Læsetid: 7 min.

Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?

Isabella Hamid

3. november 2017

»Måske er kritik ubrugelig,« har den amerikanske komponist og musikkritiker Virgil Thomsen sagt. »I hvert fald er den tit uduelig. Men den er den eneste modgift, vi har, til betalt PR.«

På aviserne bryster vi os af, at vores kritik er fri og uafhængig, men når kritikere får diktater fra deres redaktører og betaling for deres tekster, hvor kritisk kan den så egentlig være? Og skal anmelderi i det hele taget være et decideret arbejde, man får løn for?

Den slags spørgsmål tumler Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen med for tiden. Hun ved godt, at det er »kontraintuitivt og kættersk« af hende overhovedet at tænke sådan, for hun er selv litteraturanmelder ved Politiken og forsøger at stykke en tilværelse sammen som ikkefastansat fuldtidskritiker.

Så det er vigtigt for hende at understrege, at hun mener, at kritikerne skal kræve sig bedre betalt og i det hele taget kæmpe for bedre vilkår.

»Og det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke abonnerer på ideen om, at kunstkritik – og kunst for den sags skyld – er bedst, når det er ren con amore; at arbejdet ligesom er løn nok i sig selv.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mathilde Moestrup
Mathilde Moestrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Der bruges jo ganske mange penge fra det offentlige på journalistik, og der burde være råd til en professionel kulturkritik.

Er det til gengæld nødvendigt med snesevis af spindoktorer, et endnu større antal journalister der rastløse går rundt på Christiansborg og konstante tv aviser, radioaviser, aftenshow og web-opdateringer. Pressen er jo reguleret, og det kan vel ikke udelukkes at en yderligere regulering ikke på indholdet i butikken, men på åbningstiden kunne give lidt mindre indhold, bedre kvalitet og bedre løn til dem der skal lave det?

Bjarne Toft Sørensen

Ud over det at mestre kritikgenren er det bl.a. vigtigt, at kritikere om nødvendigt tør gå imod de i tiden dominerende præferencer inden for de respektive kunstområder (på dette område tør sætte deres anseelse på spil over for fagfæller på området) og tør gå imod institutionernes egen opfattelse og beskrivelse af det produkt, de præsenterer på markedet (tør udfordre dem, der økonomisk har noget at miste, ud over kunstnerens selv).

En række forhold, der influerer på muligheder og begrænsninger med henblik på at opnå kritisk kritik, ændrer sig med stor hast for tiden, f.eks. mediernes og de kunstproducerende - og destribuerende institutioners markedsbetingelser. Det ændrer også betingelserne med hensyn til de forudsætninger, som en kritiker skal have, for at turde udfordre det forventede, som beskrevet ovenfor. Kritik er jo noget andet end markedsføring.

Det er altid interessant at se, hvilke kritikere der tør gøre opmærksom på oplagte mangler ved kunst og udstillinger af kunst, der står magtfulde institutioner bag, og hvor institutionerne i deres markedsføring af den pågældende kunst forsøger at dække over de mangler, som kunsten eller udstillingen har, f.eks. "Asger Jorn - Rastløs Rebel" på Statens Museum for Kunst (2014), "Trust", et samarbejde mellem fem kunsthaller (2015) om noget, der havde karakter af én fælles udstilling og Casper Eric: "7/11" , Gyldendal 2014.

De kritikere, der under sådanne betingelser klarer sig bedst, har typisk gennem en årrække opbygget en anseelse, som de i situationen kan trække på, f.eks. Torben Sangild og Rune Gade, og på den baggrund har det næppe så stor betydning, om de primært ernærer sig som kritikere.

Ellers er der meget, der i den nuværende situation og ud fra et kunstfagligt synspunkt taler for, at der ved rekruttering af kritikere lægges vægt på, at de ikke har kritik som nogen væsentlig del af deres samlede indtægter.

Kritik er modstand. Uden modstand findes intet.

"Modstanden" under den RENE markedsøkonomi er i yderste konsekvens revolutionen, oprøret blandt tænkende ELLER samfundets kollaps i uoverstigelige forskelle mellem superrig og afmonteret, prekariatet.

Det intellektuelle kritik er de veluddannede og tænkendes styringsmekanisme, der skaber en fornemmelse af sammenhæng i verden ved at stimulere det udviklede sinds mønstergenkendelse og inspirere til nye tanker i en hverdag, som mentalt set måske ellers ikke er så voldsomt stimulerende.

Den intellektuelle kritik er forskellig fra den "verdslige" kritik, gennemsnittet af al blogning, brugeranmeldelser og pseudosamtalerne på sociale medier, som tjener til at give afløb for de nederste impulser - de sorte følelser, drifterne, frygten - og kortvarigt at hæve egoet op over et svigtende selvværds middelværdi med lånte fjer. Hér dulmes og skabes uroen ved altings nær-kaos i et sikkert rum foran computer og mobiltelefon.

Men jaja. Alle behøver næring og at få ting på plads i virkeligheden. Enhver form for kritik, ensidig eller nuanceret, er tilbud om større ro og overblik i verden.

Personligt vil jeg mene, at enhver kritik har en "nørdet overgrænse" og en "dyrisk undergrænse" at trække på i sin argumentation. Begge har til hensigt at skabe enighed, stasis eller fiksere holdninger, mens en "rimeligt mellemniveau af en vis bredde" skaber tryghed og både stimulerer, aktiverer og underholder sine modtagere – den her 4enighed, som er al kreativ dynamiks moder og fader og DNA'en inden i et stabilt samfund.

Bjarne Toft Sørensen

Kenneth Krabat: Din anarkistiske tilgang, hvor du lægger vægt på tilfredsstillelse af følelsesmæssige behov i forbindelse med beskæftigelse med anmeldelse, kan vel i lige så høj grad siges at være "dyrisk" som "nørdet"?

Litteraturteoretikeren Stanley Fish har (jeg kan desværre ikke huske hvor) skrevet noget i retning af, at hvis vi som eksperiment forestillede os, at vi som samfund kunne nedbryde kunstens institutioner fuldstændigt, og vi derefter havde muligheden for at genopbygge dem på ny, så ville resultatet stort set blive, som det vi havde i forvejen. Simpelt hen fordi, at vi nu engang har indrettet vores samfund på den måde, som vi i øvrigt har.

Min pointe er her, at din anarkistiske tilgang overser kunstens særlige betydning som sammenhængskraft i den type samfund, vi lever i for tiden i den såkaldte vestlige verden. Som konsekvens af den mening, som kommer til udtryk i og med kunsten. Du kan tale om en "borgerlig offentlighed" og fremhæve de "småborgelige" træk ved sådanne beskæftigelser, der kan få karakter af tidsfordriv, men uanset samfundstype har du former for kunst som udtryk for "det fælles", som bidrager til, at samfundet hænger sammen som samfund, selv om det ikke nødvendigvis er kunst i vores betydning af såkaldt "autonom" kunst, men f.eks. kunst forbundet med magi, religion og håndværk.

Mener du, at kunsten på nogen måde skal bidrage til sammenhæng i samfundet?

Jens Thaarup Nyberg

"De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?"

Selv en kritiker skal have noget at leve af, og eftersom den kritisk evne er kritikerens kapital, må der søges en fornuftig forrentning/ordentlig løn.