Læsetid: 4 min.

Kun et ’safe word’ adskiller virkelighed og tv-fiktion

Kvindevold bliver ikke kun anvendt i film og tv som aktiv modstand mod volden, og den primært underholdende vold hersker ikke blot i specialiserede slasher- og horrorfilm. Den findes også i de krimi- og dramaserier, vi alle sammen ser og taler om, som vi gyser over og hygger os sammen omkring
Kvindevold bliver ikke kun anvendt i film og tv som aktiv modstand mod volden, og den primært underholdende vold hersker ikke blot i specialiserede slasher- og horrorfilm. Den findes også i de krimi- og dramaserier, vi alle sammen ser og taler om, som vi gyser over og hygger os sammen omkring
3. november 2017

Kan I huske åbningsscenen i første afsnit af den dansk instruerede, fælleseuropæiske søndagskrimiserie ’Mord uden grænser’ på DR 1?

En bister mand parkerer en mørk og stormfuld aften sin bil foran en ødeliggende, neonoplyst campingvogn, hvor en sexarbejder holder til. Han banker aggressivt på hendes dør, introducerer sig, hun bliver ængstelig af genkendelsen, han tvinger sig så indenfor, smækker døren og vender butiksskiltet: optaget.

Kort tid efter er kvinden fundet død. En finger er skåret af. Snart finder man andre døde kvinder – også uden fingre. Et tværeuropæisk mysterium er hermed skudt i gang.

Eller kan I huske åbningsscenen i første afsnit af ’Broen’? Liget af en kvinde delt i to bliver fundet midt på Øresundsbroen – den ene del i Sverige, den anden del i Danmark. Det er som det gamle hyggetrylletrick med den oversavede dame – nu forvandlet til en morders syge værk i en dyster nordic noir. Opklaringsarbejdet kan begynde.

Mange kvinder er i tidens løb blevet voldtaget, tæsket og/eller dræbt i DR’s søndagsdramaer. Men hvordan føles det at spille en kvinde i den rolle? Vi har talt med fire af dem
Læs også

Eller kan I huske åbningsscenen i ’Forbrydelsen’? En ung kvinde i en gennemsigtig stropkjole flygter panisk i en mørk skov fra en skikkelse med en lommelygte – til lyden af adrenalinpumpende trommer. Senere finder man hende, Nanna Birk Larsen, myrdet og parteret.

Lige så ikonisk den dræbte teenager Laura Palmer – svøbt i plastik – blev for David Lynchs Twin Peaks-univers, lige så ikonografisk blev Nanna Birk Larsens voldtagne og parterede krop for DR’s gigantiske søndagshit ’Forbrydelsen’ og for en hel genre af gråblå, DR-dramaserier med privatlivsjagede opklarere og spektakulær vold som det gysende element.

Ny måde at se film og tv

I disse uger føles det, som om al kultur er gennemstrømmet af perspektiver på seksuelle krænkelser, kvindehad, sexisme, diskrimination. Afsløringerne af sexkrænkeren Harvey Weinsteins magtmisbrug og Hollywoods stiltiende og medskyldige magtelite er dryppet som en syre fra kulturens top og ned og rundt i alle afkroge af brancherne, hvor den er i gang med at opløse de grænser, vi normalt sætter mellem kunsten, dens produktionsvilkår og kulturen bag.

#MeToo kan for eksempel komme til at justere vores måde at se film på en smule. Det føles, som skrevet i sidste uges tillæg, umageligt at se sexscenerne i det franske mesterværk Adèles liv med helt samme frie blik, når vi ved, at skuespillerne følte sig krænket af instruktøren under optagelserne og nu har bragt dette på bane igen i lyset af Weinstein og krænkelseserfaringer i filmbranchen.

Og når skuespiller Anthony Robb i denne uge beskylder Kevin Spacey for upassende seksuelle tilnærmelser, da Robb kun var 14 år, så får det tidligere Spacey-fans på Twitter til nu at væmmes over skuespillerens rolle i American Beauty. 

De kan ikke se filmen på samme måde igen, skriver de – selv om den både dengang og nu, og hverken mere eller mindre, handler om en midaldrende mand og hans erotiske forgabelse i sin teenagedatters mindreårige veninde. Pludselig bliver det, vi hele tiden har kunnet se på lærredet, genbesøgt med en ny moralsk sensibilitet og fordømmelse. Publikum overtager i deres reception af værkerne den overmoralske rolle, som Hollywood selv tidligere har spillet over for publikum. 

En grænse opløst

Der er intet i vejen med at skildre misogyni, kvindevold, voldtægt og mord på film og i tv. Når det findes i verden, skal det også findes i bearbejdningen og afspejlingen af den. Filmhistoriens mesterværker som Irreversible, A Clockwork Orange og Dogville udforsker klamme mørkesider af voldtægt som grundtraume og civilisationsforfald. Og tv-serier som ’The Fall’,’The Handmaid’s Tale’ og ’Top of the Lake’ er feministiske studier i misogyni og voldtægtskultur, der kalder på vrede, ubehag og modstand.

Men kvindevold bliver ikke kun anvendt i film og tv som aktiv modstand mod volden, og den primært underholdende vold hersker ikke blot i specialiserede slasher- og horrorfilm. Den findes også i de krimi- og dramaserier, vi alle sammen ser og taler om, som vi gyser over og hygger os sammen omkring. Kan I huske Anne i første afsnit af ’Forbrydelsen II’, der kidnappes i eget hjem og klynges op i et træ i Mindelunden?

Det, vi her hengiver os til sammen, når vi lader disse døde damer lokke os ind i endnu et krimiunivers, indoptager vi også som dyster del af vores kulturelle selvfortælling. Det var først, da vi fik navn og ansigt og biografi på den myrdede journalist Kim Wall, at de ulækkert fascinerende ligheder med vores lands DR Drama-seriers døde kvinder blev så ubehagelige, at de fleste droppede dem.

Pludselig kunne man se grænsen mellem den vold, vi dyrker som nordic noir, og den vold, vi forfærdes over i den virkelige verden, blive opløst. Og blasertheden over for det vante syn af alle de dræbte kvinder, der indleder en lang række af DR-dramatikkens krimihistorier, blev også opløst en smule.

Vi har i ugens tillæg talt med fire kvindelige skuespillere, der har spillet dræbte eller/og voldtagne kvinder i danske tv-serier. Alle er blevet behandlet nænsomt og med forståelse under optagelserne. Men alle husker også disse optagelser særligt tydeligt: Man glemmer ikke et drab eller en voldtægt, selv om det bare bliver spillet. Det er måske ikke så underligt. 

En af kvinderne fortæller, at hun fik et safe word, »remoulade«, som hun kunne sige, hvis den voldtægt, hendes rolle skulle udsættes for, kom til at føles for voldsom. En anden fortæller, at det var grænseoverskridende for hendes nevøer at se moster blive voldtaget i sin røde kjole på tv. Man læser om det absurde i at spille et koldt stykke kød, der skal passe på ikke at ryste synligt af kulde, i underholdningens navn.

Disse situationer, hvor ingen blev krænket, udstiller endnu en udviskning af grænser, endnu et aspekt i en voldtægtskultur, hvor angsten og ubehaget lurer, og hvor overgrebet ikke føles helt uvirkeligt – selv om det er tryg fiktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Anne Eriksen
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, Anne Eriksen, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har altid undret mig over, at volden oftest går ud over kvinder i moderne krimier. Og ofte er forfatterne faktisk mænd...Jeg gider simpelthen ikke læse dem mere.

Der er absolut ingen mangel på vold mod mænd i underholdning og fiktion. Hvis der er en forskel, består den i, at det ligesom ikke rigtigt tæller med på samme måde, hvad artikler som denne er med til at understrege. Der er mindre opmærksomhed, indignation og sympati på offerenes vegne når det drejer sig om mænd, lige som udtrykket "mandevold" slet ikke findes som begreb på samme måde som "kvindevold". Er det et udtryk for, at vold mod mænd skal anses som mindre alvorlig?