Læsetid: 10 min.

Kassen med legetøj

I sin nye roman ’Indigo’ forsøger Vita Andersen at huske og skrive om en kaotisk barndom. Barnet forsøger at huske, og forfatteren dykker modstræbende ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner. Her er romanens første kapitel
I sin nye roman ’Indigo’ forsøger Vita Andersen at huske og skrive om en kaotisk barndom. Barnet forsøger at huske, og forfatteren dykker modstræbende ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner. Her er romanens første kapitel

Isabella Tamara

11. november 2017

Jeg fik et brev fra en kvinde. Brevet var sendt til mit forlag. Kvinden skrev, at hun havde kendt min mor. Hun havde en kasse med mit gamle legetøj, som min mor havde givet hende.

Nu ville hun mødes med mig og give mig kassen. I kassen var mit legetøj og dukketøj, som min mor selv havde syet. Dukketøjet var udsøgt, skrev hun. Hun må have været en god mor.

Jeg var ligeglad med kassen, men ville ikke have, en fremmed skulle have den.

Jeg kunne ikke mødes med kvinden, som min mor havde givet mit legetøj til. Så jeg ringede til Torben Madsen, min redaktør på Gyldendal.

»Må en kvinde stille en kasse med mit gamle legetøj ind på dit kontor?«

»Kan du ikke bare mødes med hende og få kassen,« sagde Torben.

»Det kan jeg ikke,« sagde jeg, »jeg kan ikke forklare det, jeg forstår det ikke selv.«

»Okay da,« sagde Torben.

Der var ingen rationalitet i det. Kun følelser. Jeg ville ikke ind i de følelser. Det var, som jeg eksisterede på mange planer.

Jeg var på gaden med klapvogn og mine tre børn på vej til Gyldendal. Børnene diskuterede, hvad der var i kassen.

»Smølfer?« foreslog min søn.

»Polly Pocket, prinsessedukker?« sagde min mellemste datter. »Kan vi lege med det, når vi kommer hjem?«

»Kassen skal ikke åbnes,« sagde jeg. 
»Skal vi så lukke den op til jul?« sagde min fireårige søn.
 »Okay, måske til jul,« sagde jeg. 
Jeg har stadig kassen. Jeg har aldrig åbnet den. Jeg kan huske, jeg havde en indianerdukke. Min rige tante havde sendt den fra Amerika. Den var så flot, lavet af en indianer i Amerika. Den var altid låst inde. Jeg fik aldrig lov til at lege med den. Jeg ville bare ødelægge den. Jeg havde også nogle dukker, jeg ikke brød mig om, de så altid bebrejdende på mig. Er det i kassen?

Jeg tænkte på kvinden, der havde haft mit legetøj, og hvorfor hun havde fået det. Jeg havde ikke meget legetøj. I tankerne var jeg inde i lejligheden.

Jo mindre jeg ville ind i den, desto længere ind kom jeg. Jeg gik op ad trappen, kom ind i lejligheden.

I lejligheden var to værelser. Der var ingen entre, man kom lige ind i stuen. Der var et toilet, et lille køkken med koldt vand. I stuen var en kakkelovn, den eneste opvarmning.

Min mor halvt lå, halvt sad i sengen med store puder i ryggen og skrev. Hun skrev i hånden på store blokke med gult papir. Dengang var der en kvindelig forfatter, der tog sit barn, en dreng, og puttede ham i barnevognen sammen med sin bog. Hun kørte hele Danmark rundt og solgte bogen, med ham siddende i barnevognen. Det ville min mor også gøre.

Hun skældte mig tit ud. Disse raserianfald jeg aldrig forstod. Som om hun var ved at skrige, hver gang hun hørte en lyd fra min leg. Når jeg tabte saksen på gulvet. Når jeg larmede. Jeg prøvede at gøre mig usynlig.

Det er din skyld, jeg ikke kan skrive. Du kan komme på børnehjem, råbte hun.

Noget af det første, jeg kan huske, er, at jeg sidder alene i min seng. Jeg havde ble på. Jeg var alene i lang tid. Jeg kunne ikke rejse mig fra sengen. Jeg sad fast med en sele. Jeg kedede mig, så jeg tegnede på væggen. Jeg kan huske, jeg gjorde mig meget umage, og jeg syntes, det var så flot, det jeg havde tegnet. Da hun så, jeg havde tegnet på væggen, skreg hun og slog mig med en bøjle.

Som barn har jeg aldrig fortalt til nogen, hvordan det var hos min mor. Der var ingen at fortælle det til. Ingen spurgte.

Helt ned i sproget viser Vita Andersen, hvordan barnets følelse af sig selv og sin krop opløses i et mylder af stressende sansninger, der alle kræver hendes opmærksomhed, hvis hun skal overleve til i morgen.
Læs også

Jeg var bange for min mor. Hun slog mig. Jeg måtte holde øje med hende hele tiden. Når hun gjorde en uventet bevægelse, fór jeg sammen. Det irriterede hende. Hold op med det, så slem er jeg ikke, sagde hun. Hun slog med hånden. En knytnæve i ansigtet. En syngende lussing på kinden og øret fik en til at skamme sig. Hun slog med en grydeske, en bøjle, hvad der lige var ved hånden. En gang en sko, en sort højhælet damesko. Nogle gange havde jeg blå mærker.

Hver gang hun slog mig, vendte jeg mit hjerte mod hende. Den følelse af ensomhed, der var ingen, der kunne hjælpe mig. Dengang slog man børn.

Jeg bliver stadig bange, når nogen er vred på mig. Jeg er parat til at påtage mig hele skylden. Hele dagen og natten med kan jeg mærke, når nogen er vred.

Jeg havde tidligt en fornemmelse af, at jeg var blevet beskadiget, og at det var forkert ikke at elske sin mor. Hun havde magt over mig, og selvom jeg ikke så hende i mange år, var jeg stadig bange for hende.

Jeg var genert over for min mor. Jeg var så tit væk fra hende, at jeg hele tiden følte, at jeg skulle præstere noget over for hende. Hvis jeg kunne få hende til at le, så ville hun ikke slå mig. Hun var døv på det ene øre, og det glemte jeg hele tiden. Hun blev irriteret på mig, når jeg snakkede til det forkerte øre.

Der var en kvinde fra Børneværnet, som holdt opsyn med os. Når hun kom, talte hun kun med min mor.

Den kvinde fra Børneværnet kontaktede mange år senere Alt for damerne. Hun ville mødes med mig og fortælle om min mor. Jeg ville gerne have noget at vide om min mor, men ikke, at det skulle stå i Alt for damerne. Jeg sagde nej.

Min mor var toogtredive, da jeg blev født. Put hende op igen, sagde min mor, jeg vil have en dreng. Det fortalte min mors søster i København mig. Jeg kaldte hende moster. I min mors familie var fire søstre og en bror. Jeg kom skiftevis til at bo hos alle min mors søstre. Moster fortalte mange ting om min mor. I alt hvad hun sagde om min mor, var der foragt. Din mor er skør, jeg er den eneste normale i den her familie.

Min far ville ikke have noget med mig at gøre. Dagen efter min fødsel gik han til kirkekontoret i Garnisonskirken og fik mig navngivet. Jeg fik hans efternavn. Spurgte min mor ham, om han ville have mig? og han sagde nej? Jeg ved ingenting. Han forsvandt ud af mit liv. Når man er kasseret af sine forældre, er man kasseret resten af livet.

Det eneste, jeg vidste om min far, var, at han var forfatter, hed Neutzsky og var antroposof. Hans ekslibris var per aspera ad astra (ad ufarbar vej til stjernerne).

Da jeg var et år gammel, skrev han et digt til mig. Jeg fik det først at se som voksen. Det var min moster, som viste mig det. Hun havde alle hans bøger.

Lille Barn, hvor dine Hænder griber fast om mine. Føler du dig ene i en Verden, der saa lidet minder om det Aandens Hjem, du nys forlod?

Hvilken haard og bitter Karma drog dig ned til os, som ej formaar at skærme dig mod denne Verdens Storme og Forlis? Hvorfor blev du ikke i dit lyse Hjem?

Hvilke Løfter skal du indfri, hvilke Krav vil Livet stille? Har vi mødt hinanden før, vil vi atter knyttes sammen?

Skal jeg se dig vokse op – eller skal jeg kaldes bort forinden? Maaske kan jeg da udrette mere for dig paa den anden Side?

Jeg var særlig nysgerrig efter at få noget at vide om min far. Når der blev talt om ham, tror jeg, mine ører voksede, så man nærmest kunne se, at de blafrede. Nogle gange fik de øje på mig og sagde: Små gryder har også ører. Men ved at lytte og lægge to og to sammen tror jeg, min far havde et forhold til både min mor og min moster, og de blev begge to gravide. Han valgte min mor. Min moster brugte en strikkepind.

Jeg forsøgte tit at få min mor til at sige noget om min far, men hun sagde aldrig noget. Når hun var vred på mig, og det var hun tit, sagde hun: Hvor du ligner din far. Min mor hadede ham, min moster beundrede ham. Min mor vaskede mit lyse hår i shampoo til mørkt hår, så det ikke skulle være lyst som min fars.

Min mor sagde, at de giftede sig for at få en lejlighed. Min moster sagde, at min mor kun giftede sig med min far for at blive forfatter. Vidste min far, at min mor ville være forfatter? Min moster fortalte mig så meget. Jeg vidste aldrig, om det var sandt. Der var ingen, jeg kunne spørge.

Min moster ville meget gerne tale om min far. Hun fortalte mig, at han kunne slukke et lys ved tankens kraft. Hun syntes ikke, det var sært, at min far ikke ville have noget med mig at gøre, som om jeg ikke var fin nok til ham. Det er noget, du har gjort i dit tidligere liv, sagde min moster. Du bad selv om at komme ned på jorden igen, og du har selv valgt din mor og far.

