Gid det var mig: Lotte Kaa Andersen

Lotte Kaa Andersen ville ønske, hun havde skrevet:

»Babette og jeg har vendt og drejet vores liv for hinandens tankefulde blik, vendt og drejet dem i måneskinnet i vores blege hænder, talt til langt ud på natten om fædre og mødre, barndom, venskaber, opvågninger, gamle kærester, gammel angst (bortset fra dødsangst).

Ingen detalje må udelades, selv ikke en hund med mider eller en nabodreng der spiste et insekt for at vise at han turde. Lugten af spisekamre, følelsen af ørkesløse eftermiddage, fornemmelsen af ting når de regnede mod vores hud, ting som kendsgerninger og lidenskaber, fornemmelsen af smerte, tab, skuffelse, åndeløs fryd.«

Fra Don DeLillos Hvid støj fra 1984.

Begrundelse:

De bøger og mennesker, du møder tidligt i livet, kan vokse ind i dig og blive en del af den, du er. Jeg mødte amerikansk litteratur i en modtagelig alder og følte mig hjemme fra begyndelsen. Da jeg skulle vælge emne til mit speciale på Litteraturhistorie, var jeg meget i tvivl. En veninde foreslog, at jeg læste White Noise, og så var jeg færdig med at tvivle. DeLillo skriver om en stor sammenbragt familie og dykker ned i alt det varme, farlige stof under de banale hverdagsfænomener.

Han har en særlig coolness og mystik og sætter ord på noget i tiden, som vi genkender, men ikke selv kan formulere. Det er litterær umami. Kærlighedshistorien mellem Jack og Babette er en af de smukkeste, jeg har læst. Ægteskabet er præget af dødsangst, ingen af dem vil være alene tilbage. Hvem dør først går igen som et refræn. I forbindelse med specialet interviewede jeg DeLillo i New York.

Han inviterede på frokost på en italiensk restaurant. Så sad jeg der, 25 år gammel, med selveste Don DeLillo! Han spiste pasta med svampe, jeg drak vand – for star struck til at få en bid ned. Da han tilbød at vise mig rundt i byen, takkede jeg nej, det hele var for overvældende. Det har jeg fortrudt lige siden.

Lotte Kaa Andersen har senest udgivet romanen 100 dage.