Læsetid 5 min.

Hader man ikke bare andre menneskers succes? Min eneste trøst er, at der nok er nogen, der hader mig

At gå til BogForum, når man kan lide at læse, er egentligt absurd. Læsning kræver ensomhed og fordybelse – og BogForum er som et åndens Rigshospital, hvor alle patienter og plejere går frit.

At gå til BogForum, når man kan lide at læse, er egentligt absurd. Læsning kræver ensomhed og fordybelse – og BogForum er som et åndens Rigshospital, hvor alle patienter og plejere går frit.

Miriam Dalsgaard

11. november 2017

Forget The Oscars, jeg vil på BogForum. Jeg er næppe den eneste forfatterspire, der har haft en hed drøm om at være på Bog Forum på den rigtige side af disken. Hvor der er en bogudgivelse, er der hundrede uforløste forfatterdrømme. Jeg vil på gedemarkedet, men som ged. Tænk at sidde på Grøn eller Hvid scene og blive interviewet, imens pøblen vandrer frem og tilbage, og larmen er ulidelig. Jeg er forfatter! Sådan har jeg tit drømt, som så mange andre, der skriver derhjemme.

Sidste år lykkedes det mig at komme på BogForum, med min bog Ved Gudernes Bord. Jeg ankom,  langt tid før jeg skulle interviewes på Gyldendals stand. Min bog var ikke at finde, og der var ingen billeder på de store vægge, hvor alle og enhver – især dem kendt fra tv – havde deres ansigter og bogforsider blæst op i stort format. Jeg havde fået taget et vildt flot foto. Men hvor var jeg? Og hvor var min bog? Min bog om – ok, det indrømmer jeg, et nicheemne – teater.

Jeg ledte og fandt en lille stabel eksemplarer, gemt inde imellem de provokerende mange nyudgivelser. Jeg anede sgu da ikke, at Gyldendal var så polygamt et foretagende! Er der nogen i det her land, der ikke er forfatter? Jeg lagde min bog frem, så den blev synlig, fræk som jeg er. Derefter skulle jeg så sidde bag den begærede disk. Jeg havde drømt om det hele livet: at signere en bog jeg selv havde skrevet. Tror jeg signerede ti.

Det var så det

Jeg havde set det udefra. Forfatteren bøjet over sin bog, imens en lang kø slanger sig, kigger op, med et smil, »hvilket navn skal jeg skrive?« Læseren ler nervøst og underlegent: »Bare skriv til Jan.« Hvilket vidunderligt kærligt og ulige forhold mellem mennesker! Sådan en ombejlet person vil jeg også være. Nu så jeg scenen fra den modsatte vinkel, forfatterens. Jeg så ud over et landskab af mennesker i BogForum, som skulle alt muligt andet end at stå i kø foran mig og min spidsede blyant. Et par mennesker kom over. Nogen af dem havde en eller anden datter, der gik op i teater. Jeg signerede, og det var så dét.

Bagefter skrev jeg, badet i skuffelsens tårer, til Johannes Riis og spurgte om min bog, som både var særdeles velanmeldt og havde fået masser af foromtale, ikke blev anset for vigtig, hvorimod alle mulige typer, kendt fra tv, havde deres fede portræt (I ved selv, hvem I er!) hængende overalt. Dem der solgte i forvejen, fik masser af opmærksomhed fra forlaget, hvorimod vi, der skrev noget, der kunne anses som »elitært« (fy!), måtte klare os selv.

Riis beklagede og talte om karruseller og gynger, et billede, jeg jo godt kendte til, da jeg har børn, og ofte er i Tivoli. Jeg har også hørt, at man bruger det til at forklare, hvorfor skide gode bøger ikke får en plads i annoncerne, når et eller andet gennemhoret forfatternavn har skrevet krimi nummer 25 med garanti for et fuldstændig fravær af litterær udfordring, eller nogle damer har skrevet noget pseudointellektuelt lattergas, eller nogle kendte (de sidste, man kan skrabe op) har lavet endnu en samtalebog om, hvordan det er at skulle dø og alligevel være glad.

Jeg burde bare takke

Da Johannes Riis både er høflig og erfaren, lyttede han til endnu en skuffet debutant og fik mig til at forstå de pressede tider for forlagsverdenen. Jeg endte med at sige ’ok, jeg forstår, tak’ (og underforstået undskyld). Jeg var jo trods alt glad for, at forlaget ville antage en bog om noget så lirekassseagtigt utidssvarende som teater. Det er vel lidt som at antage en bog om folkedans. Jeg burde bare takke ham, og det gjorde jeg så også.

Hvad er egentligt gyngerne, er det dem, der kun kan bevæge sig ved skub i ryggen, imens karrusellen bare er pissemorsom og kan fragte en masse mennesker i meningsløse automatiske cirkelbevægelser, som kilder i maven? Er gyngen den, som kommer op i højden og kan se over hækken i et gysende glimt? Gæt hvem jeg helst vil være!

Hader man ikke bare andre menneskers succes? Min eneste trøst er, at der nok er nogen, der hader mig, fordi de synes, at jeg har succes. Men følelsen af at blive overset er ikke til at komme af med, selv hvis du er øverst i hierarkiet. Ja, jeg gider ikke falsk beskedenhed, som de siger (mit yndlingscitat): »Don’t be so modest, you are not that great.« Jeg indrømmer: Jeg er en teaterinstruktør med stor succes. Men man kan føle sig som en taber alligevel, kan jeg fortælle. Andres anerkendelse er som en gryde med hul i.

Jeg husker første gang, jeg vandt en Reumert, teatrets store pris.

Jeg havde, ligesom med BogForum, drømt om momentet, hvor juryen siger »og prisen for året instruktør går til ...« og så mit navn og en hel masse klapsalver. Da det skete for mig første gang, husker jeg, at jeg tænkte »hvorfor klapper de ikke mere, kan de ikke lide mig?« En lille person med bekræftelsesbulimi var ikke blevet mæt af Reumertkomitéens klap på mine hårdtarbejdende teaterskuldre. Jeg har også prøvet at være nomineret uden at få prisen, og slet ikke at være nomineret samt at få rådne anmeldelser.

Og jeg kan fortælle: Der er ikke den store forskel. Man bliver aldrig mæt og aldrig glad over den ydre opmærksomhed, men kun over selve arbejdet. Ydmygelse og forfængelighed hænger sammen. Ris til egen røv. Ris med to i’er.

Jeg var skuffet over at være på BogForum med en bog, på samme måde som man er over alle drømme, der bliver til virkelighed. En drøm er bedst på afstand. Men samtidigt var glæden over at have kæmpet sig ud af klubben af wannabe-skrivende til klubben af dem, der faktisk udgiver bøger, en triumf, der endnu raser i mig.

At gå til BogForum, når man kan lide at læse, er egentligt absurd. Det kan da ikke være en større modsætning. Læsning kræver ensomhed og fordybelse. BogForum er som et åndens Rigshospital, hvor alle patienter og plejere går frit.

Hvis bare man kunne blive fri for de læsende og få det hele for sig selv. Sikke en ’Palle alene i verden’-oplevelse det ville være. Man kunne stille og roligt bladre i de nye udgivelser og faktisk høre, hvad de interviewede forfattere sagde. De er jo helt håbløse, nogen af dem, set fra et scenekunstnerisk synspunkt. Står og mumler, halvt rygvendte, ind i mikrofonen.

»Forfatteren« er ikke et socialt væsen, nej, det skal jeg love for. Nogen af dem har ikke bare ingen udstråling, de har decideret indstråling. Det kunne jeg rette på, hvis jeg gik rundt som kombineret teaterinstruktør, forfatter og Palle-alene-i-Bogforum i denne weekend.

En del af attraktionen ved Bog Forum er måske alligevel, at man kan løbe ind i nogen, man kender. Bortset fra, at det altid er underligt, når det sker; det er lidt som at møde folk, imens de sidder på lokum. Både privat og offentligt. Nej, det er rædselsfuldt.

Vi ses derude!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu