Gid det var mig: Louise Juhl Dalsgaard

Louise Juhl Dalsgaard ville ønske, hun havde skrevet:

intet sprog muligt sprog døde med mit barn kunne ikke være kunstfærdigt ikke være kunst ville ikke forpulet kunst brækker mig over kunst over syntaks skriver som et barn hovedsætninger prøvende alt jeg skriver er erklæring jeg hader skrift vil aldrig skrive mere jeg skriver brændende had min vrede formålsløs stump et skrig brøl

Fra Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’

Begrundelse:

Hvis jeg skal fremhæve et værk, der har mærket mig mere end andre, må det blive Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt. Bogen handler om Aidts søn, Carl, der dør i en ulykke kun 25 år gammel.

Sorgen står side efter side, som en række af røntgenfotos, aftegninger af en krop, et liv, Carls liv. Ikke kortlagt fra fod til isse, men som en flig af en nakkehvirvel på én side og skyggen af en hæl på den næste.

»Det er bare døde ting, mor«, trøster Carl, da Aidt mister alle sine ejendele i en brand. Det er bare døde ting. Underforstået at der er ting, der ikke er døde, ting, man ikke kan miste. Som et barn, for eksempel. Men Aidt mister et barn. Carl dør.

Afmagten står skrevet i det citerede. Ingenting hænger sammen, sproget rabler, tegnsætning er udeladt. Aidts skrift er en hovedpulsåre, der er sprunget læk: Ordene flyder tilfældigt, tilstanden forværres som linjerne går. Al mening ophører, også sprogets: »jeg hader skrift jeg vil aldrig skrive mere,« erklærer Aidt, »brækker mig over kunst over syntaks.« Aidt afliver altså sit foretagende, men fortsætter. På trods, i trods. Som mennesker, der mister, er nødt til at fortsætte. Trods alt.

Værkets titel Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er en linje fra et digt, Naja Marie Aidt skrev, længe før døden tog Carl fra hende.

Louise Juhl Dalsgaard er aktuel med romanen ’Det dér og dét der’.