Hun elsker Klassen og DR Ultras dramaserier generelt, men kan ikke lide, når de bander
  • DR Ultra er en lille hovedkanal

    22. december 2017
    DR Ultra er god til at tilbyde noget forskelligt og noget udfordrende til deres seere, der ikke nødvendigvis har andet end deres alder til fælles. Det skal de ikke være bange for at blive ved med, når de ikke længere laver flow-tv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det er tydeligvis ikke længere højeste mode at have en kritisk distance til reality-tv som genre. Mon ikke det er fordi, at det nu er den generation, der som den første voksede op med reality-tv som normgivende realitet i børne- og ikke mindst ungdomsårene, der nu er de dominerende stemmer i især mediebranchen, men så sandelig også på Medievidenskab og de æstetiske fag?

Bemærkelsesværdigt er det under alle omstændigheder, hvordan noget kan tales så eftertrykkeligt ned mens det primært har underklassens interesse, indtil det pludselig tales op og tillægges alskens positive egenskaber, blot fordi det pludselig dyrkes af klasser med overskud af social kapital...

Fænomenet kan også iagttages i den store sociale anerkendelse, der pludselig kan findes i at være med på plottet i 5-8 forskellige serier. På samme tid. At sidde foran sit tv og 'binge-watche' serier betragtes simpelthen som en værdifuld aktivitet, ikke mindst i den kulturdefinerende klasse.

Det siger meget om det samfund vi lever i, og desværre meget lidt godt. Jeg kan da ikke være den eneste, som dagligt får kvalme i mødet med den virkelighed - den medieskabte og af medierne aktivt promoverede virkelighed - som tilrettes for os? Ikke mindst i landets avisers kultursektioner og livsstilsmagasiner? Eller måske er jeg? Den eneste? Måske er det mig, som er blevet gal og står på randen af ruin, mens resten af verden går en strålende og vidunderlig fremtid i møde?

Så må vi jo bare håbe, at de laver et program om al den herlighed på DR3, så Katrine Hornstrup-Yde ikke går glip af al den, dernede i eftermiddagsbaren eller hjemme på sofaen...

Morten Larsen, Mikkel Kristensen, Maria Francisca Torrezão, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg nøjes med Dybvaaad, hvis der skal grines over reality :-)

Daniel Joelsen, Mikkel Kristensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

DR3 løber fra os der husker historien

Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er DR's åbenlyse strategi at tie enhver form for politisk bevidsthed ihjel på ungdomskanalen. For på hvilken måde kan vi have solidaritet med Gina?
Sammen med det ansvarsløse kamera? Der suger lidt kulørt liv ud af hendes katastrofe og søger videre mod den næste?
I dag er tilværelsen den enkeltes ansvar. Det er er den konklusion, der står tilbage, når programmet er slut.

Morten Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Laura Molbæk-Steensig Hedemand

hvad er det for et snyde 3-tal? IK det 3-tal JEG kender.