Læsetid: 2 min.

Kirsten Thorup er nu nordisk mester i at skildre den rå virkelighed

4. november 2017

Kirsten Thorup er både helt sin egen og del af os alle. Hun kan den sjældne kunst med sine romaner at tilbyde alle os privilegerede læsere et spejl, hvori vi kan genkende vores egen tid og se, hvordan den er blevet til og har formet os.

Men hun kan samtidig også vende spejlet helt rundt mod en verden, som ofte ikke får stemme, nemlig de socialt udstødte, de fremmede, de marginaliserede, de hjemløse, som hun altid har rakt en hånd ud mod i sine romaner. Og hun kan helt nært skildre komplekse sociale relationer mellem mennesker og generationer, samtidig med at hun også har blikket rettet mod fjerne horisonter og andre erfaringsverdener.

I udpræget grad er alt det til stede i Kirsten Thorups seneste roman Erindring om kærligheden, som hun onsdag aften modtog den fornemme Nordisk Råds Litteraturpris 2017 for. Så mange temaer og motiver fra Thorups tidligere romaner går igen i den nyeste roman. I den forstand er Erindring om kærligheden en naturlig kulmination på forfatterskabet og var den oplagte danske kandidat til at modtage den store nordiske hæder.

Romanen er i virkeligheden lidt af en bastard. Den er en stor og vedkommende samtidshistorisk roman om de forandringer, der er sket i Danmark fra halvtredserne frem til i dag fortalt gennem tre kvinder, der tilhører hver sin generation. Men den er også meget andet: Den beskriver den fallerede skuespiller Tara og hendes konfliktfyldte forhold til på den ene side forældrene og på den anden side især datteren Siri.

Bogen er samtidig et stærkt psykologisk portræt af en outsider, der er bedre til at vise omsorg for samfundets udstødte end for sin egen datter. Den er imidlertid også en yderst aktuel politisk bog og et stærkt indlæg i klimadebatten med nærmest dokumentariske indslag fra klimakonferencen i København i 2009. Og endelig er Erindring om kærligheden en bog om kunst og om forudsætningen for og omkostningerne ved at skabe kunst. Alt det og en del andet er romanen.

I sin korte takketale sagde Kirsten Thorup, at litteraturen ikke er et lukket rum, men altid ude i verden, hvor mennesker lever. Ude i den rå virkelighed, som hun kaldte det, derude hvor katastroferne sker, i smerten og sorgen, i ekstasen og kærlighedens univers – og ude hos de hjemløse. Det er den virkelighed, som litteraturen ifølge Kirsten Thorup har en pligt til at skildre. Og hun er nu fortjent nordisk mester i den kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreasen

Det er forunderligt at læse om al den ros der bliver romanen, "Erindring om kærligheden" til del.
I mine, ikke synderligt utrænede, øjne er romanen dobbelt så lang som det, historien kan bære; i anden halvdel af romanen bliver personskildringen tiltagende psykologisk uholdbar, samtidig med at flere og flere situationer gentages uden at der dermed føjes nye pointer til foretagendet.

Måske er romanen i virkeligheden en bastard, som Peter Nielsen skriver, bare efter min opfattelse på en anden måde: Den vil meget mere end den kan indløse, således at ingen af intentionerne egentlig lykkes.