Læsetid: 7 min.

Kan man ændre Sydafrikas sexisme med et hashtag?

I Sydafrika har en krops- og sexpositiv feminisme medvind. Men det har et rasende opgør med en voldtægtskultur, som gennemsyrer landet, musikken og politikken også. Og så har sydafrikanerne gang i #MeToo-kampagnen – og deres egen kampagne, der indledtes måneder før under navnet #MenAreTrash
Khetsiwe Morgan alias Dj Doowap var som teenager national mester i udspring og forsøgte at kvalificere sig til OL i Beijing i 2008, men det lykkedes ikke. I stedet blev hun lydtekniker og er i dag en af Sydafrikas mest anerkendte, progressive dj’s inden for elektronisk musik.

Khetsiwe Morgan alias Dj Doowap var som teenager national mester i udspring og forsøgte at kvalificere sig til OL i Beijing i 2008, men det lykkedes ikke. I stedet blev hun lydtekniker og er i dag en af Sydafrikas mest anerkendte, progressive dj’s inden for elektronisk musik.

Ralf Christensen

1. december 2017

Dj Doowap demonstrerer for mig, hvordan man sætter grænser over for nærgående mænd. Ikke at hun har planlagt det, slet ikke. Der kommer bare en eller anden fyr forbi, som opfører den gammeldags parringsdans – den, som nogle mænd mener, de kan opføre og vedblive at opføre, uden at kvinden udviser nogen form for interesse.

Jeg er i gang med at fotografere Doowap efter at have interviewet hende, og manden vil med på billederne. Hun afviser bestemt. Han insisterer. Hun afviser bestemt igen. Han fastholder. Så klapper hun lynhurtigt og hårdt i hænderne og råber med skarp myndig stemme:

»Så er det nok!«

Det lyder som en irettesættelse af en hund. Og klappet genlyder mellem bygningerne. Manden holder prompte op og skrider.

»Sydafrikanske mænd tror, at de besidder kvinder, at de ejer dem,« siger den halvt sydafrikanske, halvt britiske dj. Vi er i Rosebank, en velhavende bydel i Johannesburg, Sydafrika, hvor sorte og hvide networker på cafeerne. Harmoniske omgivelser til en samtale om disharmoni.

Khetsiwe Morgan alias Dj Doowap var som teenager national mester i udspring i Sydafrika og flyttede til London for at blive endnu bedre. Det var i midten af nullerne, og hun stilede efter OL-deltagelse i Beijing i 2008. Men det lykkedes ikke, så hun forlod sporten til fordel for en uddannelse i lydteknik, først i London, så Johannesburg. I dag er hun en af landets mest anerkendte, progressive dj’s inden for elektronisk musik.

Nu er mænd bange

Før håndklappet har vi talt om den sydafrikanske #MenAreTrash-kampagne, der kan ses som en slags forgænger for den globale #MeToo-bevægelse. Den opstod i sensommeren i Sydafrika, og lige siden har lokale tweetet videoer med voldelige overgreb mod kvinder samt fotos af navngivne overgrebsmænd. En decideret adfærdsregulerende mekanisme, hvis du spørger Doowap.

»Nu er mænd nærmest bange for at gøre noget, fordi kvinder råber op. Det gjorde kvinder aldrig tidligere.«

Ja, bevægelsen har vundet så meget opmærksomhed, at den sydafrikanske afdeling af MTV den 29. november havde premiere på dokumentaren The People versus Patriarchy a film about #MenAreTrash. Og hos UWE Bristol’s African & Carribean Society i England afholdes den 5. december en kønspolitisk debat med den mere kritiske titel ’Men are trash’ – Has feminism gone too far?

Med afsløringer af krænkere følger sanktioner. Det ved vi fra vores del af verden med for eksempel komikeren Louis CK, der har fået sit arbejde fjernet fra både HBO og netværket FX, efter at han blev anklaget for seksuelle krænkelser. I Sydafrika oplevede Doowap folkets raseri, da hun som dj på en klub satte en sang af OkMalumKoolKat på. Den tidligere så populære sydafrikanske rapper blev i 2016 idømt seks måneders fængsel for voldelig blufærdighedskrænkelse efter en koncert i Tasmanien, hvor han tiltvang sig adgang til en medperformers omklædningsrum og begyndte at befamle hende trods hendes protester.

Han endte med at sidde en måned i tasmansk fængsel. I hans undskyldningsbrev nævnte han slet ikke sit offer og hævdede, at han kun havde erklæret sig skyldig på sine advokaters opfordring. På dansegulvet den aften stoppede alle kvinderne med at danse, da Doowap sendte OkMalumKoolKats musik udover højtalerne.

»De så på mig med blikke, der sagde ’Hvor vover du at sætte den sang på?’« erindrer Doowap.

»Jeg skulle ikke have gjort det. Som kvinde, hvorfor ville jeg dog gøre det? Men jeg ... jeg respekterer ham som kunstner.«

At tage magten tilbage

Samme sted – i Rosebank, Johannesburg – møder jeg også sangeren og sangskriveren Moonchild Sanelly, der kæmper sine egne kampe mod overgreb og mod kønslige stereotyper og hykleriske normer.

Hendes house-single »F-Boyz« blev forment adgang til flere radiostationers playlister, fordi den blev dømt for provokerende. Og det på trods af, at Moonchild Sanelly ikke engang udtaler »Fuck« som i fuck boys – fyre, der fucker dit liv op. Ja, selv om sangen egentlig handler om, at man skal skride fra sin Fuck Boy.

»’F-Boyz’ handler om at tage magten tilbage,« siger hun selv.

»Run run from F-Boyz,« synger hun.

Sanelly har optrådt på store festivaler som Primavera i Barcelona og South By Southwest i Austin, Texas. Hun synger på både engelsk, zulu og xhosa – sproget talt af den etniske gruppe, hun kommer fra – og kalder blandingen »xhonglish«. Og hun stikker ud selv her i hippe Rosebank med sit ’hår’, der er en tyk løveparyk af turkist garn, altså rigtigt garn.

Bevidstgørelse i trikot

Lige som Dj Doowap legemliggør Moonchild Sanelly den unge, moderne, sydafrikanske feminist, der ikke rigtig passer ind i, men er beslægtet med, flere feministiske bølger. Både den anden bølges kamp mod manglende ligestilling og seksuel undertrykkelse, den tredje bølges intersektionalitet, hvor man tænker på tværs af race, seksualitet, socialklasse samt den fjerde bølges sex- og kropspositive budskaber.

»Det handler alt sammen om at bevidstgøre, og når jeg gør det klædt i et trikot, så er det, fordi jeg er stolt af min seksualitet, fordi jeg ikke undskylder for den.«

Hun taler som et blidt maskingevær, fortæller om kvinder såvel som mænd, der ikke kan deale med hendes udadvendte energi. Om dengang hun blev buet af publikum ved en stadionkoncert, fordi de syntes, hun var for udfordrende.

»Jeg måtte dukke mig for flasker.«

Selv nægtede hun at skride og blev båret ud.

Eller om dengang hun med en mandlig ven forsøgte at redde sin veninde fra at få tæv af sin kæreste. Så tævede han dem først og dernæst kæresten.

»Han sparkede mig i gulvet,« erindrer hun.

»Og så græd han.«

Sikkerhedsvagterne stod bare og så på under hele balladen, der foregik i fuld offentlighed, og på politistationen ville de vide, hvad for noget tøj, veninden havde haft på.

»Du føler dig mere krænket på politistationen end udenfor,« siger Sanelly.

»Jeg mener, at den sydafrikanske, seksuelle vold er blevet virkelig normaliseret,« lyder det fra Elisabet Le Roux.

Hun er forsker ved afdelingen for religions- og udviklingsresearch på Stellenbosch University. Hun har skrevet ph.d. i sociologi om seksuel vold mod kvinder under væbnede konflikter. På Skype-forbindelse fra Stellenbosch bekræfter hun, at der er alt for lidt konsekvens omkring overgreb mod kvinder. Politiet er ingen hjælp, når man vil anmelde, og der er ingen, der kommer i fængsel.

»Den grundlæggende årsag er, at alle de mange forskellige kulturelle og racemæssige befolkningsgrupper, der er i Sydafrika – om det så er xhosa, zulu, afrikaans eller englændere – alle sammen er kendetegnet ved patriarkalske strukturer. Og patriarkatet er grundlæggende forbundet til vold.«

Le Roux forklarer, hvordan de patriarkalske strukturer arbejder med nogle meget snævre ideer om, hvad mænd og kvinder er. At manden er stærk, og kvinden er dydig, og at disse kønskonstruktioner muliggør seksuel vold, som er vildt underrapporteret i landet. Det ved de folk, der arbejder i kvindeorganisationer og kvindehjem, og det ved hun selv.

Præsident med voldtægtsanklage

»Jeg vil anslå, at jeg i løbet af mit liv har talt med 2.000 kvinder, der har oplevet seksuel vold eller er blevet krænket på den ene eller anden måde. Jeg vil anslå,  at fire af dem faktisk har meldt det til politiet.«

Det hjælper heller ikke, at Sydafrika har en præsident, Jacob Zuma, der tre år inden sin tiltrædelse blev frikendt for en voldtægtsanklage – og til sit forsvar blandt andet sagde, at den krænkede havde sendt en seksuel invitation ved at være let påklædt.

Men der er forandringer i luften. Spørgsmålet er bare, hvor gennemgribende de er. Moonchild Sanelly og Dj DooWap repræsenterer en ny generation af unge stærke feministiske kvinder i storbyerne, der kæmper mod de voldelige strukturer og gerningsmænd. Ikke mindst gennem deres musik, mode og sociale adfærd. De er med i en feministisk bølge.

Men Le Roux er mere skeptisk over for gennemslagskraften i landområderne, hvor de fleste ikke har adgang til internet og lever under stærkt patriarkalske strukturer. Og så er hun også mere ambivalent over for #MenAreTrash-kampagnen.

»På den ene side arbejder jeg inden for det her område og har lyst til at bruge det hashtag hele tiden. Jeg forstår fuldstændig frustrationen og vreden, der har ført til det. På den anden side tror jeg ikke, at vi kan stoppe seksuel vold uden samtaler med mænd. Det er ikke en ren kvindebevægelse, man er nødt til også at arbejde med mænd. Men jeg kan ikke fordømme hashtagget, for jeg føler også vreden. Men på visse måder er det kontraproduktivt. Og jeg tænker, at en forandring af Sydafrika ikke kommer til at ske med et hashtag.«

Der skal en mere holistisk tilgang til problemerne, mener Le Roux. Fra forskellige vinkler, i forskellige miljøer med forskellige alders- og kønsgrupper. Og hun ser heldigvis også den voksende feminisme i Sydafrika som præget af en tilsvarende multifacetteret tilgang.

»Afrikansk feminisme er præget af intersektionalitet. Det er næsten umuligt at tale om dine rettigheder som kvinde og dit kvindekøn uden også at tale på racemæssige præmisser. Man ser det også i afrikanske, feministiske tekster, og man ser det nu i #FeesMustFall- og #PatriarchyMustFall-bevægelserne blandt vores studerende,« siger Elisabet Le Roux med reference til de sydafrikanske bevægelser mod forhøjelse af betaling på universiteterne og mod patriarkatet, der begge havde deres begyndelse i 2015.

Spørger man Monchild Sanelly, mener hun, at den kvindelige empowerment altid har eksisteret i Sydafrika, men at den p.t. er i fremgang på grund af #MenAreTrash-kampagnen. Ikke mindst fordi der nu er ammunition i form af videofilmede beviser. Og Dj Doowap ser et håb i ungdommen, hvor de sorte mænd, i følge hende, respekterer kvinder helt anderledes og er begyndt at blande sig i #MenAreTrash-samtalerne.

Samtidig er problemerne i Sydafrika blevet yderligere eksponeret, efter at #MeToo også er kommet til landet. Dj Doowap beskriver hashtaggets effekt i sit hjemland sådan her:

»#MeToo-kampagnen var en øjenåbner. Næsten enhver kvinde i Sydafrika er blevet krænket eller misbrugt af en mand. I de fleste tilfælde af en slægtning eller en tæt på familien. Kvinderne har altid forstået situationens alvor, men nu vågner mænd og det patriarkalske system op til den byrde, at deres mødre, hustruer, søstre og døtre alle har gennemlevet dette traume.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu