Læsetid: 7 min.

Hvis kritikken skal være uafhængig og fri, hvorfor skal kritikeren så have løn?

De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?
De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?

Isabella Hamid

3. november 2017

»Måske er kritik ubrugelig,« har den amerikanske komponist og musikkritiker Virgil Thomsen sagt. »I hvert fald er den tit uduelig. Men den er den eneste modgift, vi har, til betalt PR.«

På aviserne bryster vi os af, at vores kritik er fri og uafhængig, men når kritikere får diktater fra deres redaktører og betaling for deres tekster, hvor kritisk kan den så egentlig være? Og skal anmelderi i det hele taget være et decideret arbejde, man får løn for?

Den slags spørgsmål tumler Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen med for tiden. Hun ved godt, at det er »kontraintuitivt og kættersk« af hende overhovedet at tænke sådan, for hun er selv litteraturanmelder ved Politiken og forsøger at stykke en tilværelse sammen som ikkefastansat fuldtidskritiker.

Så det er vigtigt for hende at understrege, at hun mener, at kritikerne skal kræve sig bedre betalt og i det hele taget kæmpe for bedre vilkår.

»Og det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke abonnerer på ideen om, at kunstkritik – og kunst for den sags skyld – er bedst, når det er ren con amore; at arbejdet ligesom er løn nok i sig selv.«

Men, siger hun, hendes tanker om den absolut fri kritiker er netop opstået, fordi hun forsøger at få sin økonomi til at hænge sammen. Ved udelukkende at ernære sig som anmelder har hun oplevet, hvor prekær en beskæftigelse kritik er. Godt nok har hun en kontrakt hos Politiken, men den sikrer snarere, at hun har noget at lave, end at hun bliver ordentligt betalt, og den indebærer heller ikke sikring af sygdom, barsel og den slags.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er med andre ord stærkt afhængig af den stykbetaling, hun får.

»Der er et mål om en kvantitativ produktivitet, som måske ikke behøver, men i praksis alligevel godt kan udfordre kvaliteten. Det skaber kritikere, som er økonomisk afhængige af at producere kritik, og som måske gør det i for høj kadence, til at det bliver god kritik,« siger hun.

»Og så er spørgsmålet: Skal kritik overhovedet være et arbejde? Måske inficerer penge simpelthen den kritiske aktivitet på en dårlig måde.«

Intellektuelle allierede

Alle danske dagblade betaler deres anmeldere – omend honorarerne de fleste steder er lave. Men flere tidsskrifter og netmagasiner gør ikke. Gennem en årrække har ph.d. i litteraturhistorie Elisabeth Skou Pedersen redigeret litteraturtidsskriftet Standart, og i dag er hun litteraturredaktør på netmagasinet og bogtillægget ATLAS.

Begge udgivelser har frivillige kritikere tilknyttet.

Det har ifølge Elisabeth Skou Pedersen aldrig været et principielt valg for nogle af medierne ikke at betale, men snarere et spørgsmål om, at enten tog redaktionen imod folks frivillige arbejde – og lagde selv mange frivillige timer – eller også var der ikke noget indhold.

»Hvis man som samfund ønsker sig en kvalificeret litteratur- og kulturkritik, tror jeg, man er bedst tjent med at skabe grobund for en professionel kritik,« siger hun og peger på, at i tilfælde som Standart og ATLAS ville muligheden for at kunne søge større fondsstøtte til kritik – ligesom det er muligt i Norge – gøre forskellen.

Digter, dramatiker og redaktør Peter-Clement Woetmann er også fortaler for støtte til netmedier og tidsskrifter og direkte til de enkelte kritikere – på linje med den støtte, samfundet giver kunstarterne via Statens Kunstfond.

»Så kunne man måske håbe, at en ny, vild, decentraliseret og ikke mindst mere kvalificeret kritisk offentlighed ville opstå. Det ville være et smukt korrektiv til den viden og forskning, vores universiteter sætter i spil.«

Woetmann ser ikke nogen modsætning mellem det at tænke kritisk og det at få penge for det – men det er klart, at man som kritiker må være kritisk over for dem, der betaler en, siger han.

»Ligesom vi læsere og borgere i langt højere grad burde være kritiske over for de økonomiske interesser, der f.eks. støtter vores politiske partier og vores aviser.«

I forhold til kritikken er det et større problem, at kritikerne får relativt få penge for deres arbejde, end at de får løn og bliver placeret i et afhængighedsforhold i forhold til redaktionerne, mener han. De lave honorarer betyder nemlig, at de enten skal være født ind i en rig familie eller tjene deres penge på noget andet end kritikken.

»Og det gør dem jo afhængige af det system, de til enhver tid skal kunne tale sønder og sammen, når f.eks. et teater ikke leverer varen. Det er ikke for kritikerens skyld, men for os læsere og borgeres skyld. Vi er afhængige af at have intellektuelle allierede, der kan og må tænke og tale frit.«

’Den sande kritiker’

Af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens kontrakt med Politiken fremgår det, at hun skal levere 10-12 anmeldelser om måneden, og spørgsmålet er, om en sådan kvote kan være med til at give en følelse af en problematisk ufrihed.

»Nogle gange falder det at forholde sig til et kunstværk en meget let,« siger hun og fortsætter: »Andre gange kræver god kritik meget mere tid og rum og ro – og er også meget mere modsætningsfyldt, end hvad den hastighed og de formater, man arbejder med i dagbladskritikken, lægger op til.«

Det fordrer altså ikke, at man eksperimenterer så meget med genren og sit møde med kunsten, når man har en produktionskvote, man også skal leve op til.

Og bør ’den sande kritiker’ ikke netop være uafhængig af prosaiske omstændigheder som kvoter, diktater fra redaktører – og penge.

Eller hvad?

Peter-Clement Woetmann kan ikke lide begrebet ’den sande kritiker’, ligesom han ikke bryder sig om begrebet ’de skønne kunster’.

»Jeg bryder mig ikke om det hierarki, man taler frem. Ligesom jeg heller ikke bryder mig om forestillingen om, at nogen skal arbejde gratis, fordi de er ildsjæle. Det er en vildvej. Det, der i virkeligheden er mest trist, er, at vi – os læsere, forlæggere, dramatikere, digtere – ikke værner om og kæmper for, at vi har nogle bedre vilkår i den kritiske offentlighed. Vi har klart nok brug for mennesker i det her samfund, der er frie til at tænke kritisk om alt, der sker. Og der bliver vi nødt til at sikre nogle vilkår, så vi ikke ender med en flok klakører, der suger vin fra den økonomiske og kulturelle elite.«

Også Elisabeth Skou Pedersen, der ud over at være litteraturredaktør på ATLAS selv arbejder freelance som skribent og litteraturformidler, er skeptisk over for romantisering af kritikken. Det kan nemlig medvirke til at fastholde skribenter, mediefolk og andre kulturfreelancere i prekariatet, siger hun:

»Der er stort set altid en forventning om, at man lægger con amore-timer – også oven i de timer, man reelt får en rimelig timeløn for, fordi arbejdsgiveren antager, at man har et særligt følelsesmæssigt forhold til sit arbejde. Der hersker i hele kulturbranchen en antagelse om, at man arbejder med kultur, ’fordi man ikke kan lade være’. Det bliver hurtigt til noget, der ligner udbytning.«

Hun mener, at man i stedet burde anerkende den ofte tidskrævende arbejdsindsats, der ligger i det at bedrive kritik, ved – i det omfang, det er muligt – at prioritere højere honorarer til skribenter. Og altså også overveje, hvordan man kan øge muligheden for støtte af kritik fra enten statslige eller private fonde.

Decideret pinligt

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen mener, at den bedste kritiker ofte er den engagerede kritiker, som ikke står uden for andedammen eller i en faglig forstand er ’uafhængig’. Derfor mener hun ikke, at habilitet som sådan er et problem, når det gælder dagbladskritikken.

»Det er vigtigt at skelne mellem den faglige og økonomiske uafhængighed,« siger hun.

»For den økonomiske handler om, at man nogle gange simpelthen skal producere for hurtigt. Og for meget, til at det refleksive rum, som det kræver at tænke over kunst, opstår.«

Elisabeth Skou Pedersen mener også, at der kommer »alt muligt godt« ud af, at kritikerne er udøvende og formidlere i andre sammenhænge parallelt med deres kritiske virke. Hun anser dog ikke økonomisk afhængighed som et problem – tværtimod. Til gengæld peger hun på de mange prekære ansættelsesforhold, der bliver mere og mere fremherskende i kultur- og mediebranchen.

»Her risikerer enhver kritik at komme under pres: Ikke bare den i spalterne, men også den, der handler om løn- og ansættelsesforhold. Selvfølgelig er det nemmere at forholde sig kritisk, hvis man har en institution og en fuldtidskontrakt i ryggen.«

Peter-Clement Woetmann vender også tilbage til prekariatet og honorarerne, som han kalder »decideret pinlige«. Men ligesom andre betragtere har påpeget tidligere i denne serie, er problemet ikke kun kritikernes, og vilkårene for dagbladenes freelancere er i det hele taget »til grin og en skændsel«, siger han:

»Enhver journalist, der sidder og hæver sin faste hyre, burde engagere sig i – og gå op imod – de lave takster, man tilbyder freelancere. I sidste ende vil deres fastansættelse blive ædt af det monster, der hedder prekariatet.«

Ikke mindst kritikeren har brug for den styrke og sikkerhed, der ligger i en fastansættelse, mener han:

»Det, der på mange områder er ved at ske, er, at bloggere tager over. Det er en demokratisering af kritikken, der har et enormt potentiale, men som desværre alt for ofte er under niveau.«

Hvordan ville du sikre højere honorarer eller flere fastansættelser, hvis du var redaktør med ansvar for budget?

»Man må stå redaktionelt til ansvar for sine prioriteringer. Hvis man vil mere, end man har budget til, er det i min verden ikke en løsning at aflønne freelancere dårligt. Hvis ens budget er for lille, må man forsøge at øge det. Og imens man sidder dér på redaktionen og tænker sig om, kunne det være, at vi andre ude i samfundet burde erkende dagbladenes krise og tænke over, hvordan vi sikrer en kvalificeret kritisk offentlighed. Der er ingen lette løsninger.«

I næste uge konfronterer vi nogle af de ansvarlige redaktører om kritikeres vilkår

Serie

Et Danmark uden anmeldere

Avisanmeldelsen er under pres. Når nye medier skal genopfinde avisen på nettet, tager de ikke anmelderen med sig ind i fremtiden, og samtidig falder antallet af anmeldelser i dagbladene. Information har i denne serie skrottet vore egne anmeldelser og snakket med kunstnere og branche for at undersøge dagbladskritikkens rolle i dag – og hvad der ville ske uden den.

Seneste artikler

  • Ny forening vil styrke kunstkritik og anmelderi

    13. januar 2018
    Medier skal ikke bare orientere om aktualitet, men også debattere og diskutere samtiden. Derfor er professionelle, saglige kritikere uundværlige, mener ny paraplyorganisation, som vil arbejde for mere synlighed og bedre vilkår
  • Kulturredaktør: Kritik fungerer bedst, når det er et kærlighedsprojekt

    8. november 2017
    Kritikernes honorarer og vilkår er til debat. Informations kulturredaktør mener ikke, at professionen er let at sammenligne med andre deltidsjob, fordi der i kulturkritikkens dna er en særlig kærlighed til stoffet, siger hun. ’Kritik mister helt sin mening, når det bliver samlebåndsarbejde’
  • I Norge uddeler de stipendier og legater til kritikerne

    28. oktober 2017
    I løbet af tre år uddeler en norsk fond 30 kritikerstipendier til en samlet værdi af seks millioner norske kroner. Stipendierne går til kulturkritikere og skal øge kvaliteten af den professionelle kulturkritik i trykte, elektroniske og digitale medier, og de er bare en del af en række offentlige og private legater, kritikere kan søge. Sådanne stipendier drømmer danske kritikere om. Statens Kunstfond mener, at den i forvejen støtter kritik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mathilde Moestrup
Mathilde Moestrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Der bruges jo ganske mange penge fra det offentlige på journalistik, og der burde være råd til en professionel kulturkritik.

Er det til gengæld nødvendigt med snesevis af spindoktorer, et endnu større antal journalister der rastløse går rundt på Christiansborg og konstante tv aviser, radioaviser, aftenshow og web-opdateringer. Pressen er jo reguleret, og det kan vel ikke udelukkes at en yderligere regulering ikke på indholdet i butikken, men på åbningstiden kunne give lidt mindre indhold, bedre kvalitet og bedre løn til dem der skal lave det?

Bjarne Toft Sørensen

Ud over det at mestre kritikgenren er det bl.a. vigtigt, at kritikere om nødvendigt tør gå imod de i tiden dominerende præferencer inden for de respektive kunstområder (på dette område tør sætte deres anseelse på spil over for fagfæller på området) og tør gå imod institutionernes egen opfattelse og beskrivelse af det produkt, de præsenterer på markedet (tør udfordre dem, der økonomisk har noget at miste, ud over kunstnerens selv).

En række forhold, der influerer på muligheder og begrænsninger med henblik på at opnå kritisk kritik, ændrer sig med stor hast for tiden, f.eks. mediernes og de kunstproducerende - og destribuerende institutioners markedsbetingelser. Det ændrer også betingelserne med hensyn til de forudsætninger, som en kritiker skal have, for at turde udfordre det forventede, som beskrevet ovenfor. Kritik er jo noget andet end markedsføring.

Det er altid interessant at se, hvilke kritikere der tør gøre opmærksom på oplagte mangler ved kunst og udstillinger af kunst, der står magtfulde institutioner bag, og hvor institutionerne i deres markedsføring af den pågældende kunst forsøger at dække over de mangler, som kunsten eller udstillingen har, f.eks. "Asger Jorn - Rastløs Rebel" på Statens Museum for Kunst (2014), "Trust", et samarbejde mellem fem kunsthaller (2015) om noget, der havde karakter af én fælles udstilling og Casper Eric: "7/11" , Gyldendal 2014.

De kritikere, der under sådanne betingelser klarer sig bedst, har typisk gennem en årrække opbygget en anseelse, som de i situationen kan trække på, f.eks. Torben Sangild og Rune Gade, og på den baggrund har det næppe så stor betydning, om de primært ernærer sig som kritikere.

Ellers er der meget, der i den nuværende situation og ud fra et kunstfagligt synspunkt taler for, at der ved rekruttering af kritikere lægges vægt på, at de ikke har kritik som nogen væsentlig del af deres samlede indtægter.

Kritik er modstand. Uden modstand findes intet.

"Modstanden" under den RENE markedsøkonomi er i yderste konsekvens revolutionen, oprøret blandt tænkende ELLER samfundets kollaps i uoverstigelige forskelle mellem superrig og afmonteret, prekariatet.

Det intellektuelle kritik er de veluddannede og tænkendes styringsmekanisme, der skaber en fornemmelse af sammenhæng i verden ved at stimulere det udviklede sinds mønstergenkendelse og inspirere til nye tanker i en hverdag, som mentalt set måske ellers ikke er så voldsomt stimulerende.

Den intellektuelle kritik er forskellig fra den "verdslige" kritik, gennemsnittet af al blogning, brugeranmeldelser og pseudosamtalerne på sociale medier, som tjener til at give afløb for de nederste impulser - de sorte følelser, drifterne, frygten - og kortvarigt at hæve egoet op over et svigtende selvværds middelværdi med lånte fjer. Hér dulmes og skabes uroen ved altings nær-kaos i et sikkert rum foran computer og mobiltelefon.

Men jaja. Alle behøver næring og at få ting på plads i virkeligheden. Enhver form for kritik, ensidig eller nuanceret, er tilbud om større ro og overblik i verden.

Personligt vil jeg mene, at enhver kritik har en "nørdet overgrænse" og en "dyrisk undergrænse" at trække på i sin argumentation. Begge har til hensigt at skabe enighed, stasis eller fiksere holdninger, mens en "rimeligt mellemniveau af en vis bredde" skaber tryghed og både stimulerer, aktiverer og underholder sine modtagere – den her 4enighed, som er al kreativ dynamiks moder og fader og DNA'en inden i et stabilt samfund.

Bjarne Toft Sørensen

Kenneth Krabat: Din anarkistiske tilgang, hvor du lægger vægt på tilfredsstillelse af følelsesmæssige behov i forbindelse med beskæftigelse med anmeldelse, kan vel i lige så høj grad siges at være "dyrisk" som "nørdet"?

Litteraturteoretikeren Stanley Fish har (jeg kan desværre ikke huske hvor) skrevet noget i retning af, at hvis vi som eksperiment forestillede os, at vi som samfund kunne nedbryde kunstens institutioner fuldstændigt, og vi derefter havde muligheden for at genopbygge dem på ny, så ville resultatet stort set blive, som det vi havde i forvejen. Simpelt hen fordi, at vi nu engang har indrettet vores samfund på den måde, som vi i øvrigt har.

Min pointe er her, at din anarkistiske tilgang overser kunstens særlige betydning som sammenhængskraft i den type samfund, vi lever i for tiden i den såkaldte vestlige verden. Som konsekvens af den mening, som kommer til udtryk i og med kunsten. Du kan tale om en "borgerlig offentlighed" og fremhæve de "småborgelige" træk ved sådanne beskæftigelser, der kan få karakter af tidsfordriv, men uanset samfundstype har du former for kunst som udtryk for "det fælles", som bidrager til, at samfundet hænger sammen som samfund, selv om det ikke nødvendigvis er kunst i vores betydning af såkaldt "autonom" kunst, men f.eks. kunst forbundet med magi, religion og håndværk.

Mener du, at kunsten på nogen måde skal bidrage til sammenhæng i samfundet?

Jens Thaarup Nyberg

"De færreste danske kritikere kan få anmelderi som hovedbeskæftigelse til at løbe rundt. Spørgsmålet er, om de overhovedet skal det. Og mere radikalt: Om de i det hele taget skal have løn for deres arbejde. For hvis kritikken skal være fri, skal den så koste penge?"

Selv en kritiker skal have noget at leve af, og eftersom den kritisk evne er kritikerens kapital, må der søges en fornuftig forrentning/ordentlig løn.