Læsetid: 5 min.

Vi var alle forgabt i Zentropa, da vi sprang i poolen

Det er blevet populært at sige, at alle filmjournalister vidste, hvad der skete hos Zentropa af sexchikane og seksuelle krænkelser. Men er det nu også sandt? Informations filmredaktør, der har badet nøgen i en pool i Cannes med Peter Aalbæk Jensen, tænker tilbage på en tid, hvor Zentropa var fest og farver, og prøver samtidig at finde ud af, hvor meget han egentlig selv vidste, og hvordan vi ser anderledes på den viden i dag
Under festen i Cannes uddelte Peter Aalbæk priser til de journalister, der havde skrevet om Zentropa i det forgangne år. Cirka ti eller 20 euro til den mest venlige og en citron til den mest kritiske. Christian Monggaard vandt aldrig noget.

Under festen i Cannes uddelte Peter Aalbæk priser til de journalister, der havde skrevet om Zentropa i det forgangne år. Cirka ti eller 20 euro til den mest venlige og en citron til den mest kritiske. Christian Monggaard vandt aldrig noget.

Morten Langkilde

1. december 2017

Ja, jeg har badet nøgen med Peter Aalbæk Jensen i en pool i Cannes. Der var endda et foto i Ekstra Bladet af mig og DR’s udsendte medarbejder, der sprang i samtidig.

Det var i år 2000, og dansk film var en fest, ikke mindst på filmfestivalen i Cannes, hvor Zentropa og Lars von Trier det år deltog i hovedkonkurrencen med den senere Guldpalmevinder Dancer in the Dark. Danske film var igen begyndt at klare sig fantastisk i udlandet, og for en ung journalist og kritiker var det som at være med til at vinde VM i film efter at have tilbragt mange magre år på udskiftningsbænken.

Zentropa afholdt hvert år en pressemiddag, som de fleste af os udsendte journalister deltog i (Nordisk Film gjorde og gør stadig det samme). Det foregik i en villa i bjergene over Cannes, og vært for middagen var Peter Aalbæk, som dengang var lidt af en festabe og forstod at servere god mad og masser af alkohol.

Til de middage, som vistnok begyndte nogle år før mit første år i Cannes (som var 1998, hvor dogmefilmene Festen og Idioterne erobrede festivalen), præsenterede Zentropas instruktører og producere kommende projekter, og så blev der uddelt priser til de journalister, der havde skrevet om Zentropa i det forgangne år. Ti eller 20 euro, mener jeg, til den mest venlige og en citron til den mest kritiske.

Jeg vandt aldrig noget, men det var som regel en sjov aften med gode kolleger og de repræsentanter for filmbranchen, som man ikke havde så meget med at gøre i det daglige hjemme i Danmark. Med årene blev festerne mere afdæmpede, jeg holdt op med at komme til dem – jeg er for gammel til den slags, når jeg også skal arbejde – og i de seneste år har Zentropa slet ikke afholdt pressemiddage. Der har så heller ikke været lige så meget at fejre.

En vaskeægte rebel

Men tilbage i 2000 og i anledning af verdenspremieren på Dancer in the Dark havde Zentropa lejet en endnu større villa længere oppe i bjergene, og her afholdt de en af den slags store fester, man gerne ville med til. Peter Aalbæk, der var eminent til at charmere pressen, var lige så ferm til at provokere den, og han krævede – sikkert en pludselig indskydelse og en ironisering over vores betagelse af ham og Zentropa – at man skulle bade nøgen i poolen til pressemiddagen for at få en billet til festen.

Og det gjorde vi så. Det var på én gang en udfordring, en art optagelsesrite og en fuckfinger til etablissementet. Ved at springe i beviste man, at man hørte til blandt de hippe og oprørske. Retfærdighedsvis skal det siges, at det ikke var alle, der hoppede i. Jeg mener f.eks. ikke, at der var kvindelige journalister i poolen, og flere af de ældre journalister holdt sig også for gode til det.

Selv var – og er – jeg ganske blufærdig, og det var sent på aftenen efter en god portion alkohol, at jeg endelig smed tøjet og hoppede i. Det gjorde Aalbæk også igen, fordi Ekstra Bladets udsendte medarbejder endelig havde fået hentet sin fotograf, der ellers var gået hjem i seng. Og på den måde endte jeg i avisen. Jeg ville gerne med til festen, men jeg syntes også, at det var sjovt at springe nøgen i poolen. Igen: Det var befriende. Ville jeg gøre det i dag? Nej. Men dengang var jeg ung og overmodig. At det skulle være et problem for mig som uafhængig journalist og kritiker, skænkede jeg ikke en tanke – og jeg mener heller ikke, at det blev det.

Noget skørt at skrive om

DR’s medarbejder fik ballade fra sin redaktion derhjemme. Jeg fik blot at vide af min avis, at jeg så ud til at more mig. Og da jeg efter festivalen i et program på TV 2 skulle forsvare, hvad jeg havde gjort, gjorde jeg det med en kritik af de bonerte, borgerlige medier, som ikke turde bade nøgne i poolen. Jeg følte mig som en vaskeægte rebel – ligesom Zentropa og Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen. Jeg var en del af noget nyt og revolutionerende i dansk film.

Trier var med til at gøre dansk film chic med sine unikke og udfordrende film, og Aalbæk gav den som rapkæftet købmand og showman med stor cigar og nøgenbadning. Det var fantastisk at have noget skørt og kulørt at skrive om.

I min tid som freelancer løste jeg nogle mindre opgaver for Zentropa, og Aalbæk lærte jeg at kende som en morsom og imødekommende mand, der altid var god for en skarp replik. Jeg har dog aldrig haft et problem med at kritisere Zentropa eller selskabets film. Gennem årene har jeg både sagt og skrevet kritiske ting om Aalbæks måde at opføre sig på, og jeg har f.eks. på lederplads her i avisen bedt ham om at træde tilbage som chef for Zentropa.

Hvad jeg vidste

Det er blevet populært at sige, at vi alle vidste, hvad der foregik i Zentropa – at vi alle i mediebranchen kendte til sexchikanen og de seksuelle krænkelser. Jeg gjorde ikke. Ikke før Anne Mette Lundtoftes bog om Zentropa, Zentropia, udkom i 2013. For mig er der et før og et efter Zentropia. Jeg blev oprigtigt chokeret over at læse om Peter Aalbæk Jensens grænseløse opførsel over for unge, kvindelige ansatte og de såkaldte småtter, Zentropas elever, og det skrev jeg i min anmeldelse af bogen.

Ja, jeg vidste godt, at småtterne havde det hårdt, men jeg opfattede det som en del af det at være elev. Jeg vidste ikke, at omgangsformen var så seksualiseret, som den har vist sig at være. Jeg har aldrig oplevet Aalbæk tage nogen på røven eller stikke mikrofoner op under deres kjoler. Jeg har aldrig hørt nogen tale om, at han og andre på Zentropa opførte sig sådan. 

Det er nok en af grundene til, at jeg trods alt ikke gjorde mere efter at have læst Zentropia. Bogen og dens anklager stod alene, da den kom, og talte ind i en virkelighed, som så radikalt anderledes ud end i dag.

Det er med en flov smag i munden, at jeg tænker tilbage på bogen og min egen reaktion på den. Jeg gjorde ikke nok. #MeToo-bevægelsen har om noget lært mig at lytte og åbnet mine øjne for, hvad der foregår i filmbranchen. Jeg har altid skrevet med begejstringen for og kærligheden til filmkunsten som drivkraft. Det er billederne på lærredet, jeg er interesseret i, meget mere end det politiske og graverjournalistikken.

Men branchegranskning og filmindustri går nu mere end nogensinde før hånd i hånd, og det kræver en ny og større ansvarlighed af mig som kritiker og filmjournalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Vilvig
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Frede Jørgensen
Eva Schwanenflügel, Jørn Vilvig, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Bjerrehuus

Monggaard undskylder, lægger sig fladt ned for at han deltog i morskaben, han er flov.
#metoo bevægelsen har åbnet hans øjne og lært ham at lytte.
Vi har set det hele før, 60’ ernes forløjethed, med fascination af Mao og Nordkoreas diktatur, magtudøvelse via politisk korrekthed og dens medløbere der “hytter eget skind”
Monggaard er den fødte soldat i et Stalinistisk diktatur. Han er med hvor det foregår, hos Zentropa når det er morsomt, hos #metoo når han er angst

Okay, så Christian Monggaard hoppede nøgen i poolen, men fik så han så også en af de der Zentropa-tatoveringer, som nogle af "småtterne" skulle stå model til, hvis de ville beholde jobbet ? Det er et af de store spørgsmål i den her historie.