Vita Andersen: ’Indigo’

Da jeg var tyve år og fri af Børneværnet, tog jeg tilbage til København, hvad jeg ikke måtte. De sagde, jeg ville blive luder, alkoholiker, narkoman, kriminel. Jeg flyttede ind hos min moster og begyndte at læse til skuespiller. Min moster ringede til min far og sagde, at jeg ville være skuespiller. Han ville gerne se mig. Jeg havde en stor sult efter at være sammen med min far.

Vi spillede Hamlet. Han var Hamlet, jeg var Ophelia. Han stod op, jeg sad ned på en stol med en Shakespeare-bog foran mig. Han kunne teksten udenad, hans stemme gik op og ned. Hans hænder og arme bevægede sig. Vores hænder lignede hinanden, tynde, lange fingre. En spids hånd. Han lavede et arrangement på en tegning, hvordan de bevægede sig rundt på scenen. Jeg har stadig tegningen. Han syntes, jeg havde talent.

Der var spildt æg på hans vest, hans briller var limet sammen med klisterbånd. Vil du ikke godt spørge mig om noget, tænkte jeg. Vidste han, jeg havde været på børnehjem? Jeg sagde det: – Jeg har været på børnehjem.

»Det var hårdt for mig at betale børnepenge,« sagde han. »Jeg blev nødt til at arbejde med noget, jeg ikke havde lyst til, for at tjene penge. Så jeg kunne ikke skrive bøger.«

Det var, hvad jeg var for ham, en udgift. Min moster sagde, han havde mange børn. Når man er glad for kvinder, så kommer der børn.

Det var den eneste gang i mit liv, jeg var alene sammen med ham.

Det var det filter, jeg kom til at se verden igennem. En mor som ville være forfatter og slog mig, en far som ikke ville have noget med mig at gøre. Der er et sår. Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, såret ville heles.

Mens jeg skriver om min mor, ser jeg hende tydeligt, hendes krop, hendes hår, men hun er altid ansigtsløs. Jeg ved ikke, hvordan hun så ud. Jeg har ingen fotografier af hende, et eneste af mig selv, som blev taget på et tidspunkt, hvor jeg ikke boede hos hende.

Mange nætter hørte jeg hende græde i sengen. Hendes gråd blev ved med at ringe i mine ører. Jeg gik ikke ind til hende. Jeg følte mig skyldig.

Min mors seng var forbudt område. Engang fik jeg lov til at være i hendes seng. Jeg havde kastet op, sengen var våd af opkast. Jeg var våd. Jeg husker, jeg tænkte: Hun kan godt være sød.

Jeg har ofte mareridt. Jeg drømmer, at min mor vil slå mig ihjel. Hun er efter mig med en kniv, eller hun vil skyde eller kvæle mig. Nogle gange ansætter hun fremmede til at gøre det. Som barn kunne jeg flyve. Når hun var lige ved at få fat i mig, anstrengte jeg mig og fløj op i himlen. Og så kunne hun også flyve. Når hun var lige ved at nå mig, vågnede jeg med åndenød og buldrende hjerte.

Jeg har set min mors breve til Gyldendal i deres arkiv. Hun undskylder, at hun sender endnu et manuskript. Hun vedlægger porto til at returnere manuskriptet. Det gjorde man åbenbart dengang. Hun skriver til forlaget: Jeg elsker at skrive, og jeg er i familie med Kaj Munk.

Forlag lavede bøger. Forlag var onde. De havde noget med guderne at gøre. For hver gang hun sendte et manuskript af sted, snakkede hun om guderne.

De sendte min mors manuskripter tilbage i store kuverter. Om natten vækkede hun mig.

»Tag tøj på,« sagde hun, »vi skal ud at gå«.
Vi gik og gik. Mens vi gik, snakkede hun igen om guderne. »Guderne vil det ikke.«
 Vi gik ned til vandet. Jeg kan ikke huske, om det var kanalen eller Langelinie. Vi stod ved en kant, foran os var vandet. Hun tog min hånd. Vi skulle kaste os i vandet sammen. Jeg var fire eller fem år. Jeg begyndte at græde.

»Jeg fryser,« sagde jeg, »jeg vil hjem«. Jeg tror, hun var i bunken med skøre forfattere. Og efter at have læst hendes første manuskripter læste forlaget hende ikke mere. Et menneske, der ser sig selv som forfatter og aldrig bliver udgivet, bliver usynligt.

Var hun et stort talent, som bare skulle have en hjælpende hånd? En redaktør som så hende? Var mit liv blevet anderledes, hvis hun havde fået lidt succes?

Min mor fortsatte med at skrive. Da jeg ser på mine notater, har jeg skrevet: Hun fortsatte med at skrige. Skrige i stedet for skrive.

Vita Andersen: ’Indigo’, Rosinante, 352 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu