Læsetid: 9 min.

For nogle giver det god mening, at Peter Aalbæks mailadresse bare hedder ’svinet’

Takket være Peter Aalbæk og hans makker Lars von Trier var Zentropa i årevis dem, alle ville lege med. Men de seneste år har filmselskabet været præget af kontroverser og pengeproblemer. I denne uge kulminerede det efter fortællinger om smæk og sexchikane, der resulterede i en mundkurv til Peter Aalbæk. Vi ser tilbage på en åbenmundet filmexcentrikers karriere
Efter en årrække med ubetinget succes for Zentropa gik gassen af ballonen. Peter Aalbæk begyndte at true dem, der tillod sig at kritisere filmselskabet, med sagsanlæg og det, der var værre. Det menneske, som engang havde været et kulørt og festligt centrum af dansk film, syntes helt at være forsvundet.

Efter en årrække med ubetinget succes for Zentropa gik gassen af ballonen. Peter Aalbæk begyndte at true dem, der tillod sig at kritisere filmselskabet, med sagsanlæg og det, der var værre. Det menneske, som engang havde været et kulørt og festligt centrum af dansk film, syntes helt at være forsvundet.

Linda Johansen

17. november 2017

I over 25 år har Peter Aalbæk Jensen stået i centrum af dansk filmproduktion, været Lars von Triers nærmeste samarbejdspartner og overhoved for Skandinaviens største og vigtigste filmselskab: familien, kulten, sekten Zentropa.

Nu er det slut.

Efter en uges intens dækning i Information og Politiken af systematisk numsesmæk som straf til elever, sexchikane og en ledelse, der i årevis har lukket øjnene for »løjerne«, som Aalbæk selv har kaldt det, har dansk films engang så store mand fået mundkurv på.

De selv samme mennesker, som Aalbæk som en anden filmfar på godt og ondt har været med til at forme professionelt, mens han var direktør i Zentropa frem til sin 60-årsfødselsdag sidste år – hans egne børn, som han siger – har onsdag i denne uge meldt ud, at han ikke længere må udtale sig på vegne af Zentropa eller have indflydelse på den daglige ledelse. Aalbæk må derudover ikke have personlige assistenter fra den såkaldte småtteordning, en elevordning, som ellers er hans egen opfindelse og store stolthed.

Det er ikke en fyring. Men det er nærmest et slags fadermord begået efter pres fra danske og internationale samarbejdspartnere. 

Jens Dresling

Excentrisk opførsel

Længe har det ellers virket til, at Peter Aalbæk Jensen kunne gå på vandet. Med Lars von Trier som det kunstneriske kraftcentrum og Aalbæk som den dygtige købmand har Zentropa erobret store dele af verden med filmfestivalen i Cannes som et af de faste holdepunkter.

Trier lavede stærke, unikke og engelsksprogede værker som blandt andre Breaking the WavesIdioterne, Guldpalmevinderen Dancer in the Dark og Dogville, der brød med al god smag og en etableret måde at lave film på, og Aalbæk solgte dem med store og meget lidt danske armbevægelser og krejlermentalitet.

Hvor Trier var introvert og lidt en neurotisk knudemand, var Aalbæk ekstrovert, sjov og havde forstand på penge og mennesker. Som en anden Simon Spies førte han sig frem med stor cigar, nøgenbadning og mildest talt excentrisk opførsel, og han var altid god for en sjov og skarp bemærkning.

Og det var en vigtig del af charmen og originaliteten ved Zentropa, ikke mindst for pressen, der – efter adskillige magre år med til sammenligning farveløse danske filmfolk – havde en fest med at skrive om det unge selskab og styrvolterne bag.

Man må ikke glemme, at Aalbæk og Trier var fortroppen i en veritabel revolution, som i 1990’erne ramte en dansk filmbranche, der groft sagt var sandet til i fingerpegende socialrealisme og statisk, litterære filmatiseringer. I løbet af årtiet skete der et markant og livgivende generationsskifte i skikkelse af alt fra producere og produktionsselskaber til instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere, der alle gerne ville fortælle moderne, vedkommende historier.

Revselsesretten er nu afskaffet i Zentropa. Peter Aalbæk må lege med den hjemme i sin egen svinesti. Ude i samfundet har vi valgt at være voksne, og det er skidebesværligt. Vi taler sammen. Vi forklarer hinanden noget.
Læs også

Det var i høj grad Trier, der stod for de kunstneriske landevindinger hos Zentropa, ikke mindst i form af Dogme 95, hvor han gjorde op med en bestemt, traditionel og omstændelig måde at tænke og lave film på og derigennem frisatte ikke bare sig selv, men også andre instruktører.

Trier gjorde og gør en dyd ud af at udfordre sig selv – og publikum – med nye filmiske greb og måder at fortælle historier på. Fra dogmes håndholdte kamera og stregerne på gulvet i Dogville til de 100 kameraer i Dancer in the Dark til alle de manifester og regler, han laver for sig selv.

Trier satte barren højt, hvilket sammen med Aalbæks fuckfinger til jantelov og filmbranchens konventioner og indgroede vaner gjorde Zentropa til de nye tiders glohede kerne – lokomotivet, som trak alle de andre frem.

Underdogs

Tidligt kom producerne Ib Tardini og Vibeke Windeløv til, og ud over at være i opposition til de store, etablerede produktionsselskaber, ikke mindst Nordisk Film – der mere eller mindre forgæves forsøgte at følge med sin skamløse udfordrer – fungerede Zentropa som udklækningsanstalt for unge, håbefulde talenter, der ville drive det til noget i filmverdenen, det være sig som producere, manuskriptforfattere og instruktører.

Det blev en del af Peter Aalbæk Jensens projekt, at det ikke kun var langbenede blondiner, der var vokset op i Charlottenlund med en far, der var generalsekretær, som skulle have en chance. Underdogs ligesom ham selv skulle kunne komme udefra og blive lært op på Zentropas småtteuddannelse. Jo mere jyske og bredrøvede de var des bedre, som han selv har beskrevet det.

Aalbæk voksede selv op med en far, der var kendt forfatter og præst, Erik Aalbæk Jensen, og i Zentropa opbyggede producenten sin egen lille menighed – komplet med morgensang og faste ritualer – der i udpræget grad var ham og den fælles mission hengiven. Det er ikke for ingenting, at Zentropa også er blevet sammenlignet med en familie og en sekt.

En lunefuld chef

Spørger man i dag de ansatte på Zentropa, er det et sammensat portræt, man får tegnet af den nu detroniserede direktør. Flere har i de seneste uger fortalt Information, hvordan Jensen tøffer rundt i sutsko i filmbyen i Avedøre, spørger ind til, om hans ansatte har det godt med kæresten derhjemme, og (i nogles øjne) kærligt niver folk i kinderne og sidedellerne som en anden hyggelig bedstefar.

Andre beskriver ham som en magtfuld og lunefuld chef, der kender Gud og hver mand i filmbranchen, og som kan sørge for, at man aldrig nogensinde kommer til at lave film igen, hvis man kommer på tværs af ham. På den måde giver det god mening, at hans mailadresse i Filmbyen ikke består af hans initialer som alle andres, men bare hedder ’svinet’.

Men set udefra lignede Zentropa i mange år altså en utvetydig succes: en filmkunstnerisk legeplads med højt til loftet og god plads til skøre ideer og skæve temperamenter. Der blev produceret film i rasende tempo, og selskabet syntes hele tiden at ekspandere, fra et par etager i Ryesgade til en hel filmby i Avedøre og siden også til resten af verden.

Ambitionerne var store, talentet det samme, og Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier blev nærmest synonym med dansk film. Instruktører som Lone Scherfig, Per Fly, Susanne Bier, Nikolaj Arcel og, i de senere år, Thomas Vinterberg fik mulighed for at boltre sig hos Zentropa, som tog de største økonomiske og kunstneriske risici. Det lå nærmest i selskabets dna, og det var noget, man var nødt til at gøre for blive ved med at forny sig og bevare sit forspring i forhold til resten af den danske filmbranche.

Af samme grund fandt Casper Christensen, Frank Hvam og Mikkel Nørgaard sig godt tilrette hos Zentropa med fænomenet Klovn, både tv-serien og den første film. 

Finn Frandsen

Mesterlige bortforklaringer

Men så gik gassen af ballonen. Da den globale finanskrise i 2007 ramte verden, ramte den også filmbranchen i Danmark. Samtidig begyndte salget af film på fysiske hjemmevideoformater at dale kraftigt pga. internettet og streamingkultur, og resultatet var blandt andet et Zentropa, som mistede sit økonomiske fodfæste.

Udviklingen kulminerede i 2008, da det Nordisk Film, som Peter Aalbæk Jensen ellers altid havde set som den kedelige og pæne dreng i branchen, opkøbte 50 procent af aktierne i Zentropa. Selskabet kæmpede for overlevelse, og så måtte man jo alliere sig med fjenden.

I årene efter virkede det, som om Aalbæk helt mistede lysten til at lave film, og i en periode var han nærmest fraværende i den daglige ledelse af Zentropa. Den blev i stedet overladt til de yngre kræfter, der styrer selskabet i dag. Man producerede færre og færre film, eventyrlysten forsvandt stort set, og den talentudvikling, der ellers var et af målene fra begyndelsen, gik helt i stå.

Indimellem virkede Aalbæk ligefrem som en bitter og hævngerrig mand, der langede ud efter alle, der tillod sig at kritisere eller sætte spørgsmålstegn ved Zentropas eller hans måde at arbejde på. Det gik blandt andet ud over B.T., Filmmagasinet Ekko og Det Danske Filminstitut og dets daværende direktør, Henrik Bo Nielsen. Der blev truet med sagsanlæg og det, der var værre.

Armbevægelser blev mindre og mindre, og det menneske, som engang havde været et kulørt og festligt omdrejningspunkt i dansk film, syntes helt at være forsvundet. 

En skygge af sig selv

At også meget andet var galt på Zentropa, blev for alvor kendt, da journalist Anne Mette Lundtofte i 2013 udgav bogen Zentropia, hvori hun berettede om en vanvittig arbejdskultur: En småtte fortalte, hvordan hun blev kaldt ’Lille L’ (L står for luder), fordi hun ikke ville hoppe nøgen i poolen med Peter Aalbæk Jensen, og tidligere og nuværende ansatte berettede om en utilregnelig og til tider ubehagelig chef.

Aalbæk selv fik på mesterlig vis bortforklaret kritikken som småborgerlig bornerthed, og sagen gik i sig selv igen. Men i lyset af #MeToo-bevægelsen, der ifølge Aalbæk selv har skabt en »feministisk inkvisition«, er velformulerede bortforklaringer ikke længere nok.

Og nu er det altså slut med Aalbæk som galionsfigur på Zentropa. Det er ganske givet ikke efter hans eget ønske, men tiden er løbet fra filmproducenten og hans pågående og skamløse facon.

Spørgsmålet er, hvad det kommer til at betyde i fremtiden, for selv om Lars von Trier stadig formår at forny sig for hver film, han laver, er det moderne Zentropa blot en skygge af sit gamle jeg. Det er svært at være i opposition til det etablissement, man selv er blevet en del af, og selskabet skal nu forsøge at finde en ny vej i en filmbranche, der har svært ved at finde ben at stå på i en medievirkelighed, som hele tiden forandrer sig.

Det eneste sikre er, at det bliver uden Peter Aalbæk Jensen.

Tidslinje

1992 – Peter Aalbæk og Lars von Trier stifter Zentropa

I begyndelsen af 1990’erne er dansk film styret af leverpostejsfarvede gamle sure mænd, og det skal der laves om på, mener Peter Aalbæk. Sammen med instruktøren Lars von Trier stifter han Zentropa som det frække modsvar. Selskabet får kontorer i Ryesgade, og dets første succeser bliver tv-serien Riget og spillefilmen Breaking the Waves. Mens Trier tager sig af kunsten, klarer Aalbæk pengene.

1995 – Dogme 95

Nogle år efter stiftelsen af Zentropa lancerer Trier – med Aalbæk på sidelinjen – Dogme 95 og formulerer det såkaldte kyskhedsløfte, der skal gøre op med en omstændelig og omkostningstung måde at lave film på. De første dogmefilm bliver Thomas Vinterbergs Festen og Triers Idioterne, der begge har premiere på filmfestivalen i Cannes i 1998.

1996 – Internationalt gennembrud

Da Breaking the Waves vinder Grand Prix i Cannes, bliver Zentropa fra den ene dag til den anden en international succes. De glade dage fortsætter, da Triers Dancer in the Dark med sangerinden Björk i hovedrollen vinder Guldpalmen i 2000. Aalbæk får ry for at være en kulørt og excentrisk skikkelse, der fører sig frem med fester, nøgenbadning og store cigarer.

1999 – Zentropa flytter til Filmbyen i Avedøre

Zentropa har vokset sig til Skandinaviens største filmproduktionsselskab, og der er efterhånden ikke flere etager på Ryesgade, som selskabet kan udvide til. Sammen med en række andre filmselskaber etablerer Zentropa derfor Filmbyen i Avedøre, hvor den berygtede pool til nøgenbadning indvies.

00'erne – Mainstreamfilm

Trier fortsætter med at forny sig for hver film, han laver, mens selskabets nye instruktør, Susanne Biers, film sælger billetter og tjener penge. Det er dog ikke nemt at blive ved med at være fræk og original, når man er blevet en stor virksomhed med masser af ansatte, udenlandske interessenter og store budgetter til især Triers film.

2008-12 – Nordisk Film køber halvdelen af Zentropa

Trier og Aalbæk trækker hver 20 millioner kroner ud til sig selv. Bier vinder en Oscar for Hævnen, men finanskrisen kan også mærkes i filmbranchen, og instruktøren Kristian Levring kommer Zentropa til undsætning ved at købe for fem millioner kroner aktier i selskabet. Også Nikolaj Arcels oscarnominerede storsucces, En kongelig affære, er med til at redde Zentropa fra konkurs.

2013 – Zentropia-afsløringer

I 2013 udkommer bogen Zentropia, hvor det blandt andet afsløres, at Aalbæk har presset en ung medarbejder til at hoppe nøgen med ham i poolen og desuden står i spidsen for en grænseoverskridende og, ifølge nogle, syg arbejdskultur. På trods af stor debat får oplysningerne ingen konsekvenser for Aalbæk.

2016-2017 – Et Zentropa uden Aalbæk

På sin 60 års-fødselsdag i 2016 overlader Aalbæk efter 24 år på posten ledelsen af Zentropa til nogle andre, men fortsætter med at have sin gang i filmbyen.

I oktober i år begynder historier om Aalbæks grænseoverskridende og chikanerende adfærd over for medarbejdere at rulle. Det kulminerer i denne uge, hvor selskabets ledelse meddeler, at Aalbæk ikke længere må udtale sig for Zentropa eller have noget ansvar for selskabets film eller elever.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mærkeligt, at Lars von Triers ulækre udtalelser og åndssvage film, der siden Breaking the Waves har tegnet et ubehageligt syn på kvindekønnet, ikke sættes i relation til Aalbæks ulækre og ubehagelige facon, men at der kan skrives, at han "stadig formår at forny sig for hver film".
Han formår på en stadig mere ubehagelig måde at fremstille kvinden som offer for sit køn og sin lyst og for mandens frelse.

Alvin Jensen, Nanna Kinch, Olav Bo Hessellund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Jørgensen

Hvis ikke du kan lide Lars von Triers film står det dig jo ret frit for at lade være med at se dem.

Jeg holdt meget af Melancholia og af Nymphomaniac.

Skræmmende hvis vi nu også skal til at censurere værker.

Morten Clausen, Hans Aagaard, Torben K L Jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Nu får jeg tæsk, og jeg er ikke Lars von Trier fan, da vi et par herhjemme ikke er enig og lige nysgerrig, og jeg har valgt ikke at ville i biografen alene eller se film alene på tv. Men helt ærligt er det her ikke en d form for selvsving i forargelsens tegn? Er/var de ansatte i Zentropa ikke frivillig ansat og hvor mange har reelt lidt overlast på grund af deres køn? Ålbæk og Trier er milevidt fra min naive og blide gemyt og ligestillingssyn, men derfor synes jeg måske alligevel at medier m.v. er gået i selvsving på grund af de "forfærdelige" afsløringer.

Morten Clausen, Hans Aagaard og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Jeg har aldrig set Lars von Triers film, og har levet fint foruden. Men jeg synes, det er ved at tage overhånd med begrebet sexchikane og dybdegravning årtier tilbage. Overgreb på børn er slemt og skal kulegraves, vold og andre grov form ligeså, det har ingen tidsalder, men et klap bagi, .....er det sexchikane, man kan vende sig om og sige, stop det der.
Først var vi så victorianske, i 1950 erne, så i 6oerne så frigjorte med gruppesex og og konebytning osv osv, og svingerklubber, fri porno og jeg skal komme efter dig. Og ytringsfrohed, kalder andre alt mulig på nettet, og dyrker sig selv, så det er pinligt. Folk kan gøre for mig, hvad de vil, så længe de ikke skader andre. Jeg holder mig til de kedelige former, og har det fint sådan. Men synes det er ved at blive lidt for skingert
Men som min søde mand spørger ,- som ung lærling, 16 år, slog jeg en af kontordamerne bagi, frk. XXX, bare sådan et lille dask, ordet sexchikane fandtes ikke dengang, men kontorchefen kom og sagde unge W........, det her, gør man ikke. og jeg blev frygtelig flov, ville bare være kæk.

Mon jeg nu skal straffes, siger han med glimt i øjet, tror du, hun klager, han er 83.
min pointe er, skal vi nu ikke lige skelne mellem hvad r er pjank og hvad der virkelig er chikane.uanset køn.

Morten Clausen, Hans Aagaard, Flemming Berger, Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm og John Poulsen anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Det er for det meste musen der for båden til, at synke - uagtet, at Zentropa har lavet film ingen andre ville lave og har fået stor succes med det. så skal ansatte selvfølgelig behandles respektfulgt , Peter Ålbæk har gået langt over grænsen for hvad der er acceptabelt, den rigtigste løsning var selvfølgelig, at alle var gået /rottet sig sammen og konfronteret Peter Ålbæk -. det var der så ingen der turde, og dermed forsatte Peter Ålbæk sin perfide og arroganter stil med ydmygelser og ondt i maven hos personalet - kæmpen er nu såret og mange vil gerne være på vinderholdet det er de vi ser og hører nu.

Søren Kristensen

Klager fra voksne, der ikke bliver fremført straks eller umiddelbart efter overgrebet (seksuelt eller andet) bør ikke tages alvorligt, med mindre den forurettede er så traumatiseret at hun (det er som regel en hun) har mistet mælet. Det kan passende være bagsiden af den medalje hvis forside omfatter et blændende udseende med direkte vej til stjernerne og de spændende jobs i fx. filmbrancen. Vi, de almindeligt kedelige, har som regel andre problemer at slås med end chefer der finder os seksuelt pirrende, til gengæld kan vi lige så lidt som stjernerne løse dem med tilbagevirkende kraft. Altså gælder det, nu som før, om at gribe dagen. Det er der forøvrigt lavet en film om og den hedder simpelthen: Grib dagen. Og det er ingen dogmefilm, men en ægte filmperle.

Så kom nu videre. Vi har forstået, at Ålen har en diller, der skal luftes af og til.
Hvad ellers er der på tapetet af vigtige sager? Hvad med Facebooks overvågning af brugerne, og muligheden for at Facebook bruges i valgkampen til at målrette propaganda til bestemte "vælger-segmenter", såden som det skete med Brexit.
Eller FNs' mærkelig maskepi med USA og Israel i forb. m. krigen i Syrien?

Flemming Berger, Viggo Okholm og John Poulsen anbefalede denne kommentar

@Søren

Ja, det er vel lidt som i fodbold: Hvis ikke spilleren afbryder spillet og protesterer med det samme, men spiller videre i håb om en fordel - så dømmes der fordel. Så kan man ikke vende tilbage senere og protestere over en gammel forseelse.

/O