Læsetid: 9 min.

’Forestillingen om, at finansøkonomi er videnskab, er humbug. Og økonomerne? De er de præster, der prædiker om gæld og vækst’

Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi, men definerer også vores relationer til hinanden og besværliggør solidaritet og fællesskab. Det mener den italienske kulturteoretiker Franco ’Bifo’ Berardi, der forsker i finans. Han tror på, at kunsten er eneste mulige udvej for ’homo økonomikus’
Franco ’Bifo’ Berardi er et navn, der ikke siger de fleste noget som helst. Men for dem, der stadig tror på, at kapitalismekritik rent faktisk nytter noget, er han en guru.

Franco ’Bifo’ Berardi er et navn, der ikke siger de fleste noget som helst. Men for dem, der stadig tror på, at kapitalismekritik rent faktisk nytter noget, er han en guru.

Giulia Frigieri

10. november 2017

Han taber hele tiden sine penge. Han går ud af døren uden sin tegnebog, og han er absolut elendig til at tjene penge. For penge er noget af det kedeligste, den italienske kulturteoretiker Franco ’Bifo’ Berardi kan komme på. Men hvordan penge virker, hvad de betyder, det er derimod interessant. Og helt umuligt at komme uden om:

»Vores verden er jo fuldstændig defineret af det her pengefikserede finanskapitalistiske system. Det gennemsyrer alle vores relationer, enhver afkrog af vores daglige liv, sprog og tænkemåde. Den økonomiske rationalitet er overalt!« fastslår den 68-årige kulturteoretiker i nærmest første åndedrag, da jeg møder ham i hans hjemby Bologna i Italien.

»Og hvis den skal udfordres, så er vi selvsagt nødt til at forstå, hvordan den arbejder, ud fra en bred vifte af kritiske perspektiver. Også de kunstneriske. Jeg vil gerne insistere på, at poesien har potentiale til at udfordre det økonomiske regime,« siger han og byder på mozzarella og vin på tagterrassen med udsigt til Piazzetta Achille Ardigo og Bolognas gamle rennæsancecenter befolket med sæsonens sidste turister.

Franco ’Bifo’ Berardi er et navn, der ikke siger de fleste noget som helst. Men for dem, der stadig tror på, at kapitalismekritik rent faktisk nytter noget, er han en guru – om end en temmelig kringlet og måske lidt rablende en af slagsen. Han er fast pensum på diverse kunstskoler og universiteter – heriblandt Københavns Universitet og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Berardi er en af dem, der kaster teorier ud, som sjældent er umiddelbart omsættelige og gangbare. Han taler ikke i pæne perlerækker af vandtætte argumenter, han er flagrende og fabulerende – og utrolig intens.

Og naturligvis bor han ikke i en ganske normal lejlighed, nej, han bor oven på San Donato-kirken fra 1500-tallet. Han er godt nok ateist, men han holder sådan af, at her er »lidt ånd«, og ser gerne gennem fingre med, at den så er katolsk. Lejligheden er et bibliotek – og et kammer med kaffe, skinke og ost. Her er Kant-, Hegel- og Deleuze-sektioner, reoler til semiotik, reoler til poesi og fotografi og reoler til kapitalismekritik, ikke mindst. Dem er der mange af, rigtig mange. Og så er der i løbet af de seneste år kommet en del bøger om finanssektoren til.

Berardi er glødende marxist, men en skeptisk en af slagsen. Han mener, at 95 procent af Marx’ tanker rammer forbi. De sidste fem procent, dem, der handler om teknologisk udvikling og fremmedgørelse, er derimod lige i skabet.

»Det er vigtigt, at kapitalismekritikken bevæger sig videre fra den industrielle kapitalisme og ind i samtidens højteknologiske finanskapitalistiske system. Ellers kan vi ikke levere en reel kritik af den økonomiske tankegang, der hersker i dag,« siger han.

Franco ’Bifo’ Berardi

  • Politisk aktivist, kulturteoretiker og marxist.
  • Født i Bologna i 1948.
  • Uddannet i æstetik fra Bologna Universitet.
  • Har undervist på universiteter og kunstskoler i New York, Paris, Milano.
  • Medstifter af den uafhængige radiokanal Radio Alice og aktiv i den italienske venstrefløjsbevægelse Autonomia.
  • Har udgivet en lang række bøger, essays og taler, der hovedsagligt arbejder med medierne, kunsten og kulturens rolle i det finanskapitalistiske samfund.

Det skelsættende år 1971

Hvis vi vil forstå, hvordan finans ikke blot er økonomi, men er blevet en del af vores kultur og levevis, så skal vi ifølge Franco ’Bifo’ Berardi tilbage til år 1971.

1971 er året, hvor Richard Nixon beslutter at klippe forbindelsen mellem dollarkursen og guldstandarden. Det betød, at pengenes værdi ikke længere var bundet af noget i den såkaldt virkelige verden, noget materielt og begrænset – en vare, et stykke arbejde, en guldstandard. Det var her, vi gik fra industriel kapitalisme til finansiel kapitalisme. Det var her, at det, Berardi i dag omtaler som »det neoliberale regime«, så sit lys.

Og efter Nixon fulgte Thatcher og Reagan, dereguleringen af markedet fortsatte, og det har den sådan set gjort lige siden, forklarer han:

»Nixon ændrede præmisserne for den globale økonomi radikalt. Penge gik fra at være et middel til at blive et mål i sig selv. Herfra er der ikke længere noget loft, pengene mister deres forbindelse til den virkelige verden.«

Det var ikke Documentas beslutning at aflyse Franco ’Bifo’ Beraradis kontroversielle performance ’Auschwitz on the Beach’, men derimod han egen beslutning, fordi han ikke ønskede at bidrage til yderligere sorg hos de pårørende til Holocaust-ofrene. Der var altså ikke tale om censur, forklarer han.
Læs også

Og på den måde minder finans utrolig meget om poesi. Det poetiske sprog er også et sprog, der ikke repræsenterer eller referer til noget såkaldt virkeligt. Det er ikke et middel til kommunikation, men et mål i sig selv, et lukket system. Penge og poesi er »kulturelle konstruktioner«, som Berardi kalder det:

»Begge dele er egentlig ingenting, absolut intet. Men de kan alligevel få alting til at ske. Det kan skabe sammenhænge og bevægelser, der arbejder på afkoblede præmisser.«

– Men hvad er det, vi får ud af at vide, at penge og poesi minder om hinanden? Det er vel stadig finansfolkene, ikke digterne, der sidder på magten og definerer vores liv?

»Se, der har vi igen den nytteorienterede tænkning!« udbryder Berardi, retter sig op og skubber hornbrillen op i det hvide, viltre håret. 

»Det fortæller os noget andet om finanssystemet. Det giver os et nyt perspektiv på det – et perspektiv, der tilfældigvis viser, hvordan det er det pure opspind, en kulturel konstruktion – ligesom poesien. Forestillingen om, at finansøkonomi er videnskab, er humbug. Og økonomerne? De er de præster, der prædiker om gæld og vækst.«

’NO FUTURE’

Det er ikke alene forbindelsen mellem penge og en fysisk virkelighed, der kappes i 1971. Det er også forbindelsen mellem mennesker. Og dermed grundlaget for solidaritet og nærvær, mener Franco ’Bifo’ Berardi:

»Den neoliberale tænkemåde handler om vækst, konkurrence, udbytning og optimering. Og det er den tænkemåde, der definerer verden i dag. Se eksempelvis mod nogle af samtidens store romanforfattere: Michel Houellebecq og Jonathan Franzen, eksempelvis. Her ser vi tydeligt, hvordan relationer er af økonomisk karakter først og fremmest, det handler om beregning og kynisk konkurrence.«

Vi møder i Houellebecqs Elementarpartikler to brødre, Bruno og Michel, der er fuldstændig ude af stand til at skabe relationer. Her er ingen moder, ingen kropskontakt, intet nærvær, men til gengæld masser af ensomhed, konkurrence og kynisme. Og Franzen, han giver et enestående indblik i samtidens deprimerede og apatiske amerikaner i romaner som Purity, Frihed eller Korrektioner, mener Berardi:

»Her ser vi tydeligt, hvordan samtidens økonomiske tænkning og udvikling leder til panik, depression og angst. Folk er deprimerede, angst, lider af panik. Og med god grund! Solidariteten er væk! Fremtiden er tabt! Der er, som Sid Vicous fra Sex Pistols profetisk skreg i 1977, ingen fremtid: ’NO FUTURE!’«

Han danser rundt i stolen, han bevæger sig konstant, mens han taler. Han underbygger sine pointer med store armbevægelser og løsrevne linjer fra et digt, en sang eller et slogan fra en punkbevægelse. Som om politik, økonomi og historie har brug for anerkendelse og bekræftelse fra kunsten.

Når Berardi taler om fremtid, så taler han ikke om tidens fremadskriden som sådan. Der vil komme et øjeblik efter dette og det næste og så videre, det anerkender han. Han taler om fremtiden som en slags psykologisk og fælles horisont, forestillingen om udvikling eller forandring, forestillingen om en verden, der er anderledes end i dag.

»Jeg tror, at det her fremtidstab, der er nært beslægtet med depression og angst, er kendetegnende for det 21. århundrede. Og jeg tror, at finanskrisen har forstærket tabet: Vi så her, hvordan politikerne er absolut ude af stand til at skifte kurs.«

Ingen revolution

Finanskrisen var ifølge Berardi altså en absolut blotlæggelse af et finansielt og teknologisk system, der har mistet al forbindelse til den fysiske, materielle verden og ikke alene ødelægger planeten og solidariteten, men sådan set også sig selv. Markedet er grundlæggende selvdestruktivt, det kan ikke holde til at være dereguleret, understreger han, det smadrer jo sig selv, bevæger sig fra én finanskrise til den næste.

»Men vi kan regne med politikerne, de har viet deres virke til at redde bankerne og det dødsdømte system. For den finansielle kapitalisme er blevet til et avanceret system af teknologiske og automatiske mekanismer, som den politiske rationalitet ikke kan stille noget op over for. For mig at se er politik en død ting, noget, der var engang. Politik er i dag bare et andet ord for økonomi.«

I 2011 spåede Franco ’Bifo’ Berardi i bogen The Uprising: On Finance and Poetry en revolution, en opstand og et opgør med »regimet«. Han mente, at finanskrisen skabte grobund for et reelt opgør – og bevægelser som Occupy, opstande i Grækenland, Spanien og USA havde momentum.

Nu måtte noget forandre sig, det var han ganske overbevist om – i modsætning til Slavoj Žižek eller Antonio Negri, som Berardi ellers tit placeres i intellektuelt selskab med. 

Og Berardi tog da også fejl, det finansielle kollaps var ikke begyndelsen på en revolution.

»Jeg tog fejl, fordi jeg troede, at løsningen ville være politisk. Det ved jeg i dag, at den ikke vil være. For efter Occupy kommer ikke et oprør, efter Occupy kommer Trump. Jeg ved i dag, at forandringen vil komme – hvis den kommer, jeg er ikke overbevist! – fra et helt andet sted,« siger Berardi og foreslår, at vi rykker ind på hans kontor. Han trænger til en kaffe og en kiks.

Men hvilket sted?

Kunsten – og især poesien – er for Berardi et af de eneste steder, der endnu ikke er gennemfinansialiseret. Det er også et af de steder, han har sværest ved at definere. Her tænkes og tales der på andre måder, på andre præmisser:

»Det, kunst og poesi kan, er at reaktivere solidariteten og genskabe forbindelserne mellem kroppe og mennesker. Den kan få os til at håbe – også når der ikke rigtig er grund til det,« siger han.

»For det poetiske sprog, og visse andre former for kunst, arbejder på en anden måde, det lader sig ikke uden videre finansialisere, her skabes nye sprog. Det har en evne til at skabe nye former for håb og fællesskaber. Det handler om noget så eksotisk og enestående som opmærksomhed, nærvær og kropslighed. Og om håb.«

Når Berardi selv er overvældet af status quo, af den aflyste fremtid, den herskende kynisme og mismodet i det hele taget, så går han mod kunsten, mod poesien især:

»Den er ikke en vej ud, det ville være håbløst naivt at påstå. Men den skaber en følelse af, at der er en vej ud, en vej væk eller videre herfra. Og den følelse er i sig selv fuldstændig afgørende. Den er svær at støve op andre steder, og hvis vi ikke kan mestre den følelse, hvis vi ikke kan insistere på en eller anden form for håb, så er det ganske enkelt ikke noget håb for forandring.«

For følelser af håbløshed og magtesløshed er selvopfyldende profetier. Vi ved, vi ikke kan stille noget op, derfor gør vi intet. Og ja, dermed sker intet. Men måske kan noget ske, hvis vi – om end naivt og en smule illusorisk – insisterer på, at noget kan ske.

– Så poesien vil altså omstyrte det økonomiske system, kapitalismen som sådan. Men hvordan egentlig? Kan du være en smule mere konkret?

»Nej, det vil den ikke, og nej, det kan jeg ikke! Det jeg siger er, at poesien har et potentiale, som jeg har svært ved at få øje på andre steder. Jeg tror, at poesien kan genskabe solidaritet og udvikle andre  tænke- og væremåder. Og det er i sig selv en slags modstand – om end tvivlsom,« svarer Berardi.

Han tror ikke på, at der findes nogen form for revolutionært »easy fix«, den mulighed er forpasset. Men han tror på – »og det bliver jeg ved med at tro på!« understreger han – at kunst og poesi kan skabe betingelser for »reelle og solidariske relationer«.

Han citerer Rainer Maria Rilke, T.S. Eliot og Iggy Pop. Og Hegel, igen og igen. Han undgår at blive alt for konkret, det er, som om det er et princip for ham at være abstrakt.

»Altså troede du, at jeg kunne levere løsningen på det finanskapitalistiske system? Så skuffer jeg stort. Det kan jeg naturligvis ikke, det ville være useriøst,« siger han.

»Det, jeg vil, er at bidrage med andre former for tænkemåder. For jeg kan garantere dig, at løsningen ikke kommer til at være politisk. Vi ved, hvordan politikernes bud lyder. Og det er alene grund nok til at begynde at formulere andre bud på andre præmisser.«

Serie

Kan kunsten æde pengene, før de æder os?

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv, parforholdet og karrieren. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning og viser os, hvor nedværdigende, paradoksal og latterlig den kan være.

I denne uges kulturtillæg spørger vi, om kunsten kan æde pengene, før de æder os? Vi giver jer interviews med teenagedrenge og intellektuelle, anmeldelser og værkeksempler over kunstens kapitalismekritik og undersøger, hvordan nogle værker kan udstille forbrugersamfundet og værditænkning.

Seneste artikler

  • I kunsten er penge ’en straf forklædt som gave’

    10. november 2017
    Kunsten er et modsprog til de regler, vi normalt spiller efter. Her er seks værker, der får kapitalisme og forbrugersamfund til at fremstå ugenerøse, nedværdigende, latterlige og som gift for menneskelige relationer
  • Kunsten viser os, hvor latterlige penge egentlig er

    10. november 2017
    Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi, men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning
  • Drengene kalder sig for hypebeasts, og deres hobby er at samle på dyrt tøj

    10. november 2017
    Status, fællesskab og profit. Det er det, der driver de unge drenge, der betegnes som ’hypebeasts’. Traditionelt har tøjdesignerne henvendt sig til kvinder, men nu er teenagedrenge blevet en købestærk og ukritisk målgruppe. Dyre, sjældne mærkevarer er blevet samlerobjekter, og for mange af drengene er det prisen og ikke udseendet, der er det afgørende
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

En moderne og sympatisk version af (myten) Marie Antoinette?

Det hævdes (fejlagtigt) at Marie Antoinette forundredes over massernes manglende lyst til kage, når nu de ikke havde brød at spise. Også hun levede tilsyneladende i abstraktionen, og det i en sådan grad at jordforbindelsen svigtede.

Hvis dette interview skal stå til troende, er Franco Berardi en tilsvarende latterlig figur. I det mindste hvis man som læser - som jeg - tilhører den arbejdende økonomiske underklasse. Kontrasterer man indledningen med de senere beskrivelser af vellevned, er det svært ikke at blive en kende provokeret:

"Han taber hele tiden sine penge. Han går ud af døren uden sin tegnebog, og han er absolut elendig til at tjene penge. For penge er noget af det kedeligste, den italienske kulturteoretiker Franco ’Bifo’ Berardi kan komme på. "

En beskrivelse af et menneske, som meget længe ikke har behøvet at bekymre sig om hvordan huslejen bliver betalt, og som oftest får restaurationsbesøget betalt for sig. Det kan der vist ikke herske tvivl om.

Set i det lys, er det svært at tage resten af interviewet helt alvorligt. For manden insisterer i interviewet på at tale om penge, som om han har forstand derpå. En glødende marxist beskrives han endda som (omend 95% af marx' analyser ifølge denne oplyste og optændte Marxist er forkerte!).

Men min påstand vil være, at man ikke ved en kæft om penge, førend man mangler dem. I det øjeblik man har nok af dem (eller mere end rigeligt) ophører de i en vis forstand med at eksistere for en: De bliver abstrakte, transformeres og overflyttes til et ikke-håndgribeligt plan, hvor de ikke længere i sig selv giver nogen form for mening.

Den luksus at tale om penge som om de ikke har nogen værdi i sig selv, er forbeholdt mænd som Franco Berardi. Mænd som kan tillade sig at glemme sine penge, fordi de er der i overflod. Den luksus har hverken tiggeren på gaden eller familien på lavindkomst, som med 2 indtæger kun knap og nap kan holde fogeden fra døren. Berardi er lige så lidt ekspert i penge som han er marxist. Til gengæld ved han sikkert en masse om kunst, og godt for det.

Måske kan middelklassen og overklassen slet ikke forholde sig til penge? Måske er det derfor, at nok aldrig bliver nok - for dem? Værd at tænke over, også for en Berardi, hvis han da en dag får øje på sig selv...

Bjarne Toft Sørensen

Torsten Jacobsen: Jeg læser artiklen som feature med brug af interview, og stemningen og mandens "store armbevægelser" er i focus. Det er jo ikke en artikel, der forsøger at give en præcis fremstilling af hans tænkning, så derfor er det også svært at forholde sig præcist til, hvad manden egentlig mener. Dine holdninger beror på det indtryk, som artiklen efterlader af personen.

Det udelukker dog ikke, at der også er en anden side af personen, som f.eks. kommer til udtryk i hans skriftlige arbejder. Tilsvarende: Dan Turell spurgte mig engang, om jeg betragtede ham som kunstner, hvortil jeg svarede, at jeg betragtede ham som entertainer. Efter at have læst store dele af hans forfatterskab opdagede jeg også de kunstneriske kvaliteter.

På mig efterlader artiklen umiddelbart et indtryk af en person, der er god til at anvende medierne til markedsføring af sit "brand" over for venstreorienterede kunstnertyper, der er interesseret i filosofi og økonomi, men som dybest set ikke ved ret meget om det.