Læsetid 4 min.

Kunsten viser os, hvor latterlige penge egentlig er

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi, men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning
Ingen Frygt, Penge II, 2008.

Ingen Frygt, Penge II, 2008.

Anna Petri

10. november 2017

Vi investerer i os selv, i parforholdet, karrieren og i fremtiden. Vi optimerer vores kroppe, vores relationer, vores kommunikation. Og vi effektiviserer, vi spekulerer, vi producerer, vi estimerer og vi konkurrerer med os selv og med hinanden.

Det hverdagssprog, vi bruger til at beskrive os selv og vores liv, er fuldstændig invaderet af økonomiske begreber.

Som den kapitalismekritiske guru Franco ’Bifo’ Berardi formulerer det:

»Den økonomiske rationalitet er overalt! Vores verden er fuldstændig defineret af det finanskapitalistiske system. Det gennemsyrer alle vores relationer.«

Eller som Theis Ørntoft beskriver »mennesket anno kapitalisme« i den kritikerroste og hovedværksbesungne digtsamling Digte 2014:

»når vi taler eksporterer vi vores kriser til hinanden / når vi drømmer løber økonomierne under vores hud.« Digterjeg’et er »nordiske nerver viklet ind i tigerøkonomier«.

Og Ørntoft står langtfra alene: Der løber en lind strøm af kapitalismekritik i samtidslitteraturen. Forfattere som Lars Skinnebach, Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Lea Løppenthin tematiserer alle på forskellig vis, hvordan økonomisk tænkning, forbrugskultur og kapitalisme sætter forarmende aftryk i mennesker, fællesskaber og kloden, ikke mindst.

Med ’To dage, én nat’ viser Dardenne-brødrene med intim og empatisk kameraføring, hvordan effekterne af neoliberalismen ser ud for menigmand.
Læs også

I Ursula Andkjær Olsens seneste roman, Krisehæfterne, står økonomi, kapitalisme og markedskræfterne ikke i opposition til naturen, som det plejer. Nej, markedet er naturen. Og økonomerne er ikke magtfulde vismænd, de er overbeskyttende curlingforældre, der hysterisk forsøger at skærme deres markeder fra enhver form for udefrakommende og regulerende impuls. For markederne skal have lov til at vækste sig selv til døde, ingen må røre.

Når økonomi og marked på den måde rives ud af deres typiske reservater, så fremstår de underligt utilpassede og håbløst overstimulerede, de stakkels curlingbørn.

Og på den måde blotlægges det kapitalistiske system som ikke blot et absurd, katastrofalt og alt andet end rationelt system, men som et decideret latterligt system. Og det er i sig selv befriende, det er i sig selv tiltrængt. 

Dyr diæt

På Museet for Samtidskunst i Roskilde, der i år har temaet »GLOBAL ØKONOMI«, optræder kunstnertrioen Ingen Frygt med forestillingen The Money Diet. De spiser simpelthen penge, de tre kvinder.

De fortæller i et interview med Mikael Bertelsen, der også bliver vist på museet, at The Money Diet handler om at bruge penge til noget »reelt« og springe alle transaktionsleddene over og »virkelig bare konsumere penge«. For penge er oppe tiden, »folk er vilde med dem«, forklarer de iført ens, beige og tætsiddende dragter. 

Foran dem ligger et bundt 100-kronesedler, som de spiser af. De tykker langsomt og længe i det seje papir, de synker med besvær og drikker lidt vand til. De har efter eget udsagn ikke indtaget andet end penge og postevand i 14 dage – det er løbet op i en 7-8.000 kroner per kvinde, noget dyrere, end de havde forventet.

Om det er spild? Nej, det er kunst. Om det er latterligt? Det er det. Og dermed understreges også latterligheden i, at vi er så forhippede på penge. På lapper af papir, der er dårlige for fordøjelsessystemet og uden næring. Ved at vende logikkerne på hovedet, formår kunstnertrioen at så tvivl om, hvorvidt logikkerne har været rigtige. Om penge egentlig er absolut ubrugelige?

Naivt ergo vigtigt

Også kulturvidenskabsfolkene har kastet sig over økonomi og finans. Der tales i akademiske kredse om, at der efter finanskrisen er sket en slags »Financial Turn« inden for de kulturvidenskabelige discipliner.

Eksempelvis i Berlin, hvor Joseph Vogl, litteraturprofessor ved Humboldt Universitet i Berlin, analyserer spekulations- og finansbobler med hjælp fra Aristoteles, Don Delillo og Marx med flere. Finans og fiktion har en del til fælles, de er begge spekulative størrelser, der ikke har noget med den virkelige verden at gøre. Ved at gå til finans og økonomi fra fiktionens og filosofiens verden, kan vi blive klogere på, hvordan det ellers så kryptiske finanskapitaliske system opererer – og hvorfor det sprækker og nedsmelter med jævne mellemrum.

Eller på Lakehaed Universitet i Canada, hvor medie- og kulturteoretiker Max Haiven ser på, hvordan det rent faktisk er kulturen, der får pengene til at køre rundt. For økonomi og finans er bygget på dogmer og ideer, altså kultur. Haiven går i kødet på vores brug af økonomiske metaforer i dagligdagssproget – eksempelvis måden, vi investerer i alt muligt andet end aktier. Ved at blive bevidste om den slags, kan vi blive bevidste om, hvordan vi reproducerer økonomiske tanker – og hvordan vi kan forsøge at lade være. 

Og så i Bologna, hvor italienske Franco ’Bifo’ Berardi insisterer på, at poesien har potentiale til at genskabe den solidaritet, som det finanskapitalistiske system ellers undergraver og umuliggør.

Det føles naivt og desillusioneret at sætte sin lid til poesien. Man kunne have håbet på en udførlig strategi, en mere konkret redningsplan. Men de naive, skæve og anderledes bud på, hvordan vi kan yde den økonomiske tænkning en smule modstand, er vigtige. Den økonomiske tænkning skal tippes, vendes og drejes fra alle mulige former for kritiske perspektiver. 

Det er vigtigt, at der er forfattere som Ursula Andkjær Olsen eller Theis Ørntoft, der sætter ord og billeder på både verden og mennesket »anno kapitalisme«. Og det er vigtigt, at der er kunstnertrioer som Uden Frygt, der vender logikkerne på hovedet og simpelthen bare æder pengene, før de æder os.

Kan kunsten æde pengene, før de æder os?

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv, parforholdet og karrieren. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning og viser os, hvor nedværdigende, paradoksal og latterlig den kan være.

I denne uges kulturtillæg spørger vi, om kunsten kan æde pengene, før de æder os? Vi giver jer interviews med teenagedrenge og intellektuelle, anmeldelser og værkeksempler over kunstens kapitalismekritik og undersøger, hvordan nogle værker kan udstille forbrugersamfundet og værditænkning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Palle Bendsen
    Palle Bendsen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Palle Bendsen, Anne Eriksen, Kristen Carsten Munk, Jørn Andersen, Anne Schøtt, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Palle Bendsen

Den amerikanske aktivIst, filosof, forfatter Murray Bookchin kom gang på gang - tilbage fra 1970 i hvert fald - ind på denne invasion af det kommercielle, økonomiske sprog langt ind i vores hoveder.

Brug 12 minutter på at høre hans indtrængende fortælling fra 1985 om den forandring han havde oplevet i efterkrigstidens New York, fra et rigt lokalsamfund med et vibrerende politisk liv, som understøttede menneskers mulighed for at udvikle en stærk personlighed - til en tid hvor man taler om at investere i sit ægteskab og købe eller ikke købe ideer.
https://www.youtube.com/watch?v=WQ34z0WHPQI

Charlotte Grum, Trond Meiring, Niels Nielsen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen

Det er rigtigt, at mange af tidens digtere på forskellige måder tematiserer "hvordan økonomisk tænkning, forbrugskultur og kapitalisme sætter forarmende aftryk i mennesker, fællesskaber og kloden, ikke mindst".

Desværre har meget af tidens kunstkritik et ringe intellektuelt niveau, og digterne roses for sproget, mens kritikken ofte overser, at den tænkning, som digtene giver udtryk for, snarere giver mindelser om samfundskritiske sangtekster fra Gnags og Røde Mor, end lyrik på højt niveau som f.eks. Ivan Malinowskis.

For også at være lidt positiv, vil jeg fremhæve Lars Skinnebach, hvis digtning på samme tid kan være så kompleks, grusom og skøn, at jeg må indtage den i små portioner, hvis jeg ikke undervejs skal bryde sammen.

Det er rigtigt, at ved "at gå til finans og økonomi fra fiktionens og filosofiens verden, kan vi blive klogere på, hvordan det ellers så kryptiske finanskapitaliske system opererer – og hvorfor det sprækker og nedsmelter med jævne mellemrum".

Desværre er den kulturvidenskabelige nytænkning samtidig ofte et resultat af, at universiteterne skal leve op til markedsøkonomiske krav i et kapitalistisk samfund. Videnskabelig tænkning er en vare på markedet, og kvalitet nedprioriteres let til fordel for nyhedens interesse på et venstreintellektuelt marked.

Brugerbillede for Anne Schøtt

Penge er vel ikke latterlige i sig selv. Det er snarere nogle menneskers brug eller misbrug af dem.

Bjørn Pedersen, Svend Erik Sokkelund og Robert Kroll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Penge er faktisk en genial opfindelse.

Før "pengene" måtte man bytte sig frem - f eks fem høns mod 3 kg hvede eller to huder/skind o s v.
Opsparing var besværlig - høns lever kun et kort liv , og fødevarer rådner hurtigt, hvis de ikke bliver spist i tide.

Penge kan lægges "til side" og bruges senere efter behov

- penge "oversætter" værdien af arbejde, varer, kunstneriske præstationer o s v til et fælles "sprog"

- f eks kan man vælge mellem af købe en billet til en koncert eller et antal pølser med brød eller et antal skjorter o s v , hvis man har lagt tilstrækkeligt med penge til side.

Faktisk er kunstnere og andre producenter af "ikke-materielle" ydelser dem , der har vundet mest ved indførelsen af pengene.

Uden pengene ville det være svært at få folk til at købe koncert- og teaterbilletter, malerier, skulpturer o s v.

Et samfund uden en velfungerende "penge-strøm" (naturaløkonomi/byttehandel) ville blive kulturløst ?

Problemet ligger et andet sted - det ligger i den menneskelige "natur" ( indbygget bjergsomhed, magtstræb, lysten til at være alfa-han eller alfa-hun på andres bekostning o s v)

Brugerbillede for Lars Bo Jensen

Kunsten, eller den store værdi nogen værker kan have, bliver brugt til at parkere enorme formuer. Måske i bankbokse hvor ingen får glæde af dem.

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

En kendt dansker har for ca. 4 år siden opkøbt bitcoins for et ukendt million (Dkr.) beløb til ca. kurs 400 dollar og har for kort tid siden solgt dem til ca. kurs 6.500 dollar. En fortjeneste på millarder med et par taste tryk og muse klik. Den bagved liggende værdi er hentet i real økonomien, som millioner af mennesker gennem hård arbejde har skabt.

Ud over penge vil/er den helt store regulerende kraft for menneskelig adfærd de sociale medier. Det bliver virkelig "spændende" at se hvilke børn der kommer ud af det på sigt.

Brugerbillede for René Arestrup

Som det bliver anført ovenfor, er det ikke pengene i sig selv, der er et problem. De er blot et middel. Nej, det er den bagvedliggende menneskelige vildfarelse om at nok aldrig er nok - eller forestillingen om at man kan bjerge sig til Nirvana. Det ulykkelige er, at vildfarelsen nærmest er blevet en kollektiv besættelse, som i tilgift er blevet en social indikator for om man er en del af mainstream kulturen/fællesskabet. Og skruen bliver strammet hele tiden, mens vi, som bevidstløse lemminger, lader os føre et sted hen, hvor det, på alle måder, er ekstremt ubehageligt at være. Det forekommer blindt, tankeløst og ja, uendelig dumt!

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

I Norge genoplives ca. 3 gange så mange mennesker ved hjertestop end der gør i Danmark. Det siger en del om, hvor apatisk et samfund Danmark er blevet.