Læsetid: 8 min.

Kødklumpens kamp for at ramme kunsten

88 mennesker presset sammen på et alt, alt for lille område – som sædceller om et æg. I færd med en befrugtning, der kræver 88 fingre på hver af klaverets 88 tangenter – ramt samtidig. Informations musikredaktør har været ’embedded’ journalist, midt i kødklumpen, ved opførslen af den japanske legende Keiji Hainos værk ’Miracle’. Og sidenhen til en koncert med Haino og Bisse og deres frygtløse musikalske vokabularium
88 mennesker presset sammen på et alt, alt for lille område – som sædceller om et æg. I færd med en befrugtning, der kræver 88 fingre på hver af klaverets 88 tangenter – ramt samtidig. Informations musikredaktør har været ’embedded’ journalist, midt i kødklumpen, ved opførslen af den japanske legende Keiji Hainos værk ’Miracle’. Og sidenhen til en koncert med Haino og Bisse og deres frygtløse musikalske vokabularium
9. november 2017

1.

Lørdag aften på Statens Museum for Kunst

Der er røde hoveder og maste kroppe overalt. Ingen af os kan trække vejret ordentligt. Den kulørte lyskæde klistret over klaverets tangenter – dém, vi alle rækker armene ud imod – føles som en fornærmelse. Fordi den minder om, at der er noget, der hedder hygge, alt imens vi ligger knuste, i smertefulde positioner sammen med alt for mange artsfæller på et alt for lille område.

Personligt ligger jeg sidelæns med overkroppen vredet 45 grader nedad fra den øverste etage på et stillads, mens en kvinde holder mig fast ved mine ankler, så jeg ikke dratter ned. Jeg skal strække mig alt, hvad jeg kan, for at nå min tangent. Nummer 36. Smerten er brutal. Og jeg er ikke alene. Folk stønner, pruster, forsøger at få vejret. Sjældent har et klaver fået så meget opmærksomhed på så kort tid.

En time tidligere har den japanske musiker Keiji Haino holdt en lille oversat tale til os alle sammen. »I er alle elegante,« siger han via tolken til os. Men det kommer til at knibe med elegancen i den næste times tid, det ved han godt. Og det ved vi godt. »Jeg skal nok være elegant for jer allesammen,« lover han. Vi tror ham, som han står dér. En lille mager, sortklædt mand i stramt med stok, solbriller og langt sølvhår klippet rektangulært om ansigtet.

Den japanske støjrocklegende skylder noget. Han har brug for os. Omvendt ville vi så heller ikke være her, hvis ikke det var for ham og hans værk Miracle, som vi skal opføre.

I al sin enkelhed går det ud på at 88 mennesker skal trykke på hver sin af klaverets 88 tangenter på præcis samme tidspunkt. Altså lyden af hele klaveret på én gang. Og det er nemmere sagt end gjort. At få alle i en position, hvor de kan nå deres specifikke tangent, kræver et stillads i fire etager med i alt 13 hylder husende hver sit hold (opdelt i mænd og kvinder).

Det kræver heftig koordination og fysisk anstrengelse. Og ja, der er lægehjælp klar, hvis man får det dårligt, hvilket skete for nogen under generalprøverne. »I skal tage smerten alvorligt,« lyder rådet fra en af arrangørerne, inden vi begynder. Et team af afløsere står klar – og træder også til på et par poster – undervejs.

Keiji Haino

Født 3. maj 1952 i Chiba, Japan.

Et japansk musikalsk under, en hvirvlende fritænker og en katastrofisk-spirituel tilstedeværelse i støj, improvisation, minimalisme, drone-musik, psykedelisk rock.

Med en karriere, der strækker sig gennem fem årtier og et uoverskueligt antal af udgivelser solo og i samarbejder, snart på over 100 af slagsen.

Miracle er Keiji Hainos svar på den amerikanske avantgardist John Cage (1912-1992) og hans legendariske værk 4'33" (1952), hvor en pianist i følge partituret skal sætte sig ved et klaver og ikke spille noget i fire minutter og 33 sekunder. Ideen er, at publikum derigennem får skærpet sin lyttesans i forhold til omgivelserne og lytter til de lyde, der måtte være inden for hørevidde i de fire minutter og 33 sekunder. De nærmestes vejrtrækning, den nervøse flytten sig på stolene, aircondition-anlægget, politisirenen udenfor.

Cages fundamentale pointe er, at musik – eller kunst – kan være hvad som helst, så længe en kunstner indrammer det, udvælger det. Den samme pointe, som Marcel Duchamp leverede med sin signerede pissoirkumme Fountain i 1917, dog med den afgørende forskel, at publikum hos Cage animeres til langt større aktivitet i afkodningen af 4'33", hvor der er mulighed for selv at komponere aktivt i ens fokusering på individuelle lyde i omgivelserne.

Folket er også stærkt involveret i Miracle, ja, der er bogstavelig talt 88 fingre med i spillet. Men udkommet er givet på forhånd. Begge værker animerer til deltagerkultur, men på hver deres måde. 4'33" står stadig som den definitive demokratisering af kunst og kunstreception. Mens Miracle er et diktat komplet med et partitur med 88 samtidige flydetoner, altså med 88 tangenter slået an og holdt nede i en rum tid.

Det er Cages minimalisme, de nul tangenter, over for Hainos maksimalisme, de 88 tangenter. Men på en måde forholder de sig også omvendt til hinanden. 4'33" er et værk, der er uendeligt i sin tanke og på den måde maksimalt. Det er nyt hver gang og kan rumme enhver form for lyd.

Miracle derimod er et punktformet værk, tænkt som uforanderligt, koncentreret om et eneste øjeblik, hvor 88 synkrone anslag fuldfører kompositionen. Synkrone i en ideel verden, mens det her i den virkelige verden er umuligt at gennemføre – med menneskehænder. Det kommer ikke til at ske. Alle og enhver kan opføre 4'33" under håndbruseren på en tirsdag morgen med sæbe i øjnene. Det kræver enorm kollektiv koordination og øvelse at komme i nærheden af at gennemføre Miracle tilfredsstillende.

Det ene værk er en frisættelse, det kan ske alle steder, på egen hånd. Det andet er en form for fangenskab. Under Hainos partitur presses vi sammen på et alt, alt for lille område, som sædceller om et eneste æg. En befrugtning, der kræver 88 fingre.

Til gengæld kan Miracle også læses – og opleves – som et forunderligt socialt eksperiment, en kollektiv vilje og et processuelt orienteret værk. Det er vores – umulige – stræben efter at mødes i dette ene tidspunkt, hvor vi alle gør præcis det samme, der gør det så berusende. Koncentrationen, fokus smeltet helt ud i fingerspidsen, anstrengelsen altopslugende.

SoMe-tidens fragmentering af koncentrationen er langt væk i trykkammeret omkring klavertangenterne. De sociale koder og den kropslige blufærdighed ligeledes pist væk. Mine ædlere dele er mast op mod min sidemands ryg, og jeg tror, min næse er inde i hans øre på et tidspunkt. Men jeg er ikke sikker, for det er fingerens parathed på tangenten, der tæller. Intet andet. Angsten for ikke at kunne trække vejret må vige for målet. De rødglødende muskler og sener strukket helt urimeligt.

Kaosset af fingre, der forsøger at finde deres tangenter, deres formål. Den stønnende venteposition, da alle er klar. Kødklumpen, der sukker efter, at Keiji Haino tæller 1-2-3, så vi på fireslaget i 4/4-takten kan ramme hver vores fucking tangent. Kom nu, for pokker.

Hovedet på etagen under mig på stilladset, som jeg er ved at vride af led med min vægt. De glødende glasskår i støttemuskulaturen. Luften, der er til at skære i. Vores viljer, der bliver til én, smeltet sammen. Alt sammen noget, jeg først registrerer, efter at det er overstået. Ikke her i ventepositionen. Kom nu bare. Så bjæffer Haino »1-2-3-«.

Mette Sanggaard

2.

Tirsdag aften i Lille Vega

Det er tre dage senere, og Keiji Haino er endelig selv på scenen. Nu i et samarbejde med den danske musiker og sangskriver Bisse samt trommeslageren Anders Bach Pedersen (som Bisse også arbejdede sammen med i gruppen Spillemændene).

Haino holder meget af Povl Dissing, men da det samarbejde ikke kunne realiseres, så fik arrangørerne bag begivenheden G((o))ng Tomorrow og Jazzhouse den lyse idé at sætte ham i stævne med en moderne, dybt personlig, nogle vil sige idiosynkratisk sanger og sangskriver, der har en klar fornemmelse for dansk musiktradition. Og kan noget med det danske sprog.

For, ja, Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisses oplæsninger, sang, støn, skrig foregår på dansk under koncerten denne tirsdag. Alt imens Haino taler musikkens universelle sprog. Først med fingertrommer og bækkener, alene, måske for at rense luften for konventioner inden trioens æstetiske indbrud og udbrud. Så griber han sin elguitar og pisker med sit mytologiske spil hvirvelvinde og sagnvæsener, kommentarer og monolitter op omkring os og rundt om Bisses ord. Her er det ikke koncentrationen kanaliseret ud i en finger og et enkelt tidspunkt, vi oplever, men en kunstner, der spiller med hele kroppen over tid. Ja, da Haino senere går i gang med fire musikalske kogeplader, der reagerer på bevægelser, ikke ulig thereminen, ja, så er hans kropssprog nærmest lig med hans musik.

Andre steder strejfer han bluesen eller mimer med sin elguitar en slags elektroniske bomber (måske med nik til Hendrix' coverversion af »Star Spangled Banner«). Imens Bisse fortæller og synger om død, om angsten for at miste, sælger Danmark i et proklamerende toneleje.

Der er kattekillingen, der slås ihjel mod en brændekævle. Og dernæst ikke længere er en killing, kun noget, som »livet havde passeret igennem som en kat«. Og så er der tiden, der skrues tilbage i selvsamme fortælling. Morderen, der nu mærker kattens hjerte mod sit bryst, altså inden drabet. Tilbage til livet.

Og der er en afsked, hvor protagonisten er så fuld af frygt for aldrig at se sin kæreste ven igen, til sidst med en stemme druknende i angst. Og Haino, der spiller medfølende akkorder. Mens han andre steder detonerer i post-punk eller psykedelisk støj. Og læg hertil en polyfoni af rytmiske finesser og præcise nyrestød og freaky fabuleringer fra fremragende Anders Bach Pedersen.

Som helhed er koncerten en blandet fornøjelse. Der er nogle lige lovlig umage sammenstillinger mellem to (tre) musikalske temperamenter. Men andre gange er denne triangulering også formidabelt givende, ikke mindst når Haino og Bisse vokalforenes i messende sang, ulvehyl eller en slags heterogen call-and-response.

Ekko-bongotrommer, tinnitus-feedback-loops, cutup-rytmik, amoktrommer, drabsdroner, dødsskrig og -rallen... Akkurat som Miracle er aftenens koncert også en proces med huller og uoverensstemmelser. Her dog strakt udover tid, i en undersøgelse af fejl og forløsninger og deres indbyrdes kommunikation. Et spring ud i et ekstremt energispektrum og et frygtløst vokabularium. Væsensforskellige tandhjul, der alligevel griber hinanden og får noget til at ske.

Mette Sanggaard

3.

Lørdag aften på Statens Museum for Kunst

Tandhjulene griber aldrig for alvor ind i hinanden under de vistnok otte opførelser af Miracle, som vi gennemfører over to omgange. Hele flokken kommer aldrig tæt nok på at ramme det forjættede fireslag.

Der er nogle anslag, der lander klart før tid, men det vistnok femte og i hvert fald det sidste ottende forsøg er ganske ok. Og Haino synes tilfreds med vores anstrengelser efter otte gange 88 anslag. Vi er møre. Taknemmelige for, at det er ovre. Over at have givet alt, hvad vi havde.

Hvad man dog ikke gør for kunsten.

G((o))ng Tomorrow Festival:

Keiji Hainos Miracle – Statens Museum for Kunst, Kbh., lørdag.

Bisse x Keiji Haino– Lille Vega, Kbh., tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu