Læsetid: 4 min.

Der går et nyt spøgelse gennem den danske smalltalk: affaldssortering

Nu skal vi tale om skrald
Der går et nyt spøgelse gennem den danske smalltalk: affaldssortering.

Der går et nyt spøgelse gennem den danske smalltalk: affaldssortering.

Finn Frandsen

18. november 2017

I årene op til 2008 førte jeg for mig selv regnskab med, hvor lang tid der gik, før samtalen med mennesker, jeg mødte i sociale sammenhænge, blev drejet over i, hvor mange millioner de pågældende havde tjent alene ved at bo i et hus eller en lejlighed. Syv minutter, kom jeg (helt uautoriseret) frem til.

Efter at bankfolkene på Wall Street havde varmet sig ved bålene fra vores alle sammens papirpenge forstummede friværdisnakken gudskelov. Nu går der et nyt spøgelse gennem den danske smalltalk: affaldssortering. Hvis ikke man har talt affald med sin kære næste i nær fortid, så garanterer jeg, at man kommer til det, når ens kommune i nær fremtid indfører deres lokale svar på Københavns grønne bioaffaldsspand.

Snakken tager udgangspunkt i det praktiske. Hos os er det nu tre eller fire weekender siden, at kommunen havde stillet den grønne spand uden for vores hoveddør (med fire ruller af de mærkeligt bløde og småelektriske grønne affaldsposer fremstillet af majsstivelse, som føles lidt som hud).

Jeg løb op i køkkenet med spanden, endelig, endelig – endelig – kunne vi få lov til at sortere vores affald! Og i stærk forventning om, at vores køkkenskab under vasken ved samme lejlighed havde vokset sig fire gange så stort.

De eneste affaldssorterende folk, jeg kender, har en skuffe under deres køkkenvask på størrelse med en kiste. Men ak, vores køkkenskab var nøjagtig, som det plejer, de gamle standardmål, hvor der cirka er plads til én affaldsspand per køkkenvask. Nu skulle der altså gøres plads til fem: plastik, pap, metal, bioaffald og det resterende (a la »småt brændbart«).

Hvad gør andre?

Den første weekend gik med milimeteropmålinger uden om alle rørene og googling af forskellige affaldssorteringssystemer. Vi producerer trods alt ikke fem gange så meget affald. Det må da være muligt, tænkte jeg, at finde nogle lidt mindre spande? Eller en større spand med fem rum?

Men det eneste jeg kunne finde var noget halløj i 9.000-kronersklassen, som fik det til at flimre for mine øjne, og som må være skabt med henblik på store virksomheder eller bankfolk med gyldne håndtryk, og som bestemt ikke kan komme på tale for almindelige mennesker, efter at friværdien røg. Hvorfor er der ikke nogen, der har opfundet et sorteringssystem, som passer til alle os med helt almindelige køkkenskabe?

Næste weekend smed vi håndklædet i ringen og kørte ud i IKEA. Der var kø i afdelingen for affaldsspande. Fortvivlelsen stod ud i stænger. Det tog endnu en weekend at montere skidtet. Tre spande blev der plads til, inklusiv kommunens grønne, pap og plastik må vi sortere i samme spand, hvilket kræver en klondikeagtig ruminddeling med en plastikpose, som var ved at resultere i skilsmisse. Metallet hober vi indtil videre uskønt op på køkkenbordet og håndbæres ud til containeren for sig.

Hvad gør andre? Det tales der om, når mennesker for tiden mødes her i kommunen. Hvad gjorde du? Hvad gør I? De sidste gæster, vi havde, gik direkte hen og åbnede skabet under vores køkkenvask for at se, hvordan – og i det hele taget om – vi mon havde fået plads til den grønne bioaffaldsspand og dens 3-4 venner i ét skab, eller om vi monstro i stedet havde ryddet en hel stribe skabe for unyttige sager såsom glas og tallerkener og fade og skåle for at omdanne vores hjem til en filial af Lynetten.

Vi ranker os fælles

Forleden stødte jeg ind i Henrik Nordbrandt, som i ugevis havde benyttet kætteriske Irma-plastikposer i sin bioaffaldsspand, fordi han ikke kunne finde de grønne nogen steder, men som – ved tre søde damer fra kommunens mellemkomst (først én, så én til og til slut den sødeste, som hed Heidi, præcis som i et eventyr) – fik hjælp til at bestille nye grønne poser via kommunens onlinesystem. Det er jo fuldstændigt vanvittigt, sagde Heidi, da de ved fælles hjælp klikkede sig frem mod mål. Vi skal snart ind på nettet, når vi skal skide, sagde Nordbrandt.

Men det er alt sammen godt og sundt, er vi enige om, alle os nyslåede affaldssorterere, og vi ranker os fælles ved det moralsk opbyggelige i øvelsen. Og pyt være med at skraldet først skal ud på en 130 kilometer lang og brændstofskrævende turné rundt i landet, før den bliver omdannet til biogas og gødning. Biogasanlægget skal nok komme en skønne dag, lige nu øver vi os bare.

Og pyt med, at kommunen opfordrer os til kun at skylle vores plastik af i koldt eller allerede brugt vand, endelig ikke bruge varmt vand og sæbe, for så går miljøgevinsten ved at genbruge plastikken tabt. Vi vil så gerne. Vi vil virkelig så gerne, for vi er mere ambitiøse på miljøets vegne, end de fleste af vores folkevalgte lader til at være.

Vanvid

Men hør: Er det ikke vanvid, at vi lever i en verden, hvor det rent faktisk bedre kan betale sig at smide plastik ud, end at skylle det af i varmt vandt og genbruge det? Og nu bevæger samtalens koreografi sig frem mod den smertelige erkendelse, som alle nyslåede affaldssorterere har gjort sig: plastik. Plastikken! Mængden, som dagligt krittende og krattende spidser til i plastikskraldespanden. Dem, der affaldssorterer, ved, hvad jeg taler om. Og I, der endnu har det til gode: Bered jer på lidt af et chok.

Men den fortjener en hel klumme for sig, plastikken, et særtillæg, nej, en hel folkelig protestbevægelse. Skal alt, hvad vi køber, virkelig være pakket ind i plastik? Hvad skal der til for at få butikkerne til at sælge os tingene au naturel, hvor der er mulighed for det? Kan vi ikke snart få lov til at købe en tomat, en gulerod, et æble uden at have dårlig samvittighed?

Mathilde Walter Clark er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
  • Henrik Leffers
  • Grethe Preisler
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kim Gert Andersen
  • Anker Nielsen
Frede Jørgensen, Henrik Leffers, Grethe Preisler, Lise Lotte Rahbek, Kim Gert Andersen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Men det virkelige problem består i, at vil man kassere den én ufrivilligt påtvungne grønne plastspand på miljørigtig vis, skal man først skille det hårde past fra metalhanken. De to materialer skal i hver sin affaldscontainer i gården, og de fire ruller affaldsposer skal deponeres et tredje sted sammen med det køkkenaffald, man ikke har.

Frede Jørgensen, ulrik mortensen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

I Vejle kommune har vi sorteret i 5 slags i lang tid.
Vi har ikke fået større køkkenskabe. Det virker også komplet åndssvagt, at folk skal ud og investere i nye køkkener og -løsninger for at få plads til 5 affaldsspande.
Hvad 'vi' gør, det ved jeg egentlig ikke.. nogle propper bare hele baduljen ned i en tilgængelig affaldsspand og det er IKKE den til plastik. Den er altid fyldt.

Jeg tror, vi skal til at kigge nøjere på kilden til al dette affald fremfor at investere i nye køkkener og dummebøder til folk, som ikke kan kende forskel på runkne vindruer og tomme konservesdåser.

Bjarne Bisgaard Jensen, Connie Brask, Frede Jørgensen, ingemaje lange og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar

Godt at de sidste to afsnit blev tilegnet problemets kerne: plastikfrås, plastik-plastik-plastik alle vegne. Også i vores gård er plastikcontainerne overfyldt de meste af tiden. Jeg har på fornemmelsen, at mange folk - hvis de da overhovedet har skænket plastikproblemet en tanke før - er af den opfattelse, at de nu kan bruge endnu mere plastik, da den jo bliver genbrugt (i øvrigt en påstand, ingen kan kontrollere og ingen rigtig ved, om er sandt, da det verdensomspændende plastikmarked samtidigt er et uigennemskueligt og gråt område).

Det kræver lidt anstrengelse og vilje at mindske plastikmængden i ens liv. Her 10 nemme trin, der allerede gør en forskel. https://www.facebook.com/brightvibes/videos/780782692108372/?hc_ref=ARTC...

Der findes også Zero-Waste-grupper for både Danmark og København. Sidstnævnte er:
https://www.facebook.com/groups/114563972218229/ Her finder man inspiration hvis man ønsker at overgå til et mere affaldsfrit liv, kan stille spørgsmål eller offentliggøre ny information og viden på området.

Alle er velkomne til at være med!

Mikkel Kristensen, Connie Brask, Frede Jørgensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Hahaha.... Nu er Information selvfølgelig en københavner-avis, men alligevel. "...når ens kommune i nær fremtid indfører deres lokale svar på Københavns grønne bioaffaldsspand." Københavns... Suk! Altså, den grønne spand har vi kendt længe i provinsen. Vi har nok ikke klynket så højlydt som københavnerne over den, men det er der vel ikke noget nyt i